onsdag
UGE 38

 

ok til vandet, til vandet - så tar vi til vandet igen, og hvad så?

bølgerne bruser, havstokken slår, mågerne skriger deres orgiastiske klagen ud over den tomme strand, hvad helvede laver vi hér om vinteren. jeg tænder endnu en cigaret, jeg ikke behøver.

kom med mig, siger du. det lyder som en sølverne tone i vinden, et indlejret klokkespil akkurat indenfor det hørbare område. kom med mig, lyder du igen, og jeg kigger mig rundt, men kan kun få øje på et sommerhus. eller et helårshus - det er svært at bedømme på stilen, men der er ingen røg fra skorstenen, og fjernvarme hér i nabolaget er der næppe. jeg bøjer hovedet for lavthængende strandgran, krogede grene der læner sig og har lænet sig i årevis uden af give efter for vestenvinden - plukker kogler og stikker dem i lommen. må jeg godt gå videre nu, hvad er det jeg skal se? hér er ingenting. her er kun træ, sand, hav, vind, hus, dig, mig, ingenting. ingenting.

det er ikke dét, at hér ikke er noget, for naturligvis er hér så meget, som jeg kan forestille mig. det er snarere, at jeg er nødt til at forestille mig noget, før det findes - det findes ikke bare, det ér ikke bare, har ikke bare selvstændig eksistens. med mindre naturligvis min forestilling af det blot er en påkaldelse, forhænget der trækkes i teateret - jeg siger: "Vaffelis med negerbolle" og så findes den. "Sommerdag", og så slipper jeg for at stå hér og fryse. "jeg er skide ydmyg og fatter helt enormt meget, hvor fedt det er at få lov bare at trække sløret fra den virkelige verden"... Men dét hjælper naturligvis ikke. Det havde jeg heller ikke regnet med.

kom så, siger hun - du spilder altid tiden.

JEG spilde tid! Må jeg lige! Hvem er det, der altid kommer og går som det passer dig, måske?

men jeg nærmer mig huset på stranden. jeg nærmer mig helt bestemt. eller dét kommer nærmere. eller jeg forestiller det frem; ankomstens æstetik er uden betydning. til bal hos dronningen med buksebenet smørret op - nå, han kom søreme på cykel, det var da godt.

vi står foran huset, jeg kan helt tydeligt mærke hendes hånd i min - hun klemmer den ikke men holder sig til, ligesom jeg - og vi åbner døren sammen. jeg siger: vi åbner døren sammen og... døren går op som foreskrevet.

her skal vi bo, siger hun og bemærker med det samme placeringen af alting, dér og dér og dér. nå, ska vi det? banal, hun er simpelhen så edderbanal. "hér skal vi bo" dabbe, dabbe, dabbe - og så har vi allerede boet der flere somre og vintre og stokroser kæmper med vinden på bagsiden af huset og taget er allerede to gange blæst af og vi har fået to dejlige unger, ann og kristina, og de har begge hemmelige navne, som ingen andre ved, og skorstenen ryger hele året, fordi vi bor her. vi bor her sgu. og det har vi gjort lige siden det øjeblik vi trådte ind ad døren.

vi kunne bo her.

så det gør vi. vi flyttede simpelthen ind.

 

tilbage til toppen

 

Biorytmer

F 18 [-]
E 1 [k]
I 21 [-]