digtlæsninger    Cirkel

Kai Friis Møller



Vilanelle

Min Pibe, jeg selv og min Stok -
I glæden saavel som i Vreden
De tre er mig Følgeskab nok.

To er Selskab og tre er en Flok...
Jamen, her er Treenigheden:
Min Pibe, jeg selv og min stok.

Var jeg sygelig vennesæl? Ok,
Jeg af Skade blev klog og Beskeden:
De tre er mig Følgeskab nok.

Af veninder mig skuffede en Skok,
Thi ringe kun agtes i Eden
Min Pibe, jeg selv og min Stok.

Saa tak for Laan af den Lok,
Du sendte mig, Phyllis, forleden -
De tre er mig Følgeskab nok.

Som i Livet vi udgør en Blok,
Skal vi gladeligt sammen gå heden,
Min pibe, jeg selv og min Stok:
De tre er mig Følgeskab nok.

("Indskrifter - udvalgte vers", 1910-1920)

 

Sang


Stilhed og atter Stilhed
I huset som udenom -
Men en øm Drøm vaagner i mit Hjerte
Og Stilheden er ikke tom.

Stilhed og atter Stilhed
I Stuen, hvor Drømmene gror -
Og en grøn Gren udenfor mit Vindu
Og et lille grønt Vers på mit Bord.

("Digte", 1908-1948)

 

---

"Er der ingen historie, er det ren teori" er mit nye barometer for om tingene hænger ordentlig sammen. Men er "historie" både i betydningen "fortid " og "fortælling" egentlig andet end at påstå, at noget har eksisteret ellerkunne have eksisteret, hvis så fremt i fald... et eller andet? Altså, et postulat om eksistens ud fra antagelse af forestillede omstændigheder.
    Det er jo ren teori!
    Så, hvad fanden skal jeg med mit nye barometer? Ud over at det lyder godt... for dét gør det!
    Ja, jeg kan jo starte med at indrømme, at det i sin opbygning er skabt til at nedgøre teori - altså forestillingen om, at noget ville kunne være ikke-teoretisk, og at dette i så fald ville have en betydning - og på dét grundlag hæve forestilligen om det allerede passerede, eller forestillingen om forestillingen at noget kan siges at ligge fast, op til Olympens højder. Og det er da meget godt gjort af en lille sætning med bisætning, er det ikke?
     Men det er ikke det hele: Mit nye barometer er samtidig et postulat om, at "Historie" og "teori" er kompatible modsætninger - som sort og hvid, sol og måne. Og det er de ikke. Overhovedet ikke! Men så længe de hænger sammen rytmisk "rigtigt", har de en sandheds- eller gyldighedsværdi alene ved dét! "Er der ingen historie, er det ren teori"... Det er jo sådan noget, man ville kunne skrige på Christiansborg Slotsplads under en demo af de mere aparte slags. Ja, det er lige før det er noget, socialpædagoger kunne messe!
     Det er som at sige: Visse hunde er nærsynede, ingen hunde kan læse, visse hunde er nærsynede og kan ikke læse. At antyde, at der er en sammenhæng ved at sætte det op på en måde, der smager af logik. Men uanset hvordan det sættes op, kan historie og teori ikke sammenlignes - for principielt sét består de af samme stof.
     De er begge virkelighedssandsynlighedsberegningsmetoder - den ene tager sig af dét, som angiveligt ér hændt, "fortiden", og den anden at dét, som angiveligt kun findes som tanke, som "fremtid". Begge kan siges at være teori, men begge kan med lige så stor ret siges at være historie. Fordi begge er fiktion. Og derved kommer fortællingen ind som fortolkning. Og det lyder alt sammen rigtig spændende, men hvis der ingen modsætninger er, ophører sætningen jo med at have andet end rytmisk værdi...!
     Nej, skal man give sætningen gyldighed, må man læse den "omvendt" og sige: Hvis det fortalte er fortalt ud fra et af to kriterier: Nærværende findes, eller nærværende findes ikke, må fortællingen gerne være meget usandsynlig i forhold til dagligdagens oplevelser. En fortælling, der forholder sig til sin egen eksistens, vil automatisk rumme sin egen logik, sin egen eksistensberettigelse. Og som sådan være en del af den fælles tid - præcis som et menneske, der åbnede munden i personligt øjemed ville gøre det. Men hvis der ikke er nogen fortælling, hvis der ikke er en ramme, som angiver det fortaltes eksistens, er det usandsynligt, at det kan blive en del af den fælles tid - eller ihvertfald usandsynligt svært. Og hvad er så meningen med at overhovedet bruge tid på at læse eller skrive det?
    OK, tale til sig selv. Fint nok. Fint nok. Tale til sig selv kan blive til stor kunst, jo, jo, tale til sig selv, kan blive til noget alle mennesker forstår, hvis bare de vil flytte sig en lille smule. Jo, tale til sig selv er helt i orden, for enhver har noget at sige, og selv om ikke mange forstår tale til sig selv, så vil der da være nogen, og det giver det eksistensberettigelse...
     Ja. Og i enhver krig er der mindst to fronter...
    Altså - vil du sige noget til nogen, må du fortælle en historie. Ellers bliver jeg sur.