ARLEN

Hun hed Arlen, og hun var svensk. Hun var opvokset i København. Hun boede i et hus, så hun kunne se ud over vandet. Ihvertfald var hendes soveværelse placeret sådan, at når hun lå i sin seng, med en hovedpude bag ryggen, så kunne hun se sverige. Hun tog aldrig færgen over, eller toget over broen eller en bil. Det slog hende heller ikke at bade i det vand, der skilte hende fra hendes fædreland. Arlen lå tit i sin seng og kiggede over på Sverige.

En aften så hun et stjerneskud på himlen udenfor vinduet, og selvom hun ikke havde ønsket sig noget i dét øjeblik, blev hun grebet af en impuls til at gå op og skrive noget ned. Hun havde en lille bog, hvorpå hendes navn stod; den havde hun fået af sin mor - hendes mor, som nu var død - og hun havde aldrig skrevet en linie i den, havde Arlen. Men nu åbnede hun sin bog, og bladrede frem til den første side hun kunne skrive på. Og skrev med en håndskrift, der ikke var vant til at skrive Arlen hed en pige. Hun var svensk, og hun længtes efter noget, hun ikke selv forstod hvad var.

Arlen så ned på dét, hun havde skrevet. Det var bestemt som om det kaldte på hende, som om det sagde: Skriv noget mere. Men hun havde ikke mere at sige, så hun lukkede bogen og lagde den tilbage ved [sic] bordet. Men da hun igen satte sig i puden, med ryggen op af væggen, fik hun en trang til at skrive noget igen. Hun rakte ud og tog kuglepennen. Og på sin venstre håndryg skrev hun Arlen hed en pige som savnede noget hun ikke vidste hvad var

Arlen vågnede ved, at solen kom ind af vinduet. Hun var faldet i søvn med al tøjet på, og med kuglepennen i hånden. Den var knækket; hun havde ligget på den. Og hun kom i tanke på, at hun havde skrevet og hun kiggede på sin håndryg, men der stod ikke noget længere. Hun løftede sig for at se, om hun havde tværet det ud på lagnet, eller på dynen, eller på hovedpuden, men ingen steder var hendes skrift at finde.

Hun fik sådan en trang til at åbne vinduet, så hun gik hen og åbnede vinduet på viid gab. Og følelsen var som at: NU skulle hun skrige... men hun vidste ikke, hvad hun skulle skrige. Men presset var så stort, at hun åbnede munden, og tåg en dyb indånding, men det eneste der kom ud, var en svag kvækken: Arlen hed en pige... Og så var øjeblikket forbi.

Som hun stod dér ved vinduet, kunne hun tydeligt se Sveriges kyst. Men solen badede hende, som hun stod dér i Danmark; det var hende der var oplyst - ikke Sverige.

Hun greb fat i sin bog, og fandt spidsen af kuglepennen, og gav sig til at skrive. Ind mod Arlen kommer en robåd. Robåden svæver over bølgerne, og er omgivet af et lys, der ikke kommer fra solen. Der sidder én og ror dér, med ansigtet imod hende. Og robåden er på vej for at hente Arlen. Robåden kommer for at tage hende hjem. Arlen skal hjem.

Da de fandt hende for foden af bygningen, tog det tre stærke mænd at vriste bogen ud af hånden på hende. Selv i døden holdt hun fast på sit savn.

Arlen hed en pige. Hun savnede og hun vidste ikke, hvad hun savnede. Men en robåd hentede hende. Og siddende på toften, med ansigtet mod roeren, mærker hun hvordan vægten af landet bag hende slipper tyngden på hendes skuldre [sic] og i hendes hjerte. Og alt mens hun nærmer sig Sverige, bliver hun lettere og lettere, og føler til sidst at hun må holde helt fast for ikke at svæve op fra robåden. Arlen hedder en pige.

Hun er kommet hjem.