mandag
UGE 15
jeg vågnede alene i en seng, der fyldte hele værelset; den var dækket af bølge på bølge af puder og dyner, og jeg følte mig omgående forladt. små lamper brændte på den ene væg, i det ene hjørne; resten af sengen forsvandt ind i dybere og dybere mørke, og du var ingen steder at se: hvor VAR dette sted, jeg var vågnet? da jeg lagde mig til at sove... jeg kunne pludselig ikke huske, at jeg nogen sinde havde sovet noget andet sted; at eller om, der havde været en forudgående dag, men jeg vidste at du burde have været der, da jeg vågnede - hvor VAR du?
under en pude i det lyse hjørne lå en strimmel toiletpapir, fyldt med noter, skrevet på en gammel skrivemaskine; det føltes som en huskeseddel du havde både glemt og efterladt - glemt, fordi du havde været lige dér, og have lagt dine noter under hovedpuden for at få en fe eller andet beneficielt væsen til at forvandle dem til virkelighed; efterladt, for at indvie mig i din fremtidige eksistens - at du faktisk havde ønsker om en fremtid: klokkesletsmemoer, husk mig på'er og filosofiske fra kant til kant-bemærkninger af den vigtigste slags - i én lang strimmel rullet sammen med forsiden udad: Jeg måtte ud af sengen; der var ikke lys nok til at kunne gøre dag af mørket i rummet - og tapetet begyndt at sige "sommerhus", "sommerhus", men ikke som et sommerhus jeg kendte... kunne det være et fremtidigt sommerhus ved Vesterhavet, eller var det gamle blevet udbygget til familieforøgelse i overdreven grad: Befandt jeg mig i min egen fremtid - uden bro til igår?
væggen gjorde sig usynlig, da jeg steg ud af sengen og jeg stod i stuen omgivet af glasvægge til et stuelandskab i natten udenfor og lige i nærheden slog bølge på bølge ind mod land. mine forældre var pludselig til stede - jeg havde ikke hørt lyden af døre eller vinduer, men de var der, ganske naturligt til stede; de var unge eller yngre, eller jeg så ind til deres sjæl, hvad ved jeg ikke, og de var påklædte: kortvarigt og akavet måtte vi lydløst udligne forskellen på nøgenhed og fravær af tøj, og i det samme var du tilbage: du var der, som om du havde været der før.
du havde roser med. jeg vidste, at du havde været oppe i bakkerne bag huset. du var gået dine egne veje fordi du var dig selv og havde lyst til at gå. dér forstod jeg, at du havde efterladt dine noter, fordi du elskede mig og jeg kunne pludselig se og høre dig for mig, da du gennemsøgte huset for papir uden at finde andet end rullen på toilettet - og du havde roser med. du havde medbragt tre langstilkede mørkerøde roser med store hoveder til mig og til mine forældre - og du overrakte dem med dén mine, der altid siger: Jeg gør det fordi jeg vil det, lad være med at spørge. jeg holdt min op til næsen og smugkiggede mellem kronbladene på det særlige menneske, du er, fordi du er dig, og du vidste at du blev set på, du vidste at du fandtes - at du fandtes for dig selv, da du gik, og at du fandtes, da du kom tilbage.
måske elskede jeg dig for, at du aldrig gjorde noget uden formål; eller at jeg muligvis ikke er anderledes selv - men akkurat hér i mit liv mens natten hyllede os alle ind i omrids på omrids i det mørke glas elskede jeg dig igen. og scenen frøs, mens jeg så dig modtage den tavse hyldest, stolt og selvbevidst som skuespilleren på et podie, og jeg kan ikke forestille mig, hvordan det nogensinde blev dag igen.
eller om det rent faktisk blev det.
F 16 [-]
E 6[+]
I 23 [-]
