Gherasim Luca (f.1913)

Min manglende eksistensberettigelse

håbløsheden har tre par ben
håbløsheden har fire par ben
fire par luftige dynamiske fængslende symmetriske ben
den har fem par ben fem par symmetriske
eller seks par luftige dynamiske ben
syv par dynamiske ben
håbløsheden har syv og otte par dynamiske ben
otte par ben otte par sokker
otte luftige gaffelgrene fastholdt af benene
den har ni symmetriske gaffelgrene til sine ni par ben
ti par ben fastholdt af dens ben
det vil sige elleve par fængslende dynamiske ben
håbløsheden har tolv par ben tolv par ben
den har tretten par ben
håbløsheden har fjorten par luftige dynamiske ben
femten femten par ben
håbløsheden har seksten par ben seksten par ben
håbløsheden har sytten par ben fastholdt af benene
atten par ben og atten par sokker
den har atten par sokker på benenes gaffelgrene
det vil sige nitten par ben
håbløsheden har tyve par ben
håbløsheden har tredive par ben
håbløsheden har ingen par ben
helt absolut ingen par ben
absolut ingen absolut ingen ben
helt absolut ingen ben
absolut tre ben

(fra samlingen Héros-Limite  1953, oversat af Annie Wieth-Knudsen)

Den, der én gang har været efterladt af guiderne inden i Keops-Pyramiden natten over, med fornemmelsen af, eller et simpelt og ALDELES IKKE futilt håb om, at der et eller andet sted lige i nærheden er en anden vej ud end den, man kom ind af, som alle de andre så forrædderisk overgivende er passeret ud af, for at tage på restaurant, elske med den elskede, købe souvenirs, ride på kameler, samle indtryk og sand i medbragte poser, vil kende til autodoblingen af sing-song, der forhindrer én i at gå tilbage dér man kom fra, mens hjertet hamrer og fingrene famler langs de groft tilhuggede sten, og enhver snublen eller yderligere flænsning af fingerspidserne bliver akkompagneret af større eftertryk i den vrøvlevise, man lader følelserne pøse ud af munden, så man ikke bliver Flint-Hamrende SINDSSYG!!

Der er ingen tvivl om for mig, at jeg ville have undværet den sidste linie - men hér kan man tale om tilblivelses-år snarere end personlig preference, personligt mål. MTV kunne næppe heller have fængslet med sin kompakte billedkommunikation for bare 25 år siden (ud over visse kunstneriske forsøg i starten af 70'erne). Og dér har samfundet altså - set med mine øjne - påkaldt sig den digteriske rundgang, tilbage til udgangspunktet, for at give digtet evig vandring ud i fremtiden, mens vi i vore dage nemt kunne have ladet det stå åbent, og ved en således "kaotisk" uafsluttethed have understreget digtets emne med stort sét samme effekt. Men hvad fanden...! Emnets eksistensberettigelse er lige så selvfølgeligt som følelsen af håbløshed, der uanset kultur, overbevisning eller køn ikke er fjernere fra den rolige, velordnede og - organiserede hverdagsvirkelighed, end at alle kan genkende den, når den kommer.

Fandens til gæst. Har end ikke vin med!