om personligt ansvar for krig og terrorisme

Jeg er fjenden
af kenneth krabat

(Information 7 april 2003, side 9)


Og jeg skal leve med det. For jeg har intet andet at byde på end at være bedst mulig ved de andre og anmode dem om at også at være gode ved mig. Der er ikke andet

(underoverskrift)


KRIG Der er ingen tvivl i mit sind: Det er mig, der er fjenden. Jeg forsøger ikke i bedste Freud-stil at bære den kollektive skyld, så et deflateret ego ikke behøver nøjes med cykelpumpen. Jeg mener det virkelig. Det er mig der er fjenden. Det er mig, der har startet den her krig. Mig, de skide terrorister forsøger at få ram på. Det er mig, der lever i den vestlige verden, mig der lever indeni og af den såkaldte demokratiske struktur, der undertrykker den halve verden; mig, der trods udmeldelse af folkekirken, understøtter den mest progressive og i efterlevelse mest selvmodsigende religion i mands minde, mig, der med hvert et åndedrag og hver en dag indenfor den vestlige verdens bolværk hjælper til med at holde muligheden for en verden uden ekstranationale fjendebilleder på afstand. Det er mig, der er fjenden. Det er mig, europa er gjort af, mig, den vestlige verden er gjort af. Jo, det er også mig, der tænker at alle mennesker er én familie. Og mig, der ænker at mennesker skal ære gode ved hinanden, og at ingen kan rationalisere sig ud af ønsket om at blive behandlet godt. Men det er også mig, der ikke gør noget andet end at stemme og hjælpe mine nærmeste og andre tilfældige behov, der kommer forbi. Og mig, der ikke gør noghet reelt for dét, jeg dybest sét tror på - fordi det er for farligt og uoverskueligt og anstrengende at sætte sig op mod de store. Derfor er det mig, der er fjenden. Derfor er det mig, der opretholder hele lortet som lort, Mig, der dræber og torterer og bortfører og sprænger i luften, mig der arketypiserer det hele på film og papir - mig, der er fjenden. Mig, der ikke tør, mig der er rådvild, mig der tillader min forvirring over, hvor der skal sættes ind, mig der ikke gør noget, altid bare ikke gør noget - det er mig, der fjenden. Jeg er den vestlige verden. Jeg er træt af at være den vestlige verden. Men jeg har ikke lyst til at være den østlige ringere kopi heller. Jeg vil bare gerne have god mad at spise, mad der er kælet for i alle led - have brugsgenstande der holder længere end til anden ibrugtagelse - mærke nysgerrighed omkring mig for sammenhængene mellem egen mund, røv og resten af universet - mærke upåtrængende interesse fra fremmede på gaden - mærke, at jeg må sætte mit skæg som jeg vil, uden at skulle tolke kritiske bemærkninger som forsvarsværker fra en ukærlig barndom.

Ved for meget og for lidt
Men det ér mig der er fjenden - for jeg ved for meget og for lidt på samme tid: Idealer om mennesker på for fjernvarme-tempereret et grundlag, 3.000 års filosofi-historie tilladt pixibogs-forkortet for at få det skide 8-tal, indsamlerne til godgørende formål sendt afsted med værdien af fem tomme coca-colaflasker, helbrederen betalt for at fortælle mig alt det, jeg selv ved, skoven besøgt fordi det er for længe siden og tv inden sengetid gloet og gloet for at kede mig ud af min tankefyldte søvnløshed - og begik jeg selvmord af frustration ville jeg blot blive statistik: Det ér mig, der fjenden. Det ér mig. Og jeg skal leve med det. For jeg har intet andet at byde på end at være bedst mulig ved de andre og anmode dem om at også at være gode ved mig. Der er ikke andet. Der er ikke andet, indtil det er trængt ind - til vi alle ved, at vi alle sammen ønsker, at mennesker er gode ved hinanden. Indtil da er det mig, der er fjenden. Jeg er ønsket om at være bedst, hellere end god.

 

denne side: /_debat/jegerfjenden.html
home:krabat.menneske.dk
opdateret 23/6/06