SÆDERNES FORFALD
sædernes forfald
det er dér man sidder når det regner
det er paraplyen man holder over hovedet
som værn mod dét der gør ondt
det er tanken om
alt det der ku være bedre
hvis ikke det var som det er nu
men som det var engang
sædernes forfald
jeg husker dig som du var
jeg ser dig ikke nu
og så sukker vi sammen
og er enige om
at vi to
godt forstår hinanden
vi forstår hinanden så godt
at vi ikke behøver tale om om det
og midt i vores samtale
ankommer den nye
udefra
med blikket rettet fast
på den tomme plads mellem os
må jeg sidde hér?
siger den nye og sætter sig
ja vist må du sidder hér
siger vi
og rejser os
og går
sædernes forfald...
siger vi
der har da aldrig været noget som ku forfalde
det ér jo bare!
vi ér her bare!
hvad skal vi med tanker om
hvad vi kan og må
bør og burde?
vi har jo hinanden!
og kender hinanden så godt
og hvis det begynder at regne
så tager vi vores paraply frem
og selvom det sku regne en smule igennem den gamle paraply
er det VORES paraply
det er din og min
det er VORES paraply
og selvom vi blive våde indenunder paraply
så er det vores
sædernes forfald?! hvad mener han?