HVAD STORBYENS SNE

 

i øjet
  i storbyen
i det forcromede øje
i det 37 år gamle øje
   der har levet hele livet
      set hele livet
      i storbyen

i øjet
   i storbyen
ligger sneen smudsiggrå
   på gaden
på tagene
på bilerne
overalt

i de 37 år
   i øjet
har sneen kommet
aldrig når den sku'
aldrig til jul
aldrig når det var belejligt
   at det sku' sne
men altid
når man sku' noget andet
når man sku' ud! af storbyen
og DSB ikke havde taget højde for frost og for sne
og alting var frosset sammen igen

og i øjet på landet
der snegler sig forbi togets vinduer
ligger sneen som et dække
et skøde over landskabet
   der er som en blid dyne
der tæppe der holder på jorden
pakker verden ind

og i øjet på landet
på perronen
   hvor kulden møder en som en kulde der altid har været der
   en oprindelig kulde
      ikke skræmmende ikke bleg

i øjet
i tanken om der hvor man kommer fra
og i afvejningen af de to mod hinanden
de 37 år
med sne i rendestene
   smudsig
   smudsighed
   storbyens efterladenskaber
      som sorte korn...
og man undrer sig
man undrer sig over
   om der er noget man har mistet
om denne bevægelse fra storbyen ud på landet
er noget der indikerer et tab
eller det er en gevinst

jeg synker ned i sne
det kravler op i mine bukseben
og kulden pakker mig ind
   jeg er tryg
   jeg er beskyttet
ikke romantisk beskyttet
men tryg i min viden
om at landskabet har en ende
jeg har 37 år gamle øjne
   født af by
og bagsiden af min retina
er et krydsfelt
   af forvirrede årstider

jeg vender altid tilbage til storbyen
men det er sjældnere jeg kommer hel tilbage
ofte
   er der et fodspor
i Slagelse eller Ringsted eller Helsingør og omegn
eller Frederiksværk
der vil stå der længe efter
at jeg er gået i seng
og det er blevet februar og marts
   i byen København

i øjet
i øjet i storbyen
i øjet
i København...
er der gråt udenfor
   og hvidt indeni