Anmeldelser

...Naiv? Sagde det nøgne barn - indre og ydre digte (1987, Borgen, digte)

Dragens tab af hovedet - in transit (1988, Borgen, digte og tekster)

alle veje fører til Magtenbølle - intenerarium interregnum (1994, Gyldendal, digte og tekster)

    Magtenbølleturen 10.10. 1994 [.jpg, 120K]
    Magtenbølle - materiale omkring tilblivelse og præsentation

SMÅTEKSTER 1997-98 (1998/2002, internetudgivelse/forlaget se, sne!, tekster og digte)

Dagens Digt 2000 (1999-2000, http://www.menneske.dk/krabat/_dagensdigt)

KALK, 2 år - 99 improvisationer for stemme og klaver (2002, forlaget se, sne!, improviserede tekst og klaver)

KALK 1, 2, 3, 4, 5, et ganske særligt hjerte, 7, 8, 9, 10, Live på Café Grif - arbejds-CD'er (1999-2001, Kalkværk, improviseret tekst og klaver)

elskede elskede
og den sande historie om det udenfor indeholdte og termodynamikken udsat for vand
(2003, Lindhardt & Ringhof, digte)  

retort til anmeldere og samtidig dekonstruktion af elskede elskede [pdf]

forfatterantologi - STEMPEL - at skrive et skakbrædt (2002, panoptikon.dk, performencetekster)

alarm112 og Tue Gaston - Historie på 2 steder (1996, DR.dk/lydmuren, karaktérimprovisation)

anmeldelse af "MØNSTERBESKYTTELSE", essay trykt i Sentura#20

Andre omtaler, interviews o.lign.


...Naiv? Sagde det nøgne barn - indre og ydre digte    til top

 

B Zatte digte.
Ekstra Bladet 9. januar 1987, 1. sektion side 18

af Poul Borum

I dag debuterer en 23-årig københavner med en digtsamling, der er lige så usædvanlig som det navn, han går rundt med. Han hedder ikke bare Kenneth - hvad ingen dansk digter før har heddet - han hedder også Krabat - og det er han vel den første dansker overhovedet, der har heddet

Lige fra navnet og bogens fascinerende titel ved man, at her er noget usædvanligt på færde: Og omslaget understreger det: Chris Ständers tegninger viser en knoglet hånd, der trækker et hvidt dække til side, og nedenunder er en masse kulsort, hvorpå navn og bogtitel står. Man kan nok roligt regne med, at det hvide klæde er et lagen, for adskillige af Krabats digte foregår i sengen, hvor han enten er optaget af drømme og mareridt eller af sex og kærtegn - og tit og ofte af begge dele på een gang.

Mange af krabats digte er seksuelle, mere end de er sanselige. Det er en tyk, bastant skrift ligesom den type, bogen er trykt med. Han skriver som en besat, eller man bør vel stave det B-Zat. Ofte er der en voldsom Clockwork Orange stemning i digtene, og selv hvor de bliver stille, lyder aftenbønnen: giv mig i dag min daglige skræk!

Og alligevel kan denne Krabat fortælle erotiske eventyr, som er både pirrende og fortryllende. Halvdelen af den store bog består af ti meget lange foretællende digte, så originale og så medrivende, at man nok kan regne med, han har en romanfremtid. Mens hans digtnutid er bestemt meget inciterende og meget nutidig. Hans digtvideoer, som man godt kunne kalde dem, er både destruktive og ømskindet følsomme på en måde, som man mere kender fra 80'ernes rockmusik end fra den unge digtning.

Blandt alle de talentfulde unge digtere vi har, er Kenneth krabat en ny og anderledes stemme, grovere og mindre forsigtig, men også med en ikke mindst i dag befriet mangel på selvoptagethed. Det er verden, han opdager i digt efter digt, ikke sit eget onanerende spejlbillede. Og han oplever den på en ny måde og med et nyt sprog. Bravo!

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Et litterært fupnummer
Jyllandsposten 9. januar 1987Af Jørgen Christian Hansen

KENNETH KRABAT:
Naiv? sagde det nøgne barn, Borgen 1987, kr. 118,00.

Årets første digtsamling fra Borgens forlag er et litterært fupnummer. Man får ikke det, ledsagetekst og undertitlen, »Indre og ydre digte« lover. Borgens forlag excellerer i reklametekster, der ubehjælpsomt vil fortælle anmelderne, hvad de helst skal mene. Man ved f. eks. hvor påpasselig man skal være, når man støder på en salgstekst, der indeholder udtrykket »menneskeligt vedkommende«. Så er det som regel plat eller mangel på sproglig formåen.

Denne gang lancerer man bogen ved at skrive, at »disse digte vil dele anmelderne i to blokke« i håb om mediesensation. Hvis de to blokke, som en anden TV-jury til Grand Prix i lyrik, skal stemme for eller imod, melder jeg mig gerne på imodholdet. Denne bog er intet andet end Kejserens slidte Klæder, uanset hvem der har skrevet den; om det så er en højt berømmet lyriker eller ej, er og bliver bogen fup.

Kunststykket, der allerhøjst kan narre modtagere af frieksemplarer, består i knækprosa med stærkt »erotisk« indhold, dvs. opremsning af »dirty words«, som ikke engang kan få en kalket toiletvæg i en underskole til at blegne. Ophidse en læser kan de ikke. Ordkonstruktioner som »alenitet« og »b-ruseligt« repræsenterer også et infantilt stadium, der kun kan tilfredsstille skriftkloge af laveste rang.

Lidt morsomt er der dog; rent nonsens, men enhver bog har sine kvaliteter, bl. a. det at den slutter, om end man skal kæmpe sig igennem ord som »konklusionskolliderer«. Hvor »smart«. Hvilket studentikost lalleri. Kærlighedsdigtene er mildest talt banale, bortset fra at den elskede mø får skåret halsen over, det er da en afveksling. Der er også lidt skæg til de nekrofile. Knæk. Knæk. Gæk.

Et primitivt og jammerligt faderopgør bliver der også plads til, ligesom vi får udsagn om skriveprocessen. Forfatteren oplyser os om, at »viljen styrer pennen/foragten ordene,,. Så er der lidt lir om galskab (det har dårlige digtere altid pyntet sig med) og lidt liderlighedslir om Gamle Sara, luderen i Amsterdam, og til sidst slæber man sig igennem en række forvrøvlede aforismer.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

En ordentlig krabat
Ekstrabladet 10. januar 1987 side 27:

Interview med Kenneth Krabat.
(forsvundet i tiden)

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Lyrikkens skarnsknægt
Fyens Stiftstidende 17. januar 1987

af Jørgen Gleerup

Medrivende debutdigte

En ting er sikkert, lyder det i forlagsbrevet fra Borgen, disse digte vil dele anmelderne i to blokke. Og de digte,der spås denne påvirkning, kan man finde i debutsamlingen ... Naiv? Sagde det nøgne barn fra en ung lyriker med det noget særprægede navn Kenneth Krabat

Det kan godt være, at anmelderskaren bliver delt i to blokke, men revet med må de vist blive alle sammen. Kenneth Krabat er nok, som navnet siger det, en ustyrlig knægt, men han er det - med ord, der sort på hvidt vælter i hvirvlende strømme. Som læser kan man hurtigt tilslutte sig samlingens motto: »Words go round and round in my head/don't know their meaning/don't know what I get/for trying to make madness sound/like words... «

Det er således ikke det kølige overblik, der lægges op til med disse digte, hvor nogle er ultra-korte og ordspilsagtige, mens andre er små fortællinger, en slags ordenes videokunst, hvor der eksperimenteres med effekter, muligheder og grænser. Det er driften fra stilstand mod bevægelse, fra hjem mod ud, der driver ord- og billedstrømmen, og indimellem ætser den sig ind på nethinden, så man kan blive ganske skrækslagen.

Kenneth Krabat er en lyrikkens skarnsknægt, der nok ser, at tilværelsen er ved at dø, traditionen og faderbillederne forsvundet, men som alligevel ikke kan holde fingrene fra mekanikken, sprogets og kulturens mange muligheder.

Det er umættelighed, der præger denne moderne sult, og måske digtenes profeterede tvedeling af anmelderne kommer til at foregå, ikke ved en deling i to grupper, men som en spaltning i hver enkel. Det er medrivende, oplagt og dygtigt, men der er mere afsæt fra verden, end der er ankomst. Måske er det vilkåret, hvis det nøgne barn skal bevare sin naivitet, livet ikke dø, inden det er begyndt. Alligevel var det nok værd at håbe, at vi i denne samling ikke ser det færdige resultat, men nogle særdeles lovende og vækstdygtige spirer til et rigt og mangfoldigt forfatterskab.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Skuldertræk
Flensborg Avis 18.januar 1987
Dagbladet Ringsted 19. januar 1987
Holstebro Dagblad 24. januar 1987

af I.T.

Under pseudonym, må man formode, har denne 23-årige digter og debutant (oplyser forlaget) skrevet nogle digte om seksualakten. Nogle vil. måske finde en sådan bog med udsagn om livet på sengekanten fornøjelig. For anmelderen er dette sengeleje et dødsleje. Det er »litteratur«, man kun kan have skuldertræk over for. Man fniser eller rødmer ikke engang. En spøg vel sagtens.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Sex -og action
Berlingske Tidende 21. januar 1987

af Jørgen Johansen

Teksterne i Kenneth Krabats debutbog maser sig-på: De fede typer, der er taget i brug, smækker ordene i synet på læseren med massiv sort brutalitet. At typografien får en til at huske Michael Strunges to »Nigger«-bøger med »uren poesi og beskidte tanker« er nok ikke den rene tilfældighed. En hårdtslående aggressivitet synes at være det ideal, som debutanten Krabat har sat størstedelen af sin sproglige energi ind på at leve op til.

Et par afsnit med længere tekster, nogle nærmer sig en halv snes sider, ligner næsten en håndfuld manuskript-oplæg til volds- og pornofilm. Det er sex- og actionsstrimler fra en videotidsalders oplevelseslandskaber, hæsblæsende beretninger, hvor erotiske fantasier og »tørsten efter angst« effekfuldt blandes.

Poesi for de skønhedstørstende skriver Kenneth Krabat bestemt ikke, men påtrængende og udfordrende er hans skrift det meste af vejen i al sin voldsomhed og dragning imod destruktionen. »Galde« er den sigende titel på -et af de digte, hvor det går hidsigst til. Det er en skræmmende verden, de
fleste af teksterne spejler. En skabelse af ubehagets fascination er Kenneth Krabats særlige styrke og virkningsfuldt arbejder han med det, man kunne kalde en form for omvendt æstetik, selvom man også nok synes, at han enkelte steder dyrkersin metode lidt for mekanisk. Hvor han for eksempel skriver om "strandens bakterieinficerede småbørnspisvåde sand" er det ved at blive for nemt.

Som en slags baggrund for de sex- og voldsmættede billedfantasier har Kenneth Krabat forrest i sin samling, placeret en række kortere, mere ordknappe digte, som måske skal læses som signalement af en tilstand. I de digte hersker en stemning af ensomhed og afmagt. »Ingen tid tilbage/frem er gået hjem« tolkes i indledningsdigtet af en oplevelser af fremtidsbortfald. Der er temmelig uhyggelige perspektiver i Kenneth Krabats sammenstilling af »Indre og ydre digte«.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Byens kulde
Land & Folk 22. januar 1987

af Peter Gregersen

KENNETH, Krabat - navnet lyder drabeligt. Og drabelighed er der over hans debutsamling: »Naiv? sagde det nøgne barn,,. Han digter om en følelse af tomhed og ikke-væren, som mange unge i storbyen kender til. Sproget er upoleret og til tider fanden-i-voldsk.

For storbyen har han ikke meget til overs: »Vinduerne ligner døde øjne/ i en by der dør/ mens den bare lever videre«. Og om sig selv digter han: »I dag satte jeg tiden/ i stå/ i dag/ i det store hus/ døde jeg lidt mere«. Digtene oser af byens kulde og død, og i et digt hedder det direkte: »gennem. helvede på partoutkort«.

I samlingens sidste del stråler han pludselig op i nogle kærlighedsdigte - uden dog at blive blankpoleret. Også for ham - som for hovedparten af firsernes lyrikere - er kærligheden det positive, hvor ømheden forløses. Men Krabat opholder sig ikke længe ved den. Samlingen rummer til slut nogle lange fortællende digte, der næsten har karakter af røverhistorién Og man spø'r sig, hvad meningen egentlig er med dem? Det ved man ikke, men fantasien fejler ikke noget.

Og sådan er hovedindtrykket af samlingen. Hans fantasi er frodig og hans sprog vildt og utæmmet. Og han får en kulde og rodløshed frem, som virker ægte. Men der er også en brushoved-agtig fremfærd, som næppe er holdbar i længden. Og man tvivler på, at Kenneth Krabat altid er sig bevidst, hvad han vil udtrykke. For ofte slår sproget over i ren leg og bli'r tomgang.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Sommetider er der lidt talent...
Weekendavisen 23. januar 1987

Af Ove Ancker

CHOKEFFEKTER er tilsyneladende debutanten Kenneth Krabats vigtigste virkemiddel, men hvad kan chokere i disse tider, hvor kønsliv er blevet samtaleemne i de bedste kredse, hvor sproglige nyskabelser a la Broby-Johansens fra Blod har op mod 70 år på bagen, hvor typografiske eksperimenter er hverdagskost for lyriklæsere?
Kenneth Krabats 36 digte i bogen, ' .. Naiv? sagde det nøgne barn' med undertitlen 'Indre, og ydre digte' er som oftest lange, næsten episke forløb, præget, af en smule kollageagtig sammenklipning. Sprogligt har digtene ikke den store appel, dertil er der ikke arbejdet nok med af pudsningen af udtrykket, og de grelle klip, der er i stedet, virker ikke fængende.

I ' ...Naiv? sagde det nøgne barn' er det et jeg, der taler, hviner, synger, et jeg, der ikke interesserer sig stort for at udforske omverdenen eller sig selv for den sags skyld, men et jeg, der fylder siderne med sine fantasier og syner. Det kunne altsammen være meget godt. Det kunne såmænd også være udmærket, at jeget udtrykte sin fascination over pis, lort og kønslivets forskellige aspekt, men måden, det gøres på er til gengæld ikke udmærket. Hvad er så kedeligt som en sidelang beskrivelse af et samleje, der ikke har formået at fange sanseligheden i sproget? Det tilfredsstiller ikke, det pirrer end ikke, det keder blot!

Der er i enkelte af Kenneth Krabats digte tilløb til noget, men set i relation til hele samlingen, bliver det ikke til meget. Når han eksperimenterer og leger, anes et talent, når han vrænger ad alverden, en nerve.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

En vild krabat.
Kristelig dagblad 11. februar 1987

Lyrikdebutant med hårdt, farverigt kropsligt sprog

Af Vibeke Blaksteen

Der er masser af ungdommelig vildskab og fandenivoldskhed i Kenneth Krabats debutdigtsamling » ...Naiv? Sagde det nøgne barn«. Hans sprog er hårdt og farverigt og hans digte eksplosive udladninger af et kaos af had, angst og drift.

Kenneth Krabat forsøger som det formuleres i bogens motto - at give ord til det indre og ydre vanvid, men for, mig at se er det nu mest det indre, der inspirerer ham.
l første halvdel af digtsamlingen bliver forsøgene på at omsætte dette. sjælelige virvar dog til alt for spredt fægtning. Der er ikke rigtig konsekvens over digtene, de minder mest af alt om en fornærmet pubertetsdrengs forsøg på at provokere. Men konsekvens bliver der til gengæld i anden halvdel, hvor Krabat i en række lange surrealistiske digte spinder et fascinerende og uopløseligt net af drøm og virkelighed,- mættet med lyst og angst og kredsende omkring elernentære livsoplevelset - som fødsel, kærlighed og død.

Mange af disse digte er chokerende i deres rå udlevering af vores underbevisthed. Det er f.eks. digtet »Takt og tone«, som starter i lyse, friske toner med en ung mand der cykler efter en pige, han har beundret på afstand. Digtet ender i det rene mareridt: da drengen får indhentet pigen, mister han i sin elskovssyge befippelse mælet og føler sig afmægtig og til grin. Han trækker en dolk og skærer -halsen over på pigen, mens han skriver ukvemsord om kvinder. Psykologisk set en grum afsløring af voldsmandens afmagt, vold somresultat af underlégenhedsfølelse. Men digtet kan også læsesses som et udtryk for den virkelighed i os, som ikke kender til hæmninger eller social indlæring - underbevidstheden, hvor følelserne altid eksisterer i deres mest ekstreme form.

I digtet »Tårnspring« er det angsten i os, der får lov at tage form: her dræber en dreng sin far, efter at denne har forsøgt at myrde ham, Uhyggeligt, men sandfærdigt, når man betragter drømmene, det underbevidste som den sande virkelighed, - og det gør Kenneth Krabat.

»...Naiv? Sagde det nøgne barn« burde som antydet have været foruden de første 40 sider. Som digtsamlingen er nu, er den for æstetisk ujævn til virkelig at besnære. Men spændende er Kenneth Krabats debutdigte alligevel, ikke mindst fordi de med deres voldsomme kropslighed adskiller sig radikalt fra de mange æstetisk forfinede, intellektuelt orienterede digte i den nyeste lyrik.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Spiremørke
Information 12. februar 1987

Duelige digte om forbudte handlinger

Af JULIANE PREISLER

SOM OM destruktionen var følelsesløshedens andet ansigt, skildrer disse digte et jeg, der drømmer sig ind i en anden og mere handlingskraftig uvirkelighed. Det er ikke så meget en forløbsmæssig som en psykisk bevægelse - en tilstrækkeligt langvarig søvn og en stedse mere ligeglad mediteren over intetheden ender i et skrig, der ikke er en opvågning men et virkeliggjort mareridt.

Derfor er der ikke just håb at hente i denne digtsamling, men til gengæld så meget andet - først og fremmest en original sproglighed, som ikke altid har krop og puls bag sig, men som i hvert fald generelt er lydelig og insisterende.

Den efterhånden sædvanlige storbytomhed beskrives og angribes her med en relativt usædvanlig kraft. Følelseskulden, sæbeboble- og glasvægsvæsenet, er i stand til at råbe et udenfor op med nogle ofte ganske krasse midler. Samlingens undertitel er »indre og ydre digte« og det giver mening for så vidt som der er tale om en inderlighed - ytret både eksplosivt og ekspressivt

»Mikrokosmos i en flaske//er du levende//hvis død fejrer vi/og går til begravelse/med hatten i hånd/og sort//Mikrokosmos i flasken//på bordet; er du levende?//Intet er nødvendigt sir du//er du?//sir jeg//drikker af flasken«

KENNETH KRABAT er vidunderligt revnende ligeglad med den almene forståelighed. Det giver i flere tilfælde digte, der faktisk er overordentligt forståelige, fordi de rytmisksprogligt formulerer meningen. Men som det altid vil være, når en særegenhed og integritet sætter sig igennem uden et ganske »færdigt« talent - giver det også i mange tilfælde digte, der påberåber sig større præcision og autoritet end Kenneth Krabat i virkeligheden er i besiddelse af.

Der er forskel på blot og bar voldsomhed og en voldsomhed, der får det optimale sproglige udtryk, og digteren her forveksler tit disse to kategorier. Som i disse linjer:
»junkies i trappeopgang sælger glasskår med delvis/opkvikkende virkning«

Det drejer sig hovedsagelig om enten ganske korte eller lange digte. Generelt ligger de korte digtes styrke i sprogligheden. Flere har denne uomgængelighed over sig:
»ind i livet væk fra døden/ Hold ud//Sov/sov/sov«

Mens de lange tenderer til at være små historier i »klip« - en digtskrivning Kenneth Krabat ikke mestrer særlig overbevisende. Til gengæld har de som regel en stor indholdsmæssig effekt, fordi de på en meget nuanceret måde skildrer det samme: Nemlig de glimt af mulige, ofte destruktive handlinger som de fleste på et eller andet tidspunkt øjner som en slags tænkt eller drømt »udvidelse« af verden.

Det ville være en kliché og en reduktion at sige at disse længere digte skildrer psykopaten i os alle - men de skildrer givetvis synlige muligheder for handling, som generelt blokeres. F.eks. den generte og ofte afviste unge mand, der forestiller sig at lade afvisningen og sin egen manglende evne til at håndtere denne afvisning følge op af en hurtig henrettelse - halsen skåret over på den overlegent grinende tøs.

Den sorte humor sætter fantasifulde blomster som i tilfældet med »den hvidkitlede«, der har gjort det til en lystbetonet overlevelse at slå kyllinger ihjel, men som ikke kan fordrage at spise dem, så han må afsætte dem til sine naboer under forskellige påskud.

I dette korte digt står humoren tæt i overskriften som lyder ska' far puste? efterfulgt af disse linjer:
»Fuck all the womem/fuck all' the men/then - /let humptydumpty/put you back together again«.

JEG VED IKKE om det gror særligt godt på kirkegårde, men Kenneth Krabat er i hvert fald en duelig spire.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Hvad siger barnet
Lolland-Falsters Folketidende 26. februar 1987

af Jannick Storm

Kenneth Krabat: Navnet lyder, som noget man har købt brugt hos BZ'erne, men det er det nok Ikke. Snarere skal det vise, at man er en helvedes karl - især over for pigerne. Det går der I hvert fald mange sider med i denne digtsamling.

Der er faktisk en del gode tilløb til digte l denne debutsamling - især l nogle drømme- og mareridtssekvenser. Men det meste er utroligt banalt og kedeligt.
Der skal faktisk et stort talent til at beskrive det gamle Ind-ud-ind-ud, så beskrivelsen også fænger hos tilskueren. Det er Ikke nok, at man selv har haft en oplevelse, hvis man ikke kan formidle den til andre. Det har »krabaten« ikke kunnet. Han ville kunne lære meget hos Henry Miller.

Denne digtsamling har Ikke meget at gøre med den gode naivitet - det er mere den dumme pubertet. Men der er som sagt tilløb - og håb om, at han bliver et mere voksent barn.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

En broget krabat
Politiken 28. februar 1987, 2. sektion side 7

En del skidt og noget kanel i debutdigtsamling
Politiken 28. februar 1987

Af Marianne Lindgren

NY DIGTERDEBUTANT. Ung mand. 23 år. Kenneth Krabat hedder han, og allerede efternavnet - et pseu donym formoder jeg - antyder digterens ærinde. Her én, der gerne vil præsen re sig som poesiens nye enfant terrible. Samlingens slår og uddyber den fornemmelse. Naiv? Sagde Det Nøgne Barn. Naiv - er det andre stempler som naivt, -men som måske er noget spontant og direkte, noget der knytter sig til det barnlige men også det sår (det nøgne). En skelet, der løfter et forhæng på bogens omslag giver mere dødelige associationer. Bogens motto tilføjer endnu et lag, endnu en allieret nemlig sindssygen: 'trying to mak e madness sound like words'. Typografien taler også sit sprog. Her er ingen art og spinkel skrift, nej, er skrives med fed som i Michael Strunges 'Niggerbøger, hvor nummer to havde undertitlen . Mit Nøgne Hjerte. Nøgne børn og nøgne hjerter, men så hører ligheden op, selv om Krabat gerne vil køre på noget af den samme fandenivoldske og provokerende stil. Der er en masse vold og død, pik og kusse (gerne med stort), aggressioner og bandeord, men man skal vist tilhøre Indre Mission for at blive chokeret eller bare forarget. Effekten der søges opnået er ok i sidste instans snarere en, der bl.a. formuleres i digtet Den Korteste Vej Mellem To Punkter?: 'Se på mig' hedder det fra '80ernes/foragtssymbol', der 'udskiller sig fra mængden'. Mig, min og mit er i øvrigt hyppigt forekommende ord, der også optræder i versal og/eller i tredoblet form. Krabat holder meget af sådanne fremhævninger, der andre steder kan give sig udtryk i lydmalende ord 'iiiiiaaaaaarrrrrr', umotiveret brug af store begyndelsesbogstaver, og tegn der ikke har nogen grammatisk konsekvens. Han kan og" godt lide at presse ord sammen til 'blandingsvandsfordelingsudoverdethele-batteri', og tunge lange tillægsformer optræder også: 'følende mig meget død'. Hvis man dertil lægger en hvis hang til altmodisch sprogbrug som: 'just nu', 'udi' og 'ihukommende mine ungdomsår' samt en forkærlighed for at sætte sætninger 'forkert' sammen: 'tramper . ned ukrudt', og endelig tilføjer en uhæmmet brug af spørgsmålstegn, så har man fornemmelsen af Krabats litterære staffage. Og det virker netop som staffage, som noget ydre i forhold til digtene. Det fungerer sjældent som kunstnerisk nødvendighed, men ofte som en markering af forskel. Se på mig!

DIGTSAMLINGEN ER delt op i fem afsnit, hvoraf de to første er mest digtagtige, mens tre og fire mere nærmer sig kortprosa og fem er 17 nummererede og korte erkendelser og konstateringer. I de første afsnit indkredses de emner og grundlæggende stemninger, der i de følgende afsnit formidles i fortællende forløb. Det er følelsen af forsvinden, ensomhed (alenitet som Krabat kalder det), angst, at være levende død, at være fremmed selv der hvor ordsproget 'ude godt, hjemme bedst' fortæller at man hører til. I Krabats originale omvending bliver det til: 'hjemme er synkebesvær værst/gid hjemme var ude og væk'. Sorg og selvmord, junkies og drømme, tab og længsel efter kærlighed, afmagt og aggression. Og helt uden Grofs hjælp går Jeg'et i sin mor igen og oplever sin egen fødsel. Tilbage til udgangspunktet for at fødes til en fyrværkerisol. til 9,85. Jo, 'han han være morsom, og der ér fede passager i de ellers noget hakkende digte, der breder sig på må og få, og ikke bekymrer sig over at anvende poetiske klicheer som: 'Vinduerne/ligner døde øjne'. De helt korte og koncentrerede digte er bedst, men egentlig viser samlingen, at Krabat er' en langt bedre prosaist. F.eks. En Drøm Om Virkelighed sammenkobler helt uanstrengt drøm, fantasi, erindring, ønsker og her og nu situation i et hverdagsligt forløb. Der er et værelse med en seng, en dreng, en telefon og piger der er der, og så alligevel ikke. Luften er tung af erotik, forventning og ømhed. Også en mere morbid og bizar fortælling som den om Amsterdam Sara med verdens største skamlæber, som man kan blive fotograferet med hovedet imellem er trods den lidt slatne pointe godt fortalt.

DET ER en mere end broget debut med en masse kruk og manér. Her kan man se, at det ikke hare er nok at lukke lortet ud, og så udsmykke lidt bagefter. Helt galt går det, når jeg'et 'verbaliserer mit intellekt/ i ord uden mening'- Der mangler helt oplagt en gennemgribende kunstnerisk bearbejdning. Så ville digtene heller ikke behøve de mange spørgsmålstegn, men ville i stedet være deres eget svar. Der er imidlertid råstof og fortælletalent nok i det nøgne barn. Til gengæld ikke vildt meget poesi.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Voldsom poesi
Aalborg Stiftstidende 4. marts 1987

af Jens Henneberg

»Indre og ydre digte« har Krabat undertituleret sin samling, en lidt besynderlig måde at opdele digte i. Og besynderlig er også samlingen, for der er rimeligt gode tekster, og der er tekster, som mest af alt minder om pubertetsfantasier i deres trang til at beskæftige sig med seksualiteten. Af det kommer der ikke stor poesi i Krabats univers.
Voldsomt er det ord, der rinder en i hu under læsningen, og denne voldsomhed og fanden-i-voldske holdning kan give gode digte som f.eks. »Rambuk«, som handler om at gennemskue hinanden:

De ler som én
når jeg krænger mig ud
men krænger selv deres læber
og udfolder deres kløer
-
hvis de pludselig forstår
at jeg forstår
hvem de er

Jeg står uforstående over for, at Borgens forlag og dets konsulenter ikke vejleder en debutant bedre og giver ham en chance for at bringe orden i et univers, der er så splittet, og i en digtsamling, der uhjælpeligt spræller i læsernes net. Det følelsesmæssigt impulsive savner nemlig en artistisk udformning, og det er just det sidste, der gør en digter.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Lektørudtalelse fra indbindingscentralen (87110) 6491170 45
af Mogens Faber

Krabat Kenneth: - Naiv? Sagde det nøgne barn : indre og ydre digte. - Borgen.

Forlaget mener i sit følgebrev, at denne bog vil dele anmeldergruppcn i to lejre, måske på grund af et klart ufærdigt præg over bogens digte, der nu og da snubler i deres forsøg på ikke bare at være digte, men ACTION, som har det med at sætte et rablende tempo og ligefremme alt-eller-intet-temaer: selvmord, mord, saftig sex, onani foruden diverse ridt henover virkeligheden i hastigt flydende eller opbrydende staccatotempo. Meget i bogen er (naturnødvendigt) uforløst, fordi bogen handler om den umulige tilpasning. Meget også postuleret dybsindigt, men alt i alt synes jeg bogen er forfriskende anderledes og uhøjtidelig og samtidig så skrivebevidst, at man hopper med i kørselsretningen, selv om det skumpler lidt i sidevognen nu og da. Ungdommelig poesie, som godt kunne give løfter om mere og bedre udfoldet poesi eller prosa, men indtil da kan bibliotekerne roligt hoppe på, især hvor man kan låne digte ud til yngre mennesker under tredive.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Danske Ungdomslaget (1): "De milde" anger tonen
Kvällsposten 27/2 1988

Enligt en populär myt år den yngsta danska lyriken, till skillnad från den unga svenska, vild, visionär och oakademisk. I själva verket kan man numera skönja en rörelse från ifrågasättandet och experimenterandet mot en institutionalisering. Man skulle också kunna tala om en ny riktning inom "den nya danska poesin".
Den trendkänslige och påhittige Poul Borum har döpt de poststrukturalistiskt influerade lyrikerna till "de milde".

Samme man har också sett till att flera unga talanger har hamnat i skolbänken; det år med andra ord fråga om skolbildning i mer ån en bemårkelse.
Teoretiker som Per Højholt, Per Aage Brandt och Søren Ulrik Thomsen har i hög grad påverkat "de milda".

Börjar då förrådet av lysande begåvningar att tömmas? Nej, det kan man knappast påstå - flera intressanta författarskap har påbörjats de senaste åren...

Såpbubblepoesl

Niels Frank år en framstående ekvilibrist och hans diktsamlingar Øjeblikket och Digte i kim (Borgen) består till synes av vackert skimrande såpbubblepoesi. Emellertid år det inte några flyhänta improvisationer han sysslar med. Undersöker man texterna så visar det sig med vilken exakt beräkning de konstruerats. Det enligt Højholt önskvärda undvikandet av spontanitet har givit utrymme åt en hårt styrd lek med få, enkla element. I små musikaliska stycken ställs ord som dag, ljus snö, regn,' hand och dörr mot varandra..

Frank år ytterst selektiv, hans böcker innehåller få dikter men de år -å andra sidan oerhört jämna kvalitativt sett.

Jaget avskrivs i början av Digte i kim: "Kommer ud på den anden side af mig selv/ og siger aldrig jeg igen." Poeten håller vad han lovar - jaget återkommer inte; istället talar texten om ett "du": "Din hånd lader du ramme/det store lys og det lyser/ når du er alene/ de' alene som altid før/ tumler baglæns rundt/ om din hånd og den lyser -".
Handen har en särställning i skrifttematikernas kroppskult ("Kroppen er paradigmet på form"). Thomsen går i sin poetik Mit lys brænder en liten uppvisning i konsten att spela med orden:

"regn søvn blå kys regnhånd, lyskys
lys seng vand hånd vandlys, blåseng
regn søvn blå kys søvnblå, kysregn
lys seng vand hånd lyshånd, vandsøvn"

"Gennem min hånd" (Borgen) år titeln på milde minimalisten Simon Grotrians debutbok och därfinner man dikter som blott består av få ord: "Hjernen er tung" och "Intet siger de/ og jeg er atter tavs". Metafysiken lyser med sin frånvaro. Hår blir den extrema reduktionens problem tydligt: Vad säger läsaren? Det krävs välvilliga ögon, som år beredda att betrakta dessa miniatyrer som konst.

Såväl Frank som Grotrian skapar slutna textuella världar präglade av renhet. Konsten har blivit en tillflyktsort undan världens kaos och larm.

Häxan

Pia Juul år annorlunda, i hennes diktsamlingar. levende og lukket och i brand måske (Tiderne Skifter) finner man berättande, om än förtätade, dikter. Sagomotiv blandas med historiskt stoff från en agrar kultur och nutidsbilder: "spid du mig så drukner jeg dig. Trekanten og op er magisk.", Som läsare blir man frestad att välja en jungianskt, färgad läsart då arketypiska element som häxan, tiggaren, ringen osv. år av fundamental betydelse i texterna.

Det år påfallande hur konsekvent Juul arbetar med de fyra elementen i växelverkan, t.ex. avslutas den första samlingen med elden som ledmotiv - något som föIjs upp i titeln på den andra.

Liselotte Pedersen har ett vekare anslag. Hennes debutbok I flugten (Gyldendal) år rik på allmängiltig metapoesi: "Slynger mig ud/ let som min krop/ i et sprog - ". Hon väljer gärna söta motiv som blommor och nyckelpigor, men har i likhet med flera kolleger en faiblesse för meteorologiska fenomen. I en dikt drabbas man av regn, snö och hagel på en och samma gång!

Christian Yde Frostholms Virvaret - en slags orkester (Borgen) berättar en hel historia om förvirrade relationer (farligt nära den fördömda självbekännselsepoesin!) men formen år up-to-date: "tag mig som et lille lokomotiv/ og sæt mig på blanke skinner/ jeg kommer til dig/ trukket af et barn". Även den känslosamme Frostholm laborerar med thomsenska formler: "dag og nat og årstider/ vrimler ind og ud mellem/ drøm og lys og måne og mörker".

Klassens busfrö

Den från melodifestivalssammanhang kände, Jacob Jonia uppvisar lekfulla sidor i På den anden side landet (Borgen). I dikten "Sekretær" intar den vitklädda musan papperets plats i skrivmaskinen: " - det kildede dig hver gang bokstaverne/ gav dig en knytnæve i siden - ". Emellertid smiter hon, vacker och solbränd, och poetén lämnas ensam kvar med en vit klänning att skriva på, degraderad till en primadonnas sekreterare.

Klassens busfrö heter Kenneth Krabat. Regression och genital besatthet utmärker hans ....Naiv? sagde det nøgne barn (Borgen). Krabat har ingen respekt får konsten utan spottar och hädar med gott humör finns det slående likheter mellan Krabats övningar och Højholts metatetexter från 1971 i Punkter. Højholt: SYLVIA SYLVIA SYLVIA SYLVIA SYLVIA SYLVIA/ HUN SIDER PÅ HUG OG HYLER UNDER BRUSEREN/ HUN KRYDSER ARMENE FORAN BRYSTET OG BØJER/ SIG NED & KRUMMER SIG LANGSOMT IND MELLEM/ BENENE 0 VANSKELIGT SÅ GLIDER DER HUN IND VÅD/ OG GLAT OG FORSVINDER HOLLLLLLLLLD, DA OP". Krabat: "så/ mit/ Hoved/ER/ MITMITMIT/ ALENE/ UUUUUUUUUUD". Det finns gott om exempel på att det "nya" kanske' inte år så nytt.

Danskt glidande

Poetiskt finsnickeri finner man exempel på i Christian Bundegaards Billedlotteri. I en dikt tillägnad Niels Frank avlägger Bundegaard sitt skriftematiska gesällprov: du glider langsomt/ du glider langsomt med din krop/ du glider langsomt gennem verden/ du glider blødt/ du glider langsomt og blødt gennem mørket - og her glider din skrift langsomt videre/ og her glider skriften med din krop/ langsomt og blødt gennem verden".

I den yngsta danska poesin har glidandet blivit obligatoriskt. Finns det då inte en viss risk för att 90-talets danska lyrik kommer att bli likriktad och världsfrånvänd - att en provinsiell idylldiktning, om än med franska ledstjärnor, tar över? Ungdom på glid?

Mäster Thomsen kan ge svar på tal redan i dag; i Nye Digte (Vindrose) deklarerar han nämligen att: "det er verden, der er et elfenbenstårn; hvert digt en ansøgning om att få adgang".

CLEMENS ALTGÅRD


Dragens tab af hoveder - in transit     til top

 

Politiken 8. oktober 1988, 2. sektion side 7

anmeldelse af Peter Poulsen

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Sød pige og slem dreng
Ekstra Bladet 14. september 1988, 1. sektion, side 19

af Poul Borum

28-årige Marlene Nedergaard debuterer med en lille samlinge prosadigte, og den 25-årige Kenneth Krabat kommer med sin anden digtsamling. Begge er originale og talentfulde, deres bøger fortjener bestemt at blive udgivet - og at blive læst.

Men begge har allerede problemer med charmen og vil få det mere og mere, hvis de ikke viser at de kan vokse op og udvikle sig til noget andet og mere end 'charmerende'.

Nedergaards skrøbelige tekster om barndom, kærlighed og død skaber en slags absurdistisk lillepige-verden, hvor det meste er fortryllende og gådefuldt og lidt sørgmodigt. Der er glimt af mere desperat humor, som måske i virkeligheden bedst ville kunne komme fre i novelle og roman.

Krabat er lige så typisk 'dreng', som Nedergaard er 'pige'. Han er rablende og primitiv og fræk og af og til temmelig tyndbenet pornografisk. Ugens lyrikrapport.

Men han har en masse flotte fysiske oplevelser af verden og den elskede, og han har en spruttende fantasi, som han scorer mange points på.

Ingen andre en Krabat kunne skrive et digt med titlen: 'Min ismejeridame hader mig ikke'...

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Nonsens-lyrik
jyllandsposten 20. 9. 1988 (+ 6-8 enslydende anmeldelser i distriktsaviser i Jylland)

Af Jørgen Christian Hansen

KENNETH KRABAT: Dragens tab af hoveder.
• Pris: 128 kr.
• Forlag: Borgen.

Denne bog kunne også have heddet 'Da redaktøren tabte hovedet; det må være det, der er sket, da Borgen antog denne samling.

Lyrik som nonsens og smalltalk kan sagtens praktiseres og drives til poesi. Ethvert emne, enhver stil kan bruges, hvis der kobles tankevirksomhed til. Man kan "snakke" poesi, slentre citere, "oversætte" og gendigte. Men Kenneth Krabat vælger løst skriveri, slap i formen, og uden interesse for folk uden for hans nærmeste kreds. Et af digtene lyder i sin helhed: ."DA VAR JEG (et vinterdigt)// Jeg var lille.? Jeg var./ Lille var jeg./ Jeg./ Lille og pedalsk/ hjulede jeg/ om vinteren -/ for jeg var Jo./ Var jeg ikke?". Jeg har kontrolleret citatet tre gange. Det er korrekt. Så lidt er der.

Kunne man ikke sende K.K. på børnelyrikkursus, så hans stil blev hjulpet lidt på vej? Når han starter et digt med "Du er smuk siger/ jeg/ og hun kommer mig/ imod ..." er læseren for længst stået af. Der er ikke nogen oplevelse. Kun rableri som "ind må jeg ind/ til mig selv/ men jeg kan/ næsten ikke mere/ hvor er jeg egentlig?" så længes man efter Fløjtetønden Victoria. Står det virkelig så slemt til med selverkendelsen, at der kun kan komme banalndsigter af den karat ud af skriveriet?

Når Krabat ikke ævler, vrøvler han, for eks. ynder han tegneserieudbrud som "Åhhhh!", eller "Ahhhh!" og burgersprog : "aldrig har jeg set noget/ SÅ ulækkert", som om vi havde brug for kursiver og versaler for at begribe så enkelt et udsagn.

Til slut skal igen citeres et helt digt: "Det kan kun/ blive et/ ekko/ : / Jeg ved heller/ ikke / noget." Finale.

Ikke engang en indtaling på lydbog af Kim Schumacher ville kunne redde denne bog.

Det er ikke synd for læserne. De skal blot lade være med at købe bogen. Det er værre med de sagesløse træer, der er blevet fældet
Borgens Forlag er godt på vej mod at ødelægge det ry, de engang havde som avanceret lyrikudgiver.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Tre flop fra det poetiske overdrev
Information 27. oktober 1988

Mens vi venter på halvfemserne

Af Asger Schnack

Willum Peder Trellund: Sang over død 62 s., kr. 138,00. Vindrose.
Steen Andersen: Lysets prissme. 71 s., kr. 122,00. Attika.
Kenneth Krabat: Dragens tab af hoveder. 74 s., kr. 128,00. Borgen.

SAMTIDIG MED at der udkommer væsentlige bøger i danmarks-litteraturen, som med stadig voksende tydelig hed viser sig at være substantielt placeret i verdenslitteraturen - alene i den seneste tid: Høeck, Højholt, Laugesen - følger den blege bagtrop lige i hælene, samvittighedsløst uselvstændigt, enten i skikkelse af rene epigoner, gerne med meget nære forbilleder, eller som vage, svært opfattelige stemmer uden "stemme".

Tre bøger af danske forfattere, som ikke er førstegangsudgivere, skal omtales her.

WILLUM Peder Trellund debutterede sidste år med digtsamlingen "Skår af himlen". Nu er han tilbage med en ny,",Sang over død". Her er tale om en digter, der sandsynligvis med megen møje skriver sig frem til det sympatisk kendte. Det er velment, men resultatet ligner til forveksling lyrik, det enhver lyriker med respekt for sig selv altid vil undgå. Bevægelsen er ikke bort, væk, ud, men tilbage.

Denne "centrallyrisme" er bævende, let foruroliget, men aldrig på egne præmisser, Det skaber en måske ufrivillig selvhøjtidelighed, men i alle tilfælde en ufrivillig komisk genlyd af det højtideligt ubevidste: det er andres poesi, allerede skrevne digte, der skrives, i den let udvandede form, som er efterlignerens. Hele bogen, dens skjulte paradokser, velsmurte linier og blakkede metaforer ligner én stor kliché. Man kunne tro et øjeblik, at det var halvtredsernes og tressernes danske imagisme - Corydon m.fl. - der hørtes i et ekko, men det er nok snarere firsernes efterklang, der lyder i endnu et ekko.

En strofe i slutningen af et digt lyder: "Tindrende stilhed / ikke en luftning. Kun / i blodets efterårsgrene / synger en gylden frost". Det er ikke godt. Et væld af udråbstegn melder sig i vibrerende parenteser i læserens bekymrede bevidsthed. Det er ligesom at spise kage og bagefter spørge sig selv: hvad smagte den af? Eller sagt anderledes: bogen savner aldeles personlighedens mærke.

STEEN ANDERSEN har udgivet en række digtsamlinger. "Lysets prisme" er en ny. I dette tilfælde er der endnu mere utvetydigt tale om epigoneri i ordets lidet rosende betydning: den rent eftersnakkende,

Naturligvis står enhver poesi, ethvert sprogligt ud. tryk, i gæld til tidligere tider,, landvindinger. De er bygget ind, eller de er nødvendige af sæt for nye skridt, nye eksperimenter eller selvfølgelige forsøg. Det er en banalitet. Ønsker man den formuleret, kan man læse indgangsbønnen til det seneste nummer af "Den Blå Port".
Men, og det er det afgørende, for at traditionsbevidstheden overhovedet kan bruges til noget, må den nødvendigvis kombineres med det modsatte: originalitet,
Denne egenskab savner Steen Andersen. Hvad vil hans digte egentlig? Hvad risikerer deres digter i virkeligheden? Hvis sproget er digtets virkelighed, hvad gør han så ved det, på egen hånd? Ingenting. Det hele er lån, tomme fagter, i en fjern, ufarlig idyl.

Tidstypisk nok er det Per Højholt og Henrik Nordbrandt - disse uforenelige størrelser - der på én gang er inspirationens kilder. Nordbrandt lyder i disse linier, eller snarere den side af Nordbrandt: ,Læs deres ord om gensyn i og når du er færdig I opdager du at de allerede / er kommet tilbage.«

Der er melankoli i digtene, en svag dekadence uden årstal, og dertil en omhyggelig symmetri, som ikke fragtes af nogen kunstnerisk livsnødvendighed.
Højholt efterlignes af gode grunde ikke på tonefald eller ,,indhold,,, men på en digtets struktur. Læs f.eks. Steen Andersens digt "Aftener", og sammenhold det med Per Højholts sublime digt "Frostnat" fra "Min hånd 66" og uselvstændigheden i Steen Andersens projekt er afsløret.

KENNETH KRABAT hedder den yngste af de tre digtere. Ligesom Trellund debuterede han sidste år. Hans første bog hed "... Naiv?? Sagde det nøgne barn", og hans bog nr. 2 bærer titlen "Dragens tab af hoveder".

I begyndelsen af firserne talte man for en række af de yngre digteres vedkommende om, at deres poesi - med et positivt ment udtryk - var rablende. Kenneth Krabats poesi må siges ikke at være rablende, men lallende. Dermed være ment, at hans forehavende er uden nogen form for præcision. Det kan forstås som oprørsk imod konventioner; men for at man kan tale om et poetisk udtryk, må man have fornemmelsen af, at der sker et eller andet.

I Kenneth Krabats bog underforstås vist nok en humor Men det sørgelige ved denne humor er, at den ikke er morsom. Han - den ansvarlige for det givne sprog - poeten, er tilsyneladende ikke opmærksom på, at poesi kræver bevidsthed og bevidstløshed, eller bevidstløshed og bevidsthed. Krabat vælger den rene bevidstløshed, som ikke fører til andet end en slags efterfirsernes knæk.

ER DER DA slet ikke noget formildende ved disse tre digtsamlinger, som er skrevet ud af velvillighed? Nej. Det kønt uforpligtende digt er langt værre end slet ikke noget digt.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Hovedløst?
Litteraturmagasinet Standart nr. 4, 1988

af Per Stounbjerg

"JEG STÅR PÅ TOPPEN af bjerget/ den allerøverste vindomsuste iskolde top/ og skriger/ Hvad er meningen Med Det Hele?/ og det uendelige hav over mit hoved/ svarer/ Der er Ingen Mening/ Hvad Så Med Mit Kaos?/ skriger jeg igen/ Kravl Ned Eller Hop/ svarer det blå hav/ Du Larmer"

I denne digtsamlings sidste tekst finder vi nogle af Krabats typiske topoi. Bjergtoppen, punktet med det frysende isolerede jeg, der vil have en samlende mening. Osse i "Prisen" handler det om bjergtinder, men nu i et spil med sneen og dalen. Jeg'et vil udtrykke sig, det skriger sit kaos ud, Men det belæres af havet, uendeligheden - det, der i andre digte optræder som urskoven eller sneen, og som gør hans skrig til opblæst støj. Subjektet, denne selvhøjtidelige højttaler må slette sin forskel og lære at anerkende sin lidenhed. At springe ud i verden, glemme pansrene og give sig hen.

Pansrene, det er figurer som ridderen "rustet i metal" og den hvidkitlede. Rustninger er kolde; titlens ildsprudende (?) drage kunne ligefrem være en slags forløsning. Lad mig brænde op. I kulden størkner grænserne, mure, rækværk, hylstre. Her kan identiteten afsikres ved hygiejne. I "Attack of the cosmic vacuumkiller" vil jeg'et have alt levende småsnavs "væk/ fra mit område/ jeg vil bestemme hvem som skal/ æde af mig". Støvsugeren bremses dog af et hår, kærlighedens symbol. Subjektet er ikke verdens suveræne herre, "kan alligevel ikke bestemme", men fortæres, "ædes hele tiden". Noget er større end ham. Som i "Prisen", hvor hengivelsen til den kvindeligt lokkende sne gør jeg'ets stemme "undcrlig lille/ som om det er en anden/ eller måske hele verden/ som skriger her". Den "afsindige lykke og glædesrus" kan være mere end den hvidkitledes 2 kiks.

Og osse mere end de kropslige hierarkier, der ophøjer synets ratio. Dragen har spist et par af sine hoveder, men har dog 28 tilbage. Det har prinsen med "kun sit eget/ ene" svært ved at annamme, han føler sig bare omringet. Men det gælder netop om at glemme det egne og ene i konfrontationen med det abjekte: det lave, væmmelige og modbydelige. Kroppens fugtige indre, "blodet flyder fra næse og ører/ Øjnene står helt ud af hovedet". Denne ekstasis kan osse stamme fra "En skrap skede/ lige i mit syn" eller fra urskovens kriblende og krablende kryb, hvor jeg'ets "panserdivision" kæmper med "slimede bæster" og edderkoppespind med "trådenes/ klæbrige/ hvide klister". Den slags konfrontationer fører os gennem en række affekter: klaustrofobi, fryd, væmmelse, rus, angst. Det sker i en heftig ekspressionisme, i frenetiske og ekstreme fortællinger, der ikke skyr overdrivelser. Snak og larm er der masser af. Splatterfilmene og tegneserierne er rykket ind i lyrikken og integreret i et næsten, kedsommeligt velkendt projekt: kampen mod den indsnævrende ratio i en "kærlighed. til livet. den elskede. til begæret. og endelig. døden."

Her er den klassiske ekspressionismes, grænse. Hos Krabat bliver hengivelsen til intensiteten ikke uspaltet nærvær, for tiden og døden står i vejen. Lige fra det første digt, hvor barndommens sikre forvisning om ren væren "for jeg var jo" straks følges af det retoriske spørgsmål "Var jeg ikke?" - et spørgsmål, der hurtigt får så faretruende konsekvenser at en "pedalsk" hjulren af sted snarere bliver spedalsk, dødsmærket. Afstanden er der hele tiden. Uanset hvor tæt de elskende sætter sig, kan døden kile sig ind. Krabat fører et gran af ironi ind i snakkesaligheden. En slags postmoderne gestik gør nærvær til simulation. Vi er i en verden af fiktioner. "Drama i urskoven" lægger afstand til det fortalte med slutsætningen "Vi fik glimrende anmeldelser".

Et af bogens sidste digte lyder: "JEG ELSKER/ (skriger) tilbage står kun førstnævnte statement" Regibemærkningen viser fint og selvbevidst en naiv ekspressionismes kvaler. Skriget kan ikke stå alene. Der må råbes højere, det skal tydeliggøres, og så dementerer den sig selv. Sproget, afstanden og døden er med. For det er jo netop ikke kun den første ytring, der bliver stående.

Krabats styrke er konfrontationen med det lave (osse integrationen af tegneseriernes og de kulørte films temaer og udtryk), og det er den skælmske leg med læseren. Noget nyt siger det bare ikke. Stoffet kan være overraskende; men temaerne og valoriseringerne er hørt før, og udtrykket kan ikke holde dem oppe. Kun få af digtene har jeg hæftet mig ved. Jeg savner lidt mere styr på talen, mere form og mindre hovedløs energi.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Lektørudtalelse
Indbindingscentralen (88145) 678 406 2 68

af Mogens Faber

Krabat, Kenneth: Dragens tab af hoveder : in transit. Borgen. 74 sider.

Krabats opus nr. I. udkom sidste år, Naiv, sagde det nøgne barn, og det var en forholdsvis spontan bog, ulden i kanten, men så energisk at der var grund til at bære over med bogens mangler. Digtene her i bogen er stadig præget af action, et vildt liv med frustrationer og drømme, et storbyliv, hvor det ene kan være lige så godt som det andet. Det er som om Krabat har for stor tillid til at hans udtryk overlever i trykt form, men her hvor man kan læse og genlæse hans udladninger, går de op i limningen og bliver en slags senpubertetsvræl fra en midaldrende teenager. Sproglige kaskader, hvor den tematiske desillusion breder sig langt ud i det poetiske udtryk, så stilen i stedet for at være energisk bliver speedet, men i grunden slap. Jeg synes, som det nok kan mærkes af ovenstående ikke at det er nogen god bog, ja, ikke engang halvgod.



alle veje fører til magtenbølle - itenerarium interregnum    til top

 

Krabatens skriveevne og påhitsomhed
Jyllandsposten 10. Oktober 1994

af Per Højholt

Han hedder faktisk sådan, krabaten. Og han kan skrive, og han har været tværs over Fyn og set vejskiltet med det sære, men associationsrige navn Magtenbølle. Og det har han brugt. Og hvad er der i vejen med det?

At han, som det fremgik af avisen hér forleden, så laver ét show af dette faktum og bogens hele udgivelse, det passer fint med bogen, som er formgivet i ender og kanter, computersat og alting, men det ligner nu da en ganske almindelig bog alligevel, bortset altså fra, at Krabat har indset, at der ikke er grund til at begrænse det kunstneriske udsagn til tekstsiderne alene.

Hvad man derimod ikke rigtigt kan hitte ud af er, hvad bogen egentlig handler om. Forskellige spor krydser hinanden eller afløser hinanden. Det ser man klart. Og stilen skifter flot fra stykke til stykke. Det kan han, forfatteren. Men han har vist haft for travlt med at opvise sin kunnen, så han har lagt for ringe vægt på anliggendet.
Man kan, side for side, beundre hans skriveevne og påhitsomhed. Det er svært at skulle skifte stil og leje så tit, men det gøres udmærket. Der er virkelig talent på færde, og man skal ikke lade sig forlede: Denne bog er ikke skrevet for sjov, selv om den ind imellem er liv-agtigt morsom.

På den anden side: Han skal sørme have lov til at lade en så suveræn form trække på et så vildt varieret indhold. Det kan gerne være, at man som læser forvirres undervejs. Men man er skam både overbevist og underholdt.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Fandenivoldske og uegale Krabat
Politiken 30 oktober 1994, InterPol side 14

af Connie Bork

Kenneth Krabats nye bog har potentiale i sig til at blive kult, selv om den også løber over med sort snak. På bogens omslag sidder ikke en kone, men en kælling fra Magtenbølle, med tørklæde om håret, og en afpillet høne som hun trykker ømt ind til kjolebrystet.

Samlingen har en tvetydig tone, på en gang højstemt og underlødig, som om livet består af lige dele plat og lige dele filosofi. Den højstemte tone er omstændelig, ordrig, fuld af indfølelse og indimellem overraskende. Nogen steder virker det fjollet - andre steder er det meget, meget smukt! Den underlødige tone opstår i håndteringen af et utroligt inventar, her er både køer, Noahs ark og et flyttefirma 'vi flytter alt, selv i morgen'. I det første digt er vi ude at flyve, her dukker stewardessen også op. Hun smiler, det folder sig ud. Silikonemelonerne med de rustrøde konklusioner løfter sig over dagligt vande. Her lå de vel, står der.

Der er masser af sans for pointering, Kenneth Krabat kryber godt ind i sine sansninger og reflektioner, der kommer som blide chokbølger. I et af de mest løsslupne digte er digteren en ko! Der er også et langt ophold på Noahs ark, som forfatteren slipper utroligt godt fra. Men det ændrer ikke ved at samlingen ligner badutspring, med nul underlag. Hvor springes der fra og hvor vil Kenneth Krabat hen? Hvad er Magtenbølle egentlig for et sted, skal vi elske byen eller lade være? Her ligner stedet mest en kuriositet.Den skarphed og meningsfuldhed som ligger og lurer i den tvetydige tone bliver ikke forløst. Jeg har svært ved at se Magtenbølle som et overordnet begreb, der virkelig samler disse fandenivoldske, til tider utroligt smukke, men også meget uegale digte.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Kantate- lyrik m.m.
weekendavisen 11-17. november 1994

Digte. Lidt om den ægte vare - og den anden.

Af ULRIK HØY

Erik Stinus: »Febertoget«, 110 sider, kr. 175.00; Vindrose.
Poul Borum: »Fuglen der lander«, 100 sider kr. 168.00, GyldendaL
Peter Nielsen: »Ansigter - hensigter«, 72 sider kr. 100.00, Centrum.
Kenneth Krabat »Alle veje fører til Magtenbølle, 64 sider, kr. 168.00, Gyldendal.

Det slår mig, ved læsning af Erik Stinus, at sådan ville formanden for, Mellemfolkelig Samvirke, Knud Vilby, skrive, hvis han var digter. Tom Kristensen skrev vist nok hyldestdigte til Grosserersocietetet på bestilling, Hans Hartvig Seedorff gjorde det
med stor snilde, til hvem der betalte, og Erik Stinus skriver digte til u-landenes pris. Stinus er simpelthen den tredje verdens husdigter, så var der retfærdighed til, havde han fem milliarder læsere ude på kloden og tre millioner herhjemme for Danmark er jo et halvt u-land, i alt fald et halvsocialistisk land, der har tabt retningssansen, efter at utopien gået tabt.

Det mærkes ikke hos Erik Stinus - og dog. Han undgår den hjemlige verden og søger i stedet den fjerne, eksotiske, hvor ægthed trives og fattige mennesker har rige følelser. »Det kostede intet, dog var det Verden, som den er bedst og rigest, fuld af håb, i samklang«. Samhørigheden er også noget særligt i de fattige lande, findes måske kun dér, og så i fortiden. Erik Stinus digter en skabelsesberetning frem, velment, farverig og så gennemført svulstig, at foreningens medlemmer altså det mellemfolkelige samvirkes, må græde snot i stænger.

Noget atavistisk gør sig også gældende. Vi befinder os et ubestemt sted mellem Noahs Ark og moderne tider, men pyt, Erik er med os, Vorherres venstreorienterede repræsentant på jorden, og skal der uddeles en pris, en u-landspris - og det skal der - så bør den tilfalde Erik Stinus. At der ligger en habil naturpoet gemt i ham, det skjuler han godt, alt for godt i dette mildt skabs-kolonialistiske manifest. der røber, at der også er gået en god plantagebestyrer tabt i Stinus.

POUL Borum har en veludviklet sans for den ægte, lyriske vare, hvad der ingen garanti er for, at man selv kan skabe den. Dog, i det seneste værk er der partier, som går til hjertet omend der altid er noget skrabet over Borums poesi. Hvad der hænger sammen med det Borumske paulun, det fortrolighedsrum han opslår.

Kravet om sandhed, ægthed, oprigtighed kan her føles så påtrængende, at det lapper ind over den læsendes blufærdighedstærskel. Så bliver der klamt i paulunet, de gode bens~ konverteres til pat^. og bedeskamlen gør ondt i knæene for andre end lige disciplene.

Kvaliteten, det der giver klang i digtene, er en lavmælt tone parret med, fornemmes det, en ekstraordinær påpasselighed, der nok kan antage didaktiske former, men også udmøntes i en egen, renfærdig præcision:

Hvis man kan dø nårsomhelst
kan man leve nårsomhelst
man kan bygge huse nårsomhelst
og rive dem ned nårsomhelst
man kan løbe gennem regnen råbende
og stå under et træ og lytte
hvis sandhed er sandhed nårsomhelst
kan jeg end ikke lyve ved at tie

Sådanne strofer udmærker sig ikke ved lyrisk vælde, tværtimod. Det er lavmælt, indtrængende, eftertænksomt, med den formelle logik i underfundig, poetisk anretning. Mere ræsonnement end digt måske, mere tankelyrik end »ren« lyrik, men ægte nok i udtrykket, og dét er sagen.

PETER NIELSEN smutter med ordene, som kogekonen smutter mandler. De skal som bekendt skoldes først, mandlerne, så går det lynhurtigt. Sådan er det også hos Peter Nielsen. Smut, siger det i Nielsens driftigt associative stil, hvor ord i rigelig mængde drysser ned. over siderne. Så mange, at de må sættes med småt for at være der.
Det myldrer - i lidt for mange retninger, ud af lidt for mange tanketangenter, og det er Peter Nielsens lyriske problem
Det får ikke tyngde, kun lethed og det ligger helt fremme i titlen. Ansigter, Hensigter, der anslå et eller andet, som kan betyde hvad som helst, og hvad skal man kalde det?

Ægte lethed? Ægte mandelsmutning? Dykker man ned i teksten, er der masser af gode, overraskende og ligefrem originale udtryk. Det samlede resultat er, til trods for charmen, mobiliteten og den investerede energi,. mærkelig vægtløst.

HOS Kenneth Krabat går det - som navnet antyder - akrobatisk til. Et yngre publikum vil goutere dem lyrikers evner som stan-up comedian. Der er også noget hørespilsagtigt over foretagenet, som radiolyttere kunne få glæde af, og krabaten Kenneth har dette vildt rablende, der efterlader godbidder i sludrechatollet. Ægthed? I dynamikken, den verbale leg og de uomtvistelige brandere, og det er her overlæreren bliver stram i betrækket. Kenneth, dette er for meget af det gode, og for meget af det gode er ikke godt!

Min shiitdetektor siger mig, at der ud af krabaten Kenneth kan komme en både sjov, elskværdig og tilpas reaktionær satiriker. Det ultimative karaktérmord på en ung, håbefuld lyriker? Sådan er det ikke ment, men digteren bør finde et par sten i strømmen, bevidsthedsstrømmen, og stille sig dér - og stille spørgsmålet dér: Hvad kan jeg, hvad er mm egenart? Kort sagt: Hvad er ægte Kenneth, og hvad er falbeladernes snurrige aKrabat?

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Lektørudtalelse
Indbindingscentralen (94/48) 2 075 083 9

af Jens Hjøllund

I undertitlen på Kenneth Krabats samling af lyriske tekster indgår det latinske ord "intenerarium", som betyder vejviser. Bogen er selv en sådan visionær og rablende vejviser gennem ydre og indre landskaber - i en sådan grad, at det er svært at afgøre hvornår det ene holder op og det andet begynder. Teksterne, der spænder fra helt korte udsagn til længere prosaforløb, bevæger sig i tillid til de "lukkede øjnes stille magi" ud i sindets grænseegne, balancerende på kanten af galskaben og vanviddet. Ofte fornemmer man, at en sprængning eller overskridelse allerede har fundet sted i teksternes kaotiske og hermetiske univers, som får karakter af "sorte" huller, hvor den ydre virkeligheds skikkelse og sammenhæng opsuges og forsvinder. KKs tekster er fyldt med smertelige erfaringer af spaltningen mellem ydre og indre, mellem det rablende og registrerende, i forsøget på at nå en ny personlig tilegnet virkelighed, der ikke er "forankret bag en velkendt moles bolværk". Hensigten med denne insisteren på det subjektive er sympatisk nok - og en af poesiens vigtige opgaver, men omkostningerne er, at læseren mister orienteringen i et univers, der er bundet til en helt personlig forestillingsverden, i en grad så genkendelse og identifikation er yderst vanskelig.


elskede elskede
og den sande historie om det udenfor indeholdte og termodynamikken udsat for vand
    til top

BLÆST 29, 2003, s.17 og 18
/Syddansk Universitets Litterære Fakultets Magasin

elskede elskede
af Christine Fur Poulsen

Kærlighed og parforhold. Disse to størrelser, som næsten alle har erfaringer med. Som unge, danske digtere bliver klandret for at skrive for meget om. Parforholdets lille verden, som de bliver beskyldt for kun at interessere sig for. Disse to udgør også emnet for Kenneth Krabats nye digtsamling elskede elskede. Titlen er meget beskrivende for samlingens temaer. Den består af to ord, en tosomhed, et par. Men de to er identiske og peger på en enhed. Samtidig kan ordet 'elskede' ses som den elskede, men også som jeg elskede, vi elskede; altså en datidsform, en fortid.

Digtene beskriver kærligheden som den kommer til udtryk i et parforhold og som den bevægelse, der arbejder udefra og ind, fra to mod én, og igen indefra og ud, fra én mod to, mod ophør og tab. De handler om kærlighedens begyndelse, midte og slutning, men selv lige efter begyndelser er bevægelsen der; bevægelsen, der fører til splittelse. Den ligger hele tiden som en understrøm, der er umulig at kæmpe imod. Bevægelsen, som går fra den stormende, altoverskyggende, vidunderlige forelskelse til hverdagen og den mere rolige, kedelige, morgengrimme kærlighed, der udgøres af parternes afhængighed af hinanden, men også bare af vanen, der gør, at man bliver sammen. Og så indser man, at det kun er vanen, og så går man, og derefter slutter det, og så står man tilbage med tomrummet.

Der filosoferes og poetiseres, som titlen også antyder, over individet overfor parforholdet. Hvor bliver individualiteten af, når man elsker helt ind til den elskedes kerne af sig selv og vice versa, og hvordan finder man den frem igen, når man pludselig står alene tilbage, og ikke kan definere sig gennem den elskede, som ikke mere er elsket eller vil elskes?

"Hvordan siger man uigenkaldeligt farvel? / Hvordan siger man overhovedet / farvel?" (åremål s.17/80).

Siger farvel til hvad, kunne man spørge? Til sin elskede? Eller til sig selv? Eller den man var, mens man levede sammen?   

Tiden er tilstede overalt i digtene og mellem kærligheden og parforholdet. Den arbejder uophørligt, og i elskede elskede arbejder den hele tiden ubørnhørligt mod enden, som det ses i følgende citat:

"Kan du huske / den første gang du sagde / Jeg elsker dig? / Husker du / første gang du sagde / jeg elsker dig / med stor omhu fordi du vidste hvad det betød? / Erindrer du første gang / du brugte disse tre ord / uden rigtig at mene dem? / Og derfor / ka du genkalde dig første gang / du sagde jeg elsker dig / hvor du uden nogen tvivl vidste at det ikke var sandt? / Husker du / om du døde lidt hver gang?" (fra "i virkeligheden hvad 5", s 96/28)

Samtidig er hele samlingens form og struktur et billede på denne tidens bevægelse mod afslutningen. Eksempelvis angives sidetallene både forfra og bagfra - man kan altså både orientere sig om hvor langt, man er fra begyndelsen, og hvor langt fra enden. Digtet, hvor ovenstående citat er taget fra udgøres af elleve strofer af varierende længder, som er delt op og bringes to og to, løbende i samlingen fra 10. og 11. til 2. og 3., og som sidste stykke tekst i samlingen står alene strofe nr. 1 fra "i virkeligheden hvad" og viser den modsatte bevægelse - den der ikke fjerner sig fra kærligheden, men nærmer sig den og tror på den:

"min antagelse er / [...] at kærligheden vil blive / [...] eller som det allermindste eksistere / for uden / hvad er vi da? / jeg mener ikke kærligheden i sig selv / men en definition på kærlighed... / for hvad er vi uden denne definition / ja hvad egentlig er vi uden blød tænken i det hele taget / men i særdeleshed dette!" (i virkeligheden hvad 1." s 95/2)

Budskabet eller udsigelsen i elskede elskede synes at være, at måske gør kærligheden utilgiveligt ondt, måske mister vi hver gang, vi elsker lidt af os selv, men til gengæld bliver vi rigere på små bidder af andre mennesker og deres tid. Og uden kærligheden, at tro på, leve for, leve i, håbe på: Hvad er vi i virkeligheden så?

Ud fra min beskrivelse kommer krabats digtsamlig til at fremstå som meget afpudset, meget formfuldendt og måske lidt for glat og gennemtænkt. Det er den dog langt fra; den er fuld af finesser, sjove rammer, gentagelser, udråb, talesprog, leg, rå kanter og uskønne, vulgære formuleringer. Den er alt det, kærligheden, et menneske og et parforhold også er. Krydret med en masse tør humor!


Weekendavisen juni 2003

A-KRABAT OH
Den eksemplariske outsider Kenneth Krabat er på banen igen med forholdsvis vitale variationer over den gamle traver, kærligheden, den lykkelige og den u-

Forgræmmet Granat
Af Lars Bukdahl

Det er lidt irriterende, at Kenneth Krabats nye digtbog hedder elskede elskede (hvilket nemlig ikke – efter Dan Turèlls gl. forslag - skal læses: el-skede el-skede), når hans forrige overgrundpublikation, der kom for hele forbandede ni år siden, hed noget så fantastisk som Alle veje går til Magtenbølle. Ligesom Jens Blendstrups debutnovelle-samling, Mennesker i en mistbænk, fra samme år var Alle veje en eklatant utidig bog. Som nemlig gik til ypperlige yderligheder med en eksperimenterende kortprosa, herunder – WOW! - decideret lyddigtning, der først markerede sig som tidens korrekte tone-klang en tre-fire år senere. Og nu da alle de små forkælede poet maudits ivrigt-artigt skriver eksperimenterende kortprosa, må den umulige Krabat naturligvis atter træde helt ved siden af og præsentere en stor samling tænksom, konceptuel, oprigtig kærlighedsdigtning, hvilket ærligt talt også er lidt irriterende, når man nu trofast har gået og hæget om den skammeligt oversete Magtenbølle-bogs pionér- og nyklassiker-status, dens centrale plads på den dybt decentrerede reol bagmin ryg: Hvor er dog den sorte, skæve, vrængende humor, hvor i alverden er for fanden lyddigtningen (i to små, gode bagateller er den faktisk tæt på: en, der igen og igen staver til lægemidlet ”acetylsalicylsyre” og en, der i stadig nye opsætninger gentager den ømme linie: ”det meste af natten stod de under halvtaget og lod det regne på sig”)?

Det er ikke fordi, humoren er blevet væk, men den er blevet betænkelig moden, synes jeg, kun i glimt spyttes den frem og ud som i de gamle dage. Jf. f.eks. den ene af bogens to store digtføljetoner, ”CORPVS REGVS – solar plexus”, der i fireliniede strofer indmonterer kærligheds-brokker, aforistiske såvel som ready-made’ske, mellem det faste liniepar: Krigsbørnene løber hjemmefra/ Krigsbørnene kommer hjem. Det er nemt nok at dømme føljetonen alt, alt for lang, men den opnår også et eller andet sted god, sand monstrøsitet, og på hver eneste side er der den håndfuld brokker og brokkonfrontationer (må det vel hedde?), der rimer og rammer overbevisende: ”Snakke snik, klappe kagemand mig et vist sted!/ Krigsbørnene løber hjemmefra./ Din krop er lige stor nok til os begge./ Krigsbørnene kommer hjem” Den anden, store føljeton, ”i virkeligheden hvad” (plus titeldigtet) er til og i overflod helt ærlig, velformuleret bortforklaring, et hyperrealistisk überkærlighedsbrev, der nægter at agere poesi med nogen som helst spilfærdighed. Allerbedst går kærligheden fra og til koncepterne i den mest formalistiske juleleg, nemlig ”todervil ABC”, sådan lyder h-afsnittet:

” to der vil hinanden hader krummer på lagnerne, og spiser altid kiks i sengen alene/ to der vil hinanden har standset tiden/ to der vil hinanden hilser på hinanden på trappen, hvis de tilfældigt mødes/ to der vil hinanden holder hånd på vej ind i mørket og skændes om retningen/ to der vil hinanden husker at vande blomster i underskålen, med kalkfrit vand”

Den gode lovmæssighed er her, at formalismen tvinger konkreterne i spil, hvor talen lige fra hjertet har det med at jokke løs i abstraktioner. For jeg vil også meget gerne fremhæve de to turèllske monolog-rutiner udenfor (kærligheds-)nummer, ”åremål”, en opremsning af det samlede indhold i de krabatske flyttekasser, og ”da jeg byggede reolen” en apologi for den omstændelige, krabatske reolkonstruktion, som sejt foredragende flyder over med kærlige, kantede (i monolog nr. to ekstremt reol-faglige) konkreter.

Kærligheden er konkret, har Svend Johansen engang udtalt, det samme er poesien, hvilket Kenneth Krabat udmærket er klar over, så med håbet om nye, (endnu) mere bogstavelige operationer uden (alt) for megen mimrende modenhed velkommer vi ham tilbage i Anarkistan!

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Nordjyske 10.4.2003

Det år digteren gik i sort
af Jens Henneberg

[jpg - åbner i eget vindue]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Boganm: Kenneth Krabat: Elskede, elskede
Politiken 21 maj 2003, 2 . sektion side 2

Kenneth Krabats digtsamling letter ikke.

Af Niels Lyngsø
Der findes i poesien en særlig gangart, som man kunne kalde det stiliserede hverdagssprog: Nye og gamle faste udtryk og talemåder inddrages med en vis distance, og diverse gentagelsesfigurer frembringer et jazzet og velmoduleret talesprog, der har så meget energi, så meget fremdrift, at læseren eller lytteren svæver gennem de lange og brede ordstrømme.

Herhjemme har navnlig Dan Turèll mestret denne gangart, dette særlige sproglige drive. Og som jeg læser Kenneth Krabats nye digtsamling, 'elskede elskede', er den på mange måder et behjertet forsøg på at gå videre ad den vej. Det dominerende tema er kærestesorgen, forsøget på at komme videre efter et brud med den elskede. Nogle tekster giver sig hen i den umiddelbare følelse, andre er mere eftertænksomme.

En vis selvmytologisering præger bogen (også dét trick kendte Onkel Danny jo til), bl.a. i nogle lange passager, der handler om at bygge en reol; her optræder forfatteren - bogens jeg - i rollen som heroisk stædig rad: Han insisterer på at bygge en reol uden brug af skruer og andre metalgenstande.

Krabats digteer lange og brede og mundtligt anlagte, og de bruger gentagelsesfigurer og faste udtryk; men de har ikke - og det er afgørende - den pumpende fremdrift, den rasende energi, der kunne få læseren til at svæve. Det skyldes først og fremmest, at de mangler gehør og elegance, de mangler distance til stoffet og sprogligt overskud, og så mangler de den præcision og bevidsthed, der skal til, hvis den slags digte skal løfte sig fra hverdagssprog til stiliseret hverdagssprog. Der er karakteristisk nok en del klodsede og deciderede fejlagtige formuleringer undervejs: »tråddene ved siden af«, »kærlighedens givelse«, »vel at bemærke« (frem for 'vel at mærke') og »løber ingen chancer« (frem for enten lsquo løber ingen risici' eller lsquo tager ingen chancer') - for bare at nævne nogle af dem.

Alt dette medfører, at den givetvis oprigtigt stærke følelse ikke brænder igennem sprogligt. Dertil kommer, at de mere reflekterende passager ikke er intelligente nok til at fænge.

Så trods store - også kompositoriske - armbevægelser letter 'elskede elskede' ikke rigtigt.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Boganmeldelser
Berlingske Tidende 23 maj 2003, 2 Sektion, MAGASIN side 5

Krabat er ingen Turèll

Kenneth Krabats nye digtsamling »elskede elskede« er tydeligvis skrevet med en stor del inspiration fra Dan Turèll, som jo kunne skrive lange, talte, rablende digte. Det prøver Krabat også i denne samling, der handler om ham selv og vist nok også om den tabte kærlighed. Men nogen Dan Turell, det er Krabat ikke. Det svinger ikke i hans lange digte, særligt ikke de flere sider lange, som oven i købet har et fast omkvæd gående:

Krigsbørnene løber hjemmefra/ krigsbørnene kommer hjem. Det er rent ud sagt en monoton og på en eller anden måde indforstået oplevelse. Kenneth Krabat har rigtig gode syrede anslag, som kunne have stået skarpt frem, men de drukner i den tungt gungrende mængde af ord. Det er tydeligvis hans poetik ikke at sortere for meget, men resultatet er derefter. »Acetylsalicylsyre/ acetyl salicylsyre/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord/ vi kan sige det samme ord«. Så skulle det vel være sagt.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Af Martin Glaz Serup
Digte
Kenneth Krabat: "Elskede Elskede"

"Da jeg byggede reolen/ byggede jeg den selv/ jeg byggede sgu selv reolen/ ha ha/ jeg byggede sgu selv min reol/ fandme gu gjorde jeg!"

Sådan lyder en strofe fra et af de i tung tomgang kørende digte, man kan finde i Kenneth Krabats fjerede digtsamling - den første i otte år. Selvfølgelig har digteren bevidst arbejdet med det monotone, enerverende og evigt åndsforladte for at få form og indhold til at passe sammen. Problemet er bare, at det til forveksling ligner hjælpeløshed. Og det bliver kun værre.

De indledende digte er de mindst svage i bogen. De er kalkeret over bl.a. det første digt i Dan Turèlls legendariske "Drive-in Digte". Krabat arbejder som forbilledet med langdigtet, den lange, strømmende form, der tilsyneladende kan trække alt ind - fra det mindste i hverdagen til Gud.

Fremdriften ligger i lyden, rytmen, rimet og de "åbne" associationer, der kan opstå undervejs. Det er en slags jazzvariationer over et tema. Men her dur det ikke: sproget er slapt og upræcist, der leveres ikke én eneste original eller spændende betragtning i hele bogen, der hurtigt begraver sig selv i en syndflod af banaliteter.

Der er desværre uendelig langt fra Dan Turèlls "Éénmands razzia i Underbevidsthedens Natklub" til Kenneth Krabats navlepillende ligegyldigheder og intetsigende lister.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Lektørudtalelse
Dansk Biblioteks Center (03/20) 2 459 109 3 (A)

af Steffen Kronborg

Kenneth Krabats seneste trykte udgivelse er fra 1994, men i 2000 skrev forfatteren hver dag et dig til internetprojektet Dagens Digt, og det er en del af disse digte, som nu kan læses i Elskede, elskede * sammen med en stribe nye tekster. Som digtsamlingens titel antyder, er indholdets altoverskyggende tema kærligheden - og kærlighedens ophør. I tekst efter teks gennemspiller Krabat et kærlighedsforholds forskellige faser, ofte i form af replikker mellem de elskende, og i en række digte lovpriser han i besværgende toner kærligheden som livets eneste ægte værdi - trods dens udsathed for tidens eroderende effekt. Der er noget klaustrofobisk over den insisterende foukusering på kærlgihedstemaet, specielt fordi de mange ord ikke bringer læseren tættere på kærlighedens væsen. Kenneth Krabat ynder ** ræsonnerende og aforistiske formuleringer à la: "for at noget kan forandre sig/ for et givent menneske må dette menneske/ mønstre alt mod og sige NU/ og mene det". Men sådanne sætninger end ikke ridser overfladen i afdækningen af tilværelsens vilkår - her må skarpere sansninger til.

* forkert; citat: "Det er muligt, at digtene fra (elskede elskede) sniger sig ind i Dagens Digt, også som gentagelser - redigeringen af dem tager laaang tid. " Citat slut (http://www.menneske.dk/krabat/_dagensdigt/status/02.status.html)
** forkert; denne er den eneste i bogen. KK.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

En stor Krabat
Flensborg Avis 22 april 2003, side 6 / KULTUR

Man sluger Kenneth Krabats digtsamling "elskede, elskede" både forfra og bagfra.
På forsiden af Kenneth Krabats nye digtsamling "elskede elskede" har en faun fra den romerske mytologi haget sig fast på jordkloden. Nøjagtig lige så krampagtigt holder digtene fast på den elskede, der forsvandt og tog kærligheden med sig og nu har efterladt et eksistentielt hul på størrelse med jordkloden.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

En ordentlig Krabat
Vejle Amts Folkeblad 11 april 2003
af Morten Tjalve

På forsiden af Kenneth Krabats nye digtsamling »elskede elskede« har en faun haget sig fast på jordkloden. Nøjagtig lige så krampagtigt holder digtene fast på den elskede, der forsvandt og tog kærligheden med sig og nu har efterladt et eksistentielt hul på størrelse med jordkloden. Lad det være slået fast med det samme, det er en meget vellykket skildring af kærligheden og tomrummet bagefter, Krabet har skrevet. Digtsamlingen er meget kompleks, hvilket mest konkret kommer til udtryk i sidenummereringen, der både tæller op og ned som et tegn på, at digtene ikke nødvendigvis skal læses forfra. Kernedigtene i samlingen, der går under fællestitlen »i virkeligheden hvad« og har numre fra ét til ti, står da også i omvendt rækkefølge og tilskynder at læses bagfra. Vel nok en anelse forvirrende, men det er på den anden side venligt af digteren at tvinge læseren til at se nogle af de sammenhænge, der er.

Digtene er personlige skildringer, af tiden efter den eneste ene er gået, og hvad der så er tilbage. Tematisk er digtene en helhed, men formmæssigt spænder de vidt: fra en enkelt kort strofe til tre, fire, fem sider, fra åbne fortællende historier til det fortættede billeddannende. »elskede elskede« er, på trods af sit tema, en af de mest oplivende og udfordrende digtsamlinger, der længe er udkommet, vel har den et par svage passager, men langt hovedparten er så interessant, at man sluger den både forfra og bagfra.


STEMPEL - at skrive et skakbrædt    til top

 

DR-anmeldelse af optræden i forb. med udgivelse af dobbelt'CD'en

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Information 26 feptember 2002, 1 . sektion side 8
------------------------------------------------------------------------
Af Tue Andersen Nexø
http://home19.inet.tele.dk/loveis/
Bag ovenstående, let anonyme adresse gemmer sig vel nok landets mest gennemtænkte eksperiment med kollektivt at skrive litteratur til og på nettet. Både processen og det endelige resultat kan bedst beskrives som litterære og kunstneriske skakbræt: En gruppe forfattere byder ind på felterne i et matrix af f.eks. 4 gange 4 eller 5 gange 5 felter. I deres felt skal de skrive en tekst. Hvis et eller flere af de tilstødende felter allerede er udfyldte, ja, så skal den nye tekst forholde sig til dem! Resultatet er et sammenvævet filter af kollektiv tekst- og billedproduktion, hvor læseren kan følge temaer og ord forplante sig fra moment til moment. Og så er det usædvanligt flot designet, med et godt og underspillet blik for mediets muligheder. På et tidspunkt udskifter ordene i et digt sig umærkeligt - efterhånden finder man ud af, at det er ens egne bevægelser med musen, der styrer udskiftningen.

http://home19.inet.tele.dk/loveis/skak/index.html
Som en udløber af de digitale eksperimenter nævnt ovenfor afholdt 10 forfattere workshop-arrangementet »At skrive et skakbræt« sidste lørdag i kulturhuset R.A.W, Vesterbro. Den valgte matrice var på 5 gange 8 felter, udfyldningen foregik i løbet af dagen, feltudvalg via tilfældighedsprincippet. Det endelige resultat blev læst op af trætte kunstnere for et lille og udvalgt publikum lørdag aften. Alle andre vil i nærmeste fremtid kunne se resultatet på ovenstående adresse. Således kan digitale og analoge skriveeksperimentet altså berige hinanden, deltagende forfattere var blandt andet Kenneth Krabat, Jesper Sternberg og Maja Elverkilde.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Stemplet & R.A.W.
- At skrive et skakbræt
21.09.02, kl. 19.30 til ca. kl. 24.00

oplevet af Erik Scherz Andersen

Titlen ”At skrive et skakbræt” var fra starten lidt misvisende: der var tale om 40 (5x8) felter til rådighed for forfatterne – hvilket var fire store stykker karton til hver af de ti forfattere. Men måske kan man alligevel i poetisk forstand tale om at der blev skrevet et skakbræt: I løbet af en hel dag skulle forfatterne skrive en tekst på hver af deres fire felter der var spredt over gulvet. Teksten skulle forholde sig til de otte felter der omgrænsede den. Jo længere processen skred frem, jo flere tekster blev der skrevet omkring det felt forfatteren netop var i gang med. Og da processen ifølge forfatterne ikke forløb lydløst, affødte det inspiration andre steder på gulvet/brættet end lige ved siden af.

Arrangementet blev holdt i R.A.W.s lokaler på Gasværksvej 4b på Vesterbro. Det betød at der var rigelig plads til både felterne og til publikums fire/fem stolerækker. Klokken 19:00 åbnedes dørene for oplæsning (flere timer efter at eksperimentet var påbegyndt). Teksterne lå stadig som felter og herfra valgte publikum så oplæsningsrækkefølgen. Det er meget at forlange at forfatterne skal være på, når de har været i gang i 9-12 timer. Alligevel blev de 40 tekster ikke et overload for tilhøreren, måske fordi de enkelte oplæsere var tilpas forskellige i stil både hvad angår indhold og oplæsning. For mit vedkommende hævede især Dorte Odde Sørensen med sin varme og jordnære tilstedeværelse sine egne tekster, mens både Kenneth Krabat og Jesper Sternberg med deres halvsyrede stemmer gjorde deres tekster endnu mere spøjse, i positiv forstand, end man måske oplever dem på skrift.

Teksterne er en forvirring af hypertekstualitet: Kaniner, elefanter og cello-sex optræder løsrevet eller i samme sammenhæng i forskellige tekster. Konceptet betød, at de ti forfattere skulle give afkald på kontrollen over skriveprocessen og i stedet overgive sig til det fælles projekt. Det endte aldrig rigtig med at gå op i én større enhed (hvilket måske heller ikke er meningen?), dertil stod teksterne for lukkede omkring sig selv. Så mens man f.eks. kunne læse felt A2 af Kenneth Krabat (surrealistisk: trafikulykke) eller felt C5 af Suvi Helminen (metapoesi: tavshed) uden at bekymre sig om de omkringliggende tekster, så blev det kun omkring felt E4 (og D1), der på klar vis bliver en hypertekstuel (og parallel) udvikling, hvor de omkringliggende tekster står stærkere i samspil med hinanden. Jeg har svært at fremhæve enkelte tekster, men synes personligt at Seimi Nørregaard uden store armbevægelser formår at udfolde et talent i de enkelte korte tekster, men i sammenhæng ikke træder bedre frem - i modsætning til Isabel Dreyers tekster, som fungerer godt i sammenhæng, men måske i sig selv ikke får udfoldet sig færdigt.

Teksterne kan læses på http://home19.inet.tele.dk/loveis/skak/, og fra 1. december 2002 har det været muligt at købe en dobbeltcd med liveoplæsning + de 40 tekster for ca. 65 kroner: www.panoptikon.dk [NB.findes ikke mere/2006]

Arrangementet er en udløber af et originalt koncept af Sonja Thomsen: ”Love is in the air” og ”Change is in the air”, som kan læses på: http://home19.inet.tele.dk/loveis/.
De deltagende forfattere var:

Suvi Helminen, Anita Egelund, Jesper Sternberg, Isabel Dreyer, Morten Ranum, Seimi Nørregård, Dorte Odde Sørensen, Kenneth Krabat, Solveig Egebjerg og Maja Elverkilde.
RAW er et initiativ for multi-element arrangementer, der ligger i København. R.A.W. arrangementer er gratis for offentligheden og modtager ingen støtte. Man kan tilmelde sig R.A.W.s nyhedsbrev ved at sende en email til: r_a_w_dk@yahoo.dk


Intelligent om intelligens – SENTURA #20
Anmeldelse af Søren Langager Høgh

Nyeste nummer af SENTURA er brainy uden at være nerdy.

Citat

KÆRLIGHED: er vurderingen af ikke-forceret givende og modtagende behovsstillelse på alle planer.
SANDHED: er vurderingen af af overensstemmelser mellem empiri og ideal.
MUSIK: er evnen til at opfatte sekventielt forekommende lyde eller toner som et samlet hele.

- tre smagsprøver fra Kenneth Krabats sanseskema -

I februar måned var jeg godt vred på SENTURA #19 over mangel på finish og vilje til at føre pågældende nummers kalender- og talkoncept ud i sin konsekvens. I det nye imponerende hjernenummer er konceptet ikke på samme måde indskrænket. I et luksuslayout, der side for side ombrydes med sans for de 28 indslags forskellighed, fungerer gode tekster og gedigne grafiske arbejder side om side. Måske er der noget om, at hemmelige hjerner bare er et mere givtigt emne end tumpede tal?

Hjernen er der, hvor virkeligheden skabes. Hvor nyrerne sørger for, at kroppens saltbalancer er afstemte, sørger hjernen for, at den ydre, sansbare verden bliver opfattelig for kroppen. Ligesom nyrerne kan sætte ud eller begynde at virke for nedsat ydeevne, kan hjernen også slides eller belastes til et punkt, hvor den begynder at skabe forvrængede virkelighedsgengivelser. Hjerne og virkelighed hænger sammen.

Og det er grunden til, at SENTURA-redaktionen har fundet interesseområdet 'hjernen' vigtigt nok til ikke at blive overladt til neurologer og biokemikere. SENTURA #20 begiver sig ud i det, der i et kortfattet og indkredsende forord kaldes en 'associativ kortlægning'. Dvs. at en tekst, et billede, en tegneserie, en grafik, der hver for sig forholder sig til hjernen, lægges som fliser i en mosaik, hvis formål ikke nødvendigvis er at føre et bestemt sted hen men blot at kortlægge.

Dy Plambeck og Robert Zola Christensen skriver hhv. privat og gådefuldt om demens, der får virkeligheden til at hoppe af kæden. Lotte Garbers’ tekst fokuserer på hjernen som erotisk center, hvilket Allan Haverholm broderer videre på i en svulstig ordløs tegneserie. Den gengiver en våd drøm om tomme talebobler, der er sædceller, der er lyn fra hjernen, der er bevingede hjerter, der sendes af sted som saluterende brevduer. Det er på den manér, det associative princip fungerer: Det anlægger nye vinkler på sagen igen og igen.

Særligt skiller Kenneth Krabats artikel sig ud. Den handler med nøgtern ro og akkuratesse om 'de 52 indre sanser', nemlig alle de 'aktion-reaktionfunktioner [...] som alle mennesker i varierende grad benytter til at værdisætte de informationer, som kommer ind via vores 5 ’huller’ til omverdenen”. Den dadelfrie oplistning med tilhørende tør forklaring af disse 52 vurderingsmekanismer (f.eks. sult, kærlighed, retfærdighedssans) er grund alene til at erhverve sig SENTURA #20. Her er værktøjskassen til det 21. århundredes filosofi på ét eneste dobbeltopslag! Man kan selv forvisse sig om det med en indre sans, som Kenneth Krabat ikke har talt med: Evnen til at afkode bogstaver i rækkefølger.


Lagt online 02-01 2006


Andet   til top

Interview med The Pink Apples
interviewet som pdf [på dagen for posting - 10.08.2006]

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Weekendavisen 18. januar 2002, 3 Sektion, BØGER side 4

Lexigalt. Dansk Forfatterleksikon er en ordentlig mundfuld af et miskmask.

af Lars Bukdahl

Dansk forfatterleksikon - Biografier & Værker. Redigeret af John Chr.
Jørgensen. 599 sider + 307 sider. Samlet pris 799 kr. Hver især 599 kr. og 469 kr. Rosinante.

JEG har det faste ritual, at julen skal spoleres af et bogmonstrum, sidste år var Svarre Nielsens fantastiske, men nådesløse Biografisk Skyggeleksikon skadevolderen, i år havde jeg udset mig begge voluminøse bind af Dansk Forfatterleksikon, redigeret af John Chr. Jørgensen (under medvirken af Thomas Bredsdorff), fordi jeg er af den ulykkelige formening,, at anmeldere alt andet lige bør læse et opslagsværk fra enden til anden, for hvem vil ellers gøre det (jeg har min morfars anmeldereksemplar af Ordbog over det Danske Sprog stående, og det er endnu langtfra fuldt opskåret, men med 28 bind er det om ikke i orden, så forståeligt)?

Det er - indrømmet - en pervers måde at læse på, men eneste alternativ er for mig at se at bruge opslagsværket et års tid eller to, men så ville man uvægerligt komme i konflikt med avisens aktualitetsneurose (jeg kan helt ærligt ikke se, hvordan en bog nogensinde kan blive for gammel til at blive anmeldt). Risikoen ved gennemlæsningen er, at man ser sig unødigt sur på sagen, fordi man får for meget af noget, som med al ønskelig tydelighed markerer, at det skal indtages i små bidder, leksikalsk; gevinsten er forhåbentlig,, at gennemgående karaktertræk på godt og ondt står klart frem.

Problemet ved forfatterleksikonet er imidlertid, at man i sin gennemlæsning først og fremmest bider mærke i manglen på gennemgående karaktertræk: Det er utroligt,, hvor lemfældigt skribenterne har fået lov til at gå til værks:

ifølge bagsiderne skal de 800 biografier i det ene bind indeholde "Biografiske data, Karakteristikker og vurderinger, Signalementer af enkeltværker, Kilder og påvirkninger, Modtagelse, Forskningsstatus, Værkliste, Udgaver, Sekundærlitteratur, Værkregister", og de 500 værkportrætter i det andet bind dække "Værkdata, Handling, Genre, Stil, Komposition, Modtagelse, Forskningsstatus, Udgaver, Sekundærlitteratur", men de gør fanden, gør de, eller rettere de shopper og sjakrer voldsomt usystematisk og ujævnt rundt med de forskellige elementer i små pærevællinger. Og sådan cirka lige små pærevællinger, hvilket er et mindst lige så betænkeligt redaktionelt valg som den manglende uniformering.
Hvorfor kunne der dog ikke klarere gøres forskel på betydelige og ubetydelige forfatterskaber? F.eks. fylder artiklen om mig og min håndfuld af bogminiaturer ret præcist lige så meget som artiklen om Per Højholt, ved hvis fødder ikke kun jeg dagligt kryber i støvet. Det forekommer hverken rimeligt eller fornuftigt.

STYRKEN i biografibindet er kvantiteten; de helt utrolig mange forfattere, der er med, og man gør da også sine små opdagelser - jeg var til eksempel meget glad for at få at vide, at Asger Pedersen, der udgav tre små eksperimenterende digtsamlinger i tresserne, er en af mændene bag sangene i Vinterby Øster og Julerup Færgeby - men i gennemlæsningen udskiller der sig også nogle store, temmelig uformelige klumper, fremfor alt følgende tre: Tidlige danske skribenter (1100-1800), hvor selv den mest duknakkede folkeviseafskriver er repræsenteret, kvindelige (halvfjerdser)forfattere, som er overtaget ubeset fra Nordisk Kvindelitteraturhistories dybt problematiske biografibind (Tine Schmedes!) og grønlandske og færøske forfattere, og dér skal jeg passe på, for hvad ved jeg om dem, men der er postkolonialistisk korrekt godt nok rigtig, rigtig mange.

Alt i alt er der som nævnt rigtig, rigtig, rigtig mange forfattere, og jeg har for en gangs skyld svært ved for alvor at savne alt for mange, men lad mig for guds skyld nævne en håndfuld: Jens Blendstrup, Thomas Krogsbøll, Martin Budtz, ovennævnte Svarre Nielsen, Kaspar Kaum Bonnèn, Thøger Jensen, Robert Zola Christensen. Rasmus Nikolajsen, Lars Frost, Kenneth Krabat, Bent Albrectsen, Claus Carstensen, Thomas Bruun, Peter Rønnov-Jessen, Knud Steffen Nielsen. Til gengæld kan man godt savne en mere kvalificeret behandling af en hel del: der er tydelig klasseforskel mellem skribenterne, og vandbærerne; ofte unge danskkandidater og -studerende, udnyttes groft, revl og krat, skidt og kanel tørres af på dem, og det ser sjældent kønt ud; decideret katastrofal er kun Lise Bostrup, tidligere chef for Litteraturinformationscentret, der skriver som en brækket, syvsovende, bevidstløs arm om hvem som helst, herunder fandeme Dan Turèll, men også blandt andre Viggo Madsen, som hun tydeligvis intet har læst af. Marianne Ølholm slipper imponerende udmærket fra at skulle forholde sig til en sværm af lyrikere, og en egentlig helt er den erfarne Anders Østergaard, der med diskret prægnans formår at fiksere alt muligt flyvsk.

BEGGE binds allerbedste artikler står de gamle proffer på KUA for, Erik A. Nielsen (psalmister), Hans Hertel (fyrrernes, halvtredsernes folk), Jørgen Bonde Jensen (Rifbjerg, Villy Sørensen, H.C. Andersen), de har fået og taget begrænsede opgaver, fordi de vil og kan sige noget særligt (Søren Schou (fra RUC) er for lidt og tilfældigt på; han burde i det mindste have været til stede med hele sin flok af glemte halvtredserforfattere); jeg har også en svaghed for Billeskov Jansens sprøde, altmodische biografier, hans (rigtig) mange værkportrætter derimod tynges ned af referatitis, et udbredt problem i de prosaiske værkportrætter.

I det hele taget prøver alt for få (udover de ovenfor roste) at forholde sig selvstændigt profileret og profilerende til værkportrættets spændende, men hundesvære format, hvis de bare tog den mindste anelse stilling... Jan Rosiek er klædeligt begejstret i sine mange portrætter af digtsamlinger, men lader dem desværre fyge til med citater, et udbredt problem i de poetiske værkportrætter.

Værkbindet er klart det mest harmoniske bind, men hvad angår udvælgelsen af værker er det også for harmonisk, ingen chancer tages, ingen nybrud markeres: de store gamle er repræsenteret med noget nær samlede værker - og jeg mener, behøver alle H.C. Andersens romaner at være med, De motherfucking to Baronesser ? - og den modernistiske og populistiske kanon står fuldstændig uantastet: ni værker af Rifbjerg over for to værker af Højholt (det ene Gittes monologer) og et af Turèll (gæt hvilket, første bogstav er V) og et af Laugesen og et af Høeck, to værker af Søren Ulrik Thomsen og tre af Pia Tafdrup - overfor ingen af F.P. Jac (MISFAT!), tre værker af Peter Høeg og to af Jens Christian Grøndahl - overfor ingen af Hans Otto Jørgensen og Morti Vizki, og hvor i alverden er Henning Mortensen og Ib (over for to værker af Martha Christensen)? Sådan gebærder kanon sig altså ikke længere ude i den læsende virkelighed, skal jeg hilse og sige.

Jeg tror, jeg flittigt vil bruge forfatterleksikonet til at slå værklister og sekundærlitteratur op i og til at grine min røv i laser ansigt til ansigt med de samvittighedsfulde noteringer af forfatterforældres inderligt uvedkommende erhverv i rigtig mange biografier, også af yngre nulevende, jeg prøver stadigvæk at skandere "vareekspeditionssekretær", som er noget, Søren Ulrik Thomsens far var, og som jeg da ikke håber nogen tror forklarer noget som helst...

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Weekendavisen 28 december 1990, 3. sektion, Bøger side 4

Talmagi. Simon Grotrians fjerde digtsamling tager sit serienummer særdeles alvorligt.
Simon Grotrian Fire.

Simon Grotrian debuterede 1987 med Gennem min hånd og har siden skrevet én samling om året, hverken mere eller mindre, hvilket meget er arbejdsmåden for de digtere, der kom til i sidste halvdel af 80'erne og aldrig er blevet læst med den opmærksomhed, de fortjener, fordi kritikerne og teoretikerne på daværende tidspunkt havde fastlagt deres idé om, hvordan 80'erne så ud.

Kollage kom i 1988, og Næste himmel er fra 1989. Den bedste af de første bøger er Kollage, fordi den kommer så vidt rundt i formen, men Grotrian er overhovedet et meget reelt, meget sympatisk bekendtskab. Kenneth Krabat, Bo hr. Hansen, Jacob Jonia, de folk dér med de mærkelige navne: i dette kor af saglig patos og frejdig gru hører digteren Simon Grotrian hjemme.

Hans fjerde digtsamling hedder simpelt hen Fire. Heine Skjernings omslag viser det både med tal og bogstaver, og der er tale om et koncept så stramt, at det af og til truer med at tage livet af poesien. Samtlige tekster - der er 70 af dem, alt i alt, løst arrangeret efter talmagisk princip - er på fire linjer. Imidlertid er det i og med titlen, den femte linie, at digtene får mening og bestemmelse. I tredje sekvens indgår nogle typografiske kompositioner à la Apollinaires"kalligrammer". De var decideret volapyk uden de ganske vist tågede titler ("Hest på et glastag" etc.) Bedst fungerer Fire i anden og femte sekvens. I den anden gruppe tekster er digtene forsynet med beskrivende titler som "Tænder", "Sukkerstykke", "Frimærke", "Brev" osv. Digtene bliver således til en blanding af gådeleg og sprogskulpturer, og til dette spil er Grotrian dygtig. For eksempel frimærkedigtet er flot:

Med vandværket silende nedover baghodet
vænnet til tunger i øret, langs hårgrænsen, højre kind
og som genstand for stemplet der rammer igen og igen
skuer jeg, halshugget, ud mellem hajtænder.

Femte sekvens tager afsæt i moderne malerier og strukturer af Arp, Dix, Jorn, Pollock, Seurat m.fl. Billedtitler bliver digtoverskrifter, og i netop denne form for kobling fejrer ideen om Fire frodige triumfer. Kitscheffekten truer, når det er Michelangelo og van Gogh, der skal tolkes, men et digt som "Scherfigs reklame", om gavlmaleriet på Kapelvej har noget at sige med sin kunst-på-kunst:

En dag vil brysterne skvulpe fra gavlen
cementtunge tvillinger hænge i vorterne
rutsje hvis hun skreg
spædbørns ruindynger, tårer af sten.

De øvrige sekvenser skriver sig frem mod en slags facit, der er tømning af det sproglige landskab, snarere end det er nogen form for afklaring. Et symfonisk orkestermotiv er på færde flere steder, mens vi i sjette og sidste sekvens bryder igennem til en praksis midt mellem popkunst og surrealisme. Her hører man omsider Grotrians helt egen stemme, og denne del er overvældende vellykket: Om natten blir glorien gennemblæst
en colaflaske har smadret en rude til panden
han nærmer sig fra faklen, han vil pudse hendes kobberøjne
hun har vendt det hvide ud for længst.

Digtets titel? "Bartholdi og Frihedsgudinden", hvad ellers? Der er vækst, og der er drømmekraft, der er stof, struktur og en masse snart massiv, snart porøs virkelighed i Grotrians digte. De er ikke bare anæmiske udskrifter, der klynger sig blindt til en fiks idé. Man får mere igen, end man giver. Det er digte, der griber verden i struben.

Charles Demuth så tallet 5 i guld. Danske Simon har set tallet 4.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

oplæsning på Christiania

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

Information Interview 15. oktober 1987

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -     til top

FREDAG nr. 12, 1987
Om små nyklassiske sprogmaskiner

af Klaus Lynggaard

De er måske uundgåelige, men ikke desto mindre et onde - litteraturens duksedrenge og -piger. Og det er mig hamrende ligegyldigt, hvilken side af hegnet de befinder sig på - som udøvere eller kritikere eller begge dele, for den sags skyld. Det er dem, Per Kirkeby taler om i "Hændelser På Rejsen" fra 1971:

,,... de er jo fulde af forestillinger om at det er et godt digt, det bygger sig op, det går op, det har de rette forhold, her har vi de klassiske værdier. Det skal også synges, det skal dit og det skal dat, det skal op at dingle skal det. jo mere avanceret" jo mere udtalt bliver det, nu drejer det sig om hvordan digtene fungerer, noget ,rent", ja væk er guldhorn og bjældeklang og tilbage står den splitternøgne Wanscher med de klassiske værdier dinglende ud af næseborene.

Derfor bliver de nye digtere nyklassikere før de ser sig om. Derfor har lyrikken endnu kritikere der kan kontrollere om det hele går op. For de har noget at holde sig til. Se til om de små nyklassiske sprogmaskiner kører som de skal. Leve anarkiet, skreg manden inden kokosnødden ramte ham. Da han igen slog øjnene op på den solvarme strand sagde han: digte er bare ord på papir, alle mulige ord i alle mulige arrangementer, det skal hverken fungere eller noget. De skal faneme ikke komme her og kalde mig digter sagde han og skruede træbenet på

Nu er Kirkeby jo i første række kendt som maler, selvom han er en flittig pennemand, og tidligere i ovennævnte tekst slår han på tromme for at kritikken er død, hvad angår billedkunst og skulptur, men ,du godeste hvor den lever blandt digterne ..." Selvom problemstillingen er mere subtil end som sådan - de fleste digtbøger bliver ikke læst af ret mange andre end netop kritikere og kolleger - syntes jeg at den 16 år gamle text passer godt på situationen den dag i dag. Nu om stunder smides der ganske vist rundt med en klods ved navn ,,post-modernisme", men hvad, noget skal barnet jo hedde. Og indtil vi har fået gennemskuet begrebet og dets eventuelle muligheder, vedbliver der at sidde en række litterære dukse rundt omkring i forskellige fremskudte positioner og slå hinanden og digterne oven i hovedet med deres ,små litterære sprogmaskiner". Det er så uendeligt kedeligt,

Der var nogle år omkring årti-skiftet, hvor der var grøde i den. Først og fremmest var det sjovt at se litteraturen" stikke hovedet frem igen, efter at den havde lusket sig gennem halvfjerdserne som en stor undskyldning for sig selv. Den havde det selvfølgelig heller ikke så godt efter de heftige indgreb, den havde været udsat for rundt omkring på universiteternes operationsborde, med håb om at få den til at tilpasse sig teorierne. Operationen lykkedes - patienten døde, som man siger.

Det var som digtere, den dengang nye generation i første omgang markerede sig, men det var i høj grad som ,generation" den blev modtaget af dem, der holder af at putte litteraturen i skuffer med små etiketter på. Ind i kartoteket, børner! Selvom der var stor indbyrdes forskel, trådte et fællestræk dog frem - temaslægtskabet med rockmusikken. Det var musikkens drive og sound, hele rockens puls, der virkede så tiltalende på mange. Og selvfølgelig dens umiddelbare tilgængelighed og hele nærvær - den bedste rock har en gennemslagskraft af transcendental karakter, som er uhyre tillokkende. Den kræver ikke andre forudsætninger end ører. Og glæden ved den bliver man ikke frataget af nævenyttige pædagoger, der insisterer på ,tolkninger" ud fra-forskellige ,modeller", ofte af meget mysti-fystisk tilsnit. Med udgangspunkt i rocken (og, skal det nævnes, en helt anden og oplevelsesbetonet digtlæsning, end den, der var å la mode på daværende tidspunkt) blev størrelser som ,nu" og ,,krop" og nat" og by" m.fl. (gen-)indført i poesien. Det var helt rart.

Og med afsæt i den samtidige punk kunne man spore et oprørsk tonefald og en hang til anarki, der udmøntedes i digtbøgerne. Der var en fin overensstemmelse mellem det sociale/ politiske på den ene side og det digteriske på den anden, der i bedste fald gav texteme en enorm dynamik, helt befriet for frelsthed og dogmatik.

Men som punken, der hurtigt endte i selvparodi og klubber", ebbede den retning i poesien hurtigt ud og inden man kunne nå at sige ,røv og nøgler", var der en generel drejning mod det sfæriske, de ,små nyklassiske sprogmaskiner" blev kørt i stillinger, mens en ny generation på universiteterne med uforfærdet sammenbidthed skyndte sig at springe over i den modsatte grøft af deres lærere og undervisningsassisteer fra 68-generationen. Og set med mine øjne er den ikke længere så ny lyrik og de mange - indbyrdes forskellige - debutanter, årtiet har opvist, i høj grad kørt ned af et æstetisk betonet spor, privat og lukket.

Den del af poesien er skam udmærket. Og anmelderne elsker den. Den går op.

Personligt foretrækker jeg noget med lidt mere spræl i og nogle satsninger af en helt anden karakter. Og op i røven med nyklassicisme og formfuldendthed, lad os få noget kød på bordet, noget med lidt nosser og æggestokke. Det var derfor en befrielse at få fingrene i Kenneth Krabats rabalderdebut af en digtbog, ... Naiv? Sagde Det Nøgne Barn. Det var en fornøjelse igen at mærke poesien ruske og kradte og bide og sparke, være irriterende, genstridig og opfyldt af en ubændig trang til bare at kæfte op. Ikke siden Michael Strunges "Nigger"-bøger har jeg læst noget med så meget kul på - og blæse være med regler og ordensreglementer og spidse bedrevidende pernittengrynede skolastikere. Krabat lever op til sit navn og hælder lokummets indhold ud på bordet. Med fejlskud og banaliter, jo vist, men også med energi og vingefang.

Det er sådan nogle bøger, der må give duksene søvnløse nætter. ,Jamen, er det godt?" ,,Fungerer det?", man kan lige se dem for sig. Det kan sgu godt være at det ikke er godt" i den forstand, men underholdende og provokerende og anderledes er det. Og selvom det selvfølgelig kan udarte sig til manér, er det den mest hjernefræsende omgang eksistentiel boksning, poesiens blå blomst længe har skænket os. Poesiens blå øjne, måske. Som Kirkeby siger om digtet, "det skal op og dingle", tak spids, det kommer det her. Dejligt.

Hvis man, som jeg, mener at dele af tidens poesi er lige så pæn som en forstadsgræsplæne, så prøv en omgang Krabat. Det er lige så godt som rock'n'roll.


denne side: /_bagkatalog/anmeldelser.html
home:krabat.menneske.dk
opdateret 20/9/06