Eugenio Montale
ER DIGTNINGEN STADIG MULIG?

Tale holdt i Det Svenske Akademi 12 december 1975

Oversat af Mads Nyegaard Outzen

Nobelprisen er nået til sin 75. ombæring, hvis jeg ikke er forkert underrettet. Og hvis de videnskabsmænd og forfattere er mange, som har fortjent denne ærefulde anerkendelse, meget mindre er da antallet af overlevende, der endnu lever og arbejder. Nogle af dem er til stede her, og til dem går mine hilsner og bedste ønsker. Ifølge meget udbredte opfattelser, der skyldes ikke altid pålidelige offertydere, skulle hele verden (eller i det mindste den del af verden, der kan kaldes civiliseret) i år eller i de år, der kan kaldes umiddelbart forestående, komme til at opleve en historisk vending af enorme dimensioner. Det drejer sig naturligvis ikke om en eskatologisk vending, om selve menneskets endeligt, men om en ny social harmonis komme, for hvilken der kun findes forudanelser i Utopiens uendelige territorier.

Ved begivenhedens termin vil Nobelprisen være hundredårig, og kun på det tidspunkt vil den kunne gøre fuldstændig status over, i hvor høj grad Nobelstiftelsen og den dertil knyttede Pris har bidraget til dannelsen af et nyt fælles livssystem, det være sig den universelle Velstands eller Dårligdoms, men det vil under alle omstændigheder være af en sådan rækkevidde, at det, i det mindste for mange århundreder fremover, vil gøre en ende på den mangehundredårige voldsomme polemik omkring livets mening. Det er min mening at hentyde til menneskets liv og ikke til fremkomsten af nogle aminosyrer, der går nogle milliarder år tilbage, substanser der gjorde menneskets tilsynekomst mulig og måske allerede indholdt planen for det. Og skulle det være tilfældet, hvor er da evnerne store hos den skjulte gud! Men det er ikke min hensigt at fjerne mig fra emnet, og jeg spørger således mig selv, om den overbevisning som Nobelprisens vedtægter understøtter kan retfærdiggøres, nemlig at videnskaberne - om end ikke alle på samme niveau - og litterære værker har bidraget til at udbrede eller forsvare nye værdier, der i bred forstand kan kaldes humanistiske. Svaret er uden tvivl positivt. Listen over navnene på de, der gennem at give noget til menneskeheden, har opnået Nobelprisens eftertragtede påskønnelse ville være lang. Men uendeligt mere tidskrævende, nærmest umuligt, ville det være at identificere legionen, ja hæren af de, der arbejder for menneskeheden på uendeligt mange måder også uden at være klar over det, og som aldrig stræber efter en eller anden mulig pris, fordi de ikke har skrevet værker, akter og akademiske meddelelser og aldrig har tænkt på at få trykpressen til at gløde. Der findes uden tvivl en hær af rene, uplettede sjæle, og det er forhindringen (der ganske givet er utilstrækkelig) for den nyttetænkning, der i forskelligt omfang fører over i fordærv, forbrydelse og alle former for vold og intolerance. Akademiet i Stockholm har flere gange sagt nej til intolerance, til den grusomme fanatisme og til den forfølgelsestankegang, der ofte opildner de stærke mod de svage, undertrykkerne mod de undertrykte. Dette gælder især valget af litterære værker, værker der til tider kan være dødbringende, men aldrig i samme grad som den atombombe, der er den mest modne frugt på ondskabens evige træ.

Jeg vil ikke fortsætte ud ad denne tangent, da jeg hverken er filosof, sociolog eller moralist.

Jeg har skrevet digte, og det er for dette, at jeg er blevet hædret, men jeg har også været bibliotekar, oversætter, litteratur- og musikanmelder og endda arbejdsløs for min tilståede mangel på troskab mod et regime, jeg ikke kunne elske. For få dage siden fik jeg besøg af en kvindelig udenlandsk journalist, der spurgte mig: hvordan har De kunnet dele Dem mellem så mange forskelligartede slags virksomhed? Så og så mange timer til lyrik, så og så megen tid til oversættelser, så og så megen tid til kontorarbejde og så og så megen tid til livet? Jeg forsøgte at forklare hende, at man ikke kan planlægge et liv som man gør med et industrielt projekt. Der er stort spillerum for det unyttige i verden, og ydermere er en af farerne i vores tid den kommercialisering af det unyttige, som specielt de helt unge er følsomme over for.
     Under alle omstændigheder er jeg her, fordi jeg har skrevet digte, et absolut ubrugeligt produkt, men næsten aldrig skadeligt - det er et af dets adelsmærker. Men det er ikke det eneste, lyrikken er også en skaben eller en absolut uhelbredelig og endemisk sygdom.
     Jeg er her, fordi jeg har skrevet digte: seks bind, foruden utallige oversættelser og essays. Det er blevet sagt, at det er en sparsom produktion, måske idet man antager, at digteren er producent af varer; og maskiner skal udnyttes maksimalt. Heldigvis er digtningen ikke en vare. Den er noget, om hvilket man ved meget lidt, så lidt at to filosoffer så forskellige som den historiske idealist Croce og katolikken Gilson er enige om at mene, at en digtningens historie er umulig.

Hvis jeg betragter lyrikken som et objekt, mener jeg for mit vedkommende, at den er født ud fra nødvendigheden af at tilføje en vokal lyd (ord) til den første stammemusiks hamren. Først meget senere kunne man på en eller anden måde nedskrive og differentiere mellem ord og musik. Den skrevne digtning fremkommer, men det fælles slægtskab med musikken gør sig gældende. Lyrikken tenderer mod at åbne sig i arkitektoniske former, metrummer, strofer, og de såkaldt lukkede former opstår. Digtningens sande indhold er stadig lyden i de første nibelungske sagaer og senere i de romanske. Men digtningen, der også henvender sig til øjet, tøver ikke med at opstå sammen med de provencalske digtere. Langsomt bliver digtningen visuel, fordi den maler billeder. Men den er også musikalsk; den forbinder to kunstformer i én. Naturligvis udgjordes store dele af den digteriske synlighed af de formelle skemaer. Efter opfindelsen af bogtrykkerkunsten bliver digtningen vertikal, den udfylder overhovedet ikke hele det hvide rum og er rig på da capo og gentagelser. Også visse tomrum har en værdi. Prosaen, der fylder hele rummet, er meget anderledes og giver ingen anvisninger på sine egne udtalemuligheder. Til dette formål kan de metriske skemaer være et ideelt instrument for fortællekunsten, det vil sige for romanen. Det er for eksempel tilfældet med det fortællemæssige greb, som oktaven udgør, en form der allerede i det tidlige 1800-tal er et fossil på trods af det vellykkede Don Juan af Byron (et episk digt, der er afbrudt midtvejs). Men mod slutningen af 1800-tallet tilfredsstiller digtningens lukkede former ikke længere hverken øjet eller øret. Man kan anstille den samme betragtning over det engelske blank verse og for det frie italienske ellevestavelsesvers. Og i mellemtiden tager maleriet store skridt mod opløsningen af naturalismen, og malerkunstens modsvar er øjeblikkeligt. Således, gennem en lang proces, der ville være alt for lang at beskrive, når man til den konklusion, at man ikke kan reproducere det sande, de virkelige objekter for på den måde at skabe ubrugelige dubletter; men in vitro eller in natura udstiller man, de objekter eller figurer af hvilke Caravaggio eller Rembrandt ville have præsenteret et faksimile, et mesterværk. På den store udstilling i Venedig var der for nogle år siden udstillet et portræt af en mongol: det var et emne, der var "très dégoûtant", og hvorfor ikke? Kunsten kan retfærdiggøre alting. Hvis det ikke lige var fordi, at man, når man nærmede sig opdagede, at det ikke drejede sig om et portræt, men om den ulykkelige i kød og blod. Eksperimentet blev efterfølgende afbrudt med hård hånd, men i en strengt teoretisk sammenhæng var det fuldstændig retfærdiggjort. Allerede i flere år havde kritikere, der har lærestole ved universiteterne, prædiket den absolutte nødvendighed af kunstens død, i venten på en eller anden palingenese eller genopstandelse, som man ikke kan skimte tegn på.

Hvilke slutninger kan man drage af sådanne kendsgerninger? Åbenbart at kunsten, alle de visuelle kunster, undergår en demokratisering i ordets værste forstand. Kunsten er produktion af forbrugsgenstande til at bruge og smide væk i venten på en ny verden, hvor det er lykkedes mennesket at frigøre sig af alting, også af sin egen samvittighed. Det eksempel, jeg her er kommet med, kunne også bringes til at omfatte den udelukkende larmende og udifferentierede musik, som man lytter til på de steder, hvor millioner af unge samles for at uddrive rædslen over deres ensomhed. Hvorfor mon det civiliserede menneske, i dag mere end nogen sinde, er nået så vidt som til at være rædselsslagen for sig selv?

Jeg kan selvfølgelig forudse indvendingerne. Man skal ikke sammenblande sociale sygdomme, der måske altid har eksisteret, men som kun var lidet kendte, fordi de gamle kommunikationsmidler ikke tillod at erkende og diagnosticere sygdommen. Men det gør indtryk, at en form for generel apokalyptisk tankegang mod årtusindskiftet går hånd i hånd med en stadig mere udbredt komfort; det faktum at velfærden (hvor den eksisterer, det vil sige på begrænsede områder af kloden) har desperationens gustne kendetegn. Under det nuværende velfærdssamfunds så dystre overflade er kunstformerne også tilbøjelige til at sammenblandes, tilbøjelige til at miste deres identitet. Massekommunikationen, radioen og frem for alt TV, har ikke uden held forsøgt at udslette enhver mulighed for ensomhed og eftertanke. Tidens tempo bliver hurtigere, få år gamle værker synes ‚uddateredeé, og kunstnerens behov for at lade sig høre bliver før eller siden til et krampagtigt behov for det aktuelle, det umiddelbare. Heraf følger vor tids nye kunstform, forestillingen, en optræden, der ikke nødvendigvis er forbundet med teater, til hvilken småbidder af alle kunstformer bidrager i fællesskab og som udvirker en slags psykisk massage på tilskueren, lytteren eller læseren. Denne nye rodebutiks deus ex machina er instruktøren. Hans formål er ikke kun det at koordinere sceneforberedelserne, men også at levere intentioner til værker, der ingen intentioner har eller har haft helt andre. Der er en stor del ufrugtbarhed i alt dette, en umådelig mistillid til livet. I hele dette landskab af hysterisk ekshibitionisme, hvilken plads kan man da tildele den mest diskrete kunstform, digtekunsten? Den såkaldt lyriske digtning er produkt og frugten af ensomhed og akkumulation. Det er den stadig i dag, men i relativt få tilfælde. Der er derimod stadig flere tilfælde, hvor den såkaldte digter bringer sig i trit med de nye tider. Digtningen bliver da akustisk og visuel. Ordene flyver i alle retninger som en granateksplosion; der eksisterer ikke nogen egentlig betydning, men kun et verbalt jordskælv med mange epicentre. Dechifrering er ikke nødvendig, i mange tilfælde kan psykoanalytikeren komme til undsætning. Idet det visuelle aspekt er fremherskende bliver digtningen også oversættelig, og dette er en ny begivenhed i æstetikkens historie. Det betyder ikke, at de nye digtere er skizoide. Nogle af dem kan skrive traditionelt klassiske prosatekster og pseudo-vers blottede for enhver mening. Der findes også en digtning, der er skrevet til at blive skreget ud i det fri foran en begejstret folkemængde. Dette sker først og fremmest i lande, hvor der hersker totalitære regimer. Og sådanne atleter udi lyrisk vokalisme er ikke altid blottede for talent. Jeg vil citere et tilfælde, og jeg undskylder, at det også er noget, der vedrører mig personligt. Men hvis det er sandt, viser det, at der efterhånden findes to former for digtning side om side, hvoraf den ene er beregnet til øjeblikkeligt forbrug og dør i det øjeblik, den fremsiges, medens den anden kan sove og drømme trygt. En dag vil den vågne igen, hvis den har styrken til det.

Den sande digtning ligner visse malerier, hvis ejer er ukendt, og som kun få indviede kender. Digtningen lever i hvert tilfælde ikke udelukkende i bøger eller antologier til skolebrug. Digteren kender ikke og kommer ofte aldrig til at kende sin sande modtager. Jeg har et lille personligt eksempel. I italienske avisers arkiver kan man finde nekrologer over mennesker, der stadig er i live og i fuldt vigør. De kaldes krokodiller. For få år siden opdagede jeg min egen krokodille ved Corriere della Sera, den var underskrevet af Taulero Zulberti, kritiker, oversætter og polyglot. Han hævdede, at den store digter Majakóvskij, efter at have læst en af mine digte oversat til russisk, skulle have sagt: "Her er en digter, jeg kan lide. Jeg ville gerne kunne læse ham på italiensk". Episoden er ikke usandsynlig. Mine første vers begyndte at cirkulere i 1925, og Majakóvskij (der også rejste til Amerika og andre steder) begik selvmord i 1930.

Majakóvskij var en digter, der brugte pantograf og megafon. Hvis han har udtalt disse ord, kan jeg sige, at mine digte ad snørklede og uforudsigelige veje havde fundet deres modtager.

Man må dog ikke tro, at jeg har en solipsistisk forestilling digtningen. Det har aldrig været min tanke at skrive for de såkaldte happy few. I virkeligheden er kunsten altid for alle og ingen. Men det, der forbliver uforudsigeligt, er dens egentlige begetter, dens modtager. Den show-kunst, massernes kunst, kunsten, der vil frembringe en slags fysisk og psykisk massage på en hypotetisk forbruger, har et uendeligt antal veje foran sig, fordi verdens befolkning er i stadig vækst. Men dens grænse er det absolutte intet. Man kan indramme og udstille et par hjemmesko (jeg har selv set mine egne forvandlede til det), men man kan ikke udstille et landskab, en sø eller et hvilket som helst stort natursceneri bag glas.

Den lyriske digtning har uden tvivl nedbrudt sine grænser. Der er også lyrik i prosaen, i al stor prosa, der ikke udelukkende er nyttepræget eller didaskalisk. Der findes millioner, der skriver i prosastil eller i det mindste i en stil, der tilsyneladende er mere eller mindre prosalignende. Millioner af digtere skriver vers, der ikke har noget at gøre med digtning. Men dette betyder stort set ingenting. Verden vokser, og hvad dens fremtid bliver, er der ingen, der kan udtale sig om. Men det er ikke sandsynligt, at massekulturen med dens karakter af flygtighed og forfald ikke som nødvendigt modangreb skulle kunne producere en kultur, der også kan fungere som dæmning og give plads til eftertænksomhed. Vi kan alle arbejde sammen omkring denne fremtid. Men menneskets liv er kort, og verdens liv kan være næsten uendeligt langt.
     Jeg havde tænkt mig at give min lille tale denne titel: kan digtningen overleve i massekommunikationens univers? Det er dette mange spørger sig selv om, men ved nærmere eftertanke kan svaret ikke være andet end bekræftende. Hvis man med digtning forstår den såkaldte skønlitteratur, er det klart, at den verdensomspændende produktion vil vokse ud over alle grænser. Hvis vi i stedet begrænser os til den, der med skræk afviser betegnelsen produktion, den der nærmest opstår ved et mirakel og synes at rumme en hel epoke og en fuldstændig sproglig og kulturel situation, så må man sige, at der ikke er nogen død mulig for digtningen.
     Det er flere gange blevet bemærket, at det lyriske sprogs modstød til det prosaiske kan betragtes som et afgørende piskesmæld. Mærkværdigvis har Dantes Komedie ikke affødt en prosa på samme kreative niveau; det skete først efter århundreder. Men hvis man studerer den franske prosa før og efter Ronsards skole, Plejaden, vil man bemærke, at den franske prosa har mistet den slaphed, på grund af hvilken den blev bedømt til at være de klassiske sprog aldeles underlegen, og at den har fuldbragt et sandt modenhedsspring. Effekten var bemærkelsesværdig. Plejaden frembringer ikke homogene digtsamlinger som den italienske Dolce stil nuovo (der bestemt er en af dens kilder), men den giver os fra tid til anden sande antikviteter, der vil gå hen og blive en del af et muligt imaginært museum for digterkunsten. Det drejer sig om en smag, man kunne kalde nygræsk, og som Parnasset flere hundrede år efter skal forsøge at gøre efter. Det beviser, at den store digtekunst kan dø, genfødes, dø igen, men at den altid forbliver en af den menneskelige ånds højdepunkter. Vi vil sammen genlæse en sang af Joachim Du Bellay. Denne digter, født i 1522 og død kun femogtredive år gammel, var fættter af en kardinal, hos hvem han levede nogle år i Rom og bragte på den måde en dyb afsky for fordærvet ved pavehoffet med sig tilbage. Du Bellay skrev meget og imiterede mere eller mindre vellykket digterne af den petrarkistiske tradition. Men det digt (måske skrevet i Rom), der er inspireret af latinske vers af Navagero, og som befæstner hans berømmelse, er frugten af en smertefuld længsel efter landskabet ved den søde Loire, som han havde forladt. Den korte Odelette des vanneurs de blé er trådt ind i verdensdigtningens repertoire fra Sainte-Beuve til Walter Pater, der helligede Joachim en mindeværdig skildring. Lad os forsøge at genlæse digtet, hvis det da er muligt, fordi det drejer sig om en komposition, hvori øjet spiller en vis rolle:

A vous troppe legere,
qui d'aele passagere
par le monde volez,
et d'un sifflant murmure
l'ombrageuse verdure
doulcement esbranlez,

j'offre ces violettes,
ces lis et ces fleurettes,
et ces roses icy,
ces vermeillettes roses,
tout freschement écloses,
et ces oeilletz aussi

De vostre doulce halaine
eventez ceste plaine,
eventez ce sejour,
ce pendant que j'ahanne
a mon blé, que je vanne
a la chaleur du jour.

Jeg ved ikke, om denne Odelette er skrevet i Rom som  intermezzo under ekspeditionen af kedelige kontorgerninger. Den skylder Pater sin nuværende overlevelse. Et digt kan finde sin fortolker med hundreder af års mellemrum.

    
Men for nu at slutte er jeg svar skyldig på spørgsmålet, der har givet denne lille tale sin overskrift. Hvilken skæbne kan blive digtningen til del i det nuværende konsumsamfund, der ser nye nationer og nye sprog komme til syne i den menneskelige robots samfund? Svarene kunne være mange. Digtningen er en kunstform, der rent teknisk er tilgængelig for alle: et stykke papir og en blyant er nok, og les jeux sont faits. Først i anden omgang opstår problemerne med trykning og distribution. Branden i biblioteket i Alexandria ødelagde tre fjerdedele af den græske litteratur. I dag ville end ikke en verdensomspændende brand kunne få vore dages stadige strøm af lyrisk produktion til at forsvinde. Men det drejer sig netop om en produktion, det vil sige industrielt fremstillede produkter, der ligger under for smagens og modens love. Det forekommer sikkert mere end sandsynligt, at Musernes have kunne blive ødelagt af voldsomme storme. Men det synes mig ligeså sikkert, at meget trykt papir og mange digtsamlinger skal modstå tiden.

    
Sagen stiller sig anderledes, hvis man taler om en gammel lyrisk teksts opvågnen af sin dvale, dens igangværende genskabelse, dens åbnen sig for nye fortolkninger. Endelig er det altid tvivlsomt, indefor hvilke grænser og begrænsninger man bevæger sig, når man taler om digtekunst. Megen af nutidens digtning udtrykkes i prosa. Mange af nutidens vers er i prosa og dårlig prosa tilmed. Narrationens kunst, romanen, fra Murasaki til Proust har frembragt store lyriske værker. Og teatret? Mange litteraturhistorier beskæftiger sig end ikke med det, det skulle da lige være at udfinde nogle genier, der udgør et separat kapitel. Desuden: hvorledes forklarer man, at den gamle kinesiske digtning modstår al oversættelse, medens den europæiske digtning er bundet til sit oprindelige sprog? Måske kan fænomenet forklares ved, at vi tror, vi læser Po Chü-i, og i stedet læser vi den vidunderlige forfalsker Arthur Waley? Man kunne mangedoble spørgsmålene med det ene resultat, at ikke kun digtningen, men hele den kunstneriske udtrykforms verden eller den, som giver sig ud for det, er kommet i krise, der er tæt forbundet til den menneskelige tilstand, til vores eksisteren som menneskelige væsener, til vores sikkerhed eller illusion om at mene os priviligerede væsener, de eneste, der tror, at de er herrer over og besiddere af en skæbne, som ingen andre levende skabninger kan prale af. Det er som at spørge sig selv, om morgendagens mennesker, en morgendag der måske er meget langt væk, vil kunne løse de tragiske modsigelser, som man har kæmpet med lige siden Skabelsens første dag (og om man stadig kan tale om en sådan dag, der kan udgøres af en uendelig epoke).

    Oversat fra italiensk
    af Mads Nyegaard Outzen
    2000