ikke i en taxa

mandag
UGE 35

 

"skat -
vi må lige snakke sammen..."

sagde min elskede

"jeg ser
at vores kærlighed, din og min...
kærlighed...
kærlighed handler KUN om spejling"

sagde min elskede

"jeg ser
at du er en reflektion af mine egne drømme og længsler
og mine inderste behov"

sagde min elskede

"jeg ser
at alt hvad du giver mig kun er en svag afglans af alt dét
jeg ikke fik opfyldt som barn"

sagde min elskede

"jeg ser at du kun tænker på dig selv
for det er alt folk gør hér i livet
jeg gør det
du gør det
vi gør det alle sammen
vi tænker kun på os selv"

sagde min elskede

"jeg ser
at vores kærlighed i virkeligheden er falsk
fordi den KUN baserer sig på uopfyldte længsler
dine såvel som mine"

sagde min elskede

"jeg ser
at jeg ikke i virkeligheden elsker dig
og at du umuligt kan elske mig
fordi vi kun er spejlinger af hinandens uoprettelige tab"

sagde min elskede

"jeg ser at man umuligt kan elske en anden
før man er i stand til fuldt ud at elske sig selv"

---

hvad ér dét for en lov?!

sagde jeg

alle sjælepudsere og samlivsterapeuter og
socialpsykologer og sagsbehandlere og buschaufførere
og vaskeridamer og grønthandlere i nord syd øst og vest
- hele bundtet har læst nøjagtig de samme bøger
og har postet de samme 1000-vis af kroner ud
til præcis de samme amerikanske kursusledere
og de har alle sammen den samme natlige angst for
at livet skal begynde uden dem eller køre dem forbi
hvis ikke de kan gi den samme klare bekræftelse
til enhver der spør' og alle
bræger de mig uopfordret ind i hovedet
alle undtagen taxachaufførerne bræger mig ind i hovedet
DU KAN IKKE ELSKE NOGEN FULDT UD
FØR DU KAN ELSKE DIG SELV!

før jeg kan elske mig selv!?.jamen, for fanden!
jeg elsker mig selv!

jeg elsker mig selv som jeg er i stand til at elske mig selv
jeg elsker mig selv som en lærling der lige er begyndt på sit fag
og springer ud af sengen om morgenen for at komme i gang med dagen
jeg elsker mig selv som dén der springer i faldskærm for første gang
jeg elsker mig selv som dén der spiser blødkogte æg med stor stor stor nydelse og helt uden fortrydelse
jeg elsker mig selv som om jeg var her for første gang
og aldrig kommer igen
jeg elsker mig selv
som jeg gerne vil elskes
og bedre vil jeg aldrig kunne gøre det
og skulle jeg så ikke kunne elske dig fuldt ud!?
Du som fylder mine dage med lys
du som spejler alt dét
viser mig alt dét
vores liv sammen kan give mig lære mig -
hvordan skulle jeg kunne lære noget som helst
uden dig at elske
uden at blive elsket af dig?
jeg kan ikke TÆNKE
kærligheden frem

jeg elsker
fuldt ud

jeg elsker dig fuldt ud siger jeg
fordi jeg elsker alt hvad jeg kan
fordi jeg tror!
jeg tror
på kærligheden
ikke
på kærligheden som en tanke

 

tilbage til toppen

 

til Cirkel

Biorytmer

F 18 [-]
E 6 [+]
I 31 [-]