turist uden vy

søndag
UGE 44

 

I kamp for livet på scenekanten vakler han og falder næsten, man ser ham vakle og stavre langs med kanten, og han gør det godt, og da han falder nikker man anerkendende af hans evner, for man interesserer sig for alle aspekter af skuespillets væsen, herunder scenestunts, og man ved hvor svært det kan være ikke at slå sig, når man skal falde og ikke kan tage synligt af for faldet, og man ihukommer med al tydelighed sidste gang man selv faldt uden at vide præcis hvordan, så man applauderer derfor lydløst og med fortrukkent ansigt hans ugraciøse fald med en distance frembragt af adrenalinets hastige susen gennem årerne, og man afventer respektfuldt hans velartikulerede dødsscene, som angiveligt skal gennemhulle 80'ernes forkvaklede følelsesfundament, man husker ikke lige citatet, men kan omtrent skrive det selv: "din kærligheds kulde skærer min verden til patchwork, jeg ønsker ikke længere at sove i denne seng" eller noget lignende poetis, som kan belyse individualismens og kærlighedens nådesløse kamp - men med ét er det sjovt, sjovt på den mærkelige måde, at han ikke rejser sig eller ruller om på siden eller ytrer bare i det mindste en dødslyd, og man føler sædet knage under sig af vægten af denne pludseligt tilkomne manglende forståelse for hvad der udspiller sig, og da hans hånd og så armen glider ud over scenekanten, og slapt svinger omkring lodret, og hænger stille, rykker man helt frem i sædet... for det kan jo tænkes at stykket i virkeligheden bygger på "den tomme scene" og at publikumsdeltagelse derfor er en del af det hele... - men der sker jo intet på scenen eller i resten af salen, og han deropppe bliver liggende og giver intet svar med sin tilstand alene, hans arm hænger fortsat slapt ud over scenekanten, den bevæger sig ikke, selv om det må være smertefuldt at ligge sådan, man kan næsten selv mærke blodet standse i sin egen armhule, ja, ligesom når man vågner og ikke kan mærke sin arm, men det ér nu alligevel en mærkelig slutning... eller måske alligevel ikke... for hvis man nu så det som en virkelig slutning, hvilket passer glimrende ind i stykkets centrale tema om tab af individualitet, og betragter publikum som de efterladte, repræsentanterne for alle endnu-levende, ja, så ér det jo en fantastisk slutning, ja den er nærmest genial! ikke, at mange andre givet ikke ville være i stand til at forholde sig til denne tankegang, det ved man godt, men hvis ikke netop dét er den bedste undskyldning for at gå ud og få en øl og en snak bagefter... ja, så ved man simpelthen ikke, hvad en god undskyldning ér!

 

tilbage til toppen

 

til Cirkel

Biorytmer

F
E
I