SÆDERNES FORFALD


sædernes forfald
   det er dér man sidder når det regner
det er paraplyen man holder over hovedet
   som værn mod dét der gør ondt

det er tanken om
alt det der ku være bedre
   hvis ikke det var som det er nu
   men som det var engang

sædernes forfald
jeg husker dig som du var
jeg ser dig ikke nu

og så sukker vi sammen
   og er enige om
   at vi to
   godt forstår hinanden
vi forstår hinanden så godt
   at vi ikke behøver tale om om det

og midt i vores samtale
ankommer den nye
   udefra
med blikket rettet fast
på den tomme plads mellem os
må jeg sidde hér?
    siger den nye og sætter sig
ja vist må du sidder hér
   siger vi
      og rejser os
         og går

sædernes forfald...
   siger vi
   der har da aldrig været noget som ku forfalde
det ér jo bare!
vi ér her bare!
hvad skal vi med tanker om
   hvad vi kan og må
      bør og burde?
vi har jo hinanden!
og kender hinanden så godt

og hvis det begynder at regne
   så tager vi vores paraply frem
og selvom det sku regne en smule igennem den gamle paraply
er det VORES paraply
   det er din og min
   det er VORES paraply
og selvom vi blive våde indenunder paraply
   så er det vores

sædernes forfald?! hvad mener han?