cirkus krabat, tre-måneders febertjek

Hvad betyder det for mig, der er publiceret og har været på den litterære scene i over 20 år, at skrive et digt hver dag og give det til offentligheden - ud fra tanken om [=frygten for], at forlag sikkert ikke vil udgive ting, der har været trykt før?

Jeg gør det for mig selv som det primære - som det er beskrevet i "den nye kontrakt" 30. januar. Jeg undersøger, om dét at gå til vandhullet mindst 1 gang om dagen og SE mig i verdensspejlet for at SE, om jeg kan SE noget mere end mig selv [det lykkes ikke altid], kan genvække en livslyst, der har været på lavt blus, og har det med at flakke, uanset hvor højt den flammer op.

Sekundært tror jeg på foræringen, på gaven, som vejen til glæden. Den model, hvor man giver efter evne, og nyder efter behov.
    Jeg indser, at mine redaktionelt ubehandlede digte ikke er "blåstemplede", at projektets tidshorisont skaber nogle begrænsninger [men ikke flere end f.eks. at skrive tekster uden brug af bogstavet "e" ville skabe begrænsninger], og at jeg ikke kan dele ansvaret for interesse eller disinteresse med nogen, men må bære det uden trøst eller skulderklap. Men heri ligger også en udfordring til mig om at se Verden dybere i øjnene, og læse digtene som en udenforstående, der vil have afkast af sin tid investeret - med mig som sprechtalmeister.
     Tillige håber jeg naturligvis, at det daglige digt vil skabe afsmittende interesse for mit bagkatalog - men man kan ikke give alene med det formål at få; det fungerer ikke i længden [I know...]

Tertiært er dét at give ting væk en lektion i at tro på, at man aldrig løber tør. At der altid er noget - at inspirationens kilde er evig, så længe man selv er det...
     Frygter man at løbe tør for læsere ved at publicere gratis på nettet, giver man alt for megen magt til både de store forlag og til internettet - man bør se, at forlag er forretninger med alt hvad det indebærer, og spørge hvem man selv er og hvad det er man vil.
     Er dét, man vil, at blive betalt for sine ting [et forskud på 5000 for en digtsamling, 20.000 for en roman, og for de fleste sjældent mere end dét], eller er man af den tro, at kun bøger med et anerkendt forlagsnavn på kan værdisætte udgivelse og skabe læsere, eller kan man ikke forholde sig til at læse på en skærm, eller er tilvænnet en bestemt standard litteratur, man ikke kan finde på nettet, endnu, så må man selvfølgelig den traditionelle vej. Som man vel at bemærke hverken behøver at vælge som det eneste, eller fravælge af frygt.
     Pt. er jeg selv ud i noget så interessant [og skræmmende] som at skulle argumentere overfor skattevæsenet, at jeg bruger tid på at forære min tid væk, snarere end at sælge eller forsøge at sælge den [tiden] til højestbydende. Men der findes gudskelov institutioner i det danske land, hvor folk er klar over, at nettet kun er ét udgivelsesforum ud af mange. Skattevæsnet anerkender knap nok, at der findes kunstnere. Andet end når de er arbejdsgiver, der anerkender kunstnerens fradag...

Og så ville jeg bare lige se, om jeg kunne stave til quartiært... og fortælle, at min gratis HTML-udgivelse af 374 digte, Dagens Digt 2000 i 2002 blev optaget i Nationalbibliografien med eget FAUST-nummer, og linkes fra bibliotek.dk. Jeg overvejer pt., om Dagens Digt 2006 skal være en tidsbegrænset udgivelse, der forsvinder fra nettet, når den er færdig. Så ved du dét.

//Knap 400 unikke besøg til dato, og i dag åbnede jeg døren for bloggers interne søgemaskine for første gang, så man kan finde mig via Blogger også.

//kk

Comments: Send en kommentar

Links to this post:

Opret et link



<< Home

Blogger.com