torsdag
UGE 16
lad mig se... klokken er nu... 24 minutter i midnat - og nu er hun på... nej, hun er i elevatoren, i fart op og ned mellem 3. og 5. - det her er et af de øjeblikke, hvor hun ikke kan finde ud af, præcis hvor hun egentlig hører hjemme, og så kører hun op og ned indtil trangen til at stige af bliver så stor og så varig, at den vedbliver, til hun rent faktisk ér steget ud.
klokken er nu... 21 minutter i midnat, og hun... jeg får lige at vide, at hun sidder fast mellem 3. og 4. - det sker af og til, det er faktisk ikke hendes egen fejl; indimellem er systemet så overbelastet, at det bare lukker ned, og så sker sådan noget her. Det plejer ikke at vare længe, før det ordner sig - skønt, jo... det ér da sket, at hun har hængt mellem etagerne ret længe - det længste var vist... nogle måneder, tror jeg... Der sker hende ikke noget; hun bliver lidt mager og... keder sig vist ret meget, men som hun selv siger: hellere være slet end slet ikke - hvad dét så end betyder.
nå, men klokken er 15 minutter i 24, og hun... hun er nu på vej ned mod første! - ja, hun er lige ankommet til første, og i dette øjeblik overvejer hun, om hun skal stige ud... hun virker urolig, nej, hun trykkede på ekspresknappen! Hun er nu på vej op og befinder sig mellem 4. og 5, - ja, nu, nu er hun... nej, nu er hun på vej op til 6, etage, og elevatoren kører videre, får jeg at vide - hun er på vej til 7. - det, De nu bevidner, mine damer og herrer, er intet mindre end ekseptionelt! Det er første gang for hende - og bemærk venligst klokken, den er 12 minutter i midnat - det er første gang, hun er taget op til 7. etage - og hun... ja, hun stiger ud. Og nu sætter hun sig ned, dørene til elevatoren lukker bag hende, og hun sidder afslappet i den lysebrune læderstol deroppe. Hun sidder afslappet, mine damer og herrer, med hovedet tilbage og... ansigtet vendt mod skylightet i loftet, hvorfra lyset strømmer ind og indhyller hende i en aura af gylden og violet - jeg må tilstå, jeg må tilstå... jeg har i dag ikke set noget så smukt - kan De se hende for dem, mine damer og herrer, det mest afslappede væsen i verden, allerøverst i vores smukke bygning, i færd med at dele sig selv og sit hele væsen med universet og enhver, der kan se hende for sit indre blik - er det ikke vidunderligt?!
klokken er 6 minutter i midnat og hun gør ikke tegn til at rejse sig. Skal vi virkelig lukke dagen på så smuk en tone? Er De med, mine damer og herrer - hvad siger De?!
klokken er 3 minutter i 12. Hun drømmer. Hun drømmer om sin elskede, man kan se det på smilet, hvis man ved det - hun drømmer om sin elskede, og hendes hænder spjætter blidt for enden af armlænet - der er en antydning af rødme i hendes kinder, en rødmen, der også farver hendes læber og gør dem tykke og spændstige... og nu, nu mine damer og herrer - nu er klokken 24 - og vores elskede gør ikke mine til at træde ud af drømmen, og hele universet ånder i samme takt som hende, kan De mærke det - fyldige, tunge, dybe åndedrag, spædet med en sødme af lethed i hver udånding - hun er i fuldstændig ro og harmoni nu, og hér lader vi hende hvile, vi lader hende sidde i lyset. I morgen kan De komme igen, hvis De vil - der vil givet være lige så stor foranderlighed for gæsterne, som der har været i dag - for, som vi siger hér i huset: elevatoren er husets vigtigste rum! Klokken er 4 minutter inde i den nye dag... kunne De mærke de læber? - mine prikker stadig... Men så tak for idag, og kom endelig igen når De vil det...
F 3 [+]
E 16 [-]
I 33 [-]
