digtlæsninger    Cirkel

Helge Rode

 

Den Ribbede


Tre Magter var i Mandens Sind,
i Samklang til en Tid.
Så blæste der en fjendlig Vind,
og alt blev bitter Strid.

Først døde Kærlighed, o Gud,
sin sørgelige Død.
I Dagens Kulde, Rusk og Slud
og sank i Glemsels skød.

Men Kødets Vilje var der end.
Den lever højt i Nød.
Omsider døde også den,
kun én var ikke død.

En, som var stærk og sejg og hård
holdt ud endnu og skrød,
men selv Forfængelighed får
tilsidst sit Nådestød.

Nu var ingen mere, der stred,
for alt var Halm og Hø,
og alle tre lå sænkede
i Glemsels dybe Sø.

Da hørtes der en Klagesang
fra den tilfrosne Sø.
Det var den døde Kærlighed.
Den kunne ikke dø.

(1931)


Når jeg ligger med influenza, og hele skroget værker, så jeg hverken har rist eller ro, er der ikke meget som kan ophidse mig, endsige interessere mig, for jeg synker i et selvmedlidenhedens gab, hvor jeg bliver så lille det er mig muligt, indtil alle omkring mig HAR forstået, at jeg er SYG. jeg siger det igen: SYG - og dermed så forskellig fra hvad jeg plejer at være, at ingen skal forvente noget som helst velkendt fra mig. Jeg hader at være syg. Min tidshorisont, som i forvejen er snæver, skrumper yderligere ind, og ingen steder jeg kigger ser jeg andet end midlertidig lindring for det som overgår mig: Et par Panodiler, et glas vand, noget på TV, som IKKE er TV-SHOP. Jeg ynker og jamrer, og nyder end ikke at få lov til at være helt umulig.
      Så sætter jeg mig med 39.5 og en tudsegammel digtantologi - og falder over ovenstående. Hvad skal jeg sige? "Ja, jo, jeg ved godt, der er en dag i morgen, og tingene skal nok blive bedre, hvis jeg arbejder for dem"? "OK, jeg erkender, at jeg er præcis så ubetydelig, som jeg gør mig til"? "Undskyld"?
     Jeg tror, det må vise sig.