elskede elskede
det ér egentlig så underligt
at skulle se kærligheden som ideal
når man altid har været vant til
at falde ind i kærligheden
på et værtshus klokken 02 om morgenen
gi hinanden afknækkede syrengrene i en park to timer senere
kigge på stjerner fra obskure højdedrag i storbyen
svæve hjemad som et airhead
efter første møde
og efterfølgende
lære hinanden at kende gennem os af hormoner og tillærte reflekser
mens man
hænger i timevis over kaffekopper med kolde kaffepøle
eller det der er værre
forsøger at deles om hverdagens timer så godt det nu kan lade sig gøre
piver til vennerne når det ikke går så godt
med netop at
få hende til at forstå nødvendigheden af at forme verden i ord
ham til at indse at piercinger gu'dødme er væsentlige i deres essens
og på én og samme tid kæmpe og kæmpe og kæmpe
for at forme den anden i sit eget billede og sin egen
begrænsede forståelse om
til noget uanstødeligt
der ikke risikerer at skubbe den anden væk
fjerner den andens kærlighed
fjerner den andens person
og en dag kan det alligevel pludselig ikke gå stærkt nok
med at skubbe den anden væk
fjerne den andens person fra de allernærmeste omfavnelser
når med ét det går op for én
at den elskede ikke mere bare accepterer alt man gør
overhovedet ikke har tænkt sig at antage ens meninger
ikke længere tillader at man kritiserer hans eller hendes verdensbillede
og man ikke lige selv
har den fjerneste lyst til at blive en klon
selv
og man beslutter at nu skal det være slut med alt det der
nu skal det være slut
med de forhold som er baseret på umodne egoistiske krav og fordringer
og man beslutter at næste kæreste skal være et modent menneske
et menneske man kan vokse med
én der er mere rigtig
og tættere på dét som man har allermest behov for
og så slipper man det man har så hurtigt det nu kan lade sig gøre
så der kan blive plads til nyt
man har vel teorien i orden!
og så er det man går hen
og forelsker sig igen
og så kører møllen igen
man falder for fristelsen til at skimme gamle notater
men der står ikke rigtig dét mellem linierne
man er sikker på man ville have deponeret til fremtiden
havde man bare kunne udtrykke det klart nok
man læser kun al det savn man også
husker at have følt
og længslen efter at få det godt
og smerten over ikke at blive forstået
og med ét husker man endnu engang
løftet til sig selv
om at elske med større modenhed
og man mærker sin elskede dér ved sin side
endnu
smask
forelsket
og man hilser guderne
og takker for at netop han eller hun er kommet til én
hvor man var exceptionelt parat og klar til at åbne sig
totalt for kærligheden
og for alle idealernes opfyldelse
og så kører møllen igen
og med tiden holder man op med at finde helt
den fornødne genklang for sine ideer og tomme tanker
man holder op med at gå i sauna sammen
fordi én foretrækker den tør og den anden kun vil i den fugtige
og man køber både øl og vin til de sjældnere middage med fælles venner
og forsøger at dele sol og vind lige mellem teater og bio
Polleren og Informeren
sødmælk og letmælk
pest og kolera
død og død
og så kører møllen igen
med tiden hengiver man sig til at arbejde med sig selv
man går alene på kurser i selvudvikling
eller sammen med nære venner
man skriver dagbog
igen
og læser bøger om vigtigheden af de første 3 år i barnets liv
og man taler
man taler
til alle der gider høre
om hvor man selv passer ind
og om
hvor langt
man selv er nået og hvor langt ikke
alt nøje afmålt til dem der skal knyttes lidt tættere
i en diffus tåge af misforstået fortrolighed
og dagene bare går og går bare
og man husker
man husker at man en gang faldt over kærligheden
og kastede sig med hjertet og hele
sindets drømmende fremtid i armene på den nye elskede
hengivet alt der kunne motivere vride og
presse mening ud af øjeblikket og man ved man er blevet klogere
meget klogere
ja man er blevet så klar
at man kan sidde ved vandet
hvor man sad med den elskede for længe længe siden
guud
ér det kun 5 år?!
og stirre roligt på det elskende par tre bænke længere henne
og nu stryger hun ham over hofterne og han hende over ryggen
begge på den der særegne måde
der fortæller at blidheden har taget bo et kort øjeblik
der næppe levner plads til at ånde
og man ved at lige om lidt
lige om lidt falder de begge to ned af bænken og går i stykker
eller han rejser sig
og gir den spontant som svane eller opdagelsesrejsende så hun ler
eller hun kryber helt ind til ham og er den
lille tryghedssøgende
der med fin fin timing i præcis det rette øjeblik
fører en hånd ned mellem hans ben
og så kører møllen igen
man er nødt til at kigge væk for lige
at få alle detaljerne med i bybilledet på den anden side vandet
og finde alle de rette følelser
at retfærdiggøre hele den personlige kortlægning med
alle ydmygelserne
alle tråddene ved siden af
hele persongalleriet af forkerte valg
så man tager det bare stille og roligt
fremover tager man det bare helt roligt
og man finder sin egen hastighed
som man burde have fundet for
mange mange år tilbage
man må sørge for at man bare hele tiden ved
hvor man vil hen
hvad det er for en vej man går på
vejens beskaffenhed vejens omgivelser vejens trusler og farer
så man ikke bliver overrasket af forelskelse fra højre og fra venstre
og i øvrigt
så ér forelskelse i bagerjomfruen kun
at ingen andre er vågne nok kl 04 til at besvare ens tilnærmelser
og flaskedrengens gode røv
kun et produkt af Levis five oh one og givet dækket af teenagebumser
hvor ofte skal man skære det ud i pap for sig selv?
for fanden
møllen kører hele tiden
nej
det er ganske og aldeles helt og tydeligt så helt igennem klart
at man ikke gerne skal være mere sikker end sikker
når man tager røret
besvarer brevet
tager imod invitationen om en gåtur langs søerne i København
der ér jo for fanden så mange udgaver af kærlighedens givelse
at man er nødt til konstant at uddanne sig i at genkende og tage imod
hvis ikke man skal dø for tidligt
eller for sent
inden det rigtigt ér
eller bagefter
åh nej bagefter
med visheden om at det
sgu fandme
var
kærlighed
kk1998
som trykt i sentura, 25.04.2003
copyleft [http://www.menneske.dk/krabat/_copyright] Kenneth Krabat
fra samlingen "elskede elskede", Lindhard & Ringhoff, 2004