stilstand.
En følelse af at komme til stede. Hvor kommer jeg fra? Hvor længe
har jeg været væk? Der var noget, jeg skulle. Hvad var det, jeg ville?
Telefonen. Mit blik hviler allerede på telefonen, min hånd hviler
på røret på telefonen, min krop hviler i stolen ved siden af.
Stilstand
Det
er en hvid telefon. Røret er sort. Knapperne er sorte som røret,
med store tal, der er hvidere end telefonen. Under håndroden anes et sort
mærke - som af sved og hudrester - hånden må have hvilet der
længe. Den ligger roligt i sin krog; grebet om røret er løst,
men entydigt parat til at løfte, årerne i hånden pulserer roligt,
regelmæssigt. Ved siden af telefonen ligger et mange gange foldet, halvt
udfoldet stykke gult papir; et telefonnummer anes, der er skrevet igen og igen
i det samme kuglepennespor.
Skal
jeg ringe til hende? Skal jeg ringe til hende igen? Hvad får jeg ud af det?
Hvis hun tager røret, er vel alting godt; hvis ikke... ja, hvis ikke...
Det er ulideligt at savne. Det er ulideligt, at hun ikke er hér - at telefonen
med den spinkle gengivelse af hendes fyldighed, af hendes væsen og betydning,
af hendes væren, hendes øjne, nej uden hendes øjne, men hendes
øjne inden i mig som akkompagnement til hendes stemme og hendes klang,
hendes livsklang... det er ulideligt ikke at kunne række ud med andet end
min længsel, at alt skal ordnes med ord i telefonen - hvorfor venter jeg
ikke bare, til jeg ser hende som aftalt? Eller var det en fast aftale? Havde
vi en fast aftale? Klippefast - mente hun helt sikkert, eller skulle
den bekræftes pr. telefon? Bliver hun irriteret eller føler sig presset,
hvis jeg kontakter hende for meget? Og hvad ér for meget? Hvad nu, hvis
hun synes jeg er for utålmodig og bare vil æde hende? Men jeg vil
jo æde hende - jeg vil have hende helt ind - helt ind hvor det gør
godt, ind i pulsen, ind i hjertets seksogtyve kamre og længere ind, hun
skal flytte ind med alle sine ting og vore pulsslag synkronisere sig som tidevandet
og månen, vi skal blive ét i én evig sammensmeltning af rytme,
der varer livet ud!
Hånden
har allerede af sig selv løftet røret til øret og mit sind
ubevidst registreret klartonen i stigbøjle og ambolt - et rent A, der blot
venter på min orkestrering. Jeg taster nummeret og mit hjerte følger
med i hver enkelt tone - det er hendes melodi; jeg kan den udenad i søvne
og bevidstløs; det er hendes melodi, men jeg ser på mine fingre,
mens de taster og sikrer mig, at intet dér går galt. Det må
ikke gå galt.
Den
første ringetone - mit hjerte pulserer rundt omkring den første
tone; jeg hører ekkoer af tidligere samtaler i det spinkle grålandskab,
der er bag mine øjne, mens min bevidsthed følger de svage elektriske
impulser ind gennem højtalermembranen, ned gennem spiralledningen og ind
gennem telefonens elektronik og videre ud i verden gennem hullet i væggen.
Den anden ringetone - lyden af tavshed accentuerer mit pulsslag: Der bliver tydeligt
længere og længere mellem tonerne allerede nu, eller også er
mit hjerte i frit fald ned gennem telefonnettet.
Den tredie tone - jeg kan
snart kun høre min egen puls, sådan dunker den i mine ører
og og du må da for pokker snart reagere på den, så løb
dog til dén telefon, hvor du så end ér, du må da kunne
høre, det er mig der ringer!
Men der sker ingenting - og hvor bliver
den fjerde ringetone af - hvorfor siger den ikke noget, telefonen - har jeg mistet
forbindelsen, har jeg mistet dig nu - hvor er du henne - så tag dog den
telefon!
Ah, dér kom ringetonen; vi er stadig forbundne, vi er stadig
forbundne, i min tanke, i mit ønske om at vi altid skal være forbundne,
som jeg ønsker altid at være i kontakt med dig, du lever inden i
mig, men du har ikke nogen krop inden i mig! Kun en krop i erindringen, kun minderne
om din krop og din fylde, kun hvad jeg kan forestille mig - kom nu, tag nu dén
telefon! Udfri mig fra dette krampagtige fængsel af længsel og forventning
- tag telefonen, og sig at alt er ok, at jeg har forstået dig korrekt: jeg
skulle ringe, du er glad for at høre fra mig, du har
også savnet at høre min stemme, tag nu dén telefon,
så hør dog at den ringer, Kvinde!
Kan
det virkelig passe, at du ikke er hjemme? Kan du virkelig sidde atten ringninger
overhørig, bare lade telefonen ringe og ringe og ringe og ringe, uden at
få den mindste smule lyst til at gå hen for at finde ud af, hvem det
er? Du ér jo nysgerrig - jeg véd det - jeg ved at du ville gøre
det, hvis du var hjemme, jeg ved at du ikke ville kunne lade være, jeg er
sikker på at du kan høre mig række ud til dig, ikke gennem
telefonen, men gennem den menneskelige æter, på vores bølgelængde,
men du er ikke hjemme, så du kan tage imod mit opkald, ja, det er dét
- du er ikke hjemme, du er ude et sted og du kommer snart hjem. Du kommer snart
hjem, eller du finder en telefon, hvor du er - og så ringer du til mig.
Det var også det, der var aftalen. Ja, det var dét, der
aftalen: "Jeg ringer til dig", sagde du - "jeg ringer, når
jeg kan; så finder vi ud af det" - det var dét, du sagde - det
var ikke mig, der skulle ringe. Det var dig. Du lovede det. Så du ringer
også. Det ved jeg. Jeg ved, du ringer.
Min
hånd hviler på røret på telefonen. Jeg kan næsten
mærke dig gennem røret. Nej - jeg kan mærke dig. Du
er, hvor du er - du er derude et sted. Og du er inden i mig. Vi hviler sammen,
mens vi venter - på rette tid og sted. Du ringer. Det gør du. Jeg
ved det
tilbage
til toppen