søndag
UGE 52

 

da jeg var barn for 10.000 år siden
gik vi tit op på det vandrende bjerg
shamanen en anden dreng og mig

den anden dreng var yngre end mig
han gik i midten
og bar knippet med kviste og brænde
shamanen gik forrest
han bar sig selv
og vidste hvor vi skulle hen
og bagest kom jeg
med den store lergryde
spændt fast på ryggen

gryden var tung nede
når de løftede den op i selen
og bandt den fast
men på turen op af det vandrende bjerg
begyndte mit hjerte at flyve og
for hvert et skridt
blev gryden som man kendte den
lettere og lettere

vi satte gerne ud før solopgang
og når sneen begyndte at blive fast under fødderne
var den gerne stået op
og når den nåede kammen af bjerget
var vi altid nået op for at møde den

hér stod shamanen altid stille
mens han ventede på besked om hvilken retning vi skulle gå
og af og til vendte han om med det samme
og gik ned igen
men oftest pegede han mod højre
venstre
eller lige ud
og så fulgte vi i hans fodspor
til han sagde hér

den lille dreng kastede sit brænde
og han og shamanen bandt
gryden af min ryg
og da var jeg altid ved at flyve væk

shamanen bredte et skind ud
som vi alle kunne være på
talte med sine pinde knogler og sten
og når de havde talt
blev bålet lagt an
sirligt
i mønstre han sagde var som stjernerne
og menneskets indre
og når han var færdig med at synge
når hans øjne var klare og hele
gjorde han ild

ilden brændte altid klarere på bjerget
den fængede uden knitren
flammede op uden vrede
og når vi fællesskab
placerede gryden i dens midte
favnede ilden den ligeligt til alle sider

vi hjalp alle med at fylde gryden med sne og is
og mens vi ventede
dækkede shamanen op med kød og urter
som vi alle uden videre begyndte at spise af
og når vandet kogte
kom shamanen urter og rødder i gryden
at koge med og dampe væk sammen med vandet
mens vi ventede

disse dage var næsten altid klare dage
og man kunne se til verdens ende
se fuglene i alle retninger flokkes
for at finde vej
og af og til kunne jeg se mig selv se
og mig selv spise og mig selv
se mig selv se og spise og
holde fast i skindet
for ikke at følge med flokkene på vej væk
og jeg ville aldrig komme tilbage
shamanen bandt ofte en rem om mit ben

når gryden var tør
vendte vi den om i sneen
og sad med hænderne mod gløderne
til leret var kølet af
spiste sne for væde
forrettede vores nødtørft
og pakkede sammen
den lille dreng lettet for alt

jeg vendte mig altid
mod bålet når vi gik
den sorte plet
jeg aldrig ville se igen
og altid ville huske

og gryden blev altid tungest
når vi nåede ned
shamanen forrest
med sig selv
den lille dreng i midten
og mig bagest
med eller uden noget
jeg husker det ikke

 

tilbage til toppen