Dagens Digt


		tidløse samlinger uden kobber III - solen, regnen, skyerne
mandag UGE 40		tidløse samlinger uden kobber III - solen, regnen, skyerne
	da jeg var barn for 10.000 år siden sad jeg overfor shamanen på den anden side af bålet hent brænde sagde shamanen og jeg hentede brænde fra bunken bag mig læg det på bålet sagde shamanen og jeg lagde brændet på bålet brændet havde ligget til tørre længe og flammede omgående op mere brænde sagde shamanen og jeg stablede mere brænde på bålet flammede op som en danser der stod stille på stedet og alligevel bevægede hele kroppen og mere brænde sagde shamanen meget mere brænde og jeg kastede meget mere brænde på længere og længere væk fra men shamanen blev siddende i samme afstand hans pels begyndte at ulme og hans hår og fjerene på hans pandekrans men han blev siddende det der er som solen sagde shamanen og pegede på bålet og fingeren udpegende hvert af mine fodspor i støvet der begyndte helt inde ved stenkredsen og bevægede sig længere og længere ud i en cirkel rundt om bålet han rejste sig og greb en krukke med vand det her er som regnen sagde han og kastede i én bevægelse hele krukkens indhold midt ind i bålet der gik ud med voldsom syden og sendte gråhvid damp og røg i skyer op mod himlen det der han pegede på skyerne fra bålet er som livet og hvad er så jeg? han stirrede mig ret ind i øjnene satte sig i hugstilling på skindet igen hvad er så jeg? gentog han jeg var gammel nok nu jeg havde været hos shamanen så længe jeg huskede siden mine forældres død jeg skulle snart prøves fejlede jeg ville jeg dø for hans hånd for ret og rigtigt ikke at gøre ham vanære gjorde jeg det rigtige ærede jeg ham og måtte så klare mig alene måske dette var prøven eller blot endnu én men jeg havde været hos shamanen længe nok til kun at svare det rigtige jeg ved det ikke svarede jeg ham jeg ved ikke hvad du så er han tog en lang tynd pind som han ofte brugte jeg beredte mig på smerten kiggede måske væk eller ind i mig selv et kort øjeblik for han talte fast til mig se på mig! sagde han og jeg så på ham hænderne frem håndfladerne! sagde han se godt ind i mine øjne og svar så igen sagde han jeg så ind i hans øjne det var sjældent dét skete men som før var der ingen modstand og ingen bund jeg så end ikke mig selv jeg ved det ikke sagde jeg efter megen overvejelse og havde til og med berørt løgnen men forkastet den som ubrugelig og til min overraskelse slog han mig over begge håndflader et sviende slag der fik huden til at revne og bløde husk på dét sagde han glem det aldrig og tænd så bålet igen næste morgen forlod han mig jeg fik min tromme to ildsten et spyd en vandsæk og mit navn men jeg havde foretrukket at han blev han så sig ikke tilbage én eneste gang og ingen i landsbyen talte til mig mens vi så ham gå det var ikke nogen stor dag tilbage til toppen



til Cirkel
Biorytmer F 7 [+] E 13 [+] I 33 [-]