Helge Rode
Den Ribbede
Først
døde Kærlighed, o Gud, Men Kødets
Vilje var der end. En, som
var stærk og sejg og hård Nu var
ingen mere, der stred, Da hørtes
der en Klagesang (1931)
|
Når jeg ligger
med influenza, og hele skroget værker, så jeg hverken har
rist eller ro, er der ikke meget som kan ophidse mig, endsige interessere
mig, for jeg synker i et selvmedlidenhedens gab, hvor jeg bliver så
lille det er mig muligt, indtil alle omkring mig HAR forstået,
at jeg er SYG. jeg siger det igen: SYG - og dermed så forskellig
fra hvad jeg plejer at være, at ingen skal forvente noget som
helst velkendt fra mig. Jeg hader at være syg. Min tidshorisont,
som i forvejen er snæver, skrumper yderligere ind, og ingen steder
jeg kigger ser jeg andet end midlertidig lindring for det som overgår
mig: Et par Panodiler, et glas vand, noget på TV, som IKKE er
TV-SHOP. Jeg ynker og jamrer, og nyder end ikke at få lov til
at være helt umulig.
|