MEDVIRKENDE:
- en STEMME er en lys og legende stemme
- en MAND er lidt sjusket, fedtet hår, udstråler lukkethed
- evt. to blåmalede alfelignende væsner
- PAUSE, evt. lyden af hjerteslag - rytmen er valgfri, blot den er gennemgående samme længde
- LYDE
- DREJENDE BORDPLADE
SCENOGRAFI
- Rummet er totalt mørkelagt ved åbning
- Et bredspektret lydbillede med hvid støj/syden lægger bund i rummet
Bordet kan efter behov drejes af stor motor med synlig kilerem, der forbinder soklen, som bærer bordpladen, eller to blåmalede alfelignende væsner, der drejer soklen med en tværpind og meget malende kommenterer mandens udtalelser - "stor ve; oh smerte! ah, lyset slår ned" og den slags. Manden kan hverken se motor/kilerem eller væsener.
1995-1999 © Kenneth Krabat
NÅR HVALERNE JAGER,
DRAGER FANGEREN HJEM
STEMMEN:
(langsomt, lakonisk, let resignerende, ikke håbløs)
- In-gen-ting...
PAUSE
(i 30 hjerteslag)
STEMMEN:
(i tre tonelejer, startende med det højeste, hurtigt, konstaterende)
- Ingenting, ingenting, ingenting!
PAUSE
(i 10 hjerteslag)
STEMMEN:
(legende i toneskalaen, op og ned, fra midten og op, 4-6 gange, smagende på ordet)
- Iiiingenting. Iiiingentiiing. Iiiingeeeenting...
PAUSE
(i tre hjerteslag)
STEMMEN:
(bestemt, hurtigt)
- Ingenting!
PAUSE
(i tre hjerteslag)
(En projektør tændes, meget lys)
(projektøren peger ret ned og oplyser en mand, som står på et rundt bord Han har et sammenrullet stykke papir i hænderne, som han tydeligvis har været ved at læse. Han reagerer spontant på lyset og ser op i projektøren. Den blænder ham, og han reagerer ved at glippe med øjnene, mens han forsøger at fortsætte med at læse. Da han ikke længere er blændet, læser han op)
MAND:
(det er tydeligvis ikke stemmen fra mørket; det lyder, som om han læser op fra et forretningsbrev, og man kommer til at forvente at høre noget kendt, eller at han afbryder sig selv og siger "bla bla bla")
- ... og... og så sidder jeg hér, og er længe om at finde hjem, for hvem fanden ka' egentlig tro, at der rent faktisk findes et hjem, noget man ku' kalde en fremtidig oprindelse...
(afbryder sig selv)
hva' er det her for noget sludder!?
(afbryder sig selv igen)
nej, det er ikke sludder, der er ikke noget der er sludder, sludder findes ikke, det hele er dialog, forstår De, er De med?
(sukker; og taler nedsættende og lidt nasalt på den måde en komiker ofte efterligner myndighedspersoner, som taler til ældre mennesker)
Og vi ser gerne at også De, lille De, at også De, og Dem, og Deres, finder et... fredeligt sted at hvile ud skulle man måske sige, men det er nok for meget forlangt... jeg mener, kan man overhovedet vente sig noget som helst af døden, for ikke at sige af begravelsen? Og hvad siger egentlig det her digt?
(Papiret ruller sammen af sig selv, da han slipper med den ene hånd. Han tager sig til hovedet med begge hænder og papiret i den ene hånd. Han er træt og lidt opgivende og roder rundt med hænderne i håret, der forbliver strittende, da han stopper. Han bliver stående lidt med hænderne på siden af hovedet og albuerne strittende ud til siden som en amputeret kristusfigur. Sænker langsomt armene og folder papiret ud med bagsiden opad. Der står tydeligvis noget med småt, så han rykker papiret nærmere øjnene, opdager at det vender på hovedet. Papirrullen driller, da han vender det rundt. Han læser bagsideteksten indenad tre gange, med læberne mimende ordene lydløst. Imens går han rundt på bordet og standser konsekvent ved kanten og vippepunktet, akkurat som han skal til at træde udenfor)
LYD:
(højt og gennemtrængende, een gang)
- (en gulerod, der tages een støjende bid af, ikke tygge)
(Han standser brat og papiret ruller sammen. Han forsøger at orientere sig, forsøger at finde ud af hvor lyden kom fra. Vendt mod salen og med overdrevne vridebevægelser knækker han papirrullen, som man ville knække en gulerod. Han ser rundt, går lidt ned i knæ, drejer sig listigt hurtigt fra side til side, som for at fange lyden.)
PAUSE
(10 hjerteslag, så følger en)
LYD:
(højt som før, men i slowmotion)
- (en gulerod, der tages een støjende bid af, ikke tygge)
(Han standser op og forsøger at finde lyden, beslutter at den må være kommet ovenfra, kigger op, blændes af projektøren, skærmer mod lyset, let aggressiv søgen efter lydkilden, "det gider jeg ikke finde mig i")
PAUSE
(i 20 hjerteslag)
STEMMEN:
(fra venstre - lys i tonen, livsglad, drillende)
- Knæk!
(Han snurrer rundt mod højre. Finder tydeligvis ikke noget. Bliver stående lidt, afventende. Vender sig mod salen, kigger på sit papir, der er knækket og krøllet, sjosker 180 grader rundt om sig selv og standser med hængende skuldre. Begynder at folde papiret ud, trækker i det som i en nytårs-knallert, slår på siden, ryster det som en genstridig avis og har albuerne ud til siden, som om papiret har avis-format. Bliver stående og læser for sig selv.)
PAUSE
(i 6 hjerteslag)
STEMMEN:
(i klip fra højre til venstre side af scenen -
hurtigt og samme tonehøjde, lys og livsglad, drillende)
- Knæk-knæk!
(Han sætter sig brat ned midt på bordet med ryggen mod salen. Han er lidt foroverbøjet, ludende. Han sidder og stirrer indad)
PAUSE
(i 10 hjerteslags tid)
(Han roder så i en sidelomme og finder en fjernbetjening med to knapper. Han ranker ryggen, og uden at flytte på sig roder han rundt med fjernbetjeningen i luften 360 grader rundt omkring sig, søger efter et sted med kontakt. Det gir nogle små ryk i bordet, 2-3 gange, og han forsøger at finde tilbage til stedet i luften, retningen, hvor der var kontakt. Han finder det bag sig, og forsøger så at holde armen med fjernbetjeningen pegende i den rigtige retning, mens bordpladen langsomt begynder at dreje mod uret. Een gang glipper hans sigte, og bordet standser sin bevægelse, men han finder det igen, og da bordet er drejet så han sidder med front mod salen, lader han armen glide ud af sigtelinien på samme måde, som når man i skolen bliver træt af at sidde med hånden oppe. Bordpladen stopper sin rotation.
Han sidder og ser på salen, forsøger at tage sig sammen til at sige noget, samle sine tanker, blive klar. Af og til lukker han øjnene, et par gange tager han tilløb, men afbryder sig selv og lukker munden igen. Så kaster han sig ud i det.)
MAND:
(tøvende først, sidenhen med stigende overbevisning;
med indlevelsen af som om det var noget, der overraskende blev til lige dér)
-Hvis man blev spurgt, om man allerhelst ville gå hen ad en strand, eller om man ville foretrække blot at ligge i sandet, ville man så ikke være nødt til at spørge, hvad dag det var, en lørdag: man skal fejre sin mors fødselsdag, der er meget som skal nås, en søndag: man hviler ud efter lørdagen og savner selskab, en mandag: man læste til sent og gider ikke noget, en tirsdag: man ser frisk frem til en uge med utallige muligheder, en onsdag: man forstår, at man er en drømmer og slår sig selv, en torsdag: man glæder sig til weekenden og mander sig op, en fredag: ugen er overstået og man har lyst til at dø... Af og til har man også lyst til at leve om fredagen. Og skulle man ikke også spørge til vejret: Regner det, sner det, er solen på vej op eller ned, skinner den overhovedet? Altså så man kan se den... selvfølgelig skinner den, det ved vel enhver...? Og hvad havde man spist: Morgenmad, frokost, en lille snack måske, middagsmad med lys og hænder der mødes over et bord, ville det være så urimeligt måske? At have spist? Ikke fordi jeg ikke vil svare på spørgsmålet, hvis nogen stiller det, og helt uforberedt er jeg vel heller ikke... jeg har selvfølgelig gået hen ad en strand, og vel har jeg også ligget i sandet, men det er mere spørgsmålets natur...ikke? "Og hvad så?" ikke? Hvorfor overhovedet spørge?
PAUSE
(2 hjerteslag)
LYD:
(højt og gennmtrængende)
- (mågeskrig)
LYD:
(der klippes direkte til lyden -
den er højere end normalt, fader til normalt ved en strand)
- (bølger og den fjerne skrigen af måger)
(Manden lukker øjnene og synker krampagtigt sammen, i synligt ubehag og genkendelse)
LYDE:
(højt, fader ud efter 10 hjerteslag for at give ny lyd plads,
men toner ikke aldeles ud)
- (et skibs tågehorn i det fjerne)
- (bøjeklokker)
- (skibs tågehorn)
- (kirkeklokker, som ringer til alarm)
LYDE:
(højt, klippes ind efter 5, 4, 3, 2, 1 hjerteslag,
kun nedfading i indklipsøjeblik, så højt igen)
- (panisk hundegøen, ikke vred)
- (bilhorn, stigende utålmodig)
- (cykelklokke, aggressiv)
- (radioavisens kendingsmelodi og speakerstemme, som siger almindeligheder)
- (nedtælling til raket) ten, nine, eight, seven, s...
(Lydkakafonien forsvinder brat / det rykker i bordet. Det forsøger at dreje i urets retning. Han kigger op, ser sig omkring med hovedet nede mellem skuldrene, ranker så ryggen, overdriver og krummer ryg den anden vej for ligesom at strække igennem. Sidder så lidt og ryster skuldre. Falder lidt sammen igen. Ranker sig så og begynder at folde papiret ud med bagsiden opad. Allerede mens han folder det ud, mimer han teksten som han åbenlyst kan udenad.
Han holder papiret op foran sig, som en af fortidens kongelige opråbere, og begynder at foredrage.)
MAND:
(lidt hovmodigt bedrevidende og tydeligvis enig med det oplæste)
- Jeg er en sild, som er stegt. Jeg er en dragt med en pagt. Jeg går alene hvor andre går dér. Jeg siger jeg, hvor de andre sir hér
(Musik toner frem under hans læsning, og et kor istemmer akkurat som han har læst teksten én gang. Han kigger overrasket op, men ser yderst fornøjet ud)
KOR:
(brusende og overdådigt engleagtigt)
- Vi er sild, som er stegt. Du er en dragt med en pagt. Vi går alene og andre går dér. Du siger jeg, hvor andre sir hér
(Han vipper med benene under bordkanten, mens han synger med, og ligner mest af alt en veltilfreds skoledreng, lidt flov over sådan at nyde at blive feteret og strålende i hele hovedet.)
MAND og KOR:
(Synger hver sin tekst to gange, samtidig)
(Da skønsangen er gennem teksten to gange, vifter han med hånden, og musikken stopper brat. Han sænker hånden, men nogle strofer kommer igen, forsøgsvis. Han vifter med hånden igen, utålmodigt. Musikken skæres atter brat af. Han sidder stadig og vipper med benene, mens han lidt selvtilfreds sidder og rokker lidt frem og tilbage.
Det rykker brat i bordet, det forsøger at dreje i urets retning. Han griber efter bordkanten, men det rykker atter og han kastes af, falder tungt på gulvet. Han rejser sig op og forsøger med fjernkontrollen at finde retningen, der kunne give kontakt og kontrol over bordet, men selv om han søger rundt i alle retninger væk fra sig selv, får fjernkontrollen ikke forbindelse nogen steder. Bordet kører støt rundt, hurtigere og hurtigere. Han fnyser og kaster fjernkontrollen på bordet, den glider snart af og lander på gulvet. Han leder efter en vej ud, kigger ved bagtæppe og langs vægge, men der er ingen vej. Til sidst resignerer han og sætter sig på gulvet til venstre for bordet, med benene over kors og hænderne i skødet, mens han ser med irritation på den nu dovent roterende bordplade.)
(Lyset slukker)
STEMMEN:
(bestemt, hurtigt, identisk med begyndelsen)
- Ingenting!
PAUSE
(fem hjerteslag)
STEMMEN:
(legende i toneskalaen, op og ned, fra midten og op, 4-6 gange, smagende på ordet, ikke identisk med begyndelsen)
- Iiiingenting. Iiiingentiiing. Iiiingeeeenting...
PAUSE
(fem hjerteslag)
STEMMEN:
(i tre tonelejer, startende med det højeste, hurtigt, konstaterende, identisk med begyndelsen)
- Ingenting, ingenting, ingenting!
PAUSE
(10 hjerteslag)
LYD:
(højt og gennemtrængende, een gang, ikke identisk med første bid)
- (en gulerod, der tages een støjende bid af, ikke tygge)
(Den hvide støj fortsætter til alle har forladt rummet.)