TOGVOGNEN


hvis jeg tænker på død
ser jeg en togvogn rulle forbi

en togvogn lavet af træ
med sprækker mellem brædderne
hvor fingre stikker ud

og de tre mennesker som har fortalt mig
om folk der har taget deres eget liv

ulykkelige

og på min venindes mor
på et hospital i et fremmed land
som har ikke har for vane at lukke familien ind
   når døden er indtrådt
og jeg sneg mig ind
   for at se mit første døde menneske

når jeg tænker på død
tænker jeg på at sige farvel
   tage afsked
og jeg tænker jeg ville ønske der var en ideel situation
et øjeblik hvor man fik lov til at
   sige farvel til dem alle sammen

og jeg tænker på den angst
som standser os
   når vi forsøger at tale om det
og vi taler om de andre
dem som er døde
om de døre der blev lukket
eller efterladt pivåbne

og vi taler om
   det var den industrielle revolution
   eller om det var kristendommen med dens
      himmel og helvede
   eller om det er noget helt andet og meget tidligere
      der fjerner os fra døden
      som noget vi kan vedkende os
men det er ikke døden vi taler om
og det er ikke døden jeg ser som billeder
og det er ikke angsten vi har fat i

angsten er vi alene med

jeg tror det er
   forandring vi taler om
frygt for at blive til noget andet
frygt for at blive til noget andet
   gennem savn
   og overgreb
   og smerte