digtlæsninger    Cirkel

Halfdan Rasmussen

 

Noget om billigrejser...


Jorden drejer om sin akse
med en masse byer på,
London, Skive, Rom og Fakse,
Novgorod og Åbenrå.
Alle steder bor der mensker,
som er højst forskellige.
En er russer, en er svensker,
og en del er hellige.

Jeg har hus på denne klode,
hus med lokum, høns og hø.
Jeg er glad og vel tilmode
og vil meget nødig dø.
Og når jorden drejer roligt
med mit lille husmandssted,
syns jeg det er helt utroligt,
at jeg osse drejer med.

Jeg kan sidde ved mit vindu
når det løber fuldt af vand,
mens jeg tænker på en hindu
i det fjerne Hindustan.
Mon en sådan udenlandsker
sidder drømmende som jeg,
mens han tænker på en dansker,
som sandsynligvis er mig?

Mon hans kone bruger briller?
Er hun liså køn som min?
Mon han har en søn der spiller
på vemodig violin?
Har hans datter papillotter?
Er hun dejlig og banal?
Eller tømmer hun mon potter
på et hinduhospital?

Se, nu går den satans hane
og gør hønsene besat!
Den skal slagtes en af da'ne,
så det er da noget pjat -
Mon de frække hinduhaner
siger kykliky som vor,
eller har de andre vaner
som kun Muhammed forstår?

Nu er solen atter fremme.
Hanen bruger sin alarm.
Det er rart at være hjemme
ved sin egen vindueskarm.
Jorden drejer om sin akse,
drejer rundt med muld og vand.
Der er langt fra mig til Fakse.
Der er langt til Hindustan.

 

Tosserier, anden samling