23.06.05 Skal følgende gå over i kulturhistorien som Glaz Serup-sagen? Jeg tror det ikke. Men lad det stå som et eksempel på, at forfattere kan og vil reagere på, hvad de opfatter som generel forringelse af vilkår - som absolut ikke i parantes er svære nok i forvejen, al den stund at Bogen er stærkt på vej til at miste sin særstatus som kulturfornyende instrument.
Fortsætter sagen, vil jeg overveje at kommentere hvert skridt herunder, om ikke andet så for at sætte streg under Morten Hesseldahls selvmodsigelser - samt muligvis også mine egne... - og vedvarende tilsværtning af og respektløshed overfor Martin Glaz-Serup, hvilket må stå som en trussel mod forlagets øvrige indholdsproducenter, og subsidiært forlagets medarbejdere og forlaget som institution.
24.06.05 tilføjet kommentarer af Lars Bukdahl (der fint vikler Hesseldahl ind dennes selvmodsigelser, så jeg foreløbig slipper) og Bo Bjørnvig (der helt har misforstået pointen eller er bestilt af chefredaktøren til at skrive "modpartens" forsvar), samt link til Sentura-anmeldelse af Glaz Serups "Borgmester Gud", og til en dialog om poesi ml. Glaz Serup og forfatteren Peter Nielsen på nypoesi.net
25.06.05 Tilføjet link til Alfabet-interviews med Glaz Serup og Hesseldahl, info-brev til alle forfattere tilknyttet L&R, 3 yngre forfattere der raser, og en politiken-leder, som udnævner historien til sommeragurk (særligt dansk fænomen, som betyder noget i stil med "pæn indpakning uden særligt nærende indhold")
30.06.05 Tilføjet en hoben artikler, kommentarer, og senest en ynkelig TV"duel" mellem Hesseldahl og Lars Bukdahl.
kenneth krabat, Frederiksberg 23.06.-30.06. 2005
Sagaen om
Den Smalle, Ulæselige, Usælgelige Litteratur
(overskrifterne i selvstændigt vindue)
09.06.2005
brevet fra L&R med fritstillelse af Martin Glaz-Serup [.jpg, 84K] [link til brev fjernet efter aftale med MGS]
Information 16. juni 2005
Af journalist Peter Nielsen
Stort forlag skrotter sit vækstlag
Danmarks tredjestørste forlag skærer ned i den smalle og mere eksperimentelle litteratur. Forlaget skyder sig selv i foden, siger en række kilder i branchen
Forlaget Lindhardt & Ringhof , der er Danmarks tredjestørste, har taget et drastisk skridt og smidt en række af de forfattere, de tidligere har satset på, på porten. Argumentet er, at man fremover primært vil fokusere på udgivelser, som der kan tjenes penge på.
En række af de andre store forlag advarer mod strategien og mener, at det er en forkert politik.
Hos Lindhardt & Ringhof fastslår direktør Morten Hesseldahl, at der ligger økonomi bag beslutningen.
"Vi har hele tiden haft det fokus, at vi gerne ville tjene penge, men bare ikke gjort det. Det overordnede synspunkt er dog, at vi gerne vil have en balance i programmet af bøger, vi udgiver", siger han. I et brev til en række af sine forfattere har Lindhardt & Ringhof derfor opsagt samarbejdet. En af de uheldige er forfatteren Martin Glaz Serup. I brevet til ham skriver forlaget:
"Som du måske ved, har vi gennem en årrække måtte kæmpe med et underskud, der til dels skyldes udgivelsen af for mange titler. Disse 'smalle' bøger har vi udgivet, fordi de havde litterær kvalitet, og fordi vi gerne ville opdyrke et vækstlag af unge, eksperimenterende forfattere. Det er der kommet mange gode bøger ud af, blandt andre dine, men det har også været dyrt for forlaget. Nu er vi blevet pålagt at skære programmet ind til benet og primært fokusere på de udgivelser, som vi kan tjene penge på".
Til historien hører endvidere, at Martin Glaz Serup allerede har modtaget et forskud for bogen, og at hans bog var klar til at gå i trykken og planlagt til at udkomme i august.
En række andre danske forlæggere udtrykker bekymring over Lindhardt & Ringhofs politik, fordi de ikke mener, at løsningen ligger i at skære i den mere smalle del af udgivelsesprogrammet. Økonomisk er det en kortsigtet løsning. Desuden er det med til at ødelægge vækstlaget for dansk litteratur. Det mener blandt andre litterær direktør for forlaget Aschehoug, Anette Wad.
"Vi skal alle være med til at gøde vækstlaget i dansk litteratur, for vi skal alle sammen leve af det senere," siger hun.
"Som forlag har man en forpligtelse over for dansk litteratur og den mere smalle litteratur. Lindhardt & Ringhofs beslutning peger på en tendens, hvor det fremover for forfatterne vil blive sværere og sværere at finde forlag, som vil påtage sig at udgive de bøger, som man risikerer at tabe penge på," siger hun.
På Aschehoug har man valgt at drive nogle afdelinger efter rent kommercielle vilkår, mens vækstlaget samles i imprint forlaget (et forlag i forlaget, red.) Athene, hvor der ikke er samme krav til bundlinien.
Mange forlag har gennem de senere år været igennem barske nedskæringer og reduktion af udgivelsesprogram. Men fra flere af de andre kommercielle forlag lyder der advarende toner i forbindelse med det drastiske skridt, som Lindhardt & Ringhof har taget.
Torben Madsen, der er direktør for GB-forlagene (forlagene Rosinante, Forum, Høst & Søn, Fremad og Samleren) siger, at man jo ikke ved, hvad der på længere sigt bliver en succes og kan tjene penge til forlaget.
"Ingen forlægger ved jo på forhånd, hvad man kommer til at tjene penge på, for så ville vedkommende være en af landets bedst betalte mennesker. Det er under alle omstændigheder forlagsmæssigt forkert, når man ved, hvor lang tid, det nogle gange tager at udvikle et forfatterskab." siger han.
GB-forlagene var på et tidspunkt også nødt til at skære drastisk, men man valgte ikke primært at lade det gå ud over den talentfulde danske litteratur. Torben Madsen er derfor uenig i, at man altid pr. automatik skærer det væk, som man ikke tjener penge på.
På forlaget Borgen siger redaktionschef Jens Christiansen, at man som forlægger naturligvis altid er ude på at tjene penge, men tilføjer:
"Ikke for at tjene penge som sådan, men for ad denne vej at kunne udgive flere bøger. Og i det lange løb tjener man kun penge på at have indsigt og kunne vurdere litterær kvalitet. Borgens forlag blev grundlagt på kærlighed til litteraturen, som han siger. Det er en stærk del af identiteten at udgive dansk litteratur, være med til at opbygge forfatterskaber og sørge for at de opnår større udbredelse," siger han.
Politiken 17. juni 2005
Af journalist Carsten Andersen
Kæmpeminus i forlag
Bonnier tabte over 30 mio. kr. sidste år. Koncernen venter plus i 2006, men lige nu strammer man udgivelserne. Forfatter har fået afslag på en bog, som forlaget ellers havde skrevet kontrakt på.
Bonnier Forlagene i Danmark kom ud af 2004 med et underskud før skat på 30 mio. kr. På den rene forlagsdrift har Bonnier i det forløbne år tabt 23 mio. kr., hvilket faktisk var en fremgang i forhold til årene før. Siden 2001 har Bonnier Forlagene i alt tabt 120 mio. kr. på den rene forlagsdrift.
»Det er selvfølgelig utilfredsstillende, at et forlag har underskud, men det går den rigtige vej, og i det kommende år kommer det til at gå endnu mere i den rigtige retning«, siger adm. direktør Morten Hesseldahl.
Han henviser til, at Bonnier-koncernen for nylig solgte L&R Uddannelse til Egmont. Bonnier har de seneste år brugt et årligt, tocifret millionbeløb på at opbygge et helt nyt undervisningsforlag, der var ment som en konkurrent til Egmonts Alinea og Gyldendal Undervisning.
»L&R Uddannelse har været det største dræn hos Bonnier, og i alt har vi investeret mindst 50 mio. kr. i opbygningen. Hvis vi skulle have fortsat, var vi nødt til at investere yderligere 50 mio. kr. Forretningsplanen var simpelt hen ikke godt nok gennemtænkt«, siger Morten Hesseldahl.
Han startede selv som adm. direktør i februar 2002 som den syvende direktør, siden Bonnier gik ind i den danske forlagsbranche i starten af 1990'erne. Siden da har koncernen været igennem en stor omlægning, og forlagsaktiviteterne er netop samlet på en lokalitet i det indre København, efter at de i årevis har været spredt på seks forskellige adresser.
»Jeg er meget fortrøstningsfuld, når jeg ser på det kommende år. I 2005 bliver vi stadig nødt til at tage nogle økonomiske øretæver i forbindelse med salget af L&R Uddannelse, men vi regner med at have overskud i 2006. Som det ser ud i dag, har vi været i stand til at opretholde den samme omsætning med det halve antal medarbejdere«, siger Hesseldahl.
Den dårlige forlagsøkonomi giver sig også udslag i en strammere styring af udgivelserne. Forlagskoncernens flagskib, Lindhardt & Ringhof, har eksempelvis netop meddelt en af sine yngre forfattere, Martin Glaz Serup, at man ikke ønsker at udgive hans tredje bog. Heller ikke selv om der var indgået kontrakt og udbetalt forskud på digtsamlingen, der var planlagt til udgivelse til august.
Forfatter sagt op
Dagbladet Information trykte torsdag det brev, forlaget havde sendt til Martin Glaz Serup. Et brev, hvori man opsagde samarbejdet.
»Vi har da skrevet afslag til andre forfattere, vi ikke vil udgive mere. Der er ikke gået et samlet standardbrev ud, men der er ingen tvivl om, at vi ser mere kritisk på tingene. Problemet er, at Lindhardt & Ringhof har udgivet for mange bøger, der ikke har haft et kommercielt potentiale, hvad der ikke er noget galt i, hvis bare man har råd til det, men Lindhardt & Ringhof havde sidste år et underskud på fire mio. kr., hvilket var det bedste i fem år, og når man så står med en forfatter, hvis to første bøger er solgt i henholdsvis 139 og 140 eksemplarer, så er det måske et sted, hvor man må spørge, om man skal gå videre med bog nummer tre«, siger Morten Hesseldahl.
Information, den 18. juni 2005
af Morten Hesseldahl forlagsdirektør, Lindhardt og Ringhof, 18. juni 2005
Vi vil fortsat udgive smal litteratur
Af Informations ejendommelige historie fra den 16. juni fremgik det, at "Et stort forlag skrotter sit vækstlag".
Lad mig i al stilfærdighed understrege, at historien intet har på sig. Én af vores forfattere har modtaget et brev med besked om, at vi desværre ikke ønsker at fortsætte med at udgive hans bøger.
Den slags er altid beklageligt, men når salgstallene på forfatterens to foregående titler nåede hhv. 139 og 140 eksemplarer, og begge bøger samtidig indkasserede temmelig mådelige anmeldelser, så så vi os desværre ikke i stand til at fortsætte samarbejdet.
Stop for underskud
Det er altid trist, når den slags sker, men det sker altså på hvert eneste forlag kloden rundt, året rundt. Det er imidlertid ikke altid, at historien når forsiden på et dagblad.
Hvad, der er rigtigt i Informations artikel, er, at vi på Lindhardt og Ringhof agter at få en bedre balance i udgivelsesprogrammet, så vi kan slutte den årelange række med underskud, vi har haft.
Det vil bl.a. have den fordel, at vi kan fortsætte med vores store liste af såkaldt smal litteratur.
Lad mig i den forbindelse understrege, at vi med åbne øjne udgiver forfatterskaber, som vi ved, vi ikke kommer til at tjene penge på.
Det gør vi ikke, fordi vi forventer, at de pågældende forfattere en dag skal springe ud som store, folkelige fortællere, men fordi vi ganske enkelt finder udgivelserne vigtige.
Store folkelige fortællere starter typisk ikke som smalle lyrikere, men som - store, folkelige fortællere. Det andet er en romantisk, men forkert myte.
Kollegers kommentarer
At man så kan konstatere, at en række af vores ellers gode kolleger i branchen griber lejligheden til at lufte deres bekymring over for Information, er højst usædvanligt.
F.eks. at læse at direktøren på det Egmont-ejede Aschehoug føler sig kaldet til at understrege, at "som forlag har man en forpligtelse over for den danske litteratur og den mere smalle litteratur," er tæt på det grinagtige.
Enhver med blot et overfladisk kendskab til branchen vil vide hvorfor.
Information, den 21. juni 2005
af Thomas Oldrup, forfatter
Hesseldahls ufine brud
Forlagsdirektør Morten Hesseldahl fra Lindhardt og Ringhof forsvarer sit forlags pludselige fyring af digteren Martin Glaz Serup i Information den 18.-19. juni.
Hele bataljen har fået en hel del opmærksomhed allerede, bl.a. ud fra en tematik om at den smalle litteratur har dårlige kår, fordi det er umådeligt svært for forlagene at tjene penge på disse udgivelser. Hvis man har sine lommeregner-briller på, er det jo ligetil. Det er vist logik for matematiske burhøns.
Men sagen indeholder et andet og mere konkret aspekt, som jeg synes er væsentligt. At smalle udgivelser er en dårlig forretning, er ikke nogen nyhed, men sagen er ligeså interessant som eksempel på det ulige forhold mellem forlag og forfatter.
Forlagets behandling af Martin Glaz Serup er komplet uværdig og himmelråbende arrogant. Hvilket kun understreges yderligere af Hesseldahls perfide kommentarer i sit læserbrev i Information.
Hvorfor skal han gentage, at Serups to digtsamlinger Shylas ansigt og Borgmester Gud har solgt 139 og 140 eksemplarer? Det fik han allerede dagen før lejlighed til at nævne i Politiken.
Hvorfor skal han nu også inddrage, at "begge bøger samtidig indkasserede temmelig mådelige anmeldelser"? Dette har slet ingen relevans.
Forlaget har kendt til både salgstal og anmeldelser i årevis og alligevel valgt at antage Serups tredje digtsamling for næsten et helt år siden. Hvis det var deres holdning til forfatterskabet, skulle de have takket nej med det samme.
Brev-brud
Når forlaget har valgt at udgive de to første bøger, må man formode, at det var, fordi de kunne stå inde for værkernes kvalitet, og at de har fundet udgivelsen vigtig. Denne vurdering og blåstempling kan Hesseldahl da ikke ophæve med tilbagevirkende kraft?
Det er unfair at aflyse en udgivelse, der er skrevet kontrakt på. I særdeleshed med så kort varsel. Bogen var planlagt til at udkomme allerede nu i august. At dette i det hele taget kan lade sig gøre er et eksempel på det ulige forhold, der er mellem forfatter og forlag.
Udover at det fundamentalt set er uretfærdigt at løbe fra en aftale, er det hamrende illoyalt bagefter at føre den slags argumentation i al offentlighed. Det er sådan cirka ligeså nobelt som at omtale eks-kæresters manglende evner i sengen.
At forlaget har valgt at 'slå op' i et brev, og at det ikke er foregået ved et sobert møde, ansigt til ansigt, er også omtrent så utjekket, som den fyr jeg engang hørte om, der havde slået op med sin kæreste på hendes telefonsvarer.
Undskyldning til Serup
Det er i forvejen en usikker tilværelse som forfatter, bl.a. fordi der er skudt flere forskellige led ind mellem en forfatter og hans publikum. Forholdet mellem disse led kræver pleje og gensidig respekt. At dette led risikerer at skride komplet uden varsel, må være en sindssygt foruroligende oplevelse, som alle forfattere - smalle som tykke - må kunne sætte sig ind i.
Jeg synes, at Hesseldahl har misforstået sin rolle. Som direktør for et forlag bør han have en interesse i, at forholdet forfatter og forlag imellem fungerer så godt som muligt.
Jeg synes ikke, at Serup fortjener at blive anklaget for dårlige salgstal og mådelige anmeldelser. Jeg synes i stedet, Serup fortjener en undskyldning.
Information, den 21. juni 2005
af Svend-Allan Sørensen, forlægger og billedkunstner
Borgmester Hesseldahl
Man har de senere dage kunnet følge en debat udspille sig mellem forlaget Lindhardt & Ringhof og forfatteren Martin Glaz Serup. Kort fortalt er Serup blevet 'fyret' af forlaget to måneder før udgivelsen af sin næste digtsamling. Kontrakten var underskrevet, honoraret udbetalt og nu er kontrakten altså, fra forlagets side (!), blevet brudt.
Årsagerne skulle være dårlig økonomi gennem en årrække, temmelige mådelige anmeldelser af Serups to foregående bøger Shylas ansigt og Borgmester Gud, samt et salgstal på henholdsvis 139 og 140 stk. Den 18. juni svarer chefredaktør Morten Hesseldahls på Serups udtalelser. Og sikke den chef kan jokke og trampe på en mand, der allerede ligger ned. For katten, Hesseldahl, du og dine redaktører har kunnet se nedturen komme gennem flere år.
Hvorfor er det, at I antager noget, som I så dumper lige inden udgivelsen? Og hvorfor er det, at du udtaler dig så hyklerisk og stikkeragtigt med et så letkøbt modsvar som det om, at I da gerne vil udgive smal litteratur, som I ikke vil kunne tjene på? Borgmester Hesseldahl - du er på glatis, er du! Tænk i øvrigt først i fyringsbrevet at skrive, at der er kommet gode bøger ud af forfatteren, for så i al offentlighed at kalde reaktionerne temmelige mådelige og hive forfatteren i tuden ved offentliggørelse af de sporadiske salgstal. Jeg troede, du gerne ville dyrke vækstlaget, Hesseldahl?
Jeg tænkte, at det kunne være, at man på forlagets hjemmeside ville tage debatten op der. Men den første bog, man ser øverst på hjemmesiden, har titlen Fat burner - spis dig sund. Omtalen af den lyder (og nu er det altså, at jeg synes, det bliver en kende komisk!) : "Revolutionerende kostplan der kombinerer sikkert og hurtigt vægttab med et varigt resultat".
Nå, det er sådan, det hænger sammen.
Undertegnedes debatforslag til Politiken og Information
Information, den 22. juni 2005
af Morten Hesseldahl, forlagsdirektør, Lindhardt og Ringhof
Smal litteratur på L&R
Tak til Thomas Oldrup og Svend Allan-Sørensen for to relevante indlæg (den 21. juni), hvor de skælder ud over, at vi på Lindhardt og Ringhof dels har opsagt en kontrakt med en forfatter, og dels har diskuteret forfatterens forhold offentligt.
Det sidste først. Jeg synes også, det er aldeles upassende at diskutere en forfatters forhold med andre end forfatteren. Når jeg alligevel har brudt den regel, skyldes det ene og alene, at forfatteren selv er gået til Information med sin del af historien, og jeg fandt det derfor påkrævet at levere den anden del. Den med salgstal og modtagelse.
Med hensyn til opsigelse af en forlagskontrakt, må jeg blot gentage min beklagelse. Ikke at vi meddelte opsigelsen pr. brev (det forekommer mig meget fornuftigt, når vi nu har med formalia at gøre), men at vi fandt det fornødent at gøre det. Det havde naturligvis været bedre, om vi overhovedet ikke havde indgået kontrakten, men på det tidspunkt havde vi ikke dannet os et billede af forløbet af de to første udgivelser. Det kunne vi så nu - alt for sent - og måtte der konkludere, at der formentlig ikke har været noget som helst salg til almindelige bogkøbere, men blot et endog meget beskedent salg til biblioteker.
På den baggrund fandt vi, at vi ikke var det rette forlag for forfatterens tredje bog. Forfatteren kunne derfor beholde sit forskud og fik tilbudt fri disposition over satsen og det omslag, der allerede var udarbejdet.
For at vi på Lindhardt og Ringhof også i fremtiden kan sikre en bred vifte af ikke-kommerciel litteratur, er det nødvendigt, at vi udvælger den med omhu, og overordnet set sammensætter et program, der er alsidigt og økonomisk bæredygtigt. Den pointe gik fløjten i Informations historie, der efterlod det indtryk, at vi nu hverken vil udgive smal litteratur eller tage chancer med et litterært vækstlag. Det er helt forkert, men jeg erkender, at efter Informations effektfulde artikel, kan vi have problemer med at trænge igennem med budskabet. Forsøget skal dog ikke være ugjort.
I øvrigt må det kunne glæde Sørensen, Oldrup og andre, at store dele af det materiale fra den omtalte forfatter, der blev lavet kontrakt på, i mellemtiden er blevet bragt i Forfatterskolens afgangsantologi 2004.
Pressemeddelelse 22.06. 2005
Åbent brev
Til Morten Hesseldahl
Undertegnede forfattere har efter din offentliggørelse af Martin Glaz Serups såkaldte fritstillelse besluttet at forlade L&R.
Nogle af os ligger inde med nye manuskripter, men på trods af gode samarbejder med forlagets redaktører kan vi ikke stå inde for at blive i vores "stald", efter det kontraktbrud Serup har været udsat for.
Ingen af os har lyst til at være tilknyttet et forlag, hvor direktøren hænger en af sine egne forfattere ud i pressen med udtalelser som dem, du har givet om Serups lave salgstal og mådelige anmeldelser. Smal litteratur har under alle omstændigheder sjældent større afsætning end den, Serups bøger har haft.
Ydermere ønsker vi ikke at understøtte et forlag, som bortdømmer vækstlaget i den unge og eksperimenterende litteratur.
Venlig hilsen
Kristiane Hauer
David Læby
Kenneth Krabat
Harald Voetmann
Kristina Stoltz
22.06.2005
Undertegnedes personlige brev til Lindhardt Og Ringhof
Information, 23. juni 2005
af journalist Johnni Michelsen
Forfattere forlader Lindhardt og Ringhof i protest
Fem forfattere forlader forlaget i protest mod, at forlagsdirektør Morten Hesseldahl offentligt har "tilsvinet" forfatteren Martin Glaz Serup
Forlagsdirektør Morten Hesseldahl har ikke blot begået kontraktbrud, men også hængt en af sine egne forfattere ud i pressen og bortdømt den smalle litteratur. Det mener fem danske forfattere, som nu tager konsekvensen og forlader forlaget Lindhardt og Ringhof.
"Ingen af os har lyst til at være tilknyttet et forlag, hvor direktøren hænger en af sine egne forfattere ud i pressen med udtalelser som dem, du har givet om Serups lave salgstal og mådelige anmeldelser. Ydermere ønsker vi ikke at understøtte et forlag, som bortdømmer vækstlaget i den unge og eksperimenterende litteratur," skriver forfatterne Kristiane Hauer, David Læby, Kenneth Krabat, Harald Voetmann og Kristina Stoltz i et åbent brev til forlagsdirektør Morten Hesseldahl.
Forfatternes utilfredshed skyldes blandt andet Morten Hesseldahls udtalelser i Information i weekenden. Her forklarer Hesseldahl som svar på en artikel i Information torsdag, hvorfor Lindhardt og Ringhoff ikke længere ønsker at udgive forfatteren Martin Glaz Serups bøger:
"Når salgstallene på forfatterens to foregående titler nåede henholdsvis 139 og 140 eksemplarer, og begge bøger samtidig indkasserede temmelig mådelige anmeldelser, så vi os desværre ikke i stand til at fortsætte samarbejdet," skrev Hesseldahl i et læserbrev i Information lørdag.
Det er helt uhørt, at en forlagsdirektør fremsætter den slags udtalelser i medierne, mener Harald Voetmann.
"Det er fair nok, at forlaget vil tjene penge, men det er ikke i orden at svine folk til i medierne og kommentere, hvor meget en enkelt forfatter sælger," siger Harald Voetmann.
Den opfattelse deler Kristina Hagen Stoltz.
"Et forlag skal jo støtte sine forfattere, ikke dolke dem i ryggen, men det er netop det, der er sket her. At tale offentligt om dårlige salgstal og "mådelige anmeldelser" er jo at hænge manden ud," siger Kristina Hagen Stoltz.
Hun ønsker heller ikke at blive på et forlag, som hun mener bevidst ønsker at sortere den smalle litteratur fra.
"Jeg vil da ikke som Martin Glaz Serup risikere at være næsten færdig med et manuskript og så få at vide, at forlaget ikke vil udgive det alligevel. Men når man bevidst skræller folk væk, som ikke sælger nok, er det jo netop det, jeg risikerer," siger Kristina Hagen Stoltz.
Også Kenneth Krabat mener, at Morten Hesseldahls brud med Martin Glaz Serup er udtryk for en underkendelse af den smalle litteratur.
"Hele vækstlaget bliver jo savet over som en gren, og jeg ved ikke, hvor forlaget har tænkt sig, at forfatterne skal komme fra, hvis de ikke selv vil være med til at fremdyrke dem. Det er en kortsigtet løsning på lige fod med at pisse i bukserne for at holde varmen," siger Kenneth Krabat.
Står med en tabersag
Morten Hesseldahl fortryder ikke, at han nævnte Martin Glaz Serups salgstal i Information og kaldte hans anmeldelser for "mådelige".
"Jeg synes generelt ikke, man skal diskutere en forfattes forhold med andre end forfatteren selv, men Information skrev en historie, som manglede noget, og jeg følte, at jeg var nødt til at tage til genmæle," siger Morten Hesseldahl.
Lindhardt og Ringhofs brud med Martin Glaz Serup er nemlig langt fra et udtryk for forlagets holdning til smal litteratur i almindelighed, mener han.
"Det her handler jo ikke om, at vi ikke vil udgive smal litteratur eller dyrke et vækstlag. Tværtimod. Et forlag er en virksomhed, som skal hænge sammen, og vi er netop nødt til at sige nej til nogle forfattere for at få en balance i vores økonomi, så vi kan fortsætte med at udgive smal og eksperimenterende litteratur, hvilket er meget centralt for os," siger Morten Hesseldahl.
"Hvis der er almindelig enighed om, at noget er litterært uomgængeligt, så fortsætter vi selvfølgelig med at udgive det. Men når man ser på den konkrete forfatters modtagelse, så var den trods alt mådelig, og derfor var vi nødt til at bytte ham ud med en anden. Men jeg er udmærket klar over, at vi under alle omstændigheder står med en tabersag. Det store, onde, oven i købet svenskejede forlag siger nej til en ung smal lyriker - det er jo en sikker taber."
Berlingske Tidende 23 juni 2005
Af journalist Søren Kassebeer
Masseflugt fra forlag efter forfatter-fyring
Lindhardt og Ringhofs behandling af en ung forfatter får nu fem andre forfattere til at forlade forlaget i protest.
Fem forfattere har med øjeblikkelig virkning besluttet at forlade det store og velanskrevne forlag Lindhardt og Ringhof.
Den dramatiske beslutning fremgår af et åbent brev, som forfatterne Kristiane Hauer, David Læby, Kenneth Krabat, Harald Voetmann og Kristina Stoltz har stilet til Lindhardt og Ringhofs direktør, Morten Hesseldahl.
»På trods af gode samarbejder med forlagets redaktører kan vi ikke stå inde for at blive i vores »stald« efter det kontraktbrud, Serup har været udsat for,« hedder det bl.a. i brevet.
Balladen begyndte, da den unge forfatter Martin Glaz Serup forleden fik at vide, at Lindhardt og Ringhof alligevel ikke ville udgive hans næste bog. Da dagbladet Information skrev en artikel om sagen, kvitterede Morten Hesseldahl med et debatindlæg, hvor der bl.a. stod:
»Den slags er altid beklageligt, men når salgstallene på forfatterens to foregående titler nåede hhv. 139 og 140 eksemplarer, og begge bøger samtidig indkasserede temmelig mådelige anmeldelser, så så vi os desværre ikke i stand til at fortsætte samarbejdet.«
De protesterende forfatteres kommentar til debatindlægget er, at de ikke »har lyst til at være tilknyttet et forlag, hvor direktøren hænger en af sine egne forfattere ud i pressen«. Det fremgår også, at brevskriverne ikke ønsker at »understøtte et forlag, som bortdømmer vækstlaget i den unge og eksperimenterende litteratur.«
Morten Hesseldahl siger i en kommentar til masseflugten, at han er »utroligt ked af«, at forfatterne melder ud, som de gør, og at det bedste, man kan gøre, er at forklare dem, hvordan forlagsdrift fungerer.
»Vi vil stadig udgive smal litteratur. Men vi kan ikke blive ved med at udgive tabsgivende ting,« siger han.
Fortryder du, at du kommenterede Glaz Serups forhold offentligt?
»Det er upassende at diskutere en forfatters forhold i pressen. Men i og med, at Glaz Serup selv gik til Information, syntes jeg, at man for fuldstændighedens skyld skulle fortælle hele historien.
Politiken 23 juni 2005
Af journalist Nina Kragh
Forfatteropgør med forlag
I protest mod Lindhardt og Ringhofs administrerende direktør forlader fem forfattere nu forlaget.
Fem forfattere vælger nu at forlade Lindhardt og Ringhof - i vrede over den behandling deres kollega Martin Glaz Serup har fået i forbindelse med forlagets fritstilling af forfatteren. I et åbent brev til administrerende direktør Morten Hesseldahl skriver forfatterne, at de ikke kan blive deres »stald« efter det kontraktbrud, Serup har været udsat for.
»Ingen af os har lyst til at være tilknyttet et forlag, hvor direktøren hænger en af sine egne forfattere ud pressen med udtalelser som dem, du har givet om Serups lave salgstal og mådelige anmeldelser«, skriver de fem - Kristiane Hauer, David Læby, Kenneth Krabat, Harald Voetmann og Kristina Stoltz - i brevet til Hesseldahl.
Forlagsopgøret kommer, efter at Lindhardt og Ringhof tidligere på måneden har opsagt samarbejdet med Serup, på trods af at forlaget har udbetalt forskud og indgået kontrakt med forfatteren om at udgive hans tredje bog til august. Efterfølgende har Morten Hesseldahl i flere aviser som forsvar for opsigelsen peget på Serups lave salgstal og »temmelig mådelige« anmeldelser.
Bonnier Forlagene offentliggjorde for nylig et årsregnskab med et underskud før skat på 30 millioner kroner. Derfor skal også Lindhardt og Ringhof spare penge, hvilket har fået forlaget til kritisk at gennemgå de forfattere, der sælger få bøger. I brevet til Hesseldahl skriver de fem forfattere desuden: »Ydermere ønsker vi ikke at understøtte et forlag, som bortdømmer vækstlaget i den unge og eksperimenterende litteratur«. Kenneth Krabat uddyber:
»Forlagene skal selvfølgelig sælge bøger. Men hvis det - som det i øjeblikket sker overalt - betyder, at den smalle litteratur bortdømmes, så er der ikke nogen opdyrkning af undergrunden, og det er den, som senere skal levere varen til forlagene. Derfor er det vigtigt, at de yngre forfattere får plads til at eksperimentere og lege. Det kan godt være, at deres første udgivelser kun sælger 200 eksemplarer, men de gør sig nogle erfaringer. Som eksempel lagde Thomas Boberg ud som ung lyriker og sælger i dag meget med sine rejseromaner. Der er en lige linje mellem først at prøve sig selv af og så senere at få succes. Det er de færreste, der bliver bestsellere med deres første bog«. Kristina Stoltz anerkender, at Lindhardt og Ringhof er nødt til at gøre noget for at rette op på økonomien.
»Men man laver ikke en kontrakt med en forfatter og bryder den, to måneder før bogen skal udgives. Så skulle kontrakten ikke være indgået. Jeg opfatter det også som et signal om, at Lindhardt og Ringhof vil gøre op med vækstlaget, og dermed risikerer Morten Hesseldahl at give afkald på nogle af de forfattere, han kan tjene penge på om fem år. Grunden til, at forlagene tager lyrikken og de unge forfattere ind, er, at de på længere sigt håber at tjene penge på dem. Derfor satsede de på os, men nu går fem af os altså«, siger Stoltz.
Forståelseskløft
Morten Hesseldahl beklager de fem forfatteres beslutning. »Det er jeg meget ked af at høre. Jeg tror, at der er en forståelseskløft mellem forlaget og forfatterne. Vi vil meget gerne udgive den smalle litteratur, men for at kunne gøre netop det er det en forudsætning, at der er orden i økonomien«, siger direktøren, der er enig med forfatterne i, at det er upassende at diskutere enkelte forfatteres succes eller fiasko i pressen.
»Men det beklager jeg sådan set ikke, at jeg har gjort, for Martin Glaz Serup indledte det hele med selv at gå til pressen, og derfor mente vi, at det var rimeligt at fortælle den anden side af historien«, siger Hesseldahl, der ikke forventer at kunne overtale forfatterne til at vende tilbage. »Jeg kan sagtens se, at det en smertelig historie, og at vi står med en ond fortælling om økonomi, men jeg vil gerne understrege, at Lindhardt og Ringhof fortsat ønsker at dyrke vækstlaget og den smalle litteratur. Også selv om det er en myte, at bestsellere begynder som dårligt sælgende lyrikere. Langt de fleste bestsellere bliver det med deres første udgivelse «, siger han.
23.06.2005, P2s Kulturnyt
Kristina Stoltz og Morten Hesseldahl i debat
[http://www.dr.dk/p1/knyt/asx_filer/KN_050623.asx]
Weekendavisen 24 juni 2005
Af journalist og forfatter Lars Bukdahl
Bundbølle: Taberforlaget
Lindhardt og Ringhof har smidt den billige fastelavnsmaske og afsløret deres sande, brutalt kommercielle fjæs.
FOR et halvt års tid siden, da jeg anmeldte en dårlig roman dårligt, kom jeg til at kalde Lindhardt og Ringhof for et »taberforlag«, hvilket forlaget tog særdeles ilde op, ja, det var faktisk lige før, de krævede en berigtigelse i avisen; jeg mente egentlig bare, at i forhold til Gyldendal, der, hvis de vil, kan gøre lort til (kommercielt) guld, er L&R et taberforlag. Men nu har direktør Morten Hesseldahl og hans håndlangere på forlaget åbenbart besluttet sig for at tage mig på ordet:
Fredag d. 9. juni modtog den unge digter Martin Glaz Serup et brev fra sin L&R-redaktør, der meddelte ham, at den bog, som der var skrevet kontrakt og udbetalt forskud og læst korrektur på, og som skulle udkomme til august, ikke ville se dagens lys, for »Som du måske ved, har vi gennem en årrække måttet kæmpe med et underskud, der til dels skyldes udgivelsen af for mange titler - og navnlig for mange tabsgivende titler. Disse 'smalle' bøger har vi udgivet, fordi de havde litterær kvalitet, og fordi vi gerne ville opdyrke et vækstlag af unge, eksperimenterende forfattere. Det er der kommet mange gode bøger ud af, blandt andet dine, men det har også været dyrt for forlaget. Nu er vi blevet pålagt at skære programmet ind til benet og primært fokusere på de udgivelser, som vi kan tjene penge på.« Hyggelig besked at modtage fredag morgen, ikke sandt?
Information skrev om sagen om onsdagen og Politiken om torsdagen, hvor direktør Hesseldahl udtalte, at »vi har da skrevet afslag til andre forfattere, vi ikke vil udgive. Der er ikke udgået et standardbrev, men der er ingen tvivl om, at vi ser mere kritisk på tingene (...)«
Som en art spot føjet til skaden bragte Information fredag en annonce for »fire formidable og forunderlige« smalle forfattere fra L&R: David Læby, Harald Voetmann Christiansen, Jens Asbjørn Seehuusen og Lone Munksgaard Nielsen. I samme avis' lørdagsudgave forsøgte direktør Hesseldahl at sætte tingene på plads i et læserbrev, et uddrag: »Af Informations ejendommelige historie fra den 16. juni fremgik det, at 'Et forlag skrotter sit vækstlag'. Lad mig i al stilfærdighed understrege, at historien intet har på sig. Én af vores forfattere har modtaget et brev om at vi desværre ikke ønsker at fortsætte med at udgive hans bøger. Den slags er altid beklageligt, men når salgstallene på forfatterens to foregående bøger nåede hhv. 139 og 140 eksemplarer og begge bøger samtidig indkasserede temmelig mådelige anmeldelser, så så vi os desværre ikke i stand til at fortsætte samarbejdet. Det er altid trist, når den slags sker, men det sker altså på hvert eneste forlag kloden rundt, året rundt. (...) Hvad der er rigtigt i Informations artikel er, at vi på Lindhardt og Ringhof agter at få en bedre balance i udgivelsesprogrammet, så vi kan slutte den årelange række med underskud, vi har haft. Det vil bl.a. have den fordel, at vi kan fortsætte med vores store liste af såkaldt smal litteratur. Lad mig i den forbindelse understrege, at vi med åbne øjne udgiver forfatterskaber, som vi ved, vi ikke kommer til at tjene penge på.«
Det er en opsigtsvækkende nyhed, at forlag kloden rundt, året rundt, stopper bøger, der er antaget og skrevet kontrakt på, for derefter at håne forfatteren offentligt for hans oplagstal og anmeldelser. Det tror jeg simpelthen ikke på, og for denne utrolige, dobbelte svinestreg alene burde samtlige L&R-forfattere løbe skrigende bort på stedet (og samtlige redaktører sige op i skam), for hvem kan så vide sig sikker?
En lige så tungtvejende grund til at vende forlaget ryggen er imidlertid bortvisningen af X antal forfattere alene grundet deres dårlige salgstal (og dårlige anmeldelser?). Jeg ved godt, at det heller ikke er rosenrødt andre steder, og jeg har også hørt grumme historier om, hvordan systemet på for eksempel Gyldendal er blevet strengere og mere labyrintisk, men på én gang at fyre et helt kompagni af forfattere (og det er det, redaktøren i sit brev og Hesseldahl i sit Politiken-interview siger, de er i færd med at gøre), bare fordi de er too small for comfort, det er ganske simpelt uhørt. Sigende nok nævner direktøren ikke én gang ordet kvalitet, for det spiller ingen rolle overhovedet.
Jeg kan forstå, at Hesseldahl i en radioudsendelse har nævnt Thomas Boberg, Jens-Martin Eriksen, Peer Hultberg og Juliane Preisler som smalle forfattere, L&R gerne vil udgive. Disse erfarne talenter kan hermed betragte sig selv som gidsler for forlagets finlitterære image, og hvor rart føles det egentlig?
Faktum er, at Lindhardt og Ringhof ikke længere er at regne som et seriøst, litterært forpligtet forlag i samme klasse som Borgen, Gyldendal, Rosinante, Samleren og Tiderne Skifter. Det så meget godt ud i begyndelsen af 90erne, da Torben Madsen opdagede nye talenter og lokkede gamle til, men efter at Madsen forlod skuden, er det gået støt ned ad bakke; Leif Davidsen er vel den eneste, der tjener reelle penge hjem, og egentlig burde man bare omdøbe og downsize sig til Leif Davidsen-forlaget.
River man vækstlaget (som altså ikke repræsenteres af 40-70-årige som Boberg og co.) op med rode, fjerner man også muligheden for solid og kvalificeret vækst, for ja, direktør H., »store folkelige fortællere starter« rent faktisk »typisk som smalle lyrikere«. Stod det til Det Nye L&R, ville hverken Sten Steensen Blicher eller Kirsten Thorup have fået en chance.
Fra nu af bliver det heldigvis meget nemmere at vende det døve øre til, næste gang Morten Hesseldahl stiller sig frem som mini-Johannes Riis og prædiker selvfedt løs om kanon og dannelse og sager. Han har jo ikke noget på, som en smal forfatter skrev engang.
Weekendavisen 24 juni 2005
Af journalist Bo Bjørnvig
Blæk-Glaz'et: Vækst-D laget
Har en forfatter, der ikke sælger og får dårlige anmeldelser, altid ret til at udkomme? Åbenbart, for ellers trues...
Martin Glaz Serup er ramt af uheld. Ikke blot har forlaget Lindhardt og Ringhof ophævet en kontrakt på at udgive hans tredje digtsamling til august, Glaz Serup har heller ikke fået gode anmeldelser for de første to digtsamlinger:
Det vil sige, mest positiv er vores egen Lars Bukdahl, men heller ikke her var Glaz Serup heldig - anmeldelsen af den første digtsamling Shylas ansigt kom slet ikke på, men endte i avisens »brokkasse«. Anmeldelsen af den næste digtsamling, Borgmester Gud, kom på, men om det var heldigt er en anden sag: »Glaz Serup har så frygtelig travlt med at agere æstetisk og politisk korrekt, at han rent glemmer den livsnødvendige funky spilfærdighed... Fuck de pinlige prætentioner, digterspire, og bliv en voksen showmeister!« Indimellem er Bukdahl dog glad for noget her og der, og det må kaldes positivt - set i forhold til resten:
Tue Andersen Nexø (Information) er dog forsigtig i sin bedømmelse: »Tidligere har Serup udgivet to ujævne, men energiske samlinger, her er han blevet meget afdæmpet.« Her - det vil sige i en forfatterskole-antologi, hvor Glaz Serup optræder. Med en del af stoffet til den nye digtsamling, i øvrigt. Hvilket han vist burde have spurgt sit (nu forhenværende) forlag om lov til. Mikkel Bruun Zangenberg (Politiken) ser denne antologi som et fremskridt: »Glaz Serup i umiskendelig fart frem mod en mere moden stil end i sine tidligere ting.«
Hvilket også var nødvendigt, for modtagelsen af de første bøger var ikke god. Erik Skyum-Nielsen anmeldte først den første digtsamling, da den anden digtsamling udkom, og Glaz Serup dermed ikke rigtig var til at komme udenom. Hvilket irriterede Skyum: »Det var vanskeligt at blive rigtig begejstret for Martin Glaz Serups debut Shylas ansigt, som udkom i fjor, så vanskeligt, faktisk, at den aldrig blev anmeldt i nærværende (ganske vist undertiden lettere åndsfraværende!) blad. Det kan der heldigvis rådes bod på nu, hvor han udsender opus 2, der tilmed i alt væsentligt ligner forgængeren.« Hvad der rådes bod på er udsagn som disse: »Det kunne have været interessant, hvis Martin Glaz Serup i det mindste havde demonstreret sans for præcision og prægnans. Men netop dér faldt hans bog igennem og dumpede alt for villigt ned blandt alt muligt andet ligegyldigt lal... Råder Martin Glaz Serup over virkeligt poetisk talent, mangler han stadig at vise os det.«
Men Glaz Serup er ikke kun en uheldig mand, hvis ting ryger i forlags og avisers brokkasser. Om det så skyldes åndsfraværelse eller ej, har han været så heldig at få en anmeldelse på to gange i Politiken: »Mandag (25.8.) bragte vi en anmeldelse af Martin Glaz Serups bog: 'Shylas ansigt'. Den bog udkom allerede sidste år og blev da også anmeldt dengang. Den bog, vi skulle have anmeldt i går, var af samme forfatter, men hedder altså: 'Borgmester Gud'. Anmeldelsen af 'Borgmester Gud' kan læses i kultursektionen i dag. Vi beklager roderiet.«
Eller måske var Glaz Serup igen uheldig, for Niels Lyngsøe (Politiken) er direkte uvenlig: »Af og til bumler han ind i en udmærket detalje ('månen/ der også er brun/ som slips'), men for det meste består digtene af lal og ligegyldigheder. Ambitionsniveauet er virkelig forbløffende lavt.« Man må give Lyngsøe ret: Hvis 'månen er et brunt slips' skulle være en »udmærket detalje«, så ser det ikke godt ud, indrømmet.
Nå, men næste dag var Lyngsøe der igen, denne gang med den anmeldelse, der ikke blev bragt dagen før: »...der (er) fuld fart på det lyriske løbebånd: digteren tumler hovedkulds deruda', men kommer ikke rigtig ud af stedet. Heller ikke i forhold til sidste års debut; den nye bog er mere af samme skuffende skuffe... 'Borgmester Gud' er en tam og ligegyldig affære. Jeg vil råde Glaz Serup til at sætte farten ned og anstrenge sig noget mere. Ellers bliver det hurtigt for anstrengende for læseren.«
Heller ikke i provinsen er de glade: under overskriften »Noget meget indviklet vrøvl«, skriver Morten Tjalve i Flensborg Avis: »Martin Glaz Serup fortsætter i sin digtsamling 'Borgmester Gud' stilen, der blev lagt med debuten 'Shylas ansigt' sidste år. Det vil sige med masser af henvisninger til kendte og mindre kendte personer og værker. Det hele krydres med lidt engelsk, spansk, tysk og svensk og bliver på alle måder alt for indspist og lukket til nogensinde at være interessant at læse.«
Direktøren for Lindhardt og Ringhof, Morten Hesseldahl, har, efter at Glaz Serup har gjort sagen til et offentligt anliggende i Information, erklæret, at et forlag med underskud igennem en årrække ikke har råd til at udsende digtsamlinger, der som Glaz Serups sælger 139 og 140 eksemplarer. (Forskellen på de to tal må skyldes, at en biblioteksfilial er lukket eller en læser af egen fri vilje er gået ind i en boghandel og har købt et eksemplar, for tallene afspejler bibliotekernes indkøb. Men det betyder trods alt ikke, at kun 139-140 eksemplarer kommer ud i verden, for et lige så stort antal udsendes som frieksemplarer og anmeldereksemplarer.)
At fem digterkolleger så blev rasende over, at »salgstallet« er kommet frem, er fuldt ud forståeligt, for nogle kunne jo tænke: Hvorfor anmelder alle aviser bøger, som ingen køber?
OG her er det så, at Martin Glaz Serup for en gangs skyld ikke er uheldig: hans navn, som faktisk i forvejen er omtalt forbløffende meget i aviserne i forhold til salgstallet, er gennem uheldet med den ophævede forlagskontrakt kommet på alles læber. I den kulturelle andedam i hvert fald. Og sympatien er stor.
De andre forlag er nemlig bekymrede, ifølge Peter Nielsen i Information. Direktøren for forlaget Aschehoug, Anette Wad, siger: »Vi skal alle være med til at gøde vækstlaget i dansk litteratur, for vi skal alle sammen leve af det senere. Som forlag har man en forpligtelse over for dansk litteratur og den mere smalle litteratur. Lindhardt og Ringhofs beslutning peger på en tendens, hvor det fremover for forfatterne vil blive sværere og sværere at finde forlag, som vil påtage sig at udgive de bøger, som man risikerer at tabe penge på.«
Torben Madsen, direktør for GB-forlagene (forlagene Rosinante, Forum, Høst & Søn, Fremad og Samleren), er enig: »Ingen forlægger ved jo på forhånd, hvad man kommer til at tjene penge på, for så ville vedkommende være et af landets bedst betalte mennesker. Det er under alle omstændigheder forlagsmæssigt forkert, når man ved, hvor lang tid, det nogle gange tager at udvikle et forfatterskab.« Forlaget Borgens redaktionschef Jens Christiansen istemmer: »Borgens forlag blev grundlagt på kærlighed til litteraturen. Det er en stærk del af identiteten at udgive dansk litteratur, være med til at opbygge forfatterskaber og sørge for at de opnår større udbredelse,« siger han.
Havde de sagt andet, ville ørerne være faldet af. Hvad forlagene så gør, er noget andet. Men nu har de i det mindste forpligtet sig.
24.06.05 Information, læserkommentar
af Svend-Allan Sørensen, billedkunstner og forlægger
Borgmester Hesseldahl II
Kære Morten Hesseldahl. Det Thomas Oldrups og undertegnedes indlæg den 21. juni i korte træk handlede om, var din optræden i denne avis.
At du ikke går ind i en dialog på en saglig facon, men blot opfører dig helt og aldeles respektløst overfor én af dine tidligere tilknyttede forfattere.
Og at du så i dit svar bliver ved og trækker forfatteren endnu mere i håret, det forstår jeg simpelthen ikke. Det er usselt, er det. Det er tom magtanvendelse, Borgmester Hesseldahl.
Bevis for katten, at du kan føre en saglig dialog uden at svine folk til!
25.06.05 P2s Alfabet [uge 25] nogle minutter inde.
Interview i studiet med Martin Glaz Serup. Derefter
via telefon med Morten Hesseldahl.
25.06.2005
brev fra L&R stilet til forlagets forfattere [.jpg, 84K]
Information 25. juni 2005
Af Lars Frost, Claus Handberg Christensen og Janus Kodal, forfattere
Det er sjofelt at trække en bog tilbage, efter kontrakten er underskrevet. Har man lagt fissen frem, så skal der bolles. Det burde få juridiske konsekvenser
Det var en af den slags historier, man fortalte hinanden i miljøet i de sommerdage, der var blevet os til del. Nogen sagde, det var dumt af Martin Glaz Serup at offentliggøre Lindhardt og Ringhofs brev. Andre, med hang til brændere, sagde, at Morten Hesseldahls modtræk var et slag så dybt under bæltestedet, at det måtte have ramt en kineser. Under alle omstændigheder var det en situation, der trak grænserne op.
Det er allerede en del år siden, som tiden dog går, at der i Sverige blev startet et forlag ved navn Piratforlaget. Guilliou var primus motor - bunsenbrænder - i projektet, som havde en idealistisk(?) grundidé, der gik ud på, at skaffe forfatterne bedre vilkår, økonomisk og rettighedsmæssigt. Forretningsideen var, at hente best seller-forfattere til Piratforlaget fra andre forlag og give dem mindst 50 procent af overskuddet fra salget af bogen.
(I Danmark får en forfatter typisk 15 pct. af salgsprisen før moms, en tredjedel udbetales i forskud - en garantisum, som ikke betales tilbage, hvis salget viser sig at være mindre end den tredjedel af oplaget, forfatteren er blevet betalt for. Sælger bogen mere end den tredjedel, betales forfatteren pr. solgt bog - puha, omstændelige sager, men sådan er det.) Piratforlaget fik ros for arbejdet for forfatternes rettigheder og pengepung, og der var tilsyneladende ingen, der fik ondt i røven af at se på, at Piratforlaget hev bestseller-forfattere til sig fra andre forlag og undlod at spilde penge på at opdyrke et vækstlag - det vil sige, finde og udgive unge, debuterende forfattere.
Herhjemme så vi det samme ske hos forlaget Peoples Press - man ignorerede den litterære fødekæde, og forsøgte i stedet at promovere de mest ligegyldige udgivelser af allerede udgivne forfattere, forfattere de 'lånte' fra andre forlag og markedsførte som ugebladet 'Det store Samtidsværk'. Desperat forsøgte man at oparbejde et renommé som et seriøst alternativ til de bestående forlagsgiganter, Gyldendal og Bonniers (L&R). Der er bare én markant forskel, nemlig: Arbejdet med vækstlaget! Ansvarsfralæggelse
Og nu giver så altså Bonniers danske datter op. Taget med bukserne nede i midsommersolen under majstangen. Det er sjofelt at trække en bog tilbage, efter kontrakten er underskrevet. Har man lagt fissen frem, så skal der bolles. Det burde få juridiske konsekvenser.
Nu fralægger L&R sig ethvert kulturbærende (det kaldte man det faktisk for nogle år siden) ansvar. Gudskelov (ikke på nogen gudsfrygtig måde, men alligevel) for de små (i ånden større) forlag, hvis ulønnede arbejde, for ganske få (og stadig færre) støttekroner producerer den litteratur: Oversættelser, nyudgivelser, tidsskrifter, der bringer fornyelsen og hæver tanken op over vanen. For et par måneder siden optrådte L&R's direktør Morten Hesseldahl på Syddansk Universitet i forbindelse med et seminar om den kreative fødekæde. En diskussion blomstrede op efter Mortens oplæg, i hvilket Morten på forlagenes vegne frasagde sig ansvaret for det svigtende økonomiske grundlag for den litteratur, han fremturede med at benævne 'smal'. "Den er usælgelig, og det er ikke min skyld," sådan cirka kunne man sammenfatte Mortens svale indspark. Vi var nogle, der mente, at en ændring i den vanemæssige opdeling af litteraturen i henholdsvis 'smal' og 'læselig' og en ændret marketingsstrategi, kunne hjælpe med til, at den 'smalle' litteratur 'blev læst.
Mortens svar var, at læserne ganske enkelt ikke ville have den smalle litteratur. De valgte den fra. Og, hviskede Morten, det er et forlags raison d'etre at give læseren bøger, de vil læse.
Men, blev der repliceret, hvorfor ikke i stedet koncentrere sig om at markedsføre litterær kvalitet og tillade sig den skønne holdning, at ville give læserne det bedste helt subjektivt og velment. Der skred Morten til med den serie af forfærdende argumenter, vi allerede har hørt så mange gange fra regeringen og regeringens støtteparti i utallige andre sammenhænge; den serie, der vender et ærligt ønske om at give læserne/folket det bedste, til en udemokratisk og elitær tvangsforanstaltning - kulturradikalisme, og den slags skældsord har man brugt. Absurd, ja, da det jo netop er den idé - at ville give læserne, ikke det bedste, men det de har brug for og kan forstå - som er æklende udemokratisk, arrogant og forfærdende i sin facistiske konsekvens. Og jo, vi har set den slags tanker udlevet i en fascistisk konsekvens.
Hvad er konsekvensen af en sådan arrogant holdning til læseren/folket? En feudal struktur, hvor en lille semi-intellektuel, forrået klan påtvinger en kulturelt uuddannet, hadsk og fornøjelsessyg nation deres indskrænkede meninger om, hvad der er godt og skidt. Hvad er der sket med den sunde oplysningstanke? Det er ikke elitært at ville sine medmennesker det bedste. Og der er intet smagsdommerisk eller bedrevidende i at bruge sine evner maksimalt og gøre sig umage for at henlede sine medmenneskers opmærksomhed på sine opdagelser. Det er tværtimod vejen til fremskridt og (elendige modeord) innovation. Det var paradoksalt nok Erhardt Jakobsen, der fra sin plads i Folketinget råbte det kulturradikale manifest: "Tal til kongen i enhver, og ikke til pjalten i os alle!" Vi råber i flok. Men er vi mange nok?
Politiken 25. juni 2005
Leder i 3. sektion
En sur agurk
Forlaget Lindhardt og Ringhof er blevet leverandør af sommeragurk: En af de historier, som i sommervarmen får lov at vokse sig store i avisernes spalter. Fem af forlagets yngre forfattere har opsagt samarbejdet med forlaget i protest mod ... at forlaget har opsagt samarbejdet med mindst én af deres kolleger, digteren Martin Glaz Serup. Sidstnævnte havde ellers både fået kontrakt og forskud på sin nye digtsamling, som var programsat til efteråret. Men forlaget valgte at springe fra det hele, fordi man, med opsigelsens ordlyd, er blevet pålagt »at skære programmet ind til benet og primært fokusere på de udgivelser, som vi kan tjene penge på«. I efterfølgende avisartikler har forlagets direktør, Morten Hesseldahl, forklaret, at såvel Serups salgstal som hans anmeldelser var for dårlige. Og til dagbladet Information udtaler direktøren, at »vi har hele tiden haft det fokus, at vi gerne ville tjene penge, men bare ikke gjort det«.
Man skulle være et skarn, hvis man pegede fingre ad forlaget. Ønsket om at tjene penge, men bare ikke gøre det, vil overordentligt mange mennesker kunne nikke genkendende til. Ak, det er noget nær et menneskeligt grundvilkår, og det tjener forlagsdirektøren til ære, at han så åbent bekender sine lyster og kvaler. Så her skal ikke peges fingre, her skal tænkes efter. Måske ville direktørens sætning vinde ved en omformulering: »Fordi vi hele tiden har haft det fokus, at vi gerne ville tjene penge, har vi bare ikke gjort det«.
Det mærkelige ved mange kulturvirksomheder - og for den sags skyld virksomheder i det hele taget - er jo, at overdrevent og ensidigt fokus på overskud ofte har det med at give underskud. Og hvis vi antager, at dette også gælder for Lindhardt og Ringhof, så ligger forlagets økonomiske problem måske snarere i det fikserede kommercielle fokus end i honorarerne til 'smalle' forfattere. I hvert fald er det næppe forskudshonoraret til Glaz Serup, som har belastet Lindhardt og Ringhof livstruende. Men for en medievirksomhed, som et forlag, kan det derimod godt blive livstruende, eller ganske forringende for livskvaliteten, at optræde alt for meget som skurk og agurk.
Politiken 26 juni 2005
Af Morten Hesseldahl, direktør, bonnier forlagene
Politikens nyttige idioti om den frie bogpris
I en verden af forandring og nye indsigter er der noget trygt ved, at Politikens syn på det danske bogmarked (lederen 19.6.) er fuldstændig ubevægeligt. Her ønsker man helt på linje med branchens dominerende aktør at opretholde et system, der tilsidesætter fri prisdannelse på bøger og samtidig sikrer, at forlagenes udgivelser i egne bogklubber ikke udsættes for priskonkurrence fra boghandlerne.
Dominerende aktører er ofte karakteriseret ved en utilbøjelighed til nytænkning og udvikling. Således også i bogbranchen. Dominerende aktører har jo netop opnået deres position i kraft af de eksisterende rammebetingelser og ser derfor med største bekymring på enhver form for forandring.
Forandring i bogbranchen er der til gengæld andre interessenter, der gerne ser. F.eks. Forbrugerrådet og Konkurrencestyrelsen, der begge kan se det urimelige i, at forbrugerne ikke får den gevinst, en fri prisdannelse giver. Og nu har også boghandlerne meldt klart og umisforståeligt ud. I en pressemeddelelse i den forgangne uge lød det: »Boghandlerforeningen mener, at tiden er kommet til at gå det sidste stykke vej og liberalisere bogmarkedet helt, så det er butikken, der selv bestemmer sine udsalgspriser«.
Det samme mener vi på de danske Bonnier Forlag, og det samme mener adskillige andre udgivere herhjemme. Faktisk udkommer 60 procent af alle nyudgivelser herhjemme med fri pris, men altså fortsat ikke de mest efterspurgte titler. I Politikensleder fremgår det noget mystificerende, at den forlagsgruppe, jeg repræsenterer, »ikke er underlagt markedsvilkår«, idet vi bare år efter år sender vores underskud til Stockholm.
Lad mig oplyse lederskribenten om, at det, at man har et underskud, ikke er ensbetydende med, at man tilsidesætter markedsvilkårene. Tværtom, kunne man næsten argumentere. Hverken vi eller vores ejere glæder os over at sætte penge til, hvilket også er grunden til, at Bonnier Forlagene i Danmark de seneste år har gennemgået en dramatisk forandring, der blandt andet har medført, at vi opretholder den samme omsætning, men er blevet det halve antal medarbejdere, og at vi i løbet af kort tid er flyttet fra seks adresser til bare én.
Hvorvidt en så omfattende og slidsom omstillingsproces illustrerer Politikens synspunkt om, at vi ikke er underlagt markedsvilkår, må være op til læserne at bedømme.
Politiken kan i det hele taget fortsætte med at være lige så meget nyttig idiot, som man vil, og sammen med andre stærke kræfter vil man formentlig have held til i en vis tid endnu at besnakke politikere og meningsdannere til det absurde synspunkt, at bogen og forbrugerne er bedst tjent med et aftalesæt, der tilsidesætter en fri prisdannelse på bøger. Dermed lægges der en alvorlig sten i vejen for udviklingen af en hel branche. Netop i disse år med skærpet konkurrence fra alle andre medier har bogbranchen ellers behov for dynamik frem for protektionisme, og ikke, som Politiken gør - konsekvent sammenblander prispolitik med kulturpolitik.
Politiken 27 juni 2005, debat
Af Martin Glaz Serup, forfatter
Vil vi overhovedet have en avantgardekultur?
»Masserne har altid været mere eller mindre ligeglade med en kultur, der er under udvikling. Men i dag afvises en sådan kultur også af dem, som den egentlig tilhører - den herskende klasse. For det er hos de sidstnævnte, at avantgarden hører til. Ingen kultur kan udvikle sig uden et socialt grundlag, uden en indtægtskilde«. Sådan skriver Clement Greenberg i sit berømte essay 'Avantgarde og kitsch' fra 1939. Retorikken kan muligvis forekomme lidt bedaget i dag; med »den herskende klasse« forstår Greenberg »de velhavende og de dannede«, og det er dem, han mener, der vender »avantgarden« - den seriøse, nyskabende og ambitiøse kunst - ryggen; så meget snart vil alt, der er tilbage i det kulturelle landskab, være kitsch.
Så slemt er det alligevel ikke gået, ikke i Danmark. Hvis man tager litteraturen som eksempel, har de såkaldt smalle bøger, af den slags, Greenberg ville kategorisere som 'avantgarde', overlevet i en kompliceret og skrøbelig alliance imellem forlag, biblioteker, boghandlere og statsmæcenat. Forlagene, i hvert fald de største af dem, har udgivet den slags bøger, på trods af at de meget ofte er tabsgivende eller i heldigste fald når break-even, ud fra en betragtning om litterær kvalitet, og fordi man har villet opdyrke vækstlaget. Det er en kostbar og langsigtet affære, og som forlægger kan man ikke være sikker på, at den kontante belønning i form af et bredt folkeligt gennembrud nogensinde kommer. Når det alligevel har kunnet lade sig gøre, skyldes det, at særlig bibliotekerne har indkøbt relativt meget af den litteratur, der blev vurderet til at være af høj kvalitet, og fordi mange boghandlere tog bøgerne hjem, selv om det ikke har været videre rentabelt for dem, men for at have et velassorteret udbud. Sådan er det ikke længere. Markedet for de 'smalle' bøger er på alle måder presset. Jeg talte for nylig med en forlægger, der fortalte mig, at det ikke er usædvanligt, at boghandlerne samlet set ikke bestiller mere end 40-50 bøger hjem, hvis det drejer sig om lyrik. Med 40-50 eksemplarer spredt ud over hele landet, skal man virkelig gøre sig umage for at støde på den slags bøger i butikkerne. Eller man skal vide, hvor man skal gå hen. Bibliotekerne er ligeledes presset - med de elektroniske udlånssystemer kan man hurtigt få overblik over, hvilke bøger der er run på, og på hvilke efterspørgslen er mindre. Det ser ud til, at bibliotekerne i disse år i højere grad køber ind efter et udbud-efterspørgsel-parameter og altså mere eller mindre arbejder på almindelige markedsvilkår (i konkurrence med boghandlerne?). Hvis det er rigtigt, ser bibliotekerne altså i stigende grad deres opgave som købmandens, der skal sørge for, at hylderne bugner af det, kunderne vil have - og masser af det - og ser i mindre grad deres rolle i samfundet som for eksempel en kulturbærende institution, der først og fremmest skal indkøbe efter den diffuse betegnelse 'kvalitet', diversitet og først derefter efter efterspørgsel. Ved siden af det kom der for nogle år siden en lov, der ligestillede alle medier, men uden at der blev tilført bibliotekerne flere midler. Det betyder reelt, at der er færre penge til bogindkøb. Det er ikke ualmindeligt, at en digtsamling har et samlet salg til bibliotekerne på omkring 40 eksemplarer. Sommetider det halve. Hvor mange af de bøger er mon stadig til at få fat på om 20 år; det kunne man også tale om, hvis man ønsker at diskutere bibliotekernes forpligtelser i forhold til den danske kulturarv. For nylig meddelte Danmarks tredjestørste forlag, Lindhardt og Ringhof, at det er blevet for dyrt for forlaget at udgive de 'smalle' og eksperimenterende bøger, og at de nu vil skære programmet ind til benet og primært fokusere på de udgivelser, de kan tjene penge på. Det efterlader reelt Danmark med kun to veletablerede forlagshuse, der stadig vil påtage sig at udgive den eksperimenterende litteratur, der aldrig vil komme i nærheden af at være en økonomisk succesforretning. En stor del af udviklingen af og arbejdet med sproget og litteraturen overlades således til de ikkekommercielle undergrundsforlag som Arena, Adressens Forlag og Basilisk, der alle er afhængige af gratis arbejdskraft, er drevet fra kælderlokaler og private lejligheder, og som oftest udgiver oversat litteratur, fordi den er lettere at få den fondsstøtte til, som er absolut nødvendig, for at en udgivelse kan realiseres. Og boghandlerne køber endda endnu færre titler ind fra disse småforlag. Man aner nok en ond spiral.
Clement Greenberg skriver, at 'avantgarde'-litteraturen altid vil have et begrænset publikum i første omgang, men at »den sande kunst« er nødvendig, hvis ikke det hele skal forvandles til kitsch, som han definerer som: »populær, kommerciel kunst og litteratur med deres flerfarvetryk, ugebladsforsider, illustrationer, annoncer, triviallitteratur, tegneserier, popsange, stepdans, hollywoodfilm osv. osv.«. Man kan selvfølgelig mene alt muligt om Greenbergs strenge skelnen mellem kitsch og kunst, teksten er skrevet i en anden tid. I de 66 år, der er gået, siden essayet først blev publiceret, har vi blandt andet haft popkunsten, som Greenberg delvis og ubevidst leverer en udmærket beskrivelse af ovenfor. Han skriver også om den måde, kitsch opfører sig på generelt, at den er afhængig af en »fuldt udviklet finkultur«, den kan hægte sig på og udsuge, udvande og genbruge i en ufarlig og let underholdende cocktail. Det er derfor, skriver han, at ingen så meget som løfter et øjenbryn konfronteret med den kunst eller de formelle eksperimenter, der satte generationen før på den anden ende. Den proces går nok hurtigere i dag end i 30'erne; tænk for eksempel på Lars von Triers brug af håndholdt kamera og abrupt klipning i 'Riget'. De teknikker er i dag for længst gledet ind i mainstreamkulturen.
Man kan spekulere over, om der overhovedet vil være en »fuldt udviklet kultur«, en skriftkultur, der er tidssvarende og af høj kunstnerisk kvalitet, i Danmark om en generation eller bare om 10 år, hvis udviklingen får lov til at fortsætte som nu. Man kan også spørge til, hvorfor man som nation skal ønske at støtte den fortsatte videreudvikling af en national kultur, eller om man overhovedet gør det, og i positivt fald, hvilken type kultur man bør støtte? Dansk Folkepartis kulturordfører, Louise Frevert, mener i hvert fald ikke, at det er statens opgave at støtte en kritisk kunst - igen er Lars von Trier eksemplet.
Hvad mæ' kulturen? kunne man spørge, som Poul Henningsen gjorde det i sin lille bog af samme navn i 1933. PH ser en aktiv kulturpolitik som nødvendig for at kunne modstå et totalitært regimeskift, hvis for eksempel de økonomiske omstændigheder lægger op til et sådant. Han raser over, at ingen af de politiske partier har en seriøs, ambitiøs kulturpolitik. Han skriver blandt andet: »Saa meget kan vi vel altsaa sige, at mens de parlamentariske partier hidtil har staaet uden kulturprogram til skade for, hvad de kæmper for, arbejder baade Sovjet, Hitler og Mussolini paa kulturfronten - udfra modsatte forudsætninger ganske vist, men alle med den praktiske politiske forstaaelse, at man kan ikke lade nogen side af samfundslivet ligge«.
Det står næppe så grelt til i Danmark i dag, men måske er det på tide igen at tage en principiel debat om, hvad vi skal med 'avantgarden', om vi overhovedet vil have den, og i positivt fald, hvordan vi sikrer dens overlevelse.
Information 28 juni 2005
af Nikolai Thyssen, journalist
En knap så grå eminence
Forlagsdirektør Morten Hesseldahl må efter en uges polemik sande, at det kan være dyrt at være fattig. Forlæggeren Merete Ries betegner Hesseldahls optræden som uelegant, men tilføjer: Man kan jo ikke bare skrive forfatter på visitkortet og forvente at blive forsørget i al evighed
Det er selvfølgelig bemærkelsesværdigt, når forfatteren til smalle udgivelser som Erotik og eventyr: om sex i tegneserier og ophavsmanden til afhandlingen Evolution og erkendelse - Neodarwinismens konsekvenser for erkendelsesteori, anklages for at være på korstog mod den smalle litteratur. Men Morten Hesseldahl, filosof af uddannelse, tidligere tegneserieforfatter og nuværende direktør for forlagsgruppen Bonnier, er et mangesidet talent. Og et af talenterne demonstrerede han igen i den forgangne uge: At rage uklar med den branche, han selv er en del af.
"Det er ikke så kønt, og det er ikke så ærligt," siger forlæggeren Merete Ries om sidste uges udmeldinger fra Hessedahl. Ries har en lang forlagskarriere bag sig - og er nu tilbage, hvor det hele begyndte: med eget forlag i privaten. "Det er jo spin, meget af det her. Det drejer sig om at positionere sig selv og sit forlag - vi leger jo ikke sandhed og konsekvens i forlagsbranchen."
Han vidste godt at han havde en dårlig sag, Morten Hesseldahl. Han vidste det allerede, da han beskrev martyriet i torsdagens Information: "Jeg er udmærket klar over, at vi under alle omstændigheder står med en tabersag. Det store, onde, oven i købet svenskejede forlag siger nej til en ung smal lyriker - det er jo en sikker taber."
Men omvendt er digteren Martin Glaz Serup - det var ham hvis kontrakt blev revet midt over i fuld offentlighed i forrige uge - en temmelig dårlig martyr. Hans to forrige digtsamlinger fik en hård medfart af en næsten samlet kritikerstand. Hesseldahl hængte salgstallene til tørre og forklarede opsigelsen af Serups kontrakt:
"Den slags er altid beklageligt, men når salgstallene på forfatterens to foregående titler nåede hhv. 139 og 140 eksemplarer, og begge bøger samtidig indkasserede temmelig mådelige anmeldelser, så så vi os desværre ikke i stand til at fortsætte samarbejdet."
Den udtalelse fik harmen frem i (smal)-litterære kredse. I sin blog (zonet.blogspot. com) skriver digteren Martin Larsen eksempelvis: "Ingen respekt til Hessedahl." Larsen afviser at Bonniers størrelse er forklaringen på skurkerollen: "Hesseldahl har en tabersag, fordi han lyver og hykler, og længere er den ikke."
En 'RJJ' kommenterer og anklager Hesseldahl for at benytte sig af en 'parasitær logik':
"Det går kort sagt ud på at spille mindretal... Det er så meningen at vi skal elske Hesseldahl, fordi han bare følger 'markedets sande ånd' som den 'smukke, men sandfærdige taber', han er." Forsørgelse på visitkortet
Men er det private forlags opgave at agere som en underafdeling af Kulturministeriet - føre kulturpolitik og finansiere underskudsgivende bøger? Det mener Merete Ries ikke. Hun betegner det som 'uetisk' at hænge en forfatter ud i en avisartikel, og hun mener, at det er 'lidt for bekvemt sådan at have salgstallene liggende i en skuffe og så trække dem frem som argument, når det lige passer.' Men omvendt:
"Nød bryder jo alle regler - og det er jo derfor man udformer en kontrakt og betaler et forskud, så det er aftalt på forhånd. Man kan jo sagtens forstå, at en forfatter bliver skuffet, men juridisk er der ikke noget at komme efter."
"Der er ikke noget særlig idealistisk i at udgive debutanter - det er en kommerciel overvejelse. Jeg tror, det er bedst at forlagene drives på markedsvilkår - og så er det kulturpolitikkens opgave at kompensere for markedskræfterne," siger Merete Ries.
I weekendens Information slog tre forfattere et slag for den smalle litteratur og for Glaz Serup. En kontrakt skal overholdes, mente de med en øm metafor: "Har man lagt fissen frem, så skal der bolles."
Men helt så simpelt er det ikke, siger Merete Ries. "En forfatter er en fri næringsdrivende - og det medfører en vis risiko, ligesom det gør for andre. Det er jo et levebrød. Det der med at man bare skriver 'forfatter' på visitkortet, og så forventer at man har ret til at blive forsørget resten af livet... det går altså ikke."
Under dække
Men i Weekendavisen gjorde en litteraturanmelder sig til karnevalsanalytiker: Lars Bukdahl mente fredag, at forlaget Lindhardt og Ringhof havde smidt masken og afsløret sit 'sande, brutalt kommercielle fjæs.' Som udlægning af en litterær tekst, ville Bukdahl nok mene, at det var en kende banalt: At masken faldt og afslørede det sande væsen gemt omme bagved. Men som udlægning af, hvordan man kan bruge andre folks penge på det han selv har betegnet som 'pinlige prætentioner' - altså Glaz Serups forrige digtsamling, mente han tilsyneladende at analysen var flot.
Men korrekt var den nu ikke. Hesseldahl har - siden han i slutningen af 2001 blev opgraderet til chef for Bonnier Forlag i Danmark - udgivet danske bøger med underskud på 121 millioner af svenske Bonniers kroner. Ifølge branchemagasinet Bogmarkedet har bundlinjen i Hesseldahls tid været knaldrød: Resultatet af den primære drift i 2004 var et underskud på 23 mio. kroner, 27 mio. i 2003, 34 mio. i 2002 og 37 mio. i 2001.
Hesseldahl har lagt sig ud med resten af bogbranchen: I 2001 hævdede han at oversættere var bogbranchens mest privilegerede (sådan ser de det ikke selv), i 2002 - få måneder efter sin tiltrædelse - blev hele ledelsen skiftet ud, i 2003 brød han musketereden i forlagsbranchen og satte som den første danske forlagskoncern alle bogpriserne fri (og anklagede ved samme lejlighed Gyldendal for at bedrive 'vulgærkonkurrence i bogklubberne'), i 2004 røg cheferne for Bonnier-forlagene Akademisk og Carlsen og fem medarbejdere på Lindhardt og Ringhof. I en artikel i Bogmarkedet gjorde han det klart: "Den tid er forbi, hvor det flyder med Bonnier-kroner."
Det er to år siden. Igen og igen har han sagt det til dem, der gad at lytte: Forretningen skal give overskud.
Ligesom en anden af forlagsbranchens grå eminencer - Gyldendals litterære direktør Johannes Riis - er Hesseldahl erklæret liberal. Men han er måske knap så grå (læs diskret) som Riis. Han har meldt skarpt ud om, hvordan de andre aktører i bogbran-chen tér sig. Om individualiseringen af samfundet, om den tabte sammenhængskraft, om uddannelse, arbejdsløse akademikere og kanon. Da kulturminister Brian Mikkelsen udgav en antologi om konservatismen - En konservativ årstid - var Hesseldahl blandt bidragyderne.
Langmodighed slut?
I forlagsbranchen mener flere, at det er bemærkelsesværdigt så mange timer, der må være i Hesseldahls døgn. Man undrer sig over, at Hessedahl siger ja til at være formand for Dansk Filminstitut, når der nu burde være mere end rigeligt at tage sig til hos Bonnier.
Det er blevet sagt om Hessedahl, at han er en egenrådig direktør. Forlægger Erik C. Lindgren, der i sin tid ansatte Hesseldahl på Høst og Søn for at gøre ham til sin egen afløser, betegner ham som en mand med et 'godt selvværd':
"Da jeg tilbød ham stillingen som redaktionschef på Høst og Søn takkede han nej. Han var redaktør på Gyldendal, og jeg blev noget overrasket. Hesseldahl svarede, at han ville være forlagschef, hvortil jeg måtte svare, at den stilling ikke fandtes. Men det endte alligevel med, at han fik den. Det, synes jeg, er en god egenskab hos ham: Han var også dengang en, man lagde mærke til."
Da Hesseldahl blev udnævnt som direktør som blot 36-årig, forklarede Bonnier- Forlagenes daværende chef, at man havde fundet en mand, der kunne placere Bonnier tungt i det litterære landskab. 'Ikke blot en forretningsmand'. Og den tidligere redaktør og tegneserieforfatter var begejstret ved udsigten til at arbejde for den svenske koncernen:
"Man har tydeligvis meget frie hænder. Der hersker stor veneration for bøger i Bonnier-koncernen, og bogfolkene i toppen i Stockholm har en meget præcis indsigt i, hvad det vil sige at udgive bøger. Og jeg fornemmer en stor langmodighed fra dem."
Men han tilføjede, at det store underskud skulle vendes - "hvis det ikke sker ret hurtigt, vil jeg da også selv vurdere, at opgaven ikke er lykkedes."
Det er måske den langmodighed, der nu er brugt op. Det er ikke lykkedes at realisere ambitionen om at gøre Lindhardt og Ringhof til et væsentligt forlag i samme klasse som Gyldendal. Det store flagskib på Lindhardt og Ringhof er efterhånden blot Leif Davidsen. Også den borgerlige kulturdebat foregår på Gyldendal - af væsentlige borgerlige debattører kan Hesseldahl blot prale med at udgive én: historikeren Bent Jensen.
Det ser ud som om Gyldendal løber med både det økonomiske overskud og det gode navn. Det litterære etablissement har i mellemtiden glemt hvordan de skældte ud på Gyldendal og koncernens adm. direktør, Stig Andersen, da han kom til at fremstå en kende for kommerciel. Den gang han mindede om, at der var syv grunde til overskud i Gyldendal: Harry Potter 1, 2, 3, 4 og Ringenes Herre 1, 2 og 3. Eller dengang Rosinante og de andre datterforlag blev samlet under én hat i moderkoncernen A/S. Men lige nu er Hesseldahl og Lindhardt og Ringhof det værste. Og Gyldendal det bedste. Danskejet. Finlitterært. Overskudsgivende.
information 29.06.05, Leder
Et stort forlag , Lindhardt og Ringhof, er i økonomisk krise. Efter et stort underskud gennem nogle år er forlaget nu nødt til at skære programmet ind til benet og primært fokusere på de udgivelser, som de kan tjene penge på. Mindst én forfatter, Martin Glaz Serup, som der var tegnet kontrakt med, er blevet smidt på porten, kort før hans næste bog skulle udkomme.
Personligt format viser man som bekendt bedst i krisetider. Og forlagsdirektør Morten Hesseldahl har ikke just håndteret den aktuelle krise særlig elegant. Hesseldahls taktik har fra begyndelsen været at hænge en af sine egne forfattere ud i pressen og samtidig appellere til folks forståelse for markedets kommercielle vilkår og det logiske i hans skridt. Faktisk har han håndteret sagen så dårligt, at fem andre af forlagets forfattere i protest mod Hesseldahl har valgt at forlade forlaget. Hvad der måske er mindre synligt, er, at Hesseldahl med sin solo og bombastiske udmeldinger sætter egne redaktører i en kattepine, hvor de er nødt til at være loyale over for en chef, der samtidig undsiger og underminerer hele deres arbejde. For man har jo på forlaget troet på Glaz Serups kvalitet og potentiale.
Det værste er dog, at Hesseldahl hænger en af sine egne forfattere ud til offentlig beskuelse. Påstår at forfatteren gik til pressen med sin historie, mens sandheden er, at Information opsøgte forfatteren på baggrund af et rygte. Hesseldahl dæmoniserer forfatteren og spiller på, at han er en dårlig martyr, fordi hans bøger fik mådelige anmeldelser og ikke sælger i stort antal. Dermed bruger han den fra den politiske verden efterhånden velkendte teknik med at gentage et udsagn så tilstrækkelig mange gange, at det efterhånden bliver sandt. Det er, uden sammenligning i øvrigt, det samme Dansk Folkeparti gør, når de dæmoniserer de fremmede, de andre. Og når man har fået det gentaget tilstrækkelig mange gange, begynder folk ubevidst at tænke, at der nok er noget om det.
Hele miseren kunne have været undgået, hvis Hesseldahl havde beklaget fyringen og henvist til, at det var hårde tider for forlagsbranchen. Punktum. I stedet ser han sig ikke for god til at rakke sin egen forfatter ned.
Sagen har helt fra begyndelsen ikke kun været personlig, men også haft mere principiel karakter.
Forlæggeren Merete Ries betegner i den sammenhæng i gårsdagens avis Hesseldahls optræden som uelegant, men er på bølgelængde med Hesseldahl, når hun tilføjer, at det ikke er private forlags opgave som en underafdeling af Kulturministeriet at føre kulturpolitik og forsørge de forfattere, der ikke kan tjene penge.
Selvfølgelig ikke! Men det er alligevel en helt forkert problematik at lægge på sagen. For forfatterne opsøger ikke et forlag for at blive forsørget. De fleste forfattere ved godt, at de ikke selv kommer til at kunne leve af at skrive de bøger, som de alligevel ikke kan lade være med at skrive. Forfatterne opsøger et forlag, som står for noget, de kan identificere sig med. Og de opsøger en redaktør, der kan være en kritisk medspiller i deres udvikling som forfattere. Og hvis redaktørerne kan se kvalitet og kommercielt potentiale, på kortere eller længere sigt, forpligter man sig på forfatteren.
Et forlag er et kommercielt foretagende, så hvis et forlag samlet set ikke giver overskud, svigter man også først og fremmest forfatterne. Men som enhver seriøs virksomhed skal man have forståelse for det produkt, man sælger. Og den vigtigste know-how i forlagsbranchen er originalitet og litterær kvalitet inden for alle de genrer, man udgiver. Og produktudvikling vil i den branche også sige respekt for vækstlaget og forståelse for et alsidigt udgivelsesprogram. Der er i de senere år skudt en række forlag op, som opererer ekstremt kortsigtet og her og nu vil have overskud på de enkelte udgivelser. Her spiller omsorg for vækstlag og talentudvikling ingen rolle.
Et lille land som Danmark har brug for, at der ved siden af de rent kommercielle forlag er en række forlag med sans for den mere langsigtede satsning. Hvis der ikke havde været et forlag til i mere end 10 år at satse på Kirsten Thorup eller Ib Michael, ville ingen af disse være slået igennem. Og helt aktuelt kan man nævne Morten Ramsland. Indtil for et par måneder siden var han en af disse 'håbløse', smalle forfattere. Hans første bog fik elendige anmeldelser, men nu brager han igennem med sin anden bog og sælges i stort omfang til udlandet. Fordi forlaget gav ham en chance.
Som sagt er det sandt, at forlag skal drives på kommercielle vilkår. Og det er også rigtigt, at kulturpolitikken ikke skal erstatte, men kompensere for markedskræfterne. Men lige nu kompenserer kulturpolitikken jo ikke for markedskræfterne. Bibliotekerne køber for få bøger til at understøtte det litterære vækstlag. Og bøger er på grund af momsen for dyre. Resultatet er, at de mere smalle udgivelser kommer for langt væk fra folks rækkevidde. Bogen har ikke længere status. Og derfor får litteraturen heller ikke i tilstrækkeligt omfang lov til frugtbart at påvirke vores bevidsthed om samfund og sprog.
29.06.05 DR2, Deadline .
Fra foromtalen: Forlagene har ondt i økonomien i disse år. Der bliver udgivet for mange smalle forfattere, der dræner pengekasserne, lyder et af argumenterne. Hos Lindhardt og Ringhof tog man konsekvensen og smed den unge Martin Glaz Serup på porten - det til trods for, at der allerede var skrevet kontrakt på hans næste bog. Så brød den nyere danske bogkrig ud - uanstændig behandling tordnede anmelder Lars Bukdahl i Weekendavisen. Tilpasning til markedet, mente forlagsdirektør Morten Hesseldahl - imens andre unge forfatterspirer, selv sagde op i solidaritet med Glaz Serup. Mød Lars Bukdahl i duel med Morten Hesseldahl i aftenens Deadline.
Sentura-anmeldelse af Martin Glaz-Serups "borgmester Gud"
Martin Glaz-Serup i samtale med Peter Nielsen under overskriften "Hvis det skal handle om poesi, skal det handle om noget andet først"
Fyens Stiftstidende 11.09. 2002
Interview med Martin Glaz Serup
Debutant: Originalen og kopien (uddrag)
...Det er vigtigt at se sit navn på tryk. At andre end ens mor synes, at det, man laver, er godt. De seneste år er forfattervejen den eneste, jeg har villet gå, også selv om de økonomiske udsigter er fuldstændig vanvittige, siger han.
Hans debutsamling trykkes i maksimalt 400 eksemplarer, hvad der er helt normalt for lyrik. Den bliver formentlig ikke udsolgt, og Serup kan se frem til et honorar i nærheden af de 4000 kroner før skat for arbejdet.
- Man kan jo godt føle, at udgivelsen nærmest er en velgørenhedstjeneste fra forlaget. Danmark er et lille sprogområde, og det er både svært og tager tid at blive udgivet.
...
Man skal gå mere fordomsfrit til digtene, mener Martin Glaz Serup, som egentlig ikke orker at diskutere de elendige vilkår, danske forfattere arbejder under.
- Man bliver nødt til at støtte litteraturen, hvis man vil have et dansk-sproget kulturliv. Forfattere er jo en slags entreprenører, som bare lever betydeligt dårligere end alle de, de føder: Forlagsfolk, biblioteksansatte, skolelærere, journalister osv.
- Og hvis det fortsætter som nu - med de nedskæringer, som regeringen har gennemført og yderligere bebudet de kommende år - får det alvorlige konsekvenser.
- De små prisvindende kvalitets-udgivelser vil fortsætte, men de 40 til 60 procent, der er mellemvaren, dvs. de forfattere som typisk skriver prosa, romaner, men som ikke er slået igennem efter en tre-fire bøger, dem har man ikke længere råd til at udgive.
- Men hvis man kun får to bøger til at løbe en forfatterkarriere igang, hvordan bliver man så bestseller-forfatter?
|
