14.10.
2000
Følelsen
af at være en offentlig person, at folk bedømmer mig dagligt
på min opførsel (= mit daglige digt) - let's face it: jeg
fungerer ikke godt i spotlight. Jeg glæder mig til afslutningen
på kontrakten - så jeg kan forsvinde ind i anonymiteten
igen, og kun træde frem, når det passer mig - skrive
når det passer mig og ikke for at tilfredsstille andre
personaer end mig selv.
Persona:
jeg ved, at spotlighten er en del af min selvopfattelse, at den kun
findes i mit hoved - og jeg ved, at en af årsagerne er flinkeskolen,
jeg stadig går i - at det kun handler om mine egne forventninger til
mig selv. Jeg har nu sværere ved at leve med presset fra at jeg ikke
evner at skrive et digt hver dag, som honorerer kontraktens ordlyd - "et
digt om dagen, og er det ikke godt, slækker jeg blot på mine
krav". Jeg er ikke i stand til at slække så meget på mine
krav, at jeg kan have det helt godt med hvad jeg på visse dage, måske
mange dage, har været i stand til at producere.
Tænk,
at enten være så dygtig som Robert Frost, kontraktens inspirator,
eller lige så (tilsyneladende) ubekymret som han, når han lover
sig selv ikke at kræve mere af sig selv, end han er i stand til at
honorere.
Kontraktens
ordlyd er en bevidst stillingtagen til livet generelt, jeg finder både
fornuftig og sund - men jeg begynder også at fornemme, at den er udtalt
af et menneske, som "kan det" - altså, det er ikke en holdning, Robert
Frost mener er rigtigt, men derimod en konklusion omkring en måde
at leve på, en livsholdning, som han ved er rigtigt. Tanke,
meninger, følelser, ønsker (mig) vs. erfaringer (Robert Frosts
udgave af samme). Det gør ondt at tænke denne tanke - det gør
ondt at tænke, at jeg tilsyneladende har lang vej igen, før
jeg kan leve, som jeg føler det er rigtigt at leve: I det udstrakte
øjeblik, i overensstemmelse med vurderingen af egne kræfter
og evner i dette tidsrum. Eller sagt enklere: Leve i nuet og have det godt
med det.
En anden
årsag til mit pt. brændende ønske om anonymitet/ikke
at føle mig bedømt er klart dét, at jeg føler
jeg cencurerer mig selv. Det er blevet klart for mig at materialevalget
i det daglige digt af tidsmæssige årsager oftere kommer
fra dagens begivenheder end fra den centrallyriske, centralfilosofiske
eller blot sprogelskende del af min bevidsthed. De dage er efterhånden
mange, hvor jeg har måttet bekæmpe impulsen til at tage
udgangspunkt i noget, som for visse endnu er så frisk og sårbart
i erindring, at dét at se det som inspiration for et skitseagtigt
generaliserende og måske tilmed ikke-medholdende digt kunne skabe
flere problemer i forhold til venner og familie, end jeg har overskud
til at tage mig af (igen dét der med spotlighten). Så,
hellere vente til kontrakten med mig selv løber ud til nytår,
og efterfølgende skrive til skuffen, og dérnede lade tingene
modne og udgangspunktet for indholdet gå i glemmebogen for evt.
involverede. Ikke blot er det svært (overfor de nærmeste)
at formidle forskellen på genfortælling og digterisk intention;
hverdagens spejle er heller ikke for sarte sjæle - sarte sjæle
som mig.
15.10.2000
Jeg har
haft biorytmerne tilknyttet dagens digt som sideløbende projekt
i - hvad... - 6 måneder nu, og jeg synes ikke længere, at
det befordrer den skabende proces at vide, hvordan mine daglige energipotentialer
er. Hvilket er en konklusion, der i særdeleshed irriterer mig
- eftersom jeg mener det er overordentligt brugbart i alle andre sammenhænge
end den kunstneriske. Men jeg er åbenbart ikke moden nok som menneske
eller digter til at træde ind og ud af en kompartmentalistisk
virkelighed ELLER lade de to smelte sammen
og være digter, snarere end at være digter.
Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at holde fri fra skriften og tanken
om skrift.
tilbage til
toppen