lørdag
UGE 05

 

(ufærdigt, skitse)

 

du tikker i mig
i glideflugt med changerende gevanter i dit kølvand, bundet i brisen, bundet til brisen, letfordøjelig og æterisk

du tikker i mig
vokset ud af gulvet, med grene i alle haver og fotosyntesen på højeste gear med næring til jorden og dine rødder

i det ene
kommer du aldrig nærmere
svæver altid udenfor rækkevidde,
    men besnærende smuk og mystisk
drømmen der folder sig ud

i det andet
har du aldrig ku forlade
og står sikkert i hvert et rum
     altid med på en aflægger
vores garant for vores liv sammen

i luften er du ved at eksplodere i lys
på jorden imploderer du uden næring

og lyset strækker ikke fra en til den anden
    det når mig
og flås ud den anden vej ved kraftigt undertryk

lysstrømmen slider på detonatorerne
der er ingen formildende omstændigheder
at standse nedbrydningen med
snart siger det puf
snart eksploderede jeg
det sagde bang

hvis ikke jeg stoppede det
før det var for sent

og det var altid for sent
for dét var dér jeg stoppede det

og det nye bygges på bedste grundlag
dit lys dit hul
og mig i midten
med lys igennem

det slider på detonatorerne
det slider rigtig slemt

 

 

(revideret 10.02.)

tilbage til toppen