Vågn
op, Arlen.
Vågn op, Arlen; det er din fødselsdag.
Men Arlen
sover ikke. Hun kunne godt høre mors skridt på trappen. Hun
skyndte sig at lægge sig ned under dynen igen og lade som om hun sov
- så mor får lov til at træde ind i rummet med morgenbakken.
Og tænde stearinlysene, og hælde den varme kakao op. Og blidt
ruske i hende.
Så Arlen
strækker sig mmmmmmmmmmm... god... morgen... Godmorgen lille skat,
siger mor, og lægger en stor pakke på dynen, på Arlens
mave.
Arlen ved
ikke, om hun skal se på pakken eller på den lille lagkage med
de... seks lys. Pakken og lagkagen er lige store. Hun kigger på mor.
Mors øjne er lidt fjerne, som om hun tænker på noget.
Men da hun mærker Arlens blik på sig, smiler hun og vender tilbage:
Hvad vil du helst - vil du pakke din gave op? Eller vil du have kage? Arlen
vil pakke sin gave op.
Det er et prinsessekostume! Præcis som hun har ønsket sig det!
Arlen kan mærke hvordan hun bliver helt varm i kinderne, og da hun
hopper ud af sengen med pakken med prinsessekostumet, er hun lige ved at
vælte bordet. Mor griber bakken og redder kakao og lagkage fra at
ryge på gulvet, mens Arlen styrter hen foran spejlet og flår
plastiken af, og hiver prinsessekostumet ud. Og klæ'r sig på.
Der er også
en lille stav med, nærmest sådan en lille tryllestav, og en
spids hat, med slør, så man kan pakke sig helt ind, så
man kan gemme sit ansigt bag tyl. Arlen lægger slet ikke mærke
til, hvad mor laver; hun finder bare sine røde sko i skabet og stiller
sig hen foran det store spejl. Prinsesse Arlen.
Hun har sit
prinsessekostume på hele dagen; det er lige meget, hvad mor siger,
så vil Prinsesse Arlen ikke være Arlen blot. Hun bruger sin
tryllestav; hun prikker mor på armen, hver gang hun ser at mor forsvinder,
og så kommer mor tilbage. Men smilet er ikke lige ægte hver
gang. Men hun får lov til at være prinsesse.
Og klokken
fem så kommer der en taxa og henter dem. Arlen har på fornemmelsen
af, hvad der skal ske, men for ikke at gøre mor ked af det, så
siger hun ikke noget. Hun spørger bare: Hvor skal vi hen, mor? Hvor
skal vi hen? Og hun håber på, hun selv har gættet rigtigt.
Og ganske
rigtigt: De skal i cirkus. De kører ud til cirkuspladsen i Brønshøj.
Og der er stopfyldt med mennesker. Arlen har sit cirkuskostume på,
sin prinsesse; hun ved, hun passer lige ind; der er altid plads til
en prinsesse i et cirkus.
Arlen ved
ikke, hvordan det sker, men hun kommer væk fra mor. Måske er
det farverne og lugtene der drager hende; måske er der bare for mange
mennesker. Men pludselig er hun ved bagsiden af cirkus - og dér er
en elefant. Arlen har aldrig før set en levende elefant, og hun fatter
næsten ikke, at noget dyr kan være så stort, men her står
den jo lige foran hende! Og dér er heste i en fold. Og der er cirkusfolk
i spraglede dragter. Og der er ikke nogen, der siger noget til hende; heller
ikke da hun går ind på det indhegnede område; de tænker
sikkert, at cirkuset savner sin prinsesse.
Lige indenfor
indhegningen får hun øje på ham.
Han er klovnen.
Han er den rigtige klovn, med den store røde næse og den røde
mund og det spraglede kostume og de kæmpestore sko, der er ALT for
store til ham. Og hun går hen og stiller sig foran ham. Og hun ser
at der er tegnet store tårer ved hans øjenvige. Hvorfor græder
du, klovn, siger hun. Men han hører hende ikke, så hun går
helt hen til ham og stiller sig for enden af hans store sko og kigger direkte
op på ham. Og siger: Hvorfor
græder du, klovn?
Hvad laver
du herinde? siger klovnen. Her må du ikke være. Publikum skal
være ude på den anden side af hegnet.
Men Arlen
hører slet ikke på hvad han siger - stirrer som forblændet
på hans sorte tårer.
Sssskal jeg
få det til at gå væk, siger Arlen. Sssskal jeg får
det til at holde op med at gøre ondt? Og hun løfter sin tryllestav.
Og det er tydeligt at klovnen ser, at det er en rigtig tryllestav, for han
spærrer sine øjne op. Og de bliver lidt bløde. De bliver
faktisk meget bløde. Og han siger: Ka' du det? Jeg kan alt, siger
Arlen. Jamen, så vil jeg gerne ha' det, siger klovnen.
Arlen løfter
sin tryllestav og svinger den tre gange rundt i luften og placerer spidsen
af den på hver af de sorte tårer, ganske forsigtigt, mens hun
ønsker at han skal få det godt.
Det er næsten
som om noget forlader hende. Det er som om noget flyder ud af hende; det
kommer fra hendes hjerte og det flyder gennem hendes arm og op igennem tryllestaven
og noget tager imod det, hun giver. Og så er det som om det bliver
for meget for klovnen; han træder et skridt bagud, men kan ikke komme
længere tilbage på grund af teltdugen og så er han lige
ved at falde, han griber sig selv, kommer op at stå igen. Arlen kan
se, at klovnen ikke ved hvad han skal sige. Men så rækker han
tunge af hende. Men ikke ondt. Han rækker bare tunge, fordi han ikke
ved, hvad han skal sige. Arlen ved heller ikke, hvad hun skal sige, så
hun rækker også bare tunge.
Og nærmest
som to magneter nærmer de to tunger sig hinanden, Arlens og klovnens.
De strækker dem ud, så meget de overhovedet kan og jo mere de
anstrenger sig for at strække tungen ud, desto mere er de ved at grine.
Og lige før de når hinanden, så kan de næsten ikke
mere - så kan de næsten ikke holde tungen udstrakt mere for
bar' latter, der vil ud. Men i det samme er der en hånd, som slår
ned imellem deres ansigter og rammer begge deres tunger. Og to kraftige
hænder hiver fat i Arlen og hiver hende væk. Det er Arlens mor.
Arlens mor væser hende i hovedet: Hvad er du laver? Hvad er det du
laver, barn?!
Arlen står
som fastfrosset til jorden; tryllestaven er er stadig hævet i hendes
hånd i luften. Hun hører hvordan hendes mor skælder klovnen
ud og truer klovnen med alt muligt. Og så griber hendes mor fat i
hendes hånd, trækker hende ud af indhegningen, trækker
hende væk fra cirkusteltet. Arlen ved godt, hvor de skal hen, men
hun spørger alligevel. Vi skal hjem - hvæser Arlens mor, og
trækker af sted med Arlen.
Da de kommer
ud, hvor bilerne kører, kan Arlen ikke finde sin tryllestav. Hun
må have tabt den, ved klovnen, eller på vejen. Men det gør
heller ikke noget, for hun har alligevel ikke lyst til at være prinsesse
mere.
Arlens mor
græder i taxaen på vejen hjem.
Arlen ved
ikke, hvad hun skal gøre ved det; hun kan bare se på.
Så det
gør hun. Sér på.
KALK-transskription
fra i dag
tilbage til
toppen