søndag
UGE 02

 

du omfavner mig
i det seneste øjeblik jeg kan huske
som altid
holder du godt fast
  i mit blik

og for dine øjne
falder som altid
mine skjul
  èt
   efter ét
   mens smilene lægger sig
   og mine rette proportioner
     dukker frem

man siger om os
at denne tid ikke er gjort for
  folk som dig og mig
men hvem er den gjort for
  så? måske
er vi som babyer
dig og mig
bygget til blot at se?

livsvidne
ven ihvertfald
din kærlighed er støt og fast
men samle mig op med et blik
  kan den ikke
  der er ingen fremtid i fortiden
  intet mål udover hér
i dit blik
dét må du forstå
og jeg med

jeg vil dig
  mere end være et spejl!
jeg vil ikke falde
  alene for mig selv
    når du er gået
jeg vil ikke
  gribes af sorgen
    som det nederste niveau
jeg vil selv
  for dit syn

jeg håber du ser
at masken er en maske
  er en maske er en maske ad infinitum
  at du vil se
blot se når den falder
ind
  ad mine øjne
måske også næste gang
vi ses

 

 

(sidst revideret 24.01.)

tilbage til toppen