tid_til_og

TID TIL OG FRA

Ind imellem så står man dér, det der smukke sted, alene eller i selskab med nogen, og vejret gør dét som vejret nu gør, og man oh'er og ah'er for sig selv, i kor eller kanon, og så slår det med ét ned i én, med en kraft der river vejret ud af munden på én, at det her! ikke sker for ens skyld, at hele dette prægtige sceneri er en uropførelse, der aldrig sker igen, man er kun at sammenligne med den obligate lille dreng ved cirkus med øjet klistret til revnen i teltdugen, næste forestilling kommer aldrig!

og på vingerne af denne frygtindgydende følelse lader man sig sjæleligt løfte op og føre med - højt højt op i luften, hvor vindene regerer, hvor skyerne ikke længere er skyer fordi der ikke ér andet, hvor himlen ikke er blå men snarere sort, hvor det tydeligste der ligger for øje ikke er vejrligenes forskellighed, men snarere at den overordnede ensartethed er en måde at se forandringer på. tid. rokering i universet.

så enkelt det er.

så enkelt det er, når man er der. man kan jo nemt blive hængende som en satellit, geosynkront roterende, og overskue en landmasse eller krop af vand, og se en masse forandringer i det øjeblink det tager at følge med én gang rundt. og man kan slippe sin forankring og bevæge sig frit eller kaotisk, på langs af breddegraderne, skråt på længdegraderne, eller i cirkler om man vil, og selv få syn for sagn for, at universet findes, at det ikke er løgn at det nytter at barbere sig og ikke barbere sig, i præcis de intervaller man har det godt med.

og så whooosh er man tilbage ved den prægtige udsigt, der er gået hen og blevet en smule tam, men fuglene synger højere nu, og maden eller den varme hånd venter, og der er ofte længere til Alexandria end der er lige nu. og så dufter der anderledes; velkendt på en måde. og græsset og åndedrættet og skoene og bladene på træerne og svalers slag i luften - alt lyder som efter det har regnet. men man er ikke våd.

en streg. en streg der er en flod eller en mur eller en bugtende landingsbane mod den altid usynlige del af kloden inden i livet; vente og forvente, spise, sove, vågne, gå tur. elske, håbe, længes. og sprækken i teltdugen har nogen indrammet med kul, men vi går derfra, ikke blot sværtede, men også med smilet brændt ind. fordi vi aner, at alt er et spørgsmål om tid, eller snarere: netop ikke. fordi vi aner, at vi også går til.