onsdag
UGE 37

 

rummet du kommer ind i er ikke stort. i hjørnet hænger en amagerhylde med nips, underneden hylden står en rød lænestol med slidte armlæn, som om nogen har sidet meget længe i samme stilling med svedige hænder, til venstre for stolen er vinduet ud mod vejen, der er billeder på alle væggene, mest lort, men hér og dér smiler solen i form af bestandig pulseren i oliefarverne. du bøjer dig ned efter et par slippers, som stikker frem under kommoden, tager dem på og træder op i vindueskarmen. hvis du strækker hovedet kan du se havet. du kan altid se havet og insisterer på at se det, før du skal sove. der er ikke langt ned til vejen. hvis du lænede dig langt ud, kunne du måske lande på hovedet og dø, men du læner dig ikke langt ud, heller ikke når du pudser vinduer.

men jeg ved ikke, om jeg ved så meget om dig - jeg fornemmer - jeg har på fornemmelsen, at det hele blot er fabrikation, at du i virkeligheden slet ikke bor i dette rum, og blot snakker mig efter munden ved at udføre enhver af mine første forestillinger om "hvad så nu?", at stolen ikke er din, billederne ikke dine udvalgte og slippersne tilhører en anden eller er nogen jeg har fabrikeret for at have noget stikkende frem under kommoden. måske er der slet ikke en gade udenfor, eller et hav, eller en drøm om at sove. måske du slet ikke findes... findes du? findes du - kan du svare et redeligt ja eller nej? - jeg venter gerne.

så kører du pludselig i sportvogn ned ad kystvejen, du har lige passeret Brighton (ligger Brighton ved havet?), du har et langt gennemsigtigt sjal, der blafrer efter dig, det er gulligt og hele din sommerdragt er gullig, en stor gul sommerhat, smagfuld ornamenteret, ligger på bagsædet, holdt nede af en lille hund, din hund tygger i pynten, ved du dét?

jeg ser dit sjal vikle sig ind i baghjulet og trække dig ud af vognen, kvæle dig, men jeg tror ikke det er dig, det er vist en eller anden berømt skuespillerinde. kører du stadig ud af kystvejen, nej, du er lige drejet fra, op mod en gitterport, der fører ind til noget, som ligner et stort gods eller en park, ihvertfald meget velplejet og lukket. jeg tror, jeg vil efterlade dig hér - det er stadig ikke dig. eller også er det også dig. er det dét? er det også dig? er du flere kvinder på samme tid? er du ikke kun én? kan du svare på dét - er du én eller flere? du føles godt nok som én...

men i det samme plukker du bær af en busk, helt nede ved jorden, og noget nærmer sig bagfra, og du bemærker ikke skyggen...
du er plejler på en mark og du falder om, fordi du skal føde, men de står alle bare og kigger på dig...
du er kaptajn på et skib og du... du er sgu en mand! du er kaptajn på et skib og du står på broen i olieskind og ser en storm komme, og du ved at dit gamle skib ikke vil kunne ride den af...
du er en dreng på en trehjulet cykel, du hjuler ud af indkørslen for at fange en lille orangefarvet bold, som du elsker, og den ruller ned af bakken, ned mod vejen og du hjuler efter, det bedste du har lært...
du er nyfødt, en lille pige, en tvilling, din bror er lige død af respirationsstop, og en gammel kvinde uden næse og med stinkende ånde forsøger at blæse luft ind i dig, men hun gør det forkert og du forsøger at skrige, du forsøger at skrige...

hvem er du? hvem er du, som kan være alle disse liv, det ene efter det andet?

et hjerte?! du viser mig et blinkende hjerte, der svæver i luften?! er symbolikken ikke lidt tyk hér?!

en cigaret? et par ski og en løjpe? en gammel busbillet - i en bunke af busbilletter, sorteret efter dato og klokkeslet? hjulkapsler hængende på en stuevæg? afklip af pubeshår i en gammel kalender? hvad er det, du prøver at sige - dét, man elsker, dét der interesserer én, det man vil huske? men du er som et menneske, for pokker - du giver følelser fra dig, du opstår i fuldgyldige liv og hvis jeg stiller dig spørgsmål, får jeg svar! uddybende svar! jeg kan da vel ikke finde på det hele selv! hvad ér du?! Hvad ér du for noget?!

jeg skal dæmpe stemmen, siger du. jeg skal falde ned, blive rolig, jeg skal lade være med at lade som om jeg ikke ved det, siger du. og du spørger, om jeg vil med ud at køre et tur. ja, selvfølgelig, lad os køre en tur.

køretøjet er efter eget valg, dét kan jeg tydeligt mærke, og først dukker en blå bil op og en highway fra en film, jeg lige har set. så en traktor. så den trehjulede fra før. så en båd, med sejl og nogen til at klare styringen. så en rumraket, Challenger, uden at eksplodere. så en rutchebane, så en glidebane af typen, hvor man sidder på en sæk og banen bugter sig, så man bliver kastet en smule op i luften og mærker, at man bliver en lille smule bange. så en cykel, en tandem, en cykel med sidevogn, en motorcykel med sidevogn, en veteranbil fra 1928 med højrestyring, jeg engang kørte ralley i, 40 km/t på lige vej. jeg er ikke løbet tør for mobiler, men er du sikker på, jeg skal vælge? jeg ved jo ikke, hvad behovet er? hvor vi skal hen.

vælg den rigtige, siger du... ja, det kan du sagtens sige. et køretøj til to...? det er som om der opstår fuldstændigt vaccuum i min hjerne - ingenting sker.

men så: En Taunus. en blå Taunus - mine forældres første bil - og jeg sidder på bagsædet sammen med Bonnie, vores hund, som er lukket inde i en blomberet karantænekasse, fordi vi skal over Ystad i Sverige for at komme på ferie på Bornholm. er det dén bil? hun nikker, bekræfter med ord, gør hvad det nu end er hun gør for at sige ja, hele tiden noget forskelligt - så er hun legemlig, og så er hun ikke - så er hun en stemme, og så en følelse. vi skal altså ud at køre i mine forældres Taunus - med mig ved rattet? det tør du godt? gad vide, hvad mine forældre vil sige til det - at jeg sådan låner deres bil uden at spørge? nej, selvfølgelig - ikke noget.

ok. lad os komme af sted. hvor skal vi hen? til Vandet? ok.

nu er vi ved vandet. jeg tænder en cigaret og puster røgen ud gennem vinduet. hvis jeg forsøger at se på dig ved min side, flimrer du. veksler mellem en blond udgave af min mor med franskbrødshår og en midt-tresser-teenager fra en amerikansk rebel-film, med bryster så spidse, at de er ved at prikke hul i blusen, og hele tiden er der det her tåge-gyldne skær omkring dig, og dit ansigt diffusserer. du har et skørt på, eller hedder det en nederdel? en nederdel, undskyld. ternet, med en stor nål på - jeg tror faktisk, min mor har haft sådan en nål en gang - den minder lidt om en overdimensioneret sikkerhedsnål, og den havde en særligt formål, jeg ikke helt husker - måske var det en slå-om-nederdel og nålen dét, der holdt den sammen. du siger bare ja, og retter på håret i spejlet.

jeg genkender stranden - det er somrenes strand på Øst-Bornholm. vi holder i bilen nede dér, hvor vi normalt havde teltene slået op. hvor man ikke kan komme i bil, tror jeg, men vi holder her. jeg ryger stadig. ser ud over vandet. piller lidt ved radioen, men der ikke noget, som er værd at høre. jo, et blæs af fremtiden, Ligiti's requiem, meget mystisk, men det er vist ikke skrevet på dét her tidspunkt - med mindre vi altså ikke er i fortiden, men senere - måske i min nutid?

vi er i Altid, siger du. I Altid...?

er der noget særligt, jeg skal hér i Altid?

men Kenneth står pludselig foran mig, 5 år gammel, fregnet over hele hovedet, med en gul spand i hånden og en graveske, en grøn graveske, i den anden. og han ser lidt alvorligt på mig, seriøst nærmest, og smiler først, da jeg giver slip på mine rynker. han går ned til vandkanten, jeg følger efter, og vi sopper lidt, og begynder så at bygge et sandslot sammen. jeg genkender glæden ved at grave render og huller inde i slottet, og fornemmelsen af sandet under neglene, når jeg borer ned i det fugtige sand og får en håndfuld med op at deponere i bunken ved siden af, fornemmelsen af glæde over at vide, eller ane, hvad vandet vil udrette i render og huller, når vi lukker vandet fra havet ind i voldgraven. hvorfor bygger jeg aldrig sandslotte mere? men jeg kender svaret - eller tror jeg kender svaret... jeg er blevet seriøs. tingene skal betyde noget. blive til noget. have soliditet... ahhh, soliditet! varighed, bestandighed, for evigt og altid.

jeg bliver her lidt endnu. ihvertfald til vi har bygget det her slot færdigt - hvis det nogen sinde bliver færdigt. jeg håber det ikke. jeg håber virkelig ikke, det nogensinde bliver færdigt. aldrig nogen sinde. Aldrig...

 

tilbage til toppen

 

Biorytmer

F 11 [+]
E 22 [-]
I 14 [+]