FEM OM KLOKKEN

så er den fem om klokken...
fem om morgenen igen jo
det er sjovt at tænke sig:
   den er sgu altid fem et eller andet sted i verden
og man sidder hér i København
og klokken er fem i København
nogen gange er det sjovt at forestille sig at klokken ikke er fem
og man ikke er på vej hjem
eller på vej til et morgenværtshus

og så bliver man bedt om at drikke ud
   sidste omgang sidste omgang
      det er sgu længe siden
      jeg skal bare lige...
      og man skal aldrig bare lige
      man skal bare se at komme ud skal man
      man skal bare se at skride
         så bartenderen kan komme hjem

den er sgu altid fem om morgenen et eller andet sted
lige nu er den fem i København
   og man sidder der med et
      halvfyldt eller hvordan er det nu
      halvtømt glas foran sig
og der er bare ikke sket en skid
ingenting er der sket
   jo man har brugt alle sine penge
som sædvanlig
men et eller andet
et eller andet skal tiden jo gå med frem til klokken fem
men der er jo det der
   halvfyldte eller
      halvtømte glas
         der lige mangler at blive ordnet
så for ikke at få dårlig samvittighed
må man se bartenderen i øjnene
og så vender man sig væk fra baren
   og hvad sidder der dér
hvad sidder der i sofaen
   ovre ved væggen?

der sidder et par nylonstrømper
   påskruet en krop
   og et hoved
   og nogle arme
og den ene arm ender i en arm der holder en cigaret
og den ander i et glas der er halvfyldt eller halvtømt
eller hvordan det nu end er
men nylonstrømper
nylonstrømper...

nylonstrømperne er KULsorte
og de omfavner benene som om
   det hele er mejslet ud i marmor
og da hun læner sig lidt til siden
og diskret stikker benene
   sideværts ud under bordet
kan man se den der søm
   der strækker sig fra hælen
      op af benet
         ind under kjolen

og klokken fem der
på værtshuset i københavn
med et halvfyldt eller halvtømt eller
hvordan det nu end er glas foran sig
hvor man skal koncetrere sig om at få drukket ud
   så bartenderen kan komme hjem
   så man selv kan komme videre
bliver øjnene og hele sindet fanget ind af
    den der lige linie
      der går fra hælen og op bag benet og forsvinder ind under kjolen
så længe det nu varer

men øjeblikket synes at strække sig
   og da man kigger sig omkring
      er alle frosset i positurer
med hånden på dørhåndtaget til toilettet
med viskestykket nede i glasset
med den tændte lighter på vej op til en cigaret
   og flammen står helt stille i luften
og kysset der standser mellem to munde
   og så ved man
   at man har lige præcis så lang tid som man har
   til at række en
      ru hånd ud
      og lade den følge linien fra hælen op ad benet og ind under kjolen
         så det gør man så
         klokken fem om morgenen
         på værtshuset i det indre af københavn
            hvor tiden er gået i stå
            hvor ingen skal hjem
            ingen skal videre
            ingen skal op
            eller ud
            eller kysse
            eller tænde cigaretter
der er kun en håndværkerhånd
der rækker ud
og lader de ru fingre
   blidt
   kradse ned ad
      linien
      bag på låret
      ned mod hælen
      som et kys

klokken fem om morgenen
kan man forestille sig at alting sker
man ku bilde sig ind at det her det var en fantasi

men det er ikke en fantasi
tiden ér gået i stå
klokken er ikke længere fem om morgenen
   på værtshuset i det indre af københavn
klokken er ikke fem nogen andre steder i verden
klokken bliver muligvis ikke fem noget sted nogensinde igen
   på jorden eller noget andet sted i universet
   tiden er simpelthen gået i stå
der er kun følelsen af
   nylon
   mod ru håndværkerfingre