latterens fysiognomi

onsdag
UGE 20

 

seks milliarder
toogtredive millioner
firehundrede og syvogtredive tusinde
nihundrede og elleve overspringshandlinger senere
bliver jeg klar over
at der ikke ér noget at gøre
   
dagen bliver ikke morsommere
   før jeg begynder at le

så efter endnu én falsk beslutning
og én diafragmaudspilende indånding ler jeg
hvinende falsk de første to stød
hvinende falsk og anstrengt
men så forsøger jeg igen
fylder bughulen med hele dagens luft
   og støder
   støder
      støder den ud på dén måde jeg er vant til
      når der faktisk ér noget at le ad
og henad luftvejen om man så må sige
bliver denne protetiske udrensning til rigtig latter
   jeg presser den ud
      men jeg ler rigtigt

jeg ved ikke hvad jeg ler ad
men et eller andet er morsom og rart
   i bunden af lungerne
   eller i hjernecellerne der trækker vejret
   totalt absurd og rablende eller totalt
   håbløst i sankrosakt fortvivlelse jeg forestiller
   mit væsen aftegnet på naboernes ansigter
   bøjet neon der blinkende reflekterer
   at jeg er ved at blive sindsyg
   eller lige om lidt bryder ud i hjerteskærende gråd
men jeg ler alligevel
jeg ler igennem alle murene
jeg skraldgriner det bedste jeg kan
mens jeg ser gasserne for mig sitre i de røde glasrør
på den anden side væggen

og dagen lysner faktisk
indeni står næsten solen op over havet
jeg savner ikke længere helt så forfærdeligt
og dagen nærmer sig en ende jeg selv kan gi den
   ikke én dagen kan tage fra mig
      og give til mindrebemidlede som erstatning for
  
      intet humør overhovedet men
én jeg får
   ved at le uden at kunne
   uden at ville
   uden at have verden som inspirator
jeg ler af egen fri vilje
jeg ler af egen fri vilje
altså ér jeg fri

men gråden ligger lige under overfladen
et diagonalsnit i lyden er et åbent minde om tidligere dage
   hvor den underste sorg har overmandet mig
      uden varsel
og jeg standser
lettere lattermild
   men ikke forløst
tættere på jorden
   men ikke forbundet

er da Jorden latter
tænker jeg
og mærker grådens
   begyndende forplanten sig gennem brystmuskulaturen
   ved billedet af den blå planet
      med et gabende sår gennem ækvator
      og lyd der kun meget langsomt vil sprede sig
      i det næsten tomme rum
     der omgiver den

 

tilbage til toppen

 

til Cirkel

Biorytmer

F  7 [+]
E  15 [k]
I  27 [-]