TEGN PÅ REGN (digt, ikke impro)

Ja, fiktionens verden. Du rejser dig fra stolen. Du går hen til døren, og slukker lampen i loftet. Nu går du hen til vinduet. Igen. Du kigger ud. Du ser ikke nogen, du kender. Gaderne er tomme. Det regner. En let støvregn ude fra havet. Du kender den. Regnen. Du har set den tusinde gange før. Du står ved vinduet og ser ud på regnen. Dråberne løber ned af glasset. De mødes, og finder sammen i bække. Nye mønstre du aldrig før har sét, og dog kender så godt. Du læner dig mod glasset. Din kind. Glasset er køligt. Køligt som regnen ude fra havet er kølig.

Du kender den verden, hvor du helst ville leve. Du kender den så godt. Du anstrenger dig for at se videre end randen af bygninger. Du anstrenger dine øjne for at finde horisonten. Dine øjne er trætte, men du ved at den findes derude et sted, den må  findes derude. Jordens krumning. Krummer den virkelig? Jorden? Du er ikke længere sikker. Du husker, at folk fortalte dig det. For længe siden. Folk. Andre mennesker. Som du selv er et menneske. For længe siden fortalte nogen... din far fortalte dig det: Der ér ingen ende på Jorden. Som du tvivlede engang, tvivler du igen. Mens du står lænet op af ruden, tilgiver du ham. Du tilgiver din far igen. For ikke at have fortalt dig om død. Om tab. Du opdagede det selv.

Din foretrukne verden er gammel. Måske ældre end du selv. Det indså du for længe siden. Og siden da er verden ny hver morgen. Og gammel gammel gammel hver aften. Men faktisk ved du ikke, hvorfor det blev sådan, hvordan det kom dertil. Du ved kun, at det skete. At det ér. Fødes. Leve. Dø. Når du vågner i stolen ved dit vindue, ved du, at det er sådan. Og når du slumrer ind i gyngestolen, ved du, at det er sådan. Og aldrig skal disse to mødes, morgen og aften. Du ved det med sikkerhed.

Nej, fiktionens verden - det er dér, du gerne ville være. Og blot én gang, blot én gang ville du gerne forblive vågen hele natten. Du drømmer om at se sneen forvandle sig til sjap. Regnen rulle hele sit tæppe henover hustoppene. Se månen gå i skjul bag hjørnet på dit hus. Du ville gerne, at den ny dag skulle føle sig gammel; én enkelt medfølende gestus, fra det endeløse til det endende.

Du befinder dig i en drøm om fiktion. Dét ved du. Men drøm videre. Drøm videre. Dagen gryer akkurat omkring omkring hjørnet på huset, hvor du bor. Huset, hvor du blev født. Huset, hvor du skal ende dine dage. Mens du sidder i din stol og venter på, at livet skal begynde. Igen. Mens du står ved vinduet og ser ud på regnen.

Og nu. Nu kysser du vinduets glas. Kys glasset i vinduet. Det hér vil du ikke kunne huske - men du har gjort det før.