forfatterens stemme

 

Uddrag af DHALGREN af Samuel R. Delany (1974)

Synops:

Bogen udspillet sig i Bellona; en by, der af uransaglige grunde er løsrevet fra den amerikanske virkelighed - TV- og radiobølger kan ikke trænge ind eller ud, brande bryder uforklarligt ud overalt, temporal og spatiel dissonans umuliggør sikker orientering mennesker og mennesker og objekter imellem. De fleste af den 40.000 store befolkning er flygtet, men nu er rygter om byen begyndt at tiltrække alskens forskellige eksistenser.

Mr. Newboy er en berømmet digter, som for ganske nyligt er indstillet til Nobelprisen i litteratur. Han er akkurat ankommet til byen, og møder i den lokale bar Kidd, en yngre mand, der ankom en uge forinden medbringende et omfattende hukommelsestab, som han kompenserer for ved (så vidt han erindrer...!) for første gang på skrift at beskrive, hvad han oplever.

Vi - og Kidd - ved, hvem mr. Newboy er fra et interview i den lokale daglige pamflet, og Kidd kommer til at sige, at han også er digter.

--------

"... (Mr. Newboy) gestikulerede i retning af notesbogen. "Det ville glæde mig at se nogle af dine digte".

"Øeh?"

"Jeg holder af at læse digte, især digte skrevet af folk, jeg har truffet. Lad mig sige med det samme, at jeg end ikke vil foregive at ville udtale mig om, hvorvidt jeg synes de er gode eller ej. Men jeg finder dig behagelig, på en firkantet måde. Jeg vil gerne se, hvad du har skrevet."

"Ah. Jeg har ikke særlig mange. Jeg har bare skrevet dem ned igennem... ja, som jeg siger, ikke særlig længe."

"Så vil det ikke tage mig særlig længe at læse dem - hvis du ikke ville have noget imod at vise mig dem, på et eller andet tidspunkt når du får lyst?"

"Ah. S’følgelig. Men du ville være nødt til at fortælle mig, om de er gode."

"Jeg tvivler på, jeg ville være i stand til det."

"S’følgelig ville du det. Jeg mener, jeg ville høre efter, hvad du sagde. Det ville være godt for mig."

"Må jeg fortælle dig en historie?"

Kidd lagde hovedet på skrå, og fandt sin egen ivrige mistro interessant.

Newboy viftede ad bartenderen for at få en genopfyldning. "For nogle år tilbage i London, da jeg var meget yngre end tiden mellem da og nu ville lade ane, blinkede min Hampstead-vært til mig gennem sit sherryglas og spurgte, om jeg kunne tænke mig at møde en amerikansk forfatter, der boede i byen. Dén eftermiddag skulle jeg møde en redaktør for et Kunstråds-understøttet blad til hvilket min vært, omtalte forfatter og jeg selv bidrog. Jeg kan godt lide folk, der skriver; deres personligheder pirrer min nysgerrighed. Jeg kan tale om det på denne uhildede facon, fordi jeg med beklagelse at melde selv gør det så sjældent nu, at jeg, skønt jeg tillader mig at føle mig som kunstner hele tiden, kun regner mig selv for forfatter godt en måned eller deromkring ud af året. Og det er gode år. Hvorom alting er, gik jeg med til det. Den amerikanske forfatter blev telefonisk inviteret til at komme samme aften. Mens jeg ventede på at det blev tid at gå ud, fandt jeg et blad frem, hvori der var en artikel af ham - en beskrivelse af hans rejser gennem Mexico - og indledte eftermiddagens forberedelser af aftenens møde. Verden er lille; jeg havde hørt om denne unge mand gennem to år. Jeg havde læst hans navn i sammenhæng med mit eget adskillige steder. Men jeg havde faktisk ikke læst det mindste lille stykke af ham før. Jeg skænkede mere sherry og gik ombord i artiklen. Den var uigennemtrængelig! Jeg læste mig igennem den mest bovlamme genfortælling af en rejse gennem meningsforladte omgivelser og ufokuserede møder med intetsigende mennesker. Vurderingen af landet var banal. Indblikket i befolkningen, havde det været udtrykt mere energisk, ville have været noget skræmmende ved sin forudindtagethed. Lykkeligvis var stilen for tung til, at jeg kom gennem mere end ti af de seksten sider. Jeg har altid været stolt over min evne til at kunne læse hvadsomhelst; jeg føler mig nødsaget til det, eftersom min egen produktion er så lille. Men den artikel skubbede jeg fra mig! Vi er alle klar over det mangelfulde ved dét sære maskineri, der får et omdømme til at overgå sit ophav. Men hvor vi dog investerer megen tillid i det! Jeg antog, at jeg hermed var blevet givet det nødvendige forrædderi, og med tasken fuld af julegaver tog jeg ind til Londons vintermudder. Redaktøren havde i sit seneste brev, i spøg, inviteret mig til julemiddag, og jeg havde i samme spøgefulde tonefald taget mod tilbudet, og var derpå rejst, godt og vel to tusinde mil, for at holde ferie i London. Sådanne planer, frydefulde hvad angår forventningerne og den senere genfortælling, rummer visse skyggesider i deres faktiske udførelse. Jeg var ankommet tre dage forinden, og fandt det bedst at aflevere gaver tidsnok til julemorgen og til at tillade min vært at revurdere størrelsen på gåsen og føje en blomme eller to til sin pudding. Jeg ringede på døren på bagsiden af en grøn engelsk herregård. Døren blev åbnet af denne her meget store, meget gyldne unge mand, som, da han talte, tydeligvis var amerikaner. Lad mig se, hvor nøjagtigt jeg kan ihukomme samtalen. Den bidrager til pointen.

"Jeg forespurgte, om mine venner var hjemme.

"Han sagde nej; de var væk resten af eftermiddagen; han var babysitter for deres to døtre.

"Jeg sagde, at jeg blot ønskede at efterlade nogle gaver, og han kunne venligst lade dem vide, at de kunne forvente at se mig til middag, juleaftensdag.

"Ah, sagde han. De må være - ja, det er meningen, at jeg skal besøge Dem i aften!

"Jeg lo atter, overrasket. Jaså, sagde jeg, det ser jeg frem til. Vi trykkede hinanden i hånden, og jeg hastede derfra. Han forekom elskværdig, og min interesse for det kommende møde voksede. Første regel i den litterære verden: Døm aldrig mennesket i dagligstuen for fejltrin begået på papir. Omfanget af barmhjertighed, du ønsker at udstrække til barbaren i dagligstuen på grund af hans litterære fortræffeligheder, er et spørgsmål om dit eget temperament. Min pointe er dog, at vi næppe udvekslede mere end femoghalvfjerds til hundrede ord. Jeg havde omtrent kun fået hørt hans stemme. Men hvorom alt er, tilbage i Hampstead, da sherryen havde banet vejen for rødere vine, fik jeg tilfældigt fat i bladet med forfatterens artikel. Tja, besluttede jeg, jeg vil give den én chance til. Jeg slog op og begyndte at læse". Newboy kiggede hen over randen, satte glasset fra sig uden at se på det, og klemte læberne sammen til en streg. "Det var lysende, det var levende, det var både polisk og ironisk. Hvad jeg havde taget for banaliteter var den mest udsøgte satire. Stykket frembød en pinefuld vision af den tilstand, landet kæmpede under, ligesåvel som det absurde ved forfatterens egen position i egenskab af amerikaner og turist. Det holdt sig på den afsindigt svære grænse mellem ynde og patos. Og jeg havde blot hørt hans stemme! Den var tilbageholdende, en ganske lille smule feminin, med en tidskolorit og et eftertryk sært ude af proportion med det væsen ud af ferskvand, redwoods og Rockie Mountains, der talte med den. Men, der var ganske enkelt sket dét, at nu kunne jeg høre den stemme besjæle prosaen, og med et eftertryk her og der åbne for mig, hvad der før havde været tungt og klodset som en telefonbog. Jeg har siden da nydt hele denne forfatters værk med udsøgt fornøjelse!" Newboy tog en tår til. "Nå, men der er en kort efterspil. Jeres kritikere her i Staterne har vist mig den uendelige venlighed kun at vælge det af mit værk til deres diskussioner, som jeg finder interessant, og de uendelige bind med pindehuggeri, som vil.sikre mig position ved et universitet, når den Diplomatiske Tjeneste udtømmer min passion for sladder, lader de slippe forbi. På min sidste rejse til jeres land blev jeg mødt af en temmelig rosende anmeldelse af genudgivelsen af mine tidlige digte, i et af jeres mere velansete litterære tidsskrifter, skrevet af en dame, som beskedenhed forbyder mig at kalde skarpsindig, om ikke for andet, så fordi hun havde været så generøs med sine lovord. Hun var den første amerikaner til at skrive om mig. Men længe før dét skete, havde jeg fulgt hendes kritiske værker med en ivrighed, jeg normalt kun forbeholder digtere. En produktiv kritiker må nødvendigvis sige mange absurde ting. Prøven består i, når en større mængde artikler er sluppet gennem dit øje, om intelligensen og skarpsindigheden har større erindringsværdi end absurditeten. Jeg havde aldrig truffet hende. At træde ud af flyet, købe tre tidsskrifter i lufthavnen, og i taxaen på vej til hotellet opdage hendes artikel halvvejs gennem det andet, var en fryd, en rarietet, en nydelse, for hvilken jeg engang, i fantasien, måske blev forfatter. Og på hotellet havde hun efterladt et brev, ikke i receptionen, men ved min dør: Hun var i New York på gennemrejse, befandt sig i et hotel to gader væk, og ville gerne vide, om jeg ville møde hende til en drink samme aften, såfremt min flyvetur ikke havde udmattet mig. Jeg var henrykt, jeg var taknemmelig: hvor kunne vi dog være meget bedre væsener, hvis ikke den form for opmærksomhed var så behagelig. Det var et dejligt møde, en dejlig aften: forholdet er vokset til det mest udbytterige venskab i årene siden da. Det forekommer sjældent nok, at mennesker som til at begynde med er blevet introduceret for hinanden gennem deres renommé kan udvikle et personligt venskab, til at det er værd at bemærke det. Men jeg lagde mærke til følgende, da jeg nogle dage senere vendte tilbage til én af hendes artikler: En del af den afmålte omtanke, der besjælede hendes skrift, havde rod i hendes ordvalg. Du kender Popes kuplet: Når Ajax svært brudt bjergs skærv vil kaste/Kæmper også linien og ingen ord kan haste. Hun havde en forkærlighed for at lade et ord med tung konsonantafslutning følge af et ord, der var tilsvarende tungt. I mit indre havde jeg konstrueret et velafmålt og afslappet tonefald, der selv når stoffet fattedes dybde, forlenede hendes skriftlige udtalelser med værdighed. Med samme valg af ord som hun skrev med, forstod jeg den aften vi mødtes, taler hun ekstremt hurtigt, med stor livlighed og entusiasme. Og hendes intelligens er bestemt lige så skarp, som jeg havde bedømt den til. Men skønt hun er blevet en af mine tætteste venner, har jeg mistet stort set enhver fornøjelse ved at læse hende. Selv da jeg genlæste, hvad der før havde givet mig den største intellektuelle nydelse, klumper ordene sig sammen i hendes stemmeføring, og al værdighed og afmålthed er forsvundet fra teksten; jeg kan kun være taknemmelig for, at vi, når vi mødes, kan diskutere og dissekere værkerne for vores åsyn til den lyse morgen, så jeg stadig kan nyde godt af hendes forbløffende analytiske evner." Han drak igen. "Hvordan skal jeg på nogen måde kunne sige, om dine digte er gode? Vi har mødt hinanden. Jeg har hørt dig tale. Og jeg har end ikke berørt den intrikate og følelsesladede sump, som visse mennesker er dumme nok til at kalde en objektiv bedømmelse, men blot den altafgørende fortegning, der kommer af at have hørt din stemme." Newboy ventede, smilende.

 

 

 

(fordansket af kenneth krabat 15/11 1999)
(originalen er lige så komprimeret...)