jeg lytter
til skoven
og hører skoven
ikke elverfolk eller
ånder og feer leve
jeg hører skoven
og
skoven er lyd
en rigdom af nuancer
i blades farver
skoven er lyden
af himmel ovenover
lyden af kroners vejen ind i hinanden
og fodspor i
mudder under birkegrenes hæng
det er lyden af tusmørke der sænker
sig umærkeligt
og røg fra bål og tårer på mine
kinder
det er lyden af dyr der tier i mørket
myg i færd med
at tappe mit blod
min egen udmattede glæde i en dag fyldt af lykke
skoven er lyd
der aldrig stiger eller falder
klinger rent eller falsk
skoven er lyd
inde i mit hoved eller udenfor
jeg ved det
ikke
jeg hører kun skoven
tilbage
til toppen