onsdag
UGE 17

åremål

 

jeg har tyve flyttekasser med bøger
de fem letteste med science fiction
   tusindtolvhundrede af de bedste og største værker
   Bradbury både før og efter hans 12-årige skrivekrampe
   Philip K. Dicks samlede syrede værker
   Stephen Donaldson som døde på dansk
   Asimov og the foundation
      og pulp og fantasy og novellesamlinger
og jeg forsøgte at forære dem alle sammen væk
til biblioteket i Guldbergsgade
på Nørrebro hvor jeg boede dengang
   men de havde sgu heller ikke plads!

Og så er er der Ordbog over det Danske Sprog
    i 28 bind og nye ord i nye bind og usynligt gjort plads til det næste årtusinde
og der er NuDansk og etymologi og fremmedord og synonymordbog både retvendt og på vrangen
og ordbøger fra og til alle europæiske sprog før unionen
og bøger med rim
   uden rim på kartoffel
og der er opslagsværker om alt under solen
   fra bøger om svampe
      til bøger om matematik
   fra stærkt uddøde stammekulturer
      til instruktion i porcelænsmaling
   bøger om bridge, astralprojektion, shamanisme, psykologi og alverdens navne
      der er godt nok ingen om opdræt af heste,
         men jeg blev også en gang bidt af én, så
         hvad skal jeg med bøger om opdræt af heste?

Og der er masser af kasser med tegneserier
   de gode gamle basserne fantomet edderkoppen dare devil agent X9 Modesty Blaise Seriemagasinet komplet
og så er der megamosterkassen
   en sviner af en kasse ene dedikeret albums
og den vejer mindst 100 kg
   rent guld, selvfølgelig
      lortet ér solgt fra
men det eneste jeg husker er Hugo Pratt og Corto Maltese
   10 år i mørke kan jo tage livet af enhver!

Og der er selvklart også
   almindelig skønlitteratur
såkaldt normalprosa
   hvis man nu kan kalde Kierkegaard , Stefano Benni, Robert Graves, Iain Banks, Oehenschlæger, Hemingway, Bukowski, Günther Grass, Kosinski
   for nu at nævne nogle få
for normalprosa?
Og alt det jeg ikke har læst
og aldrig
   kommer til at læse
men de ser stadig fede ud
   føles godt i hånden
   og lugter rigtigt
      af papir.

Og der er kasse på kasse på kasse på kasse
   med gamle vinylere
   den rigtige omdrejning
   syrede tyske grupper
   klassisk inspireret pompøsrock
   Pink Floyds samlede mens de endnu var gode
   hundreder af klassiske marskandiserfund til en 20'er
      jeg aldrig nåede at høre
   dansk avantgarde og 80'er-pop for modepunkere
      artigt skæve trin fra en tid
      hvor jeg var mere skæv end i dag
   og ambient og minimalisme og lutter uvorne takter
      Eno, Fripp, Froese, Schultze, Banks, og jazz
         også fra før den 2. store Europæiske krig
         selvfølgelig Bechét!
og ikke en plade yngre end 1990
og jeg kan høre det hele uden
   at lægge øret til!

Og så er der tyve kasser med hængelamper
og væglamper
og skjorter
håndklæder og viskestykker og billedrammer med udklip og collager og sengetøj
og kasser med bogstøtter
   klart en hel del bogstøtter
     det siger vist sig selv
og der er tegneartikler og papir og systemmapper med kaos
og blæk fra Tjekkiet
   det eneste sted jeg har fundet ordentlig hvid blæk
      og jeg har kigget overalt jeg har været
og der er pyntegenstande som ingen andre ville have
   fordi de ikke pyntede dér
masser af pyntegenstande
   underlige ting som kan åbnes
   og har mærkelige former og minder om et eller andet
   man end ikke kan komme på
   selvom man halvt lukker øjnene og kigger lige op i solen
og der er gamle sko
   en hel kasse med gamle sko
   med kilometervis af tango i endnu
og hatte...
   min fantastiske håndsyede hat fra
      modisten i Mikkel Bryggersgade
      den er bare SÅ flot
   men hver gang jeg klipper mig skaldet
      er den for stor
   og når det hele er vokset ud igen
      er den igen alt
         alt for lille

Og slips, mand!
hold kæft hvor er der mange slips
   fem kroner stykket i alle farver
   selvfølgelig min personlige smag
   alle sammen
      bare fordi de er fra marskandiseren
      behøver de jo ikke være
      helt tilfældigt valgt, vel?

Og så er der 4 reoler i mørkbejset mahogni
med plads til ca. en fjerdedel af bogsamlingen
og et egetræsspisebord med udskæringer udtræksskuffe
  
mange pletter og runde drejede ben med trægevind
og de to skøre standerlamper
   hvoraf den ene kun kan lyse op i loftet
      og har en pære man ikke mere kan få
         men den virker endnu
         på 30. år
og der er min mastodant-sofa med møl
   og lænestolen der matcher
og en læselampe til at skrue fast på stolen
   et system jeg udviklede til en kunstform
      gennem alle de år jeg levede om natten
og en knald rød chesterfield-læderlænestol med øreklapper
  
beregnet til at dø i
og to hvide knirkende kurvestole som ingen kan sove fra
og et lille rundt bord af egetræ
   med to små klapper til at slå ned!
      jeg fattede aldrig
      hvad man bruger tyve centimeter bordplade til
      og det tog mig 5 år sidste gang
         at finde det rette sted at placere det
og så flyttede jeg igen.

Og nu står det alt sammen hér
til opbevaring
   noget af det på 10. år
og jeg bor på 16 m2 med egen indgang
og 25 m2 stue delt med to
og jeg behøver ikke mere plads til mig selv
men hvor gør jeg af al bagagen?
Der er ikke længere plads hvor den står
og der er ikke plads inde i mig
   hvad skal jeg skille mig af med?
   Hvad skal jeg give slip på?
   Hvilke centre i hjernen?
   Hvilke år?

Jeg hører ikke til dem der
   hvis det overhovedet er nødvendigt at huske
   kan nøjes med at ihukomme igår
     på smagen af hvidløg der undslipper i et bøvs
        akkurat efter man har børstet tænder.
men en ganske bestemt episode 13 år tilbage
kan jeg genkalde mig ved blot at kigge på
denne lille bly-og-tin-figur jeg holder i min hånd
en lille faun med spidse ører
en lille barnebuttet evigung mandsling
   der sidder og omklamrer kloden
   uden på nogen måde at kunne dække det hele
      men han holder fast!

Hvordan siger man uigenkaldeligt farvel?
Hvordan siger man overhovedet
farvel?

 

 

tilbage til toppen

 

til Cirkel

Biorytmer

F  9 [+]
E  22 [-]
I  6 [+]