seks milliarder
toogtredive millioner
firehundrede og syvogtredive tusinde
nihundrede og elleve overspringshandlinger senere
bliver jeg klar over
at der ikke ér noget at gøre
dagen
bliver ikke morsommere
før jeg begynder at le
så efter
endnu én falsk beslutning
og én diafragmaudspilende indånding ler jeg
hvinende falsk de første to stød
hvinende falsk og anstrengt
men så forsøger jeg igen
fylder bughulen med hele dagens luft
og støder
støder
støder den ud på dén
måde jeg er vant til
når der faktisk ér noget
at le ad
og henad luftvejen om man så må sige
bliver denne protetiske udrensning til rigtig latter
jeg presser den ud
men jeg ler rigtigt
jeg ved ikke
hvad jeg ler ad
men et eller andet er morsom og rart
i bunden af lungerne
eller i hjernecellerne der trækker vejret
totalt absurd og rablende eller totalt
håbløst i sankrosakt fortvivlelse jeg forestiller
mit væsen aftegnet på naboernes ansigter
bøjet neon der blinkende reflekterer
at jeg er ved at blive sindsyg
eller lige om lidt bryder ud i hjerteskærende gråd
men jeg ler alligevel
jeg ler igennem alle murene
jeg skraldgriner det bedste jeg kan
mens jeg ser gasserne for mig sitre i de røde glasrør
på den anden side væggen
og dagen lysner
faktisk
indeni står næsten solen op over havet
jeg savner ikke længere helt så forfærdeligt
og dagen nærmer sig en ende jeg selv kan gi den
ikke én dagen kan tage fra mig
og give til mindrebemidlede som erstatning
for
intet
humør overhovedet men
én jeg får
ved at le uden at kunne
uden at ville
uden at have verden som inspirator
jeg ler af egen fri vilje
jeg ler af egen fri vilje
altså ér jeg fri
men gråden
ligger lige under overfladen
et diagonalsnit i lyden er et åbent minde om tidligere dage
hvor den underste sorg har overmandet mig
uden varsel
og jeg standser
lettere lattermild
men ikke forløst
tættere på jorden
men ikke forbundet
er da Jorden
latter
tænker jeg
og mærker grådens
begyndende forplanten sig gennem brystmuskulaturen
ved billedet af den blå planet
med et gabende sår gennem ækvator
og lyd der kun meget langsomt vil
sprede sig
i det næsten tomme rum
der omgiver den
tilbage til
toppen