fredag
UGE 45

 

ro på broen (arbejdstitel)
rå 1. gangsskrivning
*** indikerer, at jeg skal checke maritime udtryk

-------

   Han tog sig til kasketskyggen, som om han paraderede forbi et hvidpudset mandskab på en destroyer i en krigsfilm fra '44. 'Kaptajnen er om bord. Stå rør!'
 
Noget forude fangede hans opmærksomhed. Han missede ud i mørket: Var der ikke noget derude? Nej. der var ikke noget derude.
   Jo... var der ikke noget derude?! Han så over på instrumenterne. Ingen usædvanlige udslag, nej der var ikke noget derude.
   Jo, for pokker da - var der ikke noget derude?! Så slog det ned i ham: Der var jo noget derude! Horisonten var derude! Det var jo dét!
   Og pludselig var han ikke blot skibet, men havet, han sejlede på. Og han fornemmede kontakten til horisonten, til jordens krumning. Og med kontakten til havet og til horisonten fulgte en klar fornemmelse af skibets position, lokaliseret til et et ocean på en planet, som folk kaldte Jorden. Benene beyndte at ekse under ham, han måtte bekæmpe trangen til bare at give efter og lade sig falde.
   Det var for meget! Først skibet, så Jorden.
   Med elsende ben trådte han op på forhøjningen, lod sig falde ned i stolen, der stadig var vendt imod ham, og drejede rundt, så han så ud mod horisonten, han ikke med sine fysiske øjne kunne se i nattemørket. Og det var heller ikke fordi, han indvendig kunne se en horisont, eller se havet under og omkring sig med samme røntgenblik, som var i stand til i forhold til skibet. Men han havde en vished om at horisonten fandtes, der skitserede sig som en følelsesmæssig figur indeni ham, nærmest formede, på sin vis formede, hans indre, sådan at han blot ved at henlede opmærksomheden på en bestemt del af sit indre kunne fornemme en modsvarende del af Jordkloden aftegnet indeni. Nord- og Sydamerika, ved venstre side og skulder, Atlanterhavet ned langs ryggen i den venstre side, det afrikanske og europæiske kontinent på højre skulder og arme og højre brystkasse, og Rusland henover mave og lår og sammen med Stillehavet hele vejen rundt til de begge enorme land- og vandmassers sammenføjning med venstre skulders kontinent, Amerika. Og Nordpolen mellem højre tinding og issen, og Sydpolen lidt til venstre for hans venstre fod. Som de korresponderende punkter på en kugle, der var meget større end det rum, den syntes at optage indeni ham, når som helst han fokuserede på et enkelt punkt, New York, Moskva, Beijing...
   Verden fandtes fandme!
   Han kiggede omkring på instrumenterne og på instrumentpanelerne. Og det er mig der, der styrer, tænkte han.
   Han blev siddende lidt, mens tanken arbejdede sig fra hans pande og ned i hans rygmarv, og fordelte sig i kroppen. Det var som en strøm af varme.
   Det ér faktisk mig, der styrer! Ordene kom frem i ham ét efter ét, som om han var nødt til at tænke dem langsomt, for overhovedet at fatte dem.

Han studerede tankerens rejserute på sin indre jordklode - som at se ud gennem en klar plastic-badebold, se spejlvendt ud gennem alle lande - og han tænkte: Hvis jeg fortsætter vestpå, rammer vi som planlagt ind i USA. Hvis jeg vender om, så rammer vi ind i Europa igen. Hvis jeg slår bagbord, rammer vi Antarktis, og slår vi styrbord, rammer vi ind i Grønlands vestkyst ved Davies-strædet. Men jeg behøver ikke nøjes med nord, syd, øst eller vest. Jeg kan vælge 5 grader nord eller... ***137 grader sydsydøst. Jeg kan sejle hvorhen, jeg vil. Jeg kan bare række ud til de to joysticks...
   Og han lagde faktisk hænderne på de to joysticks' røde plasticknopper.
   ... Og hvis jeg trykker på de her to fodkontakter, er det mig der styrer ***300 meter, 600.000 tons jern, stål og olie, og jeg kan sejle hvor hen jeg vil!
 
Der var en følelse i hans mellemgulv, som om to glødende varme hænder indeni ham omkransede hans navle, og denne følelse bevægede sig op igennem kroppen på ham, og greb fat i ham glødende! omkring hjertet, omkring ribbenene, omkring rygsøjlen ved hofteskålen, midtpå og i toppen ved nakken, og omkring hans hals, hans hoved. Det var en følelse, der var stærkere end genkendelsen af skibet, genkendelsen af Jorden - det var følelsen af mulighed, følelsen af hans fremtid, der voksede i ham som én ubrudt bane i alle retninger! Og i samme sekund vidste han, at han både var dødelig og udødelig. Livet ville aldrig slutte, han ville slutte, men han var livet, livet ville aldrig slutte! Han var var dødelig og udødelig på samme tid!
   Han bemærkede, at han havde lænet sig fremover, og at hans hænder knugede krampagtigt om den røde plastic på de to joysticks.
   Bare et lille nøk. Bare to fødder på de to kontakter og et lille nøk: Sydamerika. Og et lille nøk til: Antarktis. Og på vejen dertil måske et lille nøk til: Australien. Ikke at han havde nogen længsler om Australien, eller noget andet, bestemt, sted på kloden. Men det var en vej.
   Han så ned på sine hænder. Glødede de en lille smule? Eller flimrede det bare for hans øjne? Havde han drukket for meget kaffe, havde han sovet for lidt? Pludselig fyldtes han af en tvivl, der drev som et koldt styrtebad ned igennem hans krop: Var han moden til jobbet på broen, kunne han leve op til forventningerne? Han så kaptajnen for sig forlade broen med det der blik af "jeg har ingen bekymringer".
   Ja, naturligvis, naturligvis ville han blive stående, naturligvis ville han ikke trykke på nogen af kontakterne og trække i nogen af håndtagene. Naturligvis ville han ikke dét. Men han så på sine hænder igen. Og ned på fodkontakterne. Og det trak. Og han vidste godt, at han ikke skulle gøre det. Men det trak. Og han vidste godt at det ikke var dét, han havde studeret for i ***5 år, men det trak.
   Abrupt greb han kaffekoppen, han havde sat fra sig, snurrede rundt og rejste sig. Væk fra ansvaret. Væk fra trangen til at gribe. Væk fra at save sin egen gren over. Men ikke straks stod han ved bagvæggen igen, før han atter blev opmærksom på skibet, og dernæst på jordkloden, og dernæst på mindet om følelsen af det røde plastic mod sine håndflader.
   Og sådan stod han og tænkte, indtil hans vagt var overstået, uden at drikke mere kaffe, uden at mærke tiden gå.

Da kaptajnen kom for at afløse han, stod han stadig op af væggen. Kaptajnen, der virkede frisk som en havnørn på trods af maksimalt 6-7 timers søvn, saluterende ham kort, men passerede ham uden et ord eller et blik og trådte ret op på platformen og satte sig i styrmandsstolen.
   Han, der nu var blevet trediestyrmand, vaklede ud af døren og ud i den friske luft på afsatsen udenfor. Uden at gøre holdt gik han direkte ned af lejderen mod sin kahyt, men var flere gange nødt til at standse op og holde fast i de to gelændere, fordi han gennemrystedes af den samme kamp, som han havde gennemlevet hele natten. Kampen mellem pligten, på den éne side, og trangen til at gøre noget andet end pligten, på den anden side. Hvordan skulle han kunne bygge bro mellem de to?
   Men akkurat, da han klamrede sig fast til metallet på den sidste afsats før den nederste lejder ned til kahytterne, fik han ude over havet, i hovedhøje 5-7 meter væk, øje på 3 måger, der lå på rad og række som tre flyvemaskiner under en krig.
   Mens de ubesværet holdt deres indbyrdes afstand, så de alle tre ind på ham, og han følte det som om, de talte til ham: "Frihed! Du taler om frihed! Menneskelig frihed! Se på os! Se på os!" Og i det samme, som havde de været tre faktiske flyvemaskiner, der nu havde kastet deres bombelast, brød de formation - en dykkede, én drejede til højre, en trak op og til venstre ind over skibet, ude af syne.
   Måger, som bombefly - hold da op! Men jo - dér var svaret - i dét øjeblik vidste han, hvad han skulle gøre.  

 

tilbage til toppen

 

Biorytmer

F
E
I