Dagens Digt


		en forsinket boomerang
mandag UGE 48		en forsinket boomerang
	det skal tilstås, at flg. to digte er ældre tekster, jeg er kommet til ved et tilfælde - et besøg hos en gammel veninde, der havde fundet dem i sine gemmer --- Sorgfuldendthed du forlod mig i branden der brændte os ned du glider så let gennem hånd som aftryk af vind, som duft af igår men jeg bærer dig endnu i ånd på lyset der falder som skyggen af mig forstår jeg du bor indeni og kun kommer frem og lyser min vej når jeg græder af savnet af VI og så følges vi ad vejsomme veje ad bjergstier op gennem pas og holder i hånd gennem matgrønne dale frem til sorgfuldenthedens palads og lægger os tæt i skyggernes bo og mærker det savn som er VI og tager den tid det tager at ta' at få resten af alt til at bli'e så væsentligt stort og vigtigt og mit at livet kan fortsætte dér hvor ingenting ér og alt det begynder hvor alt er en længsel især en tanke på snart, en tanke på nu og ingen på gårsdagens bøn og så ta'r vi af sted, over bjerge igen hver mod hverdagens løn at vi aldrig vil savne, nej aldrig igen ! vel vidende at vi nok kommer ned og finder hinandenj ad vejsomme stier og blandt skygger i sorgfuldendthed for dér at vente, til livet igen kan frembyde livets magi som tændte og næred' og slukked' den ild som var os, som var alt, som var VI som var bålet der efterlod alt som det var som et aftryk af vinden i hånd som jeg holder så let og så fast som jeg kan for jeg bærer dig endnu i ånd du er min jeg er dig vi er ånd --- TO to strålende stjerner to blanke sole sætter sig sammen i to ensfarvede stole nogen kysser dem på hænder på hånd nogen befrier dem fra snærende bånd to stole alene to ensfarvede betræk skåret i metermål som bølgende bæk to levende figurer i skygge i lyst to ensfarvede læber ved stjernehavs kyst når besidderen vågner slår skyggerne smut med tråde der klæber og dræber og slår mod stjernekyst og kærligheden når to blanke stole med to sjæle på én og to arrede hænder riflede af smutstene-mén to lange tråde fra hånd og til munde to sjæle går livslangt i stjerneaftenlunde når besidderen vågner slår skyggerne smut med tråde der klæber og dræber og slår mod stjernekyst og kærligheden når to sjæle i samme stol glasklokkelukker to evigheder udefra to strålende dukker i hylstre der hviler mod ensfarvede betræk på en stjerneaftenbred strømmende af bæk når besidderen vågner slår skyggerne smut med tråde der klæber og dræber og slår og stjernekyst og kærlighed når tilbage til toppen



til Cirkel
Biorytmer F E I