Kontraktbrud?
Ja, hvad er dén af?! Skulle projektet ikke køre frem til nytår
2000?
Et kontraktbrud
kan ikke undskyldes. Og det skal det heller ikke. Jeg brød kontrakten
helt bevidst. Det var mit ønske at huske på, hvad det daglige
digt har givet mig. Således at jeg ikke bare kunne påføre
Dagens Digt på mit CV og glemme alt om processen. Kontraktbrudet
skulle til for at jeg kunne tro på, at jeg ville huske der
var tale om en kontrakt.
Ikke dermed
sagt, at jeg ikke havde brug for ferie - dét havde jeg også
i dén grad! Ikke at skulle skrive det ##¶@&%€//?!!...(
elskede) digt hver dag - at kunne gå ud at drikke mig fuld eller ikke
slæbe den bærbare med overalt, bare en gang imellem.
Men dagligt digt betyder jo "hver dag" - og jeg havde behov for
at fuldføre kontrakten: For at undersøge hvad et dagligt år
ville bringe i form af tekst og såvel tekstlig som almen menneskelig
erfaring.
Tekstmassen
må tale for sig selv - den vil jeg ikke kommentere. Men lad mig forsøge
at anskueliggøre, hvad det har betydet for mig:
Jeg har aldrig
tidligere indgået så bevidst en kontrakt med mig selv. De andre
værker, jeg er forfatter til, er blevet til som enkelttekster over
en periode, hvorefter jeg har brugt en årrække på at finde
den røde tråd, så de kunne samles til en bog.
En sådan arbejdsproces opfattede jeg længe
både som arbejdsperioder (i flertal) og som arbejdsperiode
(ental) - og da min indsigt i de pågældende projekters
krav og konsekvenser for social samkvem, deltagelse i andre projektet, uddannelse,
kæresteforhold o.a. gerne flukturerede som en uregelmæssig hjerterytme,
var det i særdeleshed dræbende og usikkerhedsskabende for mig
at opleve processen som perioder (i flertal). Hele tiden at føle:
NU NU NU er den færdig - for så at opdage, at det er den bare
ikke, og at der er langt mere at gøre, tekster der skal skrives eller
bearbejdes yderligere, værkets form der skal justeres, erfaringer
der SKAL gøres andetsteds. For ellers bliver det ikke færdigt!!!
Det Daglige
År havde en naturlig deadline. Jeg skulle producere én tekst
hver dag, som jeg kunne stå inde for. Og når dén var
skrevet, havde jeg fri. At det så ofte var sent om natten, er så
en anden sag - men det kom også meget hurtigt til at betyde, at jeg
(som ofte...hrm!) kunne fokusere på det som var afsluttet eller skulle
til at begynde, snarere end på processer som endnu var i gang i dagen
eller i livet. Det blev en proces, der handlede om at afslutte og påbegynde
- og derved fik jeg øje på noget, jeg godt nok havde vidst,
men ikke før været opmærksom på: At hver dag ER
forskellig fra den foregående. At den kommende dag ville være
forskellig fra dagen før og dagen før igen. Og derved begyndte
jeg langsomt at kunne tilgive mig selv for alle de ting i livet, der hindrede
mig i at udfolde mig. Det er en banal opdagelse, men som alle andre banaliteter
blev også denne kun tilgængelig ved at gennemleve den: At livet
er NU. At alting - alle drømme, alle erindringer, alle længsler,
al smerte - er NU. Ikke i går og passeret, glemt, fortrængt,
ikke i morgen, overladt til tilfældet, opnåeligt, uopnåeligt,
men... NU. Heri ligger tilgivelsen.
For mig betyder dét, at jeg i langt langt højere grad end
før er blevet bevidst om det at skrive som en proces der både
er perioder (flertal) og periode (ental). Arbejdsindsatsen i døgnet,
hvor jeg skriver eller tænker eller researcher, og ønsket
om at færdiggøre en vision, der er sin helt egen deadline.
Jeg havde nok ønsket mig nemmere tilgang til teksten, og fornemmelse
af regelmæssighed, og stabilitet, og sammenhæng. Men jeg kunne
ikke have forudset, at kontrakten jeg indgik blev en livskontrakt.
En forfatter
arbejder hver dag - med at tænke eller skrive eller researche - mod
at blive færdig med et enkelt værk. Et menneske lever hver dag
- ved at elske, spise, arbejde, skide, rejse, føde og opfostre børn
- mod at afslutte alt, der står i vejen for lykken og velbefindet.
Denne modenhed - eller blot dette ønske - afhænger af
hengivelsen til øjeblikket, troen på øjeblikket, oplevelse
af øjeblikkets nødvendighed.
Det er alt, der er. Eller snarere - i dét rummes
alt.
Kenneth Krabat,
6. marts 2001
tilbage til
toppen