Kontraktbrud? Ja, hvad er dén af?! Skulle projektet ikke køre frem til nytår 2000?

Et kontraktbrud kan ikke undskyldes. Og det skal det heller ikke. Jeg brød kontrakten helt bevidst. Det var mit ønske at huske på, hvad det daglige digt har givet mig. Således at jeg ikke bare kunne påføre Dagens Digt på mit CV og glemme alt om processen. Kontraktbrudet skulle til for at jeg kunne tro på, at jeg ville huske der var tale om en kontrakt.

Ikke dermed sagt, at jeg ikke havde brug for ferie - dét havde jeg også i dén grad! Ikke at skulle skrive det ##¶@&%€//?!!...( elskede) digt hver dag - at kunne gå ud at drikke mig fuld eller ikke slæbe den bærbare med overalt, bare en gang imellem. Men dagligt digt betyder jo "hver dag" - og jeg havde behov for at fuldføre kontrakten: For at undersøge hvad et dagligt år ville bringe i form af tekst og såvel tekstlig som almen menneskelig erfaring.

Tekstmassen må tale for sig selv - den vil jeg ikke kommentere. Men lad mig forsøge at anskueliggøre, hvad det har betydet for mig:

Jeg har aldrig tidligere indgået så bevidst en kontrakt med mig selv. De andre værker, jeg er forfatter til, er blevet til som enkelttekster over en periode, hvorefter jeg har brugt en årrække på at finde den røde tråd, så de kunne samles til en bog.
    En sådan arbejdsproces opfattede jeg længe både som arbejdsperioder (i flertal) og som arbejdsperiode (ental) - og da min indsigt i de pågældende projekters krav og konsekvenser for social samkvem, deltagelse i andre projektet, uddannelse, kæresteforhold o.a. gerne flukturerede som en uregelmæssig hjerterytme, var det i særdeleshed dræbende og usikkerhedsskabende for mig at opleve processen som perioder (i flertal). Hele tiden at føle: NU NU NU er den færdig - for så at opdage, at det er den bare ikke, og at der er langt mere at gøre, tekster der skal skrives eller bearbejdes yderligere, værkets form der skal justeres, erfaringer der SKAL gøres andetsteds. For ellers bliver det ikke færdigt!!!

Det Daglige År havde en naturlig deadline. Jeg skulle producere én tekst hver dag, som jeg kunne stå inde for. Og når dén var skrevet, havde jeg fri. At det så ofte var sent om natten, er så en anden sag - men det kom også meget hurtigt til at betyde, at jeg (som ofte...hrm!) kunne fokusere på det som var afsluttet eller skulle til at begynde, snarere end på processer som endnu var i gang i dagen eller i livet. Det blev en proces, der handlede om at afslutte og påbegynde - og derved fik jeg øje på noget, jeg godt nok havde vidst, men ikke før været opmærksom på: At hver dag ER forskellig fra den foregående. At den kommende dag ville være forskellig fra dagen før og dagen før igen. Og derved begyndte jeg langsomt at kunne tilgive mig selv for alle de ting i livet, der hindrede mig i at udfolde mig. Det er en banal opdagelse, men som alle andre banaliteter blev også denne kun tilgængelig ved at gennemleve den: At livet er NU. At alting - alle drømme, alle erindringer, alle længsler, al smerte - er NU. Ikke i går og passeret, glemt, fortrængt, ikke i morgen, overladt til tilfældet, opnåeligt, uopnåeligt, men... NU. Heri ligger tilgivelsen.

For mig betyder dét, at jeg i langt langt højere grad end før er blevet bevidst om det at skrive som en proces der både er perioder (flertal) og periode (ental). Arbejdsindsatsen i døgnet, hvor jeg skriver eller tænker eller researcher, og ønsket om at færdiggøre en vision, der er sin helt egen deadline. Jeg havde nok ønsket mig nemmere tilgang til teksten, og fornemmelse af regelmæssighed, og stabilitet, og sammenhæng. Men jeg kunne ikke have forudset, at kontrakten jeg indgik blev en livskontrakt.

En forfatter arbejder hver dag - med at tænke eller skrive eller researche - mod at blive færdig med et enkelt værk. Et menneske lever hver dag - ved at elske, spise, arbejde, skide, rejse, føde og opfostre børn - mod at afslutte alt, der står i vejen for lykken og velbefindet. Denne modenhed - eller blot dette ønske - afhænger af hengivelsen til øjeblikket, troen på øjeblikket, oplevelse af øjeblikkets nødvendighed.
    Det er alt, der er. Eller snarere - i dét rummes alt.

 

Kenneth Krabat, 6. marts 2001

 

tilbage til toppen