Johan Herman Wessel (1742 - 1785)


SMEDEN OG BAGEREN

Der var en liden Bye, i Byen var en Smed,
Som farlig var, naar han blev vred.
Han sig en Fiende fik; (dem kan man altid faae,
Jeg ingen har, det gaae Min Læser ligesaa!)
Til Uhæld for dem begge to
De træffes i en Kroe.
De drak (jeg selv i Kroe vil drikke;
For andet kommer jeg der ikke.
Anmærk dog, Læser! dette:
Jeg immer gaaer paa de honette. )
Som sagt, de drak,
Og efter mange Skieldsord, hidsigt Snak,
Slaaer Smeden Fienden paa Planeten.
Saa stærkt var dette Slag,
At han saae ikke Dag,
Og har ei siden seet'en.

Strax i Arrest blev Smeden sat.
En Feldskiær faaer den Døde fat,
Og om en voldsom Død Attest hensender.
Den Mordere forhøres og bekiender.
Hans Haab var, at han skulde hisset gaae,
Og der Forladelse af sin Modstander faae.
Men hør nu Løier! netop Dagen,
Før Dom skal gaae i Sagen,
Fremtriner fire Borgere
For Dommeren; den mest veltalende
Ham saa tiltalede:
"Velviseste!
Vi veed, paa Byens Vel De altid see;
Men Byens Vel beroer derpaa,
At vi vor Smed igien maae faae.
Hans Død opvækker jo dog ei den Døde?
Vi aldrig faaer igien saa duelig en Mand.
For hans Forbrydelse vi alt for grusomt bøde,
Om han ei hielpes kan." .
"Betænk dog, kiere Ven! der Liv for Liv maae bødes." .
"Her boer en arm udlevet Bager,
Som Pokker snart desuden tager.
Vi har jo to, om man den ældste tog af dem?
Saa blev jo Liv for Liv betalt." .
"Ja," sagde Dommeren, "det Indfald var ei galt.
Jeg Sagen at opsette nødes;
Thi i saa vigtigt Fald man maae sig vel betænke,
Gid vores Smed jeg Livet kunde skienke!
Farvel godt Folk! jeg giør alt, hvad jeg kan." .
"Farvel velvise Mand!" .

 Han bladrer i sin Lov omhyggelig;
Men finder intet der for sig,
Hvorved forbuden er, for Smed at rette Bager;
Han sin Beslutning tager,
Og saa afsiger denne Dom:
(Hvem, som vil høre den, han kom!)
"Vel er Grovsmeden Jens
For al Undskyldning læns,
Og her for Retten selv bekiendte,
Han Anders Pedersen til Evigheden sendte;
Men da i vores Bye en Smed vi ikkun have,
Jeg maatte være reent af Lave,
Ifald jeg vilde see ham død.
Men her er to, som bager Brød."
"Thi kiender jeg for Ret:
Den aeldste Bager skal undgielde det,
Og for det skedte Mord med Liv for Liv bør bøde,

Til velfortiente Straf for sig
Og ligesindede til Afskye og til Skræk."

Den Bager græd Guds jammerlig,
Da man ham førte væk.

Moral
Beredt til Døden altid vær!
Den kommer, naar du mindst den tænker nær.

---

Og hvad kan ma saa lære af det? er det berømte spørgsmål BørneTV's overlærer, Gotha Andersen, altid stillede efter endt ironisk, kiærlig, skarp fremstilling af den voksne som grådigt barn i alle gøremål. Ja, hvad kan man lære? Af og til oplever man et eller andet, hvor den indeholdte dybde og værdi er ganske aabenlys for én, men straks man forsøger at sætte ord derpaa, blive oplevelsen til politisk korrekt Sludder og Vrøvl. Og omvendt, som spørgsmaalet applikeret paa digtet ovenfor: læser man noget, hvor den indeholdte dybde og værdi er ganske aabenlys, hvordan sætter man saa ord derpaa, at man er forvisset om sin egen forstaaelse af deet skrevne, eller at andre kan faae Fornoielse deraaf? Jae, nu haver vii joe en Moral at bygge paa - og bygger vii paa næirvaerende Moral, eer deet da ikke tydeliigt, at man stadig endnu ikke fatter & Mutter en SSSoenderlemmende dansk Fis af En Foreestiiillet Meeening mææhd deiet at leeve!?!"!???+++==)()()(///\&&.

Saabpjæktiiievd

aabeehKKnntt

Senere tilføjelse: Ovenstående digt var min første oplevelse med OCR-software - computersoftware, der tillader trykt tekst at blive omsat til elektronisk tekst via en scanner (Optical Character Recognition): Scanneren scanner teksten som et grafisk billede af hele bogsiden, billedet scannes af OCR-softwaren og alt tekstlignende isoleres fra billedet, softwaren foreslår ændringer af teksten som et computer-staveprogram normalt ville gøre det, og operatøren (mig) fortæller computerprogrammet, om ordet er stavet rigtigt - altså, om softwaren har "set" rigtigt. Hvilket vil sige, at jeg faktisk har siddet og opdraget på et computerprogram!
    Det må være lige præcis dér, det gik galt! Det har hidtil været noget så fornøjeligt at få teksten ind under huden ved at skrive den  af - en intimitet med teksten, som ikke kan sammenlignes med blot at læse den og forstå den med intellekt, og følelser, og læseerfaring, og skriveerfaring, og sanseerfaring, og "jeg har selv været der"-erfaring - en intimitet, jeg nok kunne ane, at jeg ikke ville få ved at lade maskinen gøre en del af arbejdet, men ikke forestille mig ville optræde som et descideret savn. Men nu er det ganske åbenlyst, at jeg overhovedet ikke er nået ind i teksten - jeg har berørt den med mit hovede, skrabet overfladen med gamle pinde, men som jeg sidder hér og læser teksten igen, går det op for mig, at jeg følelsesmæssigt lige nu ikke fatter implikationerne af den Gotha Andersen'ske måde at fremstille virkeligheden på - den groteske virkelighedsforstørrelse og den skæve og fuldstændig absurd forsimplede morale - og på dén vis er jeg menneskeligt såvel som indsatsmæssigt efterladt ubalanceret: mit intellekt  ville kunne nudelsuppe sig igennem den definitive transaktionsanalyse af virkelighedsforskydningningen i et forsimplet parallelunivers med identifiktative fikspunkterter fra en genkendelig, men på mange særstatusområder uønskelig  virkelighed. Så derfor må jeg hellere lade være.
     Jeg kunne selvfølgelig også bare skrive det af. Men det er ret sent nu. Klokken er mange. Jeg er træt. Jeg gider ikke. Ikke nu. Senere. Senere;  når jeg er blevet ung igen.
      Er der i øvrigt i dette land nogen ud over mig, som tager semikolonnets forsvinden ud af vanligt sprogbrug alvorligt!!! Ja, jeg spørger bare!