telefonen

torsdag
UGE 18

 

stilstand. En følelse af at komme til stede. Hvor kommer jeg fra? Hvor længe har jeg været væk? Der var noget, jeg skulle. Hvad var det, jeg ville? Telefonen. Mit blik hviler allerede på telefonen, min hånd hviler på røret på telefonen, min krop hviler i stolen ved siden af. Stilstand

Det er en hvid telefon. Røret er sort. Knapperne er sorte som røret, med store tal, der er hvidere end telefonen. Under håndroden anes et sort mærke - som af sved og hudrester - hånden må have hvilet der længe. Den ligger roligt i sin krog; grebet om røret er løst, men entydigt parat til at løfte, årerne i hånden pulserer roligt, regelmæssigt. Ved siden af telefonen ligger et mange gange foldet, halvt udfoldet stykke gult papir; et telefonnummer anes, der er skrevet igen og igen i det samme kuglepennespor.

Skal jeg ringe til hende? Skal jeg ringe til hende igen? Hvad får jeg ud af det? Hvis hun tager røret, er vel alting godt; hvis ikke... ja, hvis ikke... Det er ulideligt at savne. Det er ulideligt, at hun ikke er hér - at telefonen med den spinkle gengivelse af hendes fyldighed, af hendes væsen og betydning, af hendes væren, hendes øjne, nej uden hendes øjne, men hendes øjne inden i mig som akkompagnement til hendes stemme og hendes klang, hendes livsklang... det er ulideligt ikke at kunne række ud med andet end min længsel, at alt skal ordnes med ord i telefonen - hvorfor venter jeg ikke bare, til jeg ser hende som aftalt? Eller var det en fast aftale? Havde vi en fast aftale? Klippefast - mente hun helt sikkert, eller skulle den bekræftes pr. telefon? Bliver hun irriteret eller føler sig presset, hvis jeg kontakter hende for meget? Og hvad ér for meget? Hvad nu, hvis hun synes jeg er for utålmodig og bare vil æde hende? Men jeg vil jo æde hende - jeg vil have hende helt ind - helt ind hvor det gør godt, ind i pulsen, ind i hjertets seksogtyve kamre og længere ind, hun skal flytte ind med alle sine ting og vore pulsslag synkronisere sig som tidevandet og månen, vi skal blive ét i én evig sammensmeltning af rytme, der varer livet ud!

Hånden har allerede af sig selv løftet røret til øret og mit sind ubevidst registreret klartonen i stigbøjle og ambolt - et rent A, der blot venter på min orkestrering. Jeg taster nummeret og mit hjerte følger med i hver enkelt tone - det er hendes melodi; jeg kan den udenad i søvne og bevidstløs; det er hendes melodi, men jeg ser på mine fingre, mens de taster og sikrer mig, at intet dér går galt. Det må ikke gå galt.

Den første ringetone - mit hjerte pulserer rundt omkring den første tone; jeg hører ekkoer af tidligere samtaler i det spinkle grålandskab, der er bag mine øjne, mens min bevidsthed følger de svage elektriske impulser ind gennem højtalermembranen, ned gennem spiralledningen og ind gennem telefonens elektronik og videre ud i verden gennem hullet i væggen.
Den anden ringetone - lyden af tavshed accentuerer mit pulsslag: Der bliver tydeligt længere og længere mellem tonerne allerede nu, eller også er mit hjerte i frit fald ned gennem telefonnettet.
Den tredie tone - jeg kan snart kun høre min egen puls, sådan dunker den i mine ører og og du må da for pokker snart reagere på den, så løb dog til dén telefon, hvor du så end ér, du må da kunne høre, det er mig der ringer!
Men der sker ingenting - og hvor bliver den fjerde ringetone af - hvorfor siger den ikke noget, telefonen - har jeg mistet forbindelsen, har jeg mistet dig nu - hvor er du henne - så tag dog den telefon!
Ah, dér kom ringetonen; vi er stadig forbundne, vi er stadig forbundne, i min tanke, i mit ønske om at vi altid skal være forbundne, som jeg ønsker altid at være i kontakt med dig, du lever inden i mig, men du har ikke nogen krop inden i mig! Kun en krop i erindringen, kun minderne om din krop og din fylde, kun hvad jeg kan forestille mig - kom nu, tag nu dén telefon! Udfri mig fra dette krampagtige fængsel af længsel og forventning - tag telefonen, og sig at alt er ok, at jeg har forstået dig korrekt: jeg skulle ringe, du er glad for at høre fra mig, du har også savnet at høre min stemme, tag nu dén telefon, så hør dog at den ringer, Kvinde!

Kan det virkelig passe, at du ikke er hjemme? Kan du virkelig sidde atten ringninger overhørig, bare lade telefonen ringe og ringe og ringe og ringe, uden at få den mindste smule lyst til at gå hen for at finde ud af, hvem det er? Du ér jo nysgerrig - jeg véd det - jeg ved at du ville gøre det, hvis du var hjemme, jeg ved at du ikke ville kunne lade være, jeg er sikker på at du kan høre mig række ud til dig, ikke gennem telefonen, men gennem den menneskelige æter, på vores bølgelængde, men du er ikke hjemme, så du kan tage imod mit opkald, ja, det er dét - du er ikke hjemme, du er ude et sted og du kommer snart hjem. Du kommer snart hjem, eller du finder en telefon, hvor du er - og så ringer du til mig. Det var også det, der var aftalen. Ja, det var dét, der aftalen: "Jeg ringer til dig", sagde du - "jeg ringer, når jeg kan; så finder vi ud af det" - det var dét, du sagde - det var ikke mig, der skulle ringe. Det var dig. Du lovede det. Så du ringer også. Det ved jeg. Jeg ved, du ringer.

Min hånd hviler på røret på telefonen. Jeg kan næsten mærke dig gennem røret. Nej - jeg kan mærke dig. Du er, hvor du er - du er derude et sted. Og du er inden i mig. Vi hviler sammen, mens vi venter - på rette tid og sted. Du ringer. Det gør du. Jeg ved det

 

 

tilbage til toppen

 

til Cirkel

Biorytmer

F  17 [-]
E  2 [+]
I  14 [+]