jeg vågnede
alene i en seng, der fyldte hele værelset; den var dækket af
bølge på bølge af puder og dyner, og jeg følte
mig omgående forladt. små lamper brændte på den
ene væg, i det ene hjørne; resten af sengen forsvandt ind i
dybere og dybere mørke, og du var ingen steder at se: hvor
VAR dette sted, jeg var vågnet? da
jeg lagde mig til at sove... jeg kunne pludselig ikke huske, at jeg nogen
sinde havde sovet noget andet sted; at eller om, der havde været
en forudgående dag, men jeg vidste at du burde have været der,
da jeg vågnede - hvor VAR du?
under en pude
i det lyse hjørne lå en strimmel toiletpapir, fyldt med noter,
skrevet på en gammel skrivemaskine; det føltes som en huskeseddel
du havde både glemt og efterladt - glemt, fordi du havde
været lige dér, og have lagt dine noter under hovedpuden
for at få en fe eller andet beneficielt væsen til at forvandle
dem til virkelighed; efterladt, for at indvie mig i din fremtidige
eksistens - at du faktisk havde ønsker om en fremtid: klokkesletsmemoer,
husk mig på'er og filosofiske fra kant til kant-bemærkninger
af den vigtigste slags - i én lang strimmel rullet sammen med forsiden
udad: Jeg måtte ud af sengen; der var ikke lys nok til at kunne gøre
dag af mørket i rummet - og tapetet begyndt at sige "sommerhus",
"sommerhus", men ikke som et sommerhus jeg kendte... kunne det
være et fremtidigt sommerhus ved Vesterhavet, eller var det gamle
blevet udbygget til familieforøgelse i overdreven grad: Befandt jeg
mig i min egen fremtid - uden bro til igår?
væggen
gjorde sig usynlig, da jeg steg ud af sengen og jeg stod i stuen omgivet
af glasvægge til et stuelandskab i natten udenfor og lige i nærheden
slog bølge på bølge ind mod land. mine forældre
var pludselig til stede - jeg havde ikke hørt lyden af døre
eller vinduer, men de var der, ganske naturligt til stede; de var unge eller
yngre, eller jeg så ind til deres sjæl, hvad ved jeg
ikke, og de var påklædte: kortvarigt og akavet måtte vi
lydløst udligne forskellen på nøgenhed og fravær
af tøj, og i det samme var du tilbage: du var der, som om du havde
været der før.
du havde roser
med. jeg vidste, at du havde været oppe i bakkerne bag huset. du var
gået dine egne veje fordi du var dig selv og havde lyst til at gå.
dér forstod jeg, at du havde efterladt dine noter, fordi du elskede
mig og jeg kunne pludselig se og høre dig for mig, da du gennemsøgte
huset for papir uden at finde andet end rullen på toilettet - og du
havde roser med. du havde medbragt tre langstilkede mørkerøde
roser med store hoveder til mig og til mine forældre - og du overrakte
dem med dén mine, der altid siger: Jeg gør det fordi jeg vil
det, lad være med at spørge. jeg holdt min op til næsen
og smugkiggede mellem kronbladene på det særlige menneske, du
er, fordi du er dig, og du vidste at du blev set på, du vidste at
du fandtes - at du fandtes for dig selv, da du gik, og at du fandtes, da
du kom tilbage.
måske
elskede jeg dig for, at du aldrig gjorde noget uden formål; eller
at jeg muligvis ikke er anderledes selv - men akkurat hér i mit liv
mens natten hyllede os alle ind i omrids på omrids i det mørke
glas elskede jeg dig igen. og scenen frøs, mens jeg så dig
modtage den tavse hyldest, stolt og selvbevidst som skuespilleren på
et podie, og jeg kan ikke forestille mig, hvordan det nogensinde
blev dag igen.
eller om det
rent faktisk blev det.
tilbage til
toppen