mandag
UGE 29

 

Jeg sad og skrev på den bærbare på terrassen, da jeg hørte lyden af en cykel komme ned ad bakken. Bakken er ret stejl, så det er ikke særlig normalt, at nogen hernede kører på cykel, men i weekenderne er der af og til et par helsefreaks fra københavn, som tager den rundt i området, og det var tirsdag denne dag. Men lyden af knasende grus fortabte sig, da den cyklende drejede til venstre for foden af bakken. Jeg skrev videre.
    Jeg forsøgte at få has på begyndelsen til en ny roman, og havde indtil videre ikke større held med det. De sidste par dage havde jeg spacet ud - røget noget medbragt hash, der kun havde haft den effekt, at det gjorde mig træt og længselsfuld efter min kæreste. Og så havde jeg spist og spist, og drukket adskillige flasker god rødvin, også medbragt, nu snart sluppet op. Det virkede som om mit indre talte til mig om at slappe af, snarere end at arbejde. Og vejret var fantastisk - ikke bragende varmt, men varmt nok til at gå rundt i boxershorts og en kortærmet T-shirt. Så, hvorfor kunne jeg ikke bare holde fri? Hvorfor sidde der og kæmpe med noget, som åbenbart krævede andre midler for at komme ud?
    Da kedlen begyndte at hyle, gik jeg ind for at lave kaffe. Jeg havde lige skyllet bodummen og kommet kaffe på, da jeg fornemmede en skygge passere vinduerne bag mig; jeg vendte mig, men kunne ikke se nogen ude på plænen. Jeg følte på kedlen - mine fingre sagde godt 92ž, den rigtige temperatur til gode bønner, så jeg hældte det over kaffen, satte æggeuret, og vendte tilbage til terrassen - og var ved at gå ud af mit gode skind af forskækkelse!
   Trods skyggen ved vinduerne, havde jeg absolut ikke ventet, at der ville være nogen. Men på trinene op til terrassen stod en ung kvinde, nej stryg det, en pige, en teenager på 14-15-16, med blod på hænderne og blodige knæ og et glasagtigt udtryk i øjnene, som om hun var i chok.
    - Min gud, hvad er der dog sket? udbrød jeg, men pigen svarede ikke. Hun blev bare stående, med hænderne strakt frem med håndfladerne opad, som om hun ville vise mig noget, hun bar på - men på hendes håndled var kun blodkager, skrabesår og grus! Ok, den fes ind - hun var væltet på cyklen.
    - Kom!
    Jeg gik hen til hende og greb fat i hendes albue, og med en slags famlende søvngængeragtige skridt tog hun de sidste trin op ad trappen. Jeg fangede en duft af parfume, da hun lænede sig ind mod for støtte - parfume blandet med lugten af blod og... noget andet. Hun duftede godt. Hun så også godt ud. Bjørk-stritter med metalklemmer i det røde hår, lårlang A-kjole med stropper og indenunder en mælkefarvet blonde-BH, lillepige-nedrullede sokker og laksko med sølvspænde, der mindede mig om Dorothys sko fra Troldmanden fra Oz. Voksen og barn på samme tid. Og ansigtet sagde det samme; trods masken med de chokerede, aldersløse øjne, og den billige mascara der var fulgt med tårerne ned af kinderne, var der en spændthed over hendes bløde træk, som om noget kæmpede for at komme ud.
    - Kom her. Sæt dig ned.
 Jeg førte hende hen til den blødeste stol i hjørnet af terrassen, med ryggen til solen.
    - Bliv siddende dér, jeg kommer lige straks.
    Hun lod sig føre ned at sidde og jeg holdt fast i hendes hånd , indtil hun så op på mig, så jeg kunne se at hun havde forstået, hvad jeg sagde.
    - Jeg kommer lige straks, gentog jeg.  Jeg henter lige noget at rense dine sår med.
    Hun nikkede, som i søvne, og da jeg slap hendes hånd, svævede den ned at ligge i skødet på hende, med håndfladen opad og fingrene let i bevægelse som en tangplante på lavt vand.
 
Da jeg trådte ud på terrassen igen, sad hun i samme stilling, men der var kommet lidt mere farve i hendes kinder og hun kiggede sig omkring som en søvngænger, der forsøger at afgøre, om hun stadig sover. For ikke at forskrække hende, skrabede jeg baljen med vand mod dørkarmen, og hun vendte sig drømmeagtigt mod mig, men jeg kunne se, at hun forsøgte at fokusere.
    - Hej. Det er er en ordentlig tur, du dér har taget dig, hva'?
 Jeg kiggede hende ind i øjnene og fastholdt hendes blik med så neutrale øjne, jeg kunne mønstre, mens jeg satte baljen fra mig ved siden af hendes stol og placerede førstehjælpsæsken, jeg havde haft under armen, på den anden side, så der blev plads til mig på gulvet foran hende. Hun nikkede langsomt.
    - Hvis du bliver siddende, renser jeg lige dine sår. Jeg skal nok være forsigtig. Hvad hedder du?
    Jeg tog vaskekluden fra baljen og vred den, uden at slippe hendes blik. Hun var ved at vende tilbage - og lige så snart dét skete, ville hun også blive opmærksom på smerten. Jeg ville prøve at nå at rense så meget som muligt, inden dét skete. Jeg skilte forsigtigt hendes ben, så jeg kunne få fat rundt om hendes underlår, og begyndte varsomt at vaske rundt om de afskrabede knæ.
    - Av!
 Instinktivt vred hendes ben ud til siden, og inden jeg fik fat i det igen, fik jeg et glimt af hendes trusser. Mælkehvide som BH'en, med blondekanter og et glat stykke ned over skamlæberne, der afslørede at hun enten ikke havde den store hårvækst eller var glatbarberet. Eller måske var hårene studset korte; jeg havde hørt, at konkurrence på det sexuelle område blandt helt unge fik mange til at efterligne langt ældres sexuelle ornamenteringer, selvom de ikke var sexuelt aktive. Tanken tændte mig.
    Jeg kiggede op på hende.
    - Undskyld. Jeg skal prøve at gøre det mere forsigtigt. Men jeg er altså nødt til at presse en lille smule. Madame, får jeg benet, at jeg kan rengøre Eders banesår, inden I smyger til de evige jagtmarker...?
    Hun grinede, mat, men der kom liv i hendes øjne. Hun var faktisk smuk! De herligste grønne øjne, og med en smule liv i gnistrede hele hendes ansigt, som i respons.
    - Jeg hedder Butan. BUH-tan. Butan.
    Jeg var vant til at skulle stave det, men det var unødvendigt hér, kunne jeg se af hendes blik; hun kendte givet så mange flygtninge og indvandrere i forskellige generationer, at mærkelige navne var hverdag for hende. Og hun havde sikkert også bemærket den ganske lille gyldne glød i min hud, som ikke var solbruning.
    - Hvad hedder du, spurgte jeg igen.
    - Julia.
    Det lød som et suk.
    - Julia, jeg hedder Julia.
    - Ok, Julia. Prøv at høre her: jeg renser lige dit sår, og jo mere roligt du sidder, des mindre ondt vil det gøre. Og selvom det gør ondt, så prøv at bide det i dig, ikke? Så tager det ikke så lang tid. Ok?
    Hun bed sig i læben, da jeg blidt tog fat om hendes underlår igen, og trak knæet hen, så jeg kunne nå. Og så den udspændte kjole faldt ned og dækkede hendes skød igen. Fandens!

Det tog det meste af en time at rense begge hendes knæ, hendes skrammede håndled og den ene albue for småsten og indtørret blod. Vi jokede og talte lidt om løst og fast imens. Hun fortalte en smule om sin faster og onkel, som hun var på besøg hos - som hun benyttede enhver chance for at slippe væk fra. Hun havde været lykkelig, da hun fik lov til at låne en nabos cykel, og havde været ude 3 timer denne formiddag for at kigge sig omkring i området. Og da hun var vendt om nede for enden af den anden blinde vej, var kæden pludselig knækket, og hun var blevet kastet ud over styret. Og som i trance var hun bare gået efter musikken fra min CD-spiller. Den havde spillet tango, huskede hun.
   Hun spurgte en smule til mit arbejde, med reference til teksten på den bærbares skærm, men gik ikke i dybden, da jeg gled af på at forklare mere end at jeg var forfatter og egentlig bare burde holde ferie.

   - Skal der ikke plaster på, spurgte hun, da jeg var færdig med at vaske og rense hendes sår.
    - Nej, sagde jeg. - Det er bedre, at det er...
    Jeg kunne ikke lige finde det rette ord...
    - Nøgent, sagde jeg og vred ansigtet rundt for at vise, at jeg godt vidste ordet var forket, men ikke lige kunne komme på det rigtige eller et bedre.
    - Ja, nøgenhed er godt, sagde hun og lo. Og i det samme mødtes vore blikke og en gnist sprang, som under andre omstændigheder eller med en anden pige måske havde forårsaget forlængede blikke, der ville ende med forlegenhed for begge parter, men hér... Jeg fulgte hende i latteren, og den døde naturligt ud, og efterlod os varmt stirrende ind i hinandens øjne. Åbent. Åbent... og noget andet.

Solen bagte, og jeg havde ikke en tanke i hovedet ud over registreringen af, hvor smukke øjne, jeg syntes hun havde, med en lejlighedsvis strøtanke til registrering af lys og skygge på hendes ansigt og hendes bryst, der hævede og sænkede sig som let forpustet råvildt. Og så pludselig:
    - Av for satan!
    Mine knæ! Jeg havde hvilet på dem på terrassens træplanker så længe, og skænket dem så lille opmærksomhed, at de med ét tog grusom hævn.
    - Av for helvede!
    Jeg skubbede mig bagover på gulvet, og blev først da opmærksom på, at jeg havde haft en hånd hvilende på hvert af Julias lår, længere oppe end ren varsomhed i forhold til sårene kunne retfærdiggøre. Og hendes kjole havde været spændt omkring lårene, hvilket ville sige, at hun enten havde tilladt mig at skubbe hendes ben fra hinanden eller selv...
    Jeg rullede rundt på trægulvet og forsøgte at strække mine ben. For satan, hvor gjorde det ondt! Og da jeg rullede om på den højre balle, kunne jeg mærke at højre ben var helt følelsesløst, fra hoften og ned.
    - For...!
    Jeg forsøgte at komme op at sidde, og med ét var Julia der. Greb fat i mine håndled og forsøgte at trække mig op at stå. Hun var ikke så stor, men der var kraft i hendes muskler, og med et greb om terrassegelænderet til hjælp  fik vi mig op at stå.
    - Kom, hér. Sæt dig ned.
    Hun hjalp mig hen til den stol, hun lige havde siddet i og uden tanke på andet end den hvidt stikkende smerte, der jog gennem mine ben og knæ, lod jeg mig falde ned i puderne.
    - Aaarrrr...
    - Hey, rolig. Nu skal jeg. Hvaffor ét gør mest ondt?
    - Det højre, stønnede jeg, og forsøgte akavet at dreje mig rundt, så det ikke gjorde så ondt i hoften, med det resultat at mine boxershorts undlod at dreje med og strammede mine nosser sammen til en lille smertefuld klump.
    - Av for den hede hule...
    - Hvad nu? Hun så uforstående ud, da jeg instinktivt løftede benet op i luften, men forståelsen bredte sig straks i hendes ansigt, da jeg rakte ned og rettede på de fastklemte nosser og proppede dem tilbage på plads indenfor boxershortsne. Og da hun tog imod mit ben, blev hendes øjne kortvarigt hængende ved mine underliv. Adspredte, med et let fjoget blik.
   Jeg mærkede blodet omgående begynde at strømme til mit lem, og varmen brede pulserende både i underlivet og i mine kinder. Hvad gør jeg, tænkte jeg automatisk, men i det samme greb Julia fat om mit svævende ben, satte sig på hug let stønnende af smerte over huden, der strammede på hendes knæ, og begyndte forsigtigt at massere følelsen tilbage i mit underben.

Til at begynde med gjorde det vanvittigt ondt, næsten uanset hvor eller hvordan, hun masserede - det stak og brændte, mens blodet begyndte at strømme gennem vævet igen. Men efter en tid faldt smerten til det velkendte prikkendte niveau, som når en arm lige er faldet i søvn, og jeg blev opmærksom på muskler i skuldrene, som var spændte som sten, og gav slip på dem. Og gav slip på mavemusklerne. Og på lårmusklerne, der også havde forsøgt at beskytte mig mod smerten. Og slappede bare af. Og blev opmærksom på hendes parfume igen. Den sad i puden, hun havde hvilet hovedet op ad. Og den havde stadig en snert af blod og... noget andet. Jeg snusede ind. Hvad var det for en duft - jeg kendte den godt. Ret godt, havde jeg fornemmelsen af. Jeg lukkede øjnene og lod duften kildre mig i hjernen. På samme måde, som når jeg lod ordene komme - lukkede bare op uden at bedømme eller kræve - lod det bare komme af sig selv. Og billederne kom, prøvende først, alle mulige situationer med mænd såvel som med kvinder, hvor jeg havde været tæt nok på til at kunne dufte dem; og langsomt tegnede der sig et mønster af situationer: det var altid når... det var altid, når det var en kvinde... det var altid en kvinde, jeg sidenhen elskede med... og lugten var... det var en meget sammesat duft, en duft man også kunne genkende i Zoologisk have, visse steder blandt havens dyr, en smule mere rå end den her, men stadig det samme grundtema, det var lugten af, det var duften, det var den vidunderlige stank af ægløsning! Ikke parfumeindustriens lumpent tilsatte østrogenbombe, men vaskeægte gudgiven kvindelig ægløsning, den mest erotisk stimulerende lugt, jeg kendte! Og i dét øjeblik blev jeg så ophidset, som jeg aldrig i mit liv havde været før! En flod af kogende blod skyllede ned gennem min krop og udgød sin varme i mit underliv med en sådan hast, at min pik rejste sig næsten uden mellemstadier.
    Uvilkårligt holdt jeg vejret. Hvad nu? Jeg turde ikke åbne øjnene. Håbede næsten, at ophidselsen ville falde, inden Julia opdagede noget, men i det samme jeg tænkte tanken holdt hun op med at massere mig. Skal jeg åbne øjnene, tænkte jeg febrilsk, mens blodet kogte og pulserede og min vejrtrækning blev dybere og dyrisk spændt. Skal jeg være ligefrem og direkte? Skal jeg bare åbne øjnene? Jeg åbnede øjnene.
    De ligesom klæbede sammen, søvnagtigt, så jeg ikke kunne tvinge øjenlågene helt op, uanset hvor meget jeg gerne havde villet det. Julia sad helt stille, med mit udstrakte ben hvilende på sit venstre overlår, og sit højre knæ spidst stikkende op i luften for at skabe balance i hugstillingen. Hun stirrede som hypnotiseret på teltet, der havde rejst sig i mine shorts, og bemærkede slet ikke, at jeg så på hende.
    Stillingen, hun sad i, gav mig udsyn til alle kvindelige steder på hendes krop. Under den højre arm, som endnu hvilede på min ankel, strittede en dusk rødt hår frem, let sammenklistret af sved og delvist klæbende til huden. Dusken pegede ned mod det underarmskød, hvor blonde-BH'en overtog den mirakuløse udformning af brystet, og hægtede sig sammen med det andet lige så mirakuløst formgivene og indpakkede bryst, hvor jeg gennem det mælkefarvede stof lige akkurat kunne ane den mørke areola, som hun sad dér, foroverbøjet, med venstre kjolestrop gledet ned og omkring venstre overarmsmuskel. Og hofternes runde skarphed, der tydeligt tegnede sig gennem den stramme del af A-kjolens form - et hjørne, hvor kroppen roterede og vuggede og blev mere sensuel, selv når kroppen var i ro. Og de glatbarberede lår - jeg forstod ikke, hvorfor nogle kvinder syntes det var grimt at være behåret, selv holdt jeg af dem uanset hvad, men at nogen gjorde sig den anstrengelse at holde kroppen blank og frisk var i sig selv inciterende, inviterende, og tanken om det hvide creme på hendes lår, mens hun trak en skarp ladyshaver op ad benet, helt op til skridtet sendte yderligere glødende strømme af blod ned mod mit brændende skød.
    Hendes trusser...
    Hun sad på hug i perfekt balance og hendes ben var spredt så meget, at trusserne var trukket stramt ned over skamlæberne, så konturerne bagved gik i ét med stoffet som én perfekt formet hudfold, snarere end to. Og midt på stoffet var en distinkt våd plet. Og mens mine øjne hvilede på den, blev den synligt større; væden trak ud gennem stoffet, nedad i en tynd spids, der blev tyndere, jo længere den trak ned, og oval som den bredte sig ud til siden, indtil den nåede stofkanten, og begyndte at trække op og ned langs sømmen. Jeg må have sagt en lyd, for hun spjættede en smule, og og uden at tænke over det søgte og fandt mine øjne hendes.
    Der var næsten ingen farve tilbage i hendes retina, pupillerne var udvidede som i halvmørke, og øjenlågene hang tungt og søvnigt over let glassede øjne. Hun kiggede på mig udtryksløst.
    - Er dét mig?
    Hun kiggede ned mod mine shorts og lemmet inde bagved, som svajede i takt med blodet i min krop. Sammen kiggede vi halvfortryllede på den regelmæssigt pulseren, og nikkede uvilkårligt begge, da vore skrutineren fik mit lem til at vokse yderligere.
    - Ja. Det er dig.
 Jeg kunne have sagt tusinde andre ting, men intet i dét øjeblik, som havde været mere rigtigt. Det vár hende - hende og tusinde andre kvinder, alle kvinder der nogen sinde havde levet og nogen sinde ville leve. Det var hende - hende, der i dét øjeblik VAR alle kvinder. Og måske havde hun det på samme måde med mig - måske var jeg, i dét øjeblik, alle mænd for hende.
    Et kort sekund blev jeg urolig - jeg anede jo ikke, hvad det ville sige for hende, men jeg havde ikke behøvet bekymre mig.
    - Hvordan gør jeg?
    Hendes spørgsmål var ikke tonløst, ikke en videnskabelig undersøgelse formet i ord, og heller ikke et udtryk for desperat uviden. Det var konkret - nysgerrigheden formet af oprigtigt ønske, før livet føjer arvæv til oprigtigheden.
    - Hvordan gør jeg? spurgte hun igen, i samme tonefald.
    - Hvad...
    Min stemme knækkede let over. Hun kiggede overrasket på mig, og lo så.
    - Hvordan gør jeg? gentog hun, denne gang let muntert, mens hun nikkede ned mod bulen.
    Jeg rømmede mig. Og formede mit spørgsmål i såvel ordvalg som tonefald meget omhyggeligt.
    - Hvad er det, du vil?
    - Jeg vil gerne...
    Hun bremsede sig selv, synligt ude af stand til helt at fatte omfanget af det, hun gerne ville, og sætte ord på det.
    Jeg studerede hende, som hun sad dér, en halvvoksen kvinde, med blikket rettet som fortryllet på mine boxershorts, mens hun synligt lavede mentale billeder eller kalkulationer på, hvad hun ville kunne forvente. Den våde plet i hende trusser var næsten ikke synlig mere; kun i toppen af det glatte stof, hvor det gik over i blonden, var der en strimmel hvidt stof, som endnu ikke var vædet igennem. Hendes øjne var blanke og skinnende, næsten som lige før gråd, og hendes vejrtrækning var hastig og lukket inde i toppen af brystkassen. Ned fra det lodretstående knæ, hvor det stort set ulægte sår var revnet igen, løb en tynd stribe blod. Hun var ufattelig smuk, glødede næsten.
    - Jeg vil gerne se den.
 Hendes stemme havde en svag klang af beslutsomhed og hendes øjne et udtryk som "jeg vil", uden at være krævende.
    - Må...?
    - Vil du selv? spurgte jeg varsomt og uden eftertryk. Men jeg vidste godt, at det var det, hun ville. Hun ville selv bestemme hastigheden, fordi hun endnu ikke var helt sikker på, hvad det var der kunne eller skulle ske. Hvad det præcist var, hun ville. Som om jeg vidste det! Men jeg havde i det mindste noget af alderens overblik, og min tålmodighed kunne i særlige tilfælde være helt uden grænser.
    - Mmmm...
    Hendes kæber var låste og og hendes læber fast presset sammen. Og hendes øjne fast låst til bulen i mine shorts.
    Hun satte varsomt, men fraværende, min fod fra sig på gulvet. Rejste sig og rankede sig som en balletdanser med armene strakt helt op over hovedet. Blev stående lidt; så kom armene ned; så slappede kroppen af; så fleksede hun knæene lidt for at få siddestivheden ud af dem. Og uden nærmere indledning satte hun sig ned foran mig, så tæt hun kunne komme, med brystet helt op af mine shorts.
    Hun så igen op på mig. Spørgsmålet var ikke til at tage fejl af, men det var givet mere for hendes egen skyld end for min. Jeg nikkede og blinkede "ja" med øjnene samtidig.
    Hun rakte ud med begge hænder og placerede dem ganske forsigtigt rundt om min pik - pressede håndfladerne ind mod den, og fingerspidserne sammen, og håndrødderne sammen. Mit underliv gav et spjæt. Hun kiggede på mig med spørgsmål i øjnene, uden at fjerne hænderne. Jeg sendte et blik tilbage, som tilstræbte størst mulig undgåelse af yderligere spørgsmål: "alt er OK - jeg skal nok sige fra".
    Det virkede som om hun forstod hele budskabet, for derefter kiggede hun kun op på mig for at se, om noget hun gjorde afstedekom en forandring.

Hvor længe vi sad sådan, ved jeg ikke - hun med fingrene rundt om min pik, opmærksom på pulsens dunken i en sådan grad, at hendes hoved og overkrop begyndte at vugge let i samme takt, og mig studerende den graciøse sammensmeltning af vore kroppe centreret omkring min forunderlige pik, der hverken kom eller faldt - men jeg vil sværge på, at jeg kunne se solen flytte sig over hendes krop.
    Da hun kom ud af dvalen og uden varsel gav sig til at knappe knappen i boksershortsne op, blev jeg nærmest lidt forskrækket. En kort vækning, der straks efter afløstes af glæde over, at hun ikke, som en langt mere erfaren kvinde givet ville have gjort det, bare uden videre trak dem af mig.
    Pikken pressede sig selv vej ud af hullet i stoffet, og pludselig sad hun med det rene, bløde kød i hånden. Hun ændrede ikke kropsholdning eller sagde noget, men på måden hun greb om den på, var det tydeligt at ventetiden havde været en art forberedelse til et øjeblik, hun nu måtte erkende, hun umuligt kunne have forberedt sig på, hvor længe hun så end havde siddet. Hun sad lidt med den i den ene hånd. Trak så ned i kødet, så hovedet langsomt blottedes. Og jeg takkede mine guder for, at jeg havde været i bad nogle få timer forinden, så hun kunne blive præsenteret for en helt ren og metalblank glans. Hun så op på mig.
    - Er den normal?
    Hundrede år kunne ikke have givet mig forudaning om dét spørgsmål, men jeg forstod omgående, hvad hun mente. Ikke "SKAL den se sådan ud?". Ikke "har jeg gjort det rigtigt?". Ikke "er den stor?" eller "er den lille?" i  sammenligning med andre. Men "er den normal?".
    - Ja.
    Jeg nikkede.
    - Den er normal.
    Hun nikkede selv let.
    - Humm...
    Hun sad lidt og så på den, bøjede den fra side til side, så hun kunne studere de store violette blodårer på undersiden. Pressede den så op ad min mave og holdt den dér med den ene hånd, mens den anden hånd gik på opdagelse ved mine nosser. Uforvarende kom hun til at klemme kuglerne lidt for hårdt sammen og jeg stønnede.
    - Av! Forsigtig.
    - Ok.
    Hun forsatte sin udforskning, med nær samme voldsomhed, men mere opmærksom end før - hvilket kun forøgede blodtilstrømningen til området; jeg kunne mærke blodet strømme gennem mine baller for at konvergere med blod fra ryggen og fra maven; jeg havde aldrig følt noget lignende. Jeg fik et indre billede af at sidde i en lillebitte robåd i udkanten af en lavestrøm, der vedholdende pressede mig af sted, mens båden begyndte at brænde op under mig.
    - Må jeg godt tage dem af?
    Der var ikke noget jeg hellere ville, og løftede lidt i ballerne, så hun kunne få dem ud under mig, og så derefter benene op over hendes hoved, så hun kunne trække dem helt af med kun den ene hånd til hjælp. Den anden var fast forankret på min pik.
    
Hun bukkede sig ind over min mave og lugtede til glansen, mens hun stadig holdt pikken presset mod maveskindet. Så lugtede hun hele vejen ned af roden, og pressede hele ansiget ind til mine nosser og snusede dybt ind.
    - Der lugter godt. Nej, der lugter ikke godt. Der lugter fantastisk!
    Hun rystede lidt på hovedet, som om hun ville sige "utroligt, at jeg ikke har gjort det før nu!", mens hele mit hoved rungede af "gør det igen, gør det igen!". Jeg holdt min mund. Jeg ved ikke, hvad mit ansigt sagde.
    - Jeg prøver lige noget...
    Hun bøjede sig lidt ned og pressede hele ansigtet mod pungen, og så mærkede jeg hendes varme tunge kile sig ind mellem mine nosser.
    Det var som at få et blødt spyd af ild stukket op i røven, sådan trak min lukkemuskel sig sammen, og jeg mærkede det første tegn på en ankommende udløsning - en særligt genkendelig varm strøm sådan cirka midt inde i underlivet.
    Fra nosserne lod hun tungen glide op af roden, op over sine egne fingre og lige før hun nåede glansen standsede hun med hovedet let bøjede ind over mig, så jeg ikke kunne se hendes øjne, alt mens hendes mund og kinder lavede noget, der lignede tyggebevægelser. Hold kæft, hun samlede spyt i mundhulen! Det er løgn, det hér, tænkte jeg. Det sker simpelthen ikke!
    Men det gjorde det.
    Hun samlede læberne som til et tantekys, og en lille stribe spyt undslap læberne i midten og løb ned af hagen på hende. Hun ignorerede den og bøjede sig ind over min pik, mens hun med hånden trak ned i skindet, til glansen ikke kunne blottes mere, og lænede sig yderligere frem og placerede læberne lige ovenpå pikhovedet. Munden ligesom åbnede sig af sig selv og læberne gled langsomt ned over hovedet. Med hele sit 37ž varme indre ned over hovedet. Med hele sin vulkan af hed ånde ned over min pik. Og hendes tænder skrabede imod. Og det var vidunderligt! Og mit underliv stødte op i hendes mund. Og hun tog imod, gav bare slip med tænderne, lod mig støde. Og holdt fast med læberne. Mens hun pakkede min pik ind i flydende, cremet, kildrende, levende spyt. Og hævede og sænkede hovedet, mens hendes hånd af sig selv kørte pikhuden op og ned af roden, først i modfase, og så i takt med sine egne mundbevægelser, da det synligt gik op for hende, at samtakt var nemmere.
     Det var, som det altid skulle have været. Det var så mange år siden, jeg var blevet slikket af én, som ikke havde nogen angst for at gøre noget forkert. Og det var meget meget længe siden, at jeg ikke havde behøvet at assistere en udløsning på vej med indre billeder, men skulle jeg komme? Kunne jeg tillade mig at...
    Jeg kom.
    Vulkanen i underlivet og mellemgulvet åbnede for alle tilløbskanaler fra kroppens indre og væltede varm lava op i bunden af pungen, indtil presset nedefra overgik sædkanalens modflektion og alting kom væltende ud.
    I dette øjeblik var hun halvvejs nede over roden, og det kom så meget bag på hende, at en brændende varm stråle sæd må have ramt hende inde bagerst i mundhulen, men på mirakuløs instinktiv vis ændrede hun bare hovedets vinkel til mere vandret, så sæden ramte i ganen i stedet og hun slap for at kløjes i det.
    Hun beholdt mig i munden. Og jeg blev ved med at komme. Mit underliv trak sig sammen i spasmer og jeg kogte og prikkede over hele kroppen, og jeg vidste, at jeg helt sikkert var blevet knaldrød på brystet, men det kunne hun ikke se, fordi jeg stadig havde min T-shirt på. Jeg tror, jeg forsvandt et kort øjeblik, eller besvimede. Måske brølede jeg; jeg ved det ikke - men det kan jeg ikke forestille mig, at jeg ikke havde gjort. Jeg lukkede altid op for hele organet, når jeg kom. Jeg tænkte af og til på det som en slags varemærke, og havde også et par gange beskrevet det som sådan, indtil jeg havde fået et par tilstrækkeligt negative reaktioner, der gik på, om jeg havde noget at kritisere dem for, og hvorfor jeg skulle gøre så tydeligt opmærksom på, at jeg havde været sammen med andre kvinder før? Men brøle fortsatte jeg med - hvis det ellers var fedt.
    Det her var utroligt. Jeg blev ved med at komme. Kroppen blev ved med at spasme. Mindre og mindre spasmer. Og indimellem en enkelt større én, der ligesom sagde "du skal ikke tro vi er færdig med dig endnu, tag ikke fejl!". Og hele tiden holdt hun min pik i munden. Og sank af og til ved at lægge hovedet lidt mere tilbage.
    Holdt kæft, hvor jeg følte mig stolt af hende! Jeg havde ikke nogen som helst grund til at føle mig stolt - det var hende, der havde udvist stort mod, og stor parathed, og stor åbenhed - men hold kæft hvor jeg følte mig stolt! Og stolt over at have oplevet det. Og stolt over, at det havde været mig, hun gjorde det sammen med.
    - Du brøler højt.
    Hun sad helt afslappet, stadig med min halvstive pik i hånden. En smule undsluppen sæd lå i revnen mellem glansen og hendes krogende hånd. Der var lidt sæd ved hendes ene næsebor, en lille klat sæd, der rendte ned af overlæben mod hendes mund. Hun stak tungen ud og fangende det. Slikkede sig om munden og trak det hele indenfor og kørte den rundt i munden som en vinsmagning.
    - Du smager salt. Og lidt af fisk.
    - Mmmm, ja.
   Hun nikkede lidt for sig selv. Kiggede så op på mig en ekstra gang, med en anelse overraskelse i blikket. 
    - Spiser du det selv!?
    - Mmmm.
    Jeg havde ikke kræfter til at tale. Og det var heller ikke nødvendigt. Øjeblikket var perfekt som det var. Hvorfor så ødelægge det med forklaringer? Men det så heller ikke ud til, at Julia behøvede forklaringer. Hun accepterede et kvantespring pr. sekund, som om hun aldrig havde bestilt andet. Hvor mange ville have gjort som hun? Jeg kunne kun komme i tanke om én, og dét lå over 10 år tilbage.
    Julia bøjede sig ned og tog min pik ind i munden igen, mens hendes tunge fjernede sæden omkring glansen. Hun beholdt den inde i sin varme mundhule, mens hun blidt tygge-suttede på den. Det virkede som om hun ikke havde lyst til at slippe den. Måske var hun nervøs for, hvad der så skulle ske. Eller måske var hun urolig for, at der så ikke ville ske mere. Jeg kunne ikke regne det ud, men lod hende forsætte.
    Det var en utrolig tryg fornemmelse - ikke bare at hun blev ved med at have mig i munden, men at hun blev ved med at malke mig - blev ved med at køre huden stille og roligt op og ned i takt med hovedets og mundens små bevægelser. Det var følelsen af tillid - hendes tillid til mig. Og til sig selv.
    Jeg rakte for første gang ud og rørte ved hende, strøg hende så kærligt over kinden, som jeg var i stand til - holdt min hånd der lidt, indtil hun kunne mærke varmen fra den over varmen fra solen og hende selv, og strøg hende så over håret med blide, rolige bevægelser. Jeg havde ikke lyst til at det skulle slutte. Nogensinde.
    - Jeg er nødt til at gå, sagde hun.
    - Jeg ved det godt.
    Jeg vidste det godt, men var ikke parat til, at det skulle være lige nu. Jeg brød hjernen for at finde på noget, der kunne få hende til at blive: mad, vin, hash? Tilbyde eller bede om sex uden omsvøb? Men uanset hvordan jeg forstillede mig mit forsøg på at holde på hende, lød svaret i mit hoved hver gang "jeg er nødt til at gå". Hun havde besluttet sig, det vidste jeg godt. Og det aller værste, jeg kunne gøre lige nu, ville være ikke at respektere hendes beslutning. Hun skulle have tid til at fordøje sin oplevelse. Som lige nu var fuldstændig perfekt.
    Jeg lod den forblive perfekt - næsten: Jeg skubbede mig en anelse tilbage, rakte frem og tog blidt fat om hendes hoved og kyssede hende let på munden - og stak en blidt spillende tunge kortvarigt ind mellem hendes læber og fangede en lille smagsprøve. Mens jeg så hende lige ind i øjnene, slikkede jeg mig om læberne og smagte på mig selv.
    - Uhm, salt, sagde jeg.
    - Ja, salt, sagde Julia, og tøvede et brøkdel af et sekund, før hun returnerede mit kys, men slikkede sig derefter om munden og smagte på mig igen.
    Jeg vidste godt, at hun ikke ville komme tilbage.

 

tilbage til toppen

 

Biorytmer

F 21 [--]
E 19 [-]
I 21 [-]