SKIBE AF PAPIR

 

jeg har en arm

jeg har to arme
en
to

og ben

jeg tæller dem

   ved at bevæge dem

   et to

og loftet
loftet ligner sig selv

og væggene
står i vant afstand
   og ligner sig selv


Og vinduet

himlen er på den anden side
   af vinduet
himlen er himmelfarvet
   i dag er himmelfarven grå

og husene

hvorfra jeg ligger kan jeg akkurat se hustoppene

og en stor fugl
   en måge glider ned af taget
den kan ikke stå fast på det hvide derovre

sne

vindueskarmen er kold under mig
og glasset ligeså da jeg trykker kinden mod ruden
   og kikker ud

det sner

sneen falder ned fra himlen

sneen daler ned
   som små skibe af papir
det ene følger det andet
og med ansigtet mod ruden
   går jeg om bord

og jeg vinker til ham derinde
der sidder med ansigtet mod ruden
   mens jeg daler ned
      forbi etagerne


Og jeg daler i flere minutter
springer fra skib til skib


Ved min vindueskarm har jeg kastet anker