paradoks alt

tirsdag
UGE 51

 

paradokset er
at jeg føler
at jeg ikke kan føle noget
og det er da paradoksalt
om noget
ikke en start det er ikke en begyndelse
ikke en slutning det er ikke enden på noget
men et knugende tomrum
der skaber afstand til andre
hvad de behøver
er ikke det jeg kan gi dem ikke det jeg har
jeg har end ikke erindringsbilleder at dele ud af
tunge eller lette danse med mig selv
trin jeg har lært
som virker
for dem også
følelsen af at jeg intet føler
skaber diskurs i sproget
og i tanken og i følelsen
den ér
den bebor min krop den sidste grænse
en sten jeg ikke kan kravle over
jeg kan tage dig i hånden
og vi kan gå en tur rundt om søen
jeg kan tage dig i hånden
og vi kan tage til havet
jeg kan tage dig i hånden
og du kan mærke min varme hud
men jeg kan ikke føle for dig
du er ikke mig
du er en grænse jeg ikke kan overskride
ikke i sproget
ikke med berøring
ikke med min krop
jeg tror dig
i din bestræbelse
på at give dig til mig
som er det eneste der sker når vi er sammen
men mig kan du ikke stole på
for jeg giver mig ikke
kun mit nærvær
kun min følelse af
hvad øjeblikket behøver
hvad øjeblikket er
mere end det får du ikke
heller ikke nu
det er alt

det er alt du får

 

tilbage til toppen

 

til Cirkel