onsdag
UGE 13
jeg trækker ikke våd efter livets mening længere - kan jeg bare føle meningen med at stå op er jeg rigtig godt tilfreds
da jeg var 24 var verden helt forkert, jeg kendte ingen mennesker der mente som jeg, ingen der kunne se at menneskene gjorde alting forkert, alle havde for travlt med at ordne sig selv, men måden jeg ordnede mig selv på var at studere verden, ihvertfald studere dét jeg så, eller det jeg mente jeg så, dét der muligvis, muligvis ikke, fandtes uden for mig, hvis der overhovedet fandtes noget, that is, hvis jeg fandtes,
i dag er jeg ikke i orden, ikke i nogen forstand, men jeg har afgjort med mig selv, at jeg ikke behøver tvivle på verdens fysiske eksistens længere, og Philip K. Dick's novelle om menneskeheden som kroppe på stand-by og bevidsthederne i live i én enkelt stor computermainframe på en stor grøn Jord, der har regeneret sig selv, men ikke længere behøver eller ønsker os, har ikke længere den store magt over min bevidsthed
jeg kan nøjes med at småpludre med mig selv, og blot tage stilling til mine umiddelbare behov, Verden er så stor så stor at jeg med denne forståelse ikke føler mig i stand til at influere andet end dét, jeg fornemmer
jeg forstår ikke ret meget, jeg kan forklare det hele og alle sammenhænge, men jeg forstår ikke særlig meget, hvis noget overhovedet, og jeg bliver mere og mere lun på tanken om, at det aldrig vil være muligt for mig at forstå noget som helst, selv ikke denne tanke, som jeg tit taler med mig selv om
jeg kan se ydre sammenhænge, baseret på indre sammenhænge, dét er hvad jeg kan, men ikke den anden vej rundt, jeg ved ikke om jeg tror mig urørelig, men det der ér sket - er det i virkeligheden ikke bare noget jeg ér?
jeg oplever ofte at det jeg husker er galt, men jeg husker, og husker galt ofte nok til, at jeg tror på at jeg ikke er den eneste, der har det sådan, og det er denne tro, der er hele omdrejningspunktet i mit voksne liv
jeg forestiller mig af og til, at jeg er politisk fange i en diktaturstat, en meget avanceret vestlig diktaturstat, hvor man kun nedbryder folk på deres psykiske svage punkter, og forestiller mig så hele processen, mine bødler skal igennem for at afdække netop mit svageste punkt, og når de så finder det - at verden for mig kun findes ved at jeg tror på, at den findes, fordi jeg ikke hverken kan bevise eller modbevise dens fysiske eksistens, fordi det ville kræve at jeg påviste min egen eksistens for mig selv - hvordan de så vil forsøge at nedbryde min psyke gennem at fjerne min tro
jeg forestiller mig at de ret hurtigt vil forsøge at få mig til at synonymisere min opfattelse af verden med én enkelt ting, som de så vil tage fra mig, kærligheden f.eks., kærligheden til mine forældre, kærligheden til mine venner, kærligheden til en evt. daværende eneste ene, men jeg tror ikke det vil lykkes dem, ikke fordi jeg ikke elsker stærkt nok, men fordi der skal to til en tango, og jeg tror de vil ane det, allerede før de går i gang
måske vil de så fjerne min evne til at bruge de fem primære sanser med kemiske eller elektriske midler, eller true med at fjerne min brug af dem permanent ved operation eller lignende, men uanset hvad de gør ved min evne til at se høre smage lugte berøre og mærke berøring kan de ikke fjerne min evne til at tænke, og dermed tro
hvis de fjerner min evne til at tænke og ræsonnere, kan de lige så godt slå mig ihjel og spare mig for yderligere lidelse og dem selv for besvær, for hvad er jeg uden min evne til at tænke
selvfølgelig, hvad er min tro uden min evne til at opleve følelsen at jeg tror?
og når jeg så har tænkt sådan nogle minutter, findes Verden mere end nogen sinde, og så har jeg det godt igen, og så skidt med at jeg måske ikke vågner i morgen, jeg er så vågen lige nu, som det er mig muligt at være, der er mennesker jeg elsker, og mennesker der elsker mig, jeg fornemmer at jeg er i live, og at det ikke betyder noget som helst, om nogen er enig deri
