Date: Mon, 11 Mar 2002 22:35:23 +0100
To: kultur[a]information.dk, kronik[a]information.dk, christian_lund[a]information.dk
From: thimk <krabat[a]menneske.dk>
Subject:  Efter høring om ny kulturpolitik

Til Information
kronik eller laaaaangt læserbrev
1031 ord, 5778 tegn
---------------------------

overskriftforslag
- DANMARK SOM TÆNKEFRIT ELLER TANKEFRIT SAMFUND
- ET ISOLERET ØRIGE I ET HAV AF LIGEGYLDIGHED
- HOLD KÆFT, KUNST - DU TRUER!

Repræsentanter for de fleste af kunstarterne var mandag samlet til høring på universitetet, arr. af dansk Kunstnerråd.

Paneldebat i to hold, forlæggeren, idéhistorikeren og universitetets rektor først, så 5 spørgsmål og kommentarer fra publikum og panel, så pause med kaffe, så komponisten, dramatik-professoren, fonds-formanden og georgmetz, så 5 spørgsmål og kommentarer fra publikum og panel, alle pauser og tavse øjeblik hektisk udfyldt af en TV-journalist off-camera. Og ingen nytænken, synlig frygt eller udtalt "jeg har det..." over noget af dét, der blev sagt. Alle valgte den sikre vej i fortolkningen af situationen.
     Pia Raug opsummerede meget eftertrykkeligt: "Allerede i december vidste vi, hvor det bar hen, men vi holdt alle sammen vores kæft og håbede at det gik over, at det ikke var vores eget lille kunstneriske område, der ville blive pillet ved økonomisk."  Ja, vi holdt alle sammen vores kæft. Og det har vi gjort i årevis.  

Tommy Kenter sagde i P1 i fredags, at den brede befolkning er revnende ligeglad med kulturdebat.
      Som håndværker på byggepladser og som taxachauffør har jeg mødt megen angst for det manifestativt skabende, det selvstændige. Mange kunstnere er måske bevidst eller ubevidst klar over denne afstandtagen og frygter derfor at miste den eneste reelle opbakning og bagstopper i vore diminuative sprogområde, den politiske velvilje til kunsten, hvis vi stillede almindelige krav til f.eks. honorering af vores arbejde; hvis vi afslørede os selv som almindelige mennesker, med almindelige vaner og behov, der altså bare har tænkning, historiefortælling, mytedannelse og -nedbrydning og samtidsvurdering som erhverv; hvis ikke vi meget rationelt pakkede det alt sammen ind i "behov for samfundet" og bevarede myten om os selv som noget særligt.

Nu har vi så fået en regering, som efter en valgkampagne med løfter om støtte til "kunsten i samfundets tjeneste" netop tværer os i hovedet at vi ér erhverv, og kan vi ikke sælge billetter og bøger og plader og billeder og skulpturer og alt det andet, har vi ikke gjort os fortjent til at lave noget som helst. Kun den del af kunsten, der kan fægte for sig selv, er samfundets opbakning værdig. Og dét er bestemt ikke ideologisk politik, har Anders Fogh understreget flere gange.

Gu' fanden er det ideologi. Det er en fast forankret tro på, at rationel tænkning lønner sig - at man kan lave bøger og skuespil og musiske kompositioner og al mulig anden kunstnerisk aktivitet efter om der er efterspørgsel i samfundet. Hvilket i bedste, mest naive, fald er en tro på, at flertallets hits er til gavn for samfundet som et hele, og i værste, mest manipulative, at kritiske, eksperimenterende, aparte ikke-rationalistiske stemmer skal stækkes eller helt holdes væk fra det offentlige rum.
     Censur.
     Hold kæft, kunst - du truer.

Når jeg ser på, hvad regeringen ellers har fået has på af kritiske røster, tror jeg mest på det sidste. Men hvad gør vi så ved situationen? Hvad gør danske kunstnere ved, at den eksperimenterende kunst rod-beskæres - litteratur, oversættelse, teater, musik, arkitektur, osv. - mens alle midlerne gives til etablerede foretagener som det Kongelige Teater, symfoniorkestre, bestsellerforfattere osv.?

georgmetz sagde: "Vi har ikke oplevet et regeringsskifte, men en magtovertagelse".  
     Dét er et ganske anderledes parameter for aktionsberedskab, end hvis vi blot oplevede en omkalfatring af godernes fordeling - men resten af panelet og de fleste af deltagerne nåede aldrig længere end til at ønske sig en debat. Ønske sig forandring.
     Jeg tror desværre georgmetz har ret, ihvertfald så langt at magtovertagelsen er i gang: se på fremmedangst, miljø-indifference, atomoprustning og den vestlige verdens indtog i Afganistan. Og så er det ikke nok bare at ønske sig forandring. Så er det ikke nok at skrive læserbreve og artikler, hvor kulturpolitiken kritiseres.

Vores ytringsfrihed er kommet under angreb. Det handler derfor ikke længere om vore lønninger som kunstnere - men om det danske samfund som tænkefrit, eller som tankefrit, samfund. Jo, vi skal leve, men jeg skal ikke have noget af at skulle skrive digte for at hylde kejseren, at I ved det! Så hellere løsarbejde.  
     Kunstnere har ikke mange muligheder til deres rådighed. Det er tåbeligt at forhindre udlåne af sine bøger, lade være med at opføre skuespil og udstille billeder eller skulpturer, vise film, optage og klippe radio eller TV osv osv. Men vi kan gøre det som kunstnere overalt altid har gjort: SE SE SE, hvad der er i gang, og beskrive det. For det er ikke kun i Danmark det her sker - der er en trend. SE på trenden og så gennembanke den kunstnerisk. Ikke finde os i noget. Ikke falde i søvn igen og håbe det går væk. Ikke lade Danmark være et isoleret ørige i et hav af ligegyldighed. Skabe det vi gør allerbedst - skrive, tale, synge, danse, forestille, hukke, indfange, afbilde hvad vore sanser og følelser og hoveder fortæller os er forkert som verden er lige nu. Være bedre kunstnere end vi nogen sinde har været det. Måske være mere umiddelbare?  
     Ja, der vil være problemer med publikum og økonomien, men vi er nødt til at tænke på fremtiden, og ikke mindst fordi det gælder vores egen fremtid som kunstnere. Som dém der er ansat til at SE samfundet.  
     Så, betragt det som en investering. En investering i dét, vi i forvejen gør vores arbejde for: Investering i frihed. Så vi kan fortsætte med at søge sandheden. Ikke den ideologiske, systemkorrekte sandhed, men dén sandhed et menneske kan finde, når der er plads til at tænke.  
     Tænke selv.

Kenneth Krabat
digter
mdl. Forfatterforeningen
2002, 11.03.

[den trykte udgave af oplægget hér]