TOGVOGNEN
hvis jeg tænker på død
ser jeg en togvogn rulle forbi
en togvogn lavet af træ
med sprækker mellem brædderne
hvor fingre stikker ud
og de tre mennesker som har fortalt mig
om folk der har taget deres eget liv
ulykkelige
og på min venindes mor
på et hospital i et fremmed land
som har ikke har for vane at lukke familien ind
når døden er indtrådt
og jeg sneg mig ind
for at se mit første døde menneske
når jeg tænker på død
tænker jeg på at sige farvel
tage afsked
og jeg tænker jeg ville ønske der var en ideel situation
et øjeblik hvor man fik lov til at
sige farvel til dem alle sammen
og jeg tænker på den angst
som standser os
når vi forsøger at tale om det
og vi taler om de andre
dem som er døde
om de døre der blev lukket
eller efterladt pivåbne
og vi taler om
det var den industrielle revolution
eller om det var kristendommen med dens
himmel og helvede
eller om det er noget helt andet og meget tidligere
der fjerner os fra døden
som noget vi kan vedkende os
men det er ikke døden vi taler om
og det er ikke døden jeg ser som billeder
og det er ikke angsten vi har fat i
angsten er vi alene med
jeg tror det er
forandring vi taler om
frygt for at blive til noget andet
frygt for at blive til noget andet
gennem savn
og overgreb
og smerte