bestandighedens karakter
fredag
UGE
38
undskyld, men jeg er altså ikke overrendt af blondiner. Så, hvad laver jeg under et nedløbsrør i regnen?
Dét står der: "Under et nedløbsrør i regnen". Det er ikke for sjov. Hvis jeg skulle tænke selv, altså hvis jeg skulle samle og behandle alle sanseindtryk til et uniformt paradigme, der på nogen måde kunne fremstå som et unikt billede af en verden, jeg på ingen måde bilder mig ind er bedre end nogen som helst andre verdener, altså, hvis jeg skulle tænke selv, ville jeg bede mig om at flytte mig.
Men jeg er som sagt ikke overrendt af blondiner, jeg er ikke... alene i verden, jeg er genstand i en udstilling, med katalognummer: Mand under nedløbsrør - med prismærke, og sidenhen forsikringssum.
Det gir absolut ingen mening. Ingen mening overhovedet. Forløbet er løbet i forvejen, det står i hjørnet blandt de andre og sipper champagne med en trøffel-canapé i den anden hånd - jeg er sikker på det regner udenfor, alle bliver våde på vejen hjem, lidt våde, meget våde, kanonvåde på vejen hjem, fordi de bader i springvandet, men ingen som mig - jeg står her hele natten.
Skulle jeg sige stop? Bare stop? Ingen forklaring, ikke "jeg vil ikke være med mere", bare pakke mine ting og gå, mit nedløbsrør, mit vand, mit våde tøj, mine drivvåde sko og brostenene under mig sammen og bare... skride? Jeg kunne godt finde på det. Jeg er fristet.
Løgnen... løgnen optræder først i dét øjeblik, hvor jeg siger at jeg ser lys i et vindue på den anden side gaden; træder ind på scenen, hvor hele min tristesse med ét gives formål. Historie... Fremtid. Uh, at ikke omgående straks med det samme! kunne læse sig selv ind i min rådne situation, blot fordi man ville være nødt til at følge med, træde vande i processen ved siden af som en skide tilskuer, ude af stand til at gribe ind og gøre andet end søge at forstå, hvad fanden det er der sker, netop ved ikke at kunne gribe ind - ikke have anden mulighed end at vide: Gå Med, eller aldrig vide: Sige Stop Nu og gå hjem. Gå hjem, bare forlade, gå sin vej, sige stop forsigtigt igen, i døråbningen, mens man vender sig rundt og søger at fange et medfølende blik fra en af de mindst nedringede, men lyden undslipper næsten ikke munden, det er end ikke en hvisken... scchhhhhtop...
F 20 [-]
E 3 [+]
I 23 [-]
