RUMMET VI BEBOR

vind og vejr har formet de her huller
ind i klippen
vand er sevet ned
og båret klippe væk [sic]

vand er sevet ned og har båret klippe væk
   efterladende sig et stort tomrum
vand har bare gjort

der har længe ingen øjne været
ingen øjne til at se
   det rum
som vandet har skabt

bjerget er millioner af år gammelt
bjerget er så gammelt som livet
bjerget er betydning i sig selv

det regner ikke mere
jorden har skubbet bjerget op
   hvor det ikke regner

der er intet i grotten
ingenting

og så åbner noget sine øjne
og ser dagen udenfor
noget kommer til stede
noget vågner
og ér

noget ér for sig selv

noget kommer fra ingenting

og mærker pulsen
pulsen inde i legemet
mærker hvordan kroppen forfalder
   og bliver til
   luft ud mellem læberne

kroppen daler langsomt ned mod gulvet
ved kontakten opstår følelsen af skarphed
   ikke smerte
   bare kontakt
   kontakt med bjerget
kroppen sidder på jorden
inde i grotten
inde i bjerget
til stede for sig selv
det er en lykkelig følelse

der er noget der taler
   til kroppen
det er ikke dagen udenfor der taler til kroppen
det er ikke fornemmelse af klippe
   under kroppen
der er noget der taler til kroppen
og kroppen leder efter sprog
kroppen leder efter at blive til
   i sprog
   så den kan besvare
   det der taler

kroppen rejser sig
går hen mod lyset
går hen mod dagen
kroppen går hen mod det der taler
   og leder efter sprog
      kroppen vil ha sprog
      kroppen vil ha noget der ikke er

kroppen har øjne
kroppen har pludselig øjne
kroppen ved pludselig
   at den ser
   og den ser ned
den ser ned fra toppen af bjerget
og der er noget der taler
der er stadig noget der taler til kroppen og kroppen har ikke noget sprog

kroppen træder ret ud i luften

ved kroppen at den falder?
kroppen ved at den falder
kroppen falder gerne
(kroppen falder gerne)

der er stadig noget der taler
og kroppen svarer!

der er noget der tar imod
   noget der tar imod kroppen

kroppen savner ikke noget længere