Anmeldelser: Dragens tab af hoveder

Den svære toer…

Share

Sød pige og slem dreng

Ekstra Bladet 14. september 1988, 1. sektion, side 19

af Poul Borum

28-årige Marlene Nedergaard debuterer med en lille samlinge prosadigte, og den 25-årige Kenneth Krabat kommer med sin anden digtsamling. Begge er originale og talentfulde, deres bøger fortjener bestemt at blive udgivet – og at blive læst.

Men begge har allerede problemer med charmen og vil få det mere og mere, hvis de ikke viser at de kan vokse op og udvikle sig til noget andet og mere end ‘charmerende’.

Nedergaards skrøbelige tekster om barndom, kærlighed og død skaber en slags absurdistisk lillepige-verden, hvor det meste er fortryllende og gådefuldt og lidt sørgmodigt. Der er glimt af mere desperat humor, som måske i virkeligheden bedst ville kunne komme fre i novelle og roman.

Krabat er lige så typisk ‘dreng’, som Nedergaard er ‘pige’. Han er rablende og primitiv og fræk og af og til temmelig tyndbenet pornografisk. Ugens lyrikrapport.

Men han har en masse flotte fysiske oplevelser af verden og den elskede, og han har en spruttende fantasi, som han scorer mange points på.

Ingen andre en Krabat kunne skrive et digt med titlen: ‘Min ismejeridame hader mig ikke’…

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Nonsens-lyrik
jyllandsposten 20. 9. 1988 (+ 6-8 enslydende anmeldelser i distriktsaviser i Jylland)

Af Jørgen Christian Hansen

KENNETH KRABAT: Dragens tab af hoveder.
• Pris: 128 kr.
• Forlag: Borgen.

Denne bog kunne også have heddet ‘Da redaktøren tabte hovedet; det må være det, der er sket, da Borgen antog denne samling.

Lyrik som nonsens og smalltalk kan sagtens praktiseres og drives til poesi. Ethvert emne, enhver stil kan bruges, hvis der kobles tankevirksomhed til. Man kan “snakke” poesi, slentre citere, “oversætte” og gendigte. Men Kenneth Krabat vælger løst skriveri, slap i formen, og uden interesse for folk uden for hans nærmeste kreds. Et af digtene lyder i sin helhed: .”DA VAR JEG (et vinterdigt)// Jeg var lille.? Jeg var./ Lille var jeg./ Jeg./ Lille og pedalsk/ hjulede jeg/ om vinteren -/ for jeg var Jo./ Var jeg ikke?”. Jeg har kontrolleret citatet tre gange. Det er korrekt. Så lidt er der.

Kunne man ikke sende K.K. på børnelyrikkursus, så hans stil blev hjulpet lidt på vej? Når han starter et digt med “Du er smuk siger/ jeg/ og hun kommer mig/ imod …” er læseren for længst stået af. Der er ikke nogen oplevelse. Kun rableri som “ind må jeg ind/ til mig selv/ men jeg kan/ næsten ikke mere/ hvor er jeg egentlig?” så længes man efter Fløjtetønden Victoria. Står det virkelig så slemt til med selverkendelsen, at der kun kan komme banalndsigter af den karat ud af skriveriet?

Når Krabat ikke ævler, vrøvler han, for eks. ynder han tegneserieudbrud som “Åhhhh!”, eller “Ahhhh!” og burgersprog : “aldrig har jeg set noget/ SÅ ulækkert”, som om vi havde brug for kursiver og versaler for at begribe så enkelt et udsagn.

Til slut skal igen citeres et helt digt: “Det kan kun/ blive et/ ekko/ : / Jeg ved heller/ ikke / noget.” Finale.

Ikke engang en indtaling på lydbog af Kim Schumacher ville kunne redde denne bog.

Det er ikke synd for læserne. De skal blot lade være med at købe bogen. Det er værre med de sagesløse træer, der er blevet fældet

Borgens Forlag er godt på vej mod at ødelægge det ry, de engang havde som avanceret lyrikudgiver.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Dragens tab af hoveder – in transit

Politiken 8. oktober 1988, 2. sektion side 7

anmeldelse af Peter Poulsen

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Tre flop fra det poetiske overdrev
Information 27. oktober 1988

Mens vi venter på halvfemserne

Af Asger Schnack

Willum Peder Trellund: Sang over død 62 s., kr. 138,00. Vindrose.
Steen Andersen: Lysets prissme. 71 s., kr. 122,00. Attika.
Kenneth Krabat: Dragens tab af hoveder. 74 s., kr. 128,00. Borgen.

SAMTIDIG MED at der udkommer væsentlige bøger i danmarks-litteraturen, som med stadig voksende tydelig hed viser sig at være substantielt placeret i verdenslitteraturen – alene i den seneste tid: Høeck, Højholt, Laugesen – følger den blege bagtrop lige i hælene, samvittighedsløst uselvstændigt, enten i skikkelse af rene epigoner, gerne med meget nære forbilleder, eller som vage, svært opfattelige stemmer uden “stemme”.

Tre bøger af danske forfattere, som ikke er førstegangsudgivere, skal omtales her.

WILLUM Peder Trellund debutterede sidste år med digtsamlingen “Skår af himlen”. Nu er han tilbage med en ny,”,Sang over død”. Her er tale om en digter, der sandsynligvis med megen møje skriver sig frem til det sympatisk kendte. Det er velment, men resultatet ligner til forveksling lyrik, det enhver lyriker med respekt for sig selv altid vil undgå. Bevægelsen er ikke bort, væk, ud, men tilbage.

Denne “centrallyrisme” er bævende, let foruroliget, men aldrig på egne præmisser, Det skaber en måske ufrivillig selvhøjtidelighed, men i alle tilfælde en ufrivillig komisk genlyd af det højtideligt ubevidste: det er andres poesi, allerede skrevne digte, der skrives, i den let udvandede form, som er efterlignerens. Hele bogen, dens skjulte paradokser, velsmurte linier og blakkede metaforer ligner én stor kliché. Man kunne tro et øjeblik, at det var halvtredsernes og tressernes danske imagisme – Corydon m.fl. – der hørtes i et ekko, men det er nok snarere firsernes efterklang, der lyder i endnu et ekko.

En strofe i slutningen af et digt lyder: “Tindrende stilhed / ikke en luftning. Kun / i blodets efterårsgrene / synger en gylden frost”. Det er ikke godt. Et væld af udråbstegn melder sig i vibrerende parenteser i læserens bekymrede bevidsthed. Det er ligesom at spise kage og bagefter spørge sig selv: hvad smagte den af? Eller sagt anderledes: bogen savner aldeles personlighedens mærke.

STEEN ANDERSEN har udgivet en række digtsamlinger. “Lysets prisme” er en ny. I dette tilfælde er der endnu mere utvetydigt tale om epigoneri i ordets lidet rosende betydning: den rent eftersnakkende,

Naturligvis står enhver poesi, ethvert sprogligt ud. tryk, i gæld til tidligere tider,, landvindinger. De er bygget ind, eller de er nødvendige af sæt for nye skridt, nye eksperimenter eller selvfølgelige forsøg. Det er en banalitet. Ønsker man den formuleret, kan man læse indgangsbønnen til det seneste nummer af “Den Blå Port”.

Men, og det er det afgørende, for at traditionsbevidstheden overhovedet kan bruges til noget, må den nødvendigvis kombineres med det modsatte: originalitet,

Denne egenskab savner Steen Andersen. Hvad vil hans digte egentlig? Hvad risikerer deres digter i virkeligheden? Hvis sproget er digtets virkelighed, hvad gør han så ved det, på egen hånd? Ingenting. Det hele er lån, tomme fagter, i en fjern, ufarlig idyl.

Tidstypisk nok er det Per Højholt og Henrik Nordbrandt – disse uforenelige størrelser – der på én gang er inspirationens kilder. Nordbrandt lyder i disse linier, eller snarere den side af Nordbrandt: ,Læs deres ord om gensyn i og når du er færdig I opdager du at de allerede / er kommet tilbage.«

Der er melankoli i digtene, en svag dekadence uden årstal, og dertil en omhyggelig symmetri, som ikke fragtes af nogen kunstnerisk livsnødvendighed.

Højholt efterlignes af gode grunde ikke på tonefald eller ,,indhold,,, men på en digtets struktur. Læs f.eks. Steen Andersens digt “Aftener”, og sammenhold det med Per Højholts sublime digt “Frostnat” fra “Min hånd 66” og uselvstændigheden i Steen Andersens projekt er afsløret.

KENNETH KRABAT hedder den yngste af de tre digtere. Ligesom Trellund debuterede han sidste år. Hans første bog hed “… Naiv?? Sagde det nøgne barn”, og hans bog nr. 2 bærer titlen “Dragens tab af hoveder”.

I begyndelsen af firserne talte man for en række af de yngre digteres vedkommende om, at deres poesi – med et positivt ment udtryk – var rablende. Kenneth Krabats poesi må siges ikke at være rablende, men lallende. Dermed være ment, at hans forehavende er uden nogen form for præcision. Det kan forstås som oprørsk imod konventioner; men for at man kan tale om et poetisk udtryk, må man have fornemmelsen af, at der sker et eller andet.

I Kenneth Krabats bog underforstås vist nok en humor Men det sørgelige ved denne humor er, at den ikke er morsom. Han – den ansvarlige for det givne sprog – poeten, er tilsyneladende ikke opmærksom på, at poesi kræver bevidsthed og bevidstløshed, eller bevidstløshed og bevidsthed. Krabat vælger den rene bevidstløshed, som ikke fører til andet end en slags efterfirsernes knæk.

ER DER DA slet ikke noget formildende ved disse tre digtsamlinger, som er skrevet ud af velvillighed? Nej. Det kønt uforpligtende digt er langt værre end slet ikke noget digt.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Hovedløst?
Litteraturmagasinet Standart nr. 4, 1988

af Per Stounbjerg

“JEG STÅR PÅ TOPPEN af bjerget/ den allerøverste vindomsuste iskolde top/ og skriger/ Hvad er meningen Med Det Hele?/ og det uendelige hav over mit hoved/ svarer/ Der er Ingen Mening/ Hvad Så Med Mit Kaos?/ skriger jeg igen/ Kravl Ned Eller Hop/ svarer det blå hav/ Du Larmer”

I denne digtsamlings sidste tekst finder vi nogle af Krabats typiske topoi. Bjergtoppen, punktet med det frysende isolerede jeg, der vil have en samlende mening. Osse i “Prisen” handler det om bjergtinder, men nu i et spil med sneen og dalen. Jeg’et vil udtrykke sig, det skriger sit kaos ud, Men det belæres af havet, uendeligheden – det, der i andre digte optræder som urskoven eller sneen, og som gør hans skrig til opblæst støj. Subjektet, denne selvhøjtidelige højttaler må slette sin forskel og lære at anerkende sin lidenhed. At springe ud i verden, glemme pansrene og give sig hen.

Pansrene, det er figurer som ridderen “rustet i metal” og den hvidkitlede. Rustninger er kolde; titlens ildsprudende (?) drage kunne ligefrem være en slags forløsning. Lad mig brænde op. I kulden størkner grænserne, mure, rækværk, hylstre. Her kan identiteten afsikres ved hygiejne. I “Attack of the cosmic vacuumkiller” vil jeg’et have alt levende småsnavs “væk/ fra mit område/ jeg vil bestemme hvem som skal/ æde af mig”. Støvsugeren bremses dog af et hår, kærlighedens symbol. Subjektet er ikke verdens suveræne herre, “kan alligevel ikke bestemme”, men fortæres, “ædes hele tiden”. Noget er større end ham. Som i “Prisen”, hvor hengivelsen til den kvindeligt lokkende sne gør jeg’ets stemme “undcrlig lille/ som om det er en anden/ eller måske hele verden/ som skriger her”. Den “afsindige lykke og glædesrus” kan være mere end den hvidkitledes 2 kiks.

Og osse mere end de kropslige hierarkier, der ophøjer synets ratio. Dragen har spist et par af sine hoveder, men har dog 28 tilbage. Det har prinsen med “kun sit eget/ ene” svært ved at annamme, han føler sig bare omringet. Men det gælder netop om at glemme det egne og ene i konfrontationen med det abjekte: det lave, væmmelige og modbydelige. Kroppens fugtige indre, “blodet flyder fra næse og ører/ Øjnene står helt ud af hovedet”. Denne ekstasis kan osse stamme fra “En skrap skede/ lige i mit syn” eller fra urskovens kriblende og krablende kryb, hvor jeg’ets “panserdivision” kæmper med “slimede bæster” og edderkoppespind med “trådenes/ klæbrige/ hvide klister”. Den slags konfrontationer fører os gennem en række affekter: klaustrofobi, fryd, væmmelse, rus, angst. Det sker i en heftig ekspressionisme, i frenetiske og ekstreme fortællinger, der ikke skyr overdrivelser. Snak og larm er der masser af. Splatterfilmene og tegneserierne er rykket ind i lyrikken og integreret i et næsten, kedsommeligt velkendt projekt: kampen mod den indsnævrende ratio i en “kærlighed. til livet. den elskede. til begæret. og endelig. døden.”

Her er den klassiske ekspressionismes, grænse. Hos Krabat bliver hengivelsen til intensiteten ikke uspaltet nærvær, for tiden og døden står i vejen. Lige fra det første digt, hvor barndommens sikre forvisning om ren væren “for jeg var jo” straks følges af det retoriske spørgsmål “Var jeg ikke?” – et spørgsmål, der hurtigt får så faretruende konsekvenser at en “pedalsk” hjulren af sted snarere bliver spedalsk, dødsmærket. Afstanden er der hele tiden. Uanset hvor tæt de elskende sætter sig, kan døden kile sig ind. Krabat fører et gran af ironi ind i snakkesaligheden. En slags postmoderne gestik gør nærvær til simulation. Vi er i en verden af fiktioner. “Drama i urskoven” lægger afstand til det fortalte med slutsætningen “Vi fik glimrende anmeldelser”.

Et af bogens sidste digte lyder: “JEG ELSKER/ (skriger) tilbage står kun førstnævnte statement” Regibemærkningen viser fint og selvbevidst en naiv ekspressionismes kvaler. Skriget kan ikke stå alene. Der må råbes højere, det skal tydeliggøres, og så dementerer den sig selv. Sproget, afstanden og døden er med. For det er jo netop ikke kun den første ytring, der bliver stående.

Krabats styrke er konfrontationen med det lave (osse integrationen af tegneseriernes og de kulørte films temaer og udtryk), og det er den skælmske leg med læseren. Noget nyt siger det bare ikke. Stoffet kan være overraskende; men temaerne og valoriseringerne er hørt før, og udtrykket kan ikke holde dem oppe. Kun få af digtene har jeg hæftet mig ved. Jeg savner lidt mere styr på talen, mere form og mindre hovedløs energi.

– – – – – – – – – – – – – – – – – – – –

Lektørudtalelse
Indbindingscentralen (88145) 678 406 2 68

af Mogens Faber

Krabat, Kenneth: Dragens tab af hoveder : in transit. Borgen. 74 sider.

Krabats opus nr. I. udkom sidste år, Naiv, sagde det nøgne barn, og det var en forholdsvis spontan bog, ulden i kanten, men så energisk at der var grund til at bære over med bogens mangler. Digtene her i bogen er stadig præget af action, et vildt liv med frustrationer og drømme, et storbyliv, hvor det ene kan være lige så godt som det andet. Det er som om Krabat har for stor tillid til at hans udtryk overlever i trykt form, men her hvor man kan læse og genlæse hans udladninger, går de op i limningen og bliver en slags senpubertetsvræl fra en midaldrende teenager. Sproglige kaskader, hvor den tematiske desillusion breder sig langt ud i det poetiske udtryk, så stilen i stedet for at være energisk bliver speedet, men i grunden slap. Jeg synes, som det nok kan mærkes af ovenstående ikke at det er nogen god bog, ja, ikke engang halvgod.