tirsdag
UGE 11

øjne af glas, relativt sét

 

de taler om tilstandene i kroppen
   og i sindet
de synger sange om at være menneske
   set dérfra hvor de står,

de taler om at findes
og at ikke findes
de taler om at have stemme og ikke have ord
de taler om at være alene
om at være fremmed
de bruger sig selv som eksempel
   så godt de nu kan,

de fantaserer om tilstande de aldrig har set
tilstande de finder i hjernen
   hjertet
   gårsdagen
i vævningen af pulp og pres
   de venter på ordene mens de bliver til
og lukker dem ud som de ser dem
de staver ikke
   de tegner i luften

de larmer og hvisker om at elske
de er rationelle eller fulde af følelser
de taler som kvinde
   som mand
   som barn
   som et fællesskab
de taler om at have eller ikke have
få eller ikke få
at have mistet og mistet igen
de taler om kærligheden
   som om den findes
      eller ikke
og mange nævner den aldrig med ord,

de eksperimenterer med bogstaver og sætninger
med læserens øjne og med læserens sind
de gør det kendte ukendt og nyt,
forklarer eller forklarer ikke
   som det passer dem bedst,
de mener selv der altid er en mening
at de selv
   er bevis for meningens uigendrivelighed
      de har gjort hvad de har gjort
      de var i live da de talte
      skrev og tænkte
      følte
  og verden findes da endnu,

de tænker på fortiden
og mener fortiden har ting at sige
og de fortæller om fortiden
   og binder navne ind som læseren kan huske
   så læseren har årstal
   og egen historie at holde sig til
de skaber historien om
   ved at føje til
de skaber historien om ved at gentage og ændre
   en ganske lille smule
de skaber deres egen historie om
   ved at huske på papir,

de er sig selv på papiret
de er spejlbilleder på papiret og i ordet
de er livsløgne og lystløgne og fabrikationer og fantasterier og dagdrømme og længsler og angst,
   i voksende kontrol på papiret
   og i stemmen
   og i pauserne
   og i rytmen
   og i skyheden
   og rampetrangen
   og selvpromoveringen
   og pauserne fra skriften
de er hinanden
og sig selv
de er os andre
og sig selv
de ér ikke
   når de skriver
når de skriver bedst ér de ikke
de er deres egen søgen efter livet
efter mening
efter tiår og sekunder
   efter at holde dét i hånden
   som ikke kan holdes
   og villigt slippe det igen,

vi følger dem i søgen
vi angriber dem
vi flatterer dem
vi taler med dem i søvne og om natten
vi debatterer med dem
   før vi skal ud og når vi kommer hjem
vi taler med dem i grønthandleren
   når vi kigger på salater og tomater
vi bemærker dem i klasseværelser og på arbejdspladser
vi finder dem mellem faktuelle linier
   i artikler
   i ordbøger
   i kogebøger
   i bønner om bolig
     på opslagstavler i supermarkeder
vi taler ofte med dem
   uden at vide hvem vi taler med
men vi taler gerne
   og gerne længe
vi mærker der er noget de vil
de stikker ud overalt

vi siger ikke tak
hvad skulle vi takke for
vi er dem
   der tager imod
hvad skulle vi takke for
vi er deres verden
som de er vores
  alle snyltere på hinanden
kun tanken
   kan skabe et menneske
      som ikke behøves
kun tanken
   kan give livet
      livet igen

 

 

tilbage til toppen

 

til Cirkel